Ginger Snaps

5 minutters læsetid
Ginger Snaps

Ginger Snaps er en varulvefilm, der ikke ligner så mange andre varulvefilm på markedet. Den største forskel er, at Ginger Snaps behandler varulve som en metafor på puberteten – og i dette tilfælde også pigen Gingers første menstruation.

Dystre søstre

De to søstre Brigitte og Ginger (Emily Perkins og Katharine Isabelle) er de to dystre outsidere på deres high school, som ingen snakker med. I deres fritid snakker de om mord, og forskellige måder de vil begå selvmord på. Til deres skoleprojekter tager de billeder af sig selv i forskellige dødsscenarier (en ganske flot titelsekvens), hvilket virker nogenlunde i starten, men hurtigt går over i det mere absurde og irriterende. For meget af starten går med selvmordstanker, der er utrolig deprimerende at høre på.

Ginger og Brigitte går ikke godt i spænd med de andre elever på skolen. Da de en dag får nok af skolens bimbo, beslutter de sig for at kidnappe hendes hund, og smide fake blod ud i hendes have, for at få hende til at gå amok. Men samme aften får Ginger sin menstruation, og dette lokker et uset monster frem, der angriber de to søskende, og Ginger kommer slemt af sted. Stort set hele Gingers ene skulder er blevet flået op, men det begynder hurtigt at hele igen, hvilket undrer Brigitte meget, især efter, hun får set det fotografi, hun ved et tilfælde tog på gerningsstedet. Billedet er noget uskarpt, men der er ingen tvivl om, at der, der angreb Ginger, var en stor ulv.

Langsom transformation

Brigitte sørger for at holde øje med Ginger de næste par dage, hvor hun ændrer sig meget. Før undgik hun drenge og de andre elever på skolen, men efter angrebet begynder hun at være sammen med flere drenge, og ryger hash med de andre i en bil. Dette gør Brigitte mere end lidt urolig, men hendes mor trøster hende med at det er Gingers alder, og at sådan vil Brigitte også udvikle sig. Deres mor bliver ved med at tro, at det hele er fordi Ginger er ved at blive en rigtig kvinde – hvilket egentlig er meget morsomt i starten, men hurtigt bliver for plat.

Men det er ikke kun Gingers opførsel, der ændrer sig drastisk. Hendes ydre er også begyndt at ændre på sig. Hun begynder at få pels, og senere i filmen gror hun tilmed en hale! Det er flot at se, hvordan den kønne Katharine Isabelle (som mange fans af Freddy vs. Jason (2003) sikkert vil kunne genkende), ændrer sig en lille smule for hver gang, vi ser hende. For i Ginger Snaps, bliver man ikke til en varulv, hver gang der er fuldmåne, ligesom vi kender det fra f.eks. An American Werewolf in London (1981). Ginger udvikler sig i stedet lidt ad gangen, så hun til sidst minder om en vampyr fra Buffy, før hun når det endelig stadie som en stor behåret varulv.

Idéen med, hvordan Ginger udvikler sig, er ganske god, men når det skal tage det meste af spilletiden, før hun endelig bliver til en varulv, bliver filmen lidt kedelig og ensformig. Handlingen kører meget i ring: først vil Ginger ikke have hjælp af Brigitte, så vil hun gerne have hjælp, så opgiver hun håbet, så vil hun gerne vil have hjælp igen, og til sidst går hun amok og bliver varulv.

Havde vundet af bedre effekter

Brigitte gør alt for at hjælpe Ginger med sin tilstand, der tydeligvis er en metafor for hendes pubertet, for at få sin egen søster tilbage igen. Hun slår sig sammen med skolens lokale pusher, Sam (Kris Lemche), der kørte den oprindelige ulv over samme aften som Ginger blev smittet. De prøver at finde ud af, hvordan de kan kurere Ginger, og her bliver der blandt andet brugt sølvpiercing i navlen (endelig noget, der bare er lidt originalt i en varulvefilm) og senere med en mikstur af stormhat skudt lige i blodårene.

Med Gingers forbandelse kommer der også en uventet lyst til at rive alt i småstykker og ødelægge alt. Hun dræber blandt andet naboens hund, skolelægen og viceværten, så der er masser af guf for gorefans. Det store klimaks er, da Brigitte og Sam prøver at lokke Ginger i en fælde, så de kan få skudt miksturen ind i hende. Klimakset virker meget godt, men bliver en smule langtrukkent, og havde uden tvivl virket meget bedre, hvis varulveeffekterne var lavet en smule bedre. Det er meget tydeligt, at varulvens hoved er en latexmaske trukket over en robot. Personligt synes jeg ikke, man får det samme udbytte af varulven, som man fik i An American Werewolf in London, hvor der virkelig var gjort noget ud af dyret.

For lang

Ginger Snaps er en underlig film, for på den ene side disker den op med en masse nye idéer, der er ganske glimrende, men på den anden side er filmen for lang og gentagende. Selvom filmen indeholder en god del blod og splat, forekommer effekterne ikke så groteske eller uhyggelige, fordi filmen generelt virker så virkelighedsfjern og komisk. Især i slutningen af filmen, hvor Ginger og Brigittes mor finder liget af en af døtrenes klassekammerat begravet i deres skur, virker reaktionen helt åndssvag. I stedet for at gå i panik, fortæller hun Brigitte, at hun vil sprænge deres hus i luften, og starte på en ny sammen med sine døtre. Selvom filmen generelt er en smule virkelighedsfjern, er denne scene helt hen i vejret.

Billedsiden er ganske udmærket, hvor titelsekvensen med selvmordsbillederne, er gradet i en grålig skala, der skiller sig lidt ud fra resten af filmen, og går igen flere steder, blandt andet i slutningen. Kameraarbejdet er ganske solidt, men til tider kommer der lidt for meget musikvideo over det. Overall er det en ret flot film at se på, men spilletiden og historien går ikke hånd i hånd igennem hele filmen, hvilket er en skam.

Har man alligevel fået blod på tanden, eller kan man bare ikke lade være med at kigge på Katharine Isabelle, kan man sagtens give Ginger Snaps en chance, da den kan være et godt tidsfordriv en mørk søndag. Derudover kan man give sig i kast med de to efterfølgende film Ginger Snaps: Unleashed (2004) og Ginger Snaps Back: The Beginning (2004), der begge har Katharine Isabelle og Emily Perkins på rollelisten.

Normalt vil jeg ikke anbefale Ginger Snaps til nogen, der gerne vil se en varulvefilm, da der er mange bedre bud på markedet, men har man allerede set de store klassikere, vil man måske nyde at se et andet bud på genren.

2 stjerner
Titel: Ginger Snaps
Instruktør: John Fawcett
Manuskript: Karen Walton & John Fawcett
Cast: Emily Perkins (Brigitte), Katharine Isabelle (Ginger), Kris Lemche (Sam), Mimi Rogers (Pamela), Jesse Moss (Jason), Danielle Hampton (Trina), John Bourgeois (Henry), Peter Keleghan (Mr. Wayne), Christopher Redman (Ben), Jimmy Maclnnis (Tim), Lindsay Lesse (Nurse Ferry), Wendii Fulford (Ms. Sykes), Ann Baggley (Mother), Graeme Robertson (Toddler), Maxwell Robertson (Toddler)
Producere: Karen Lee Hall (producer), Steven Hoban (producer), Tina Goldlist (associate producer), Dan Lyon (executive producer), Alicia Reilly Larson (executive producer), Noah Seagal (executive producer)
Foto: Thom Best
Klip: Brett Sullivan
Musik: Mike Shields
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Canada/USA, 2000
Produktionsselskaber: Copper Heart Entertainment, Water Pictures, Motion International, Lions Gate Films, Unapix Entertainment Productions, Canadian Television Fund, Téléfilm Canada, Space: Imagination Station, The Movie Network, Canadian Film or Video Production Tax Credit, Casablanca Sound and Picture, Tattersall Sound, Oddbod Productions, TVA International
Distributør (DVD): Scanbox Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Formskiftere, High School, Varulve

Skriv et svar

Your email address will not be published.