“My stories are about humans and how they react, or fail to react, or react stupidly. I’m pointing the finger at us, not at the zombies. I try to respect and sympathize with the zombies as much as possible.”
Hvis nogen fortjener titlen ”zombiefilmens fader”, eller ”Godfather of the Dead” som han ofte omtales, så er det George A. Romero.
Ikke fordi han opfinder begrebet zombie, men fordi han i 1968 skabte en film som blev et fyrtårn for horrorgenren og mere specifikt undergenren ”zombiefilm”.
10 år senere, i 1978, leverede han genrens helt store mesterværk og resten er historie.
Romeros ”lowbudget”-tilgang til filmmediet har også været en stor inspirationskilde for flere generationer af filmskabere. På samme måde som hans film har været mange filmnørders indgangsbillet til gysergenren.
Nu er Romero død i en alder af 77 år.
Romero blev født i Bronx den 4. februar 1940. Faderen var af cubansk afstamning, mens moderens familie oprindelig kom fra Litauen.
Efter tiden på universitet kastede den unge George sig over det at lave film, først gennem reklamefilm og kortfilm.
Som barn havde han lavet kortfilm på 8mm, blandt andet The Man From the Meteor fra 1954. Alt dette ændrede sig i slutningen af 60’erne, hvor Romero sammen med nogle gode venner, finansierede en nu legendarisk film der blev filmet i Pittsburg.
Men lad os først se på den tid, som Romero var en del af.
Tidsalderen Romero skrev sig ind i
Alfred Hitchcocks Psycho (1960) varslede en ny trend i 60’ernes horrorfilm. Efter 50’ernes fokusering på det ydre rum og trusler udefra, var det på tide at gysene kom fra det nære miljø.
Naboens datter kan være en morder – eller for den sags skyld en zombie. Men i starten af 60’erne ønskede Hollywood ikke at beskæftige sig med zombien, så andre lande tog over. Deriblandt Mexico, England og naturligvis Italien, der alle byggede videre på at zombien kommer frem i nærmiljøet.
Den helt store britiske zombiefilm kom fra Hammer studiet i 1966 og hed The Plague of the Zombies. Her flyttes handlingen væk fra nutidens Amerika og til England i 1860.
Pointen er, at zombiegenren bliver til noget man kan nikke genkendende til. Altså at det er det, vi kender – eksempelvis vores bedste ven – bliver transformeret om til en zombie.
Det var en trend, som Romero byggede videre på i Night of the Living Dead. Men før Romero lavede sin lille zombiefilm, var der en anden film, som banede vejen for ham, og som han tydeligt er blevet inspireret af, selvom den ikke har fået samme status i filmhistorien.
Der er tale om Ubaldo Ragona og Sidney Salkows amerikansk/italienske The Last Man on Earth fra 1964. Filmen er baseret på Richard Mathesons I Am Legend fra 1954.
Filmen foregår i et postapokalyptisk USA, hvor der i stedet for zombier er tale om vampyrer. Men disse monstre minder meget om zombier.
Vincent Price – hans kendte navn var også nok til at filmen blev distribueret i USA – spiller den sidste mand på Jorden. Eller det tror han i hvert fald selv.
Men det vigtige for zombiegenren er, at filmen tackler mange af de samme problematikker, som Romero benytter sig af fire år senere.
Price bliver tvunget til at dræbe vampyrer, som tidligere var hans venner eller naboer. Altså det samme tema om det nære miljø, hvor zombien ikke er noget eksotisk fra Haiti eller et fjollet rumvæsen.
Nej, filmen stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem dem og os. Hvem er de rigtige monstre og hvem er mennesker? Nøjagtig det samme som er det bærende element i hele Romeros zombiesaga.
2. oktober 1968
Og den 2. oktober 1968 fik Romeros Night of the Living Dead så premiere i USA.
Den blev sablet ned af anmelderne, der fandt volden og temaerne frastødende. Det gik endda så vidt, at den anerkendte anmelder Roger Ebert skrev et indlæg i Reader’s Digest, hvor han advarede forældre mod at lade deres børn se filmen.
Men naturligvis gjorde dette blot filmen endnu mere populær. Døden blev af Romero gjort håndgribelig og realistisk, og det ramte hårdt ned i Amerikas forstæder.
Før i tiden var zombier blevet brugt til at skræmme folk og måske kvæle dem. Romero tilførte blod, indvolde og splat. Nu ville zombierne spise menneskekød, og det viser Romero.
I dag kan det virke lidt forældet, men man må huske på, at man aldrig havde set noget lignende tilbage i 1968.
Romero brød grænser ned og fik publikum til at fundere over deres egen krops mulige forfald. Hans tilgang var en grum og nihilistisk dommedagsvision, som skulle blive standarden i zombiefilm helt frem til i dag.
Og oveni fik man også en fin samfundskritik leveret i et filmisk formsprog, der er meget nede på jorden, lettere amatøragtigt, og som ikke tager noget unødvendigt fokus væk fra handlingen.
Dette understøttes af musikken, der minder om noget, man har hørt i tusindvis af Hollywood-film fra 50’erne og 60’erne.
De sort/hvide farver giver naturligvis også filmen et noget gammeldags look. Filmen er dog også lavet på et meget lille budget, og man fornemmer tydeligt, at der er tale om en lille independentfilm, lavet af venner og bekendte.
Eksempelvis spiller produceren rollen Harry, den ene skribent er også klipper, og Romero selv skriver, instruerer, filmer og klipper.
Alligevel er der tale om noget meget moderne, og det ligger også i filmens brutalitet, der virker des stærkere, fordi formsproget er så klassisk.
Det gør også, at de indslag, vi hører i radioen og ser i fjernsynet, virker meget troværdige, fordi eksempelvis TV-indslagene ligner TV-indslag fra 60’erne.
Mesterværket i indkøbscentret
Der skulle dog gå 10 år, før Romero vendte tilbage til zombierne, men det gjorde han så til gengæld også med bravour med Dawn of the Dead fra 1978; uden sammenligning alle tiders bedste zombiefilm.
Fem år før filmen blev lavet var Romero på besøg hos en ven i Pennsylvania, og denne havde et kontor i et gigantisk mall.
Her fik Romero idéen – midt i et gigantisk tempel for den amerikanske forbrugerisme – til sin næste zombiefilms setting.
Nyheden om at Romero ville lave en ny zombiefilm spredte sig hurtigt, og der var stor interesse, specielt i Europa.
Den italienske producer Alfredo Cuomo kastede sin kærlighed på projektet, og han viste manuskriptet til sin gode ven, horrorlegenden Dario Argento
Det skulle vise sig at blive begyndelsen på et venskab og et samarbejde mellem Romero og Argento.
Romero solgte filmens udenlandske rettigheder til Argento, og det gav Romero kapitalen til at påbegynde indspilningen af Dawn of the Dead.
Det skal her lige nævnes, at Argento klippede den europæiske version otte minutter kortere og indsatte ekstra musik af sit husorkester Goblin.
Filmen begynder lige på og hårdt, og selvom filmen er lavet 10 år senere end Night of the Living Dead, har man en klar fornemmelse af, at den rent kronologisk foregår én dag efter begivenhederne i Night of the Living Dead.
Vi er på en TV-station, hvor der kører et debatprogram. Først aner man ikke, hvad det handler om, men man mærker tydeligt, at stemningen er trykket.
Vi hører, at alle lig der ikke ødelægges vil genopstå, og så ved vi godt, hvad menuen står på: Zombier!
Filmen er fortalt i et malende tempo, hvor Romero giver sig tid til at komme ind under huden på sine karakterer.
I Night of the Living Dead fik man et indblik i, hvordan mennesker reagerer under pres over et kort tidsrum, men her følger vi dem over længere tid.
I starten er indkøbscentret et sandt overflødighedshorn af materielle goder, men det går snart op for vores hovedpersoner, at det materielle intet er værd i en verden, hvor man ikke har kontakt med sine medmennesker.
Langsomt distanceres de fire fra hinanden, og tingene begynder at gå dårligt.
Palle alene i verden
Det er en tyk og rammende kommentar på det moderne samfund, hvor forbrugerismen har afløst de menneskelige relationer.
Og denne kommentar er formidlet gennem humor, blod og indvolde. Der er en forrygende scene, hvor Roger og Peter funderer over, hvorfor zombierne kommer til centret – mens de betragter et par overvægtige zombier – og de kommer frem til, at det skyldes at zombierne må huske noget fra deres levende liv.
Og hvad er det, ironisk nok, de fede amerikanere husker? Deres lokale mall!
Zombierne bliver gjort til hjernedøde forbrugere, der vandrer meningsløst rundt i det store center, mens muzakken drøner ud af højttalerne. Der er et utal af muligheder; alt fra skøjtebaner der bruges til skydetræning til restauranter, hvor man kan lave mad til hinanden.
Men mest af alt virker det troværdigt, fordi man som tilskuer godt kan relatere til stedet, og man tager sig selv i at overveje, hvilke butikker man ville vælge at gå ind i, hvis man havde et helt center for sig selv.
Lidt den samme tanke som man kender fra Jens Sigsgaards Palle alene i verden (1942).
Romero kommer ikke med en løsning på, hvordan man kommer ud af forbrugerismen. Han vil bare gerne gennem sin morbide humor smadre illusionen om 70’ernes Amerika som et godt sted.
Det virker og giver naturligvis filmen det ekstra lag, som du ellers ikke er vant til at se i gyserfilm. Filmen har et utal af tolkningsmuligheder, nogle mere troværdige end andre, men det vigtige er, at den lægger op til eftertanke.
Zombiegenren og spørgsmålet om tolkning
Efterfølgende har Romero, på godt og ondt, belyst zombiegenren fra flere forskellige vinkler, dog aldrig på højde med Night of the Living Dead og Dawn of the Dead.
Den sidste film Romero nåede at instruere var også meget passende zombiefilmen Survival of the Dead fra 2009, en film der viste, at Romero ikke længere var den visionære instruktør som påbegyndte rejsen tilbage i 1968. Filmen var blottet for nye ideer og blev også en kommerciel fiasko.
I forhold til tematikker og tolkningsmuligheder i hans egne film, var Romero meget forbeholden og ydmyg. Der var ikke nødvendigvis de store budskaber bag, ”Just because I’m showing somebody being disembowelled doesn’t mean that I have to get heavy and and put a message behind it!”.
Og så alligevel, som han her sagde i forbindelse med Dawn of the Dead: ”Stores of every type offer gaudy displays of consumer items. At either end of the concourse, like the main altars at each end of a cathedral, stand the mammoth two-storey department stores, great symbols of a consumer society. They appear as an archaeological discovery, revealing the gods and customs of a civilization now gone.”
The Walking Dead og Kongen
Zombiegenren er naturligvis meget andet end Romero, men zombiegenren ville ikke se ud, som den gør, uden Romero. Se blot på den voldsomt populære serie The Walking Dead. Manden bag The Walking Dead, Robert Kirkman, lægger heller ikke skjul på, at det specielt er Romeros tilgang til zombien, og særligt Dawn of the Dead, der tiltaler ham.
Kirkman indfanger også på fornem vis, hvorfor netop Romero kunne noget helt specielt:
“To me, the best zombie movies aren’t the splatter feats of gore and violence with goofy characters and tongue in cheek antics. Good zombie movies show is how messed up we are, they make us question our station in society… and our society’s station in the world. They show us gore and violence and all that cool stuff too…
But there’s always an undercurrent of social commentary and thoughtfulness. Give me “Dawn of the Dead” over “Return of the Living Dead” any day. To me zombie movies are thought provoking, dramatic fiction, on par with any Oscar worthy garbage that’s rolled out year after year. Movies that make you question the fabric of our very society is what I like.
And in GOOD zombie movies… you get that by the truckload. With the THE WALKING DEAD I want to explore how people deal with extreme situations and how these events CHANGE them. I’m going in for the long haul. You guys are going to get to see Rick change and mature to the point that when you look back on this book you won’t even recognize him. I hope you guys are looking forward to a sprawling epic, because that’s the idea with this one.”
Man må sige at Kirkman er lykkes ganske, ganske godt med sit ambitiøse projekt – det ovenstående citat stammer fra den første trade paperback, der udkom tilbage 2004.
Udover sit favntag med zombien er Romero også kendt for sit tætte samarbejde med Stephen King på Creepshow fra 1982 og The Dark Half fra 1993. King skrev følgende på Twitter om Romeros død: “Sad to hear my favorite collaborator–and good old friend–George Romero has died. George, there will never be another like you.”
Rå og oprigtig
Der er mange ting, Romero ikke kunne, eller ting, han ikke ønskede at gøre. Men han kunne fange en hel generation af horrorfans (og flere af de generationer, der fulgte) med sin umiddelbare tilgang til filmmediet.
Hos Romero finder man amatørens glæde ved ”bare at lave film.” Billigt og effektivt med fokus på fysiske effekter og snigende gys. Derfor ramte og rammer specielt Night og Dawn også så hårdt, som de gør.
De er rå og oprigtige og blottede for den pæne smag, blottet for 50 producenter der siger, at det skal være på den måde. Det er Romeros visioner, vi er vidner til. Og det er en sjældenhed, når man ser på film i dag.
Det er dermed en vigtig skikkelse, vi siger farvel til. Både i forhold til zombiegenren men også i forhold til måden at lave film på, måden hvorpå Romero, på godt og ondt, har inspireret horder af vordende filmskabere. Hvil i fred, du kæmpe – på flere måder; George A. Romero var 1.94 meter høj.
George A. Romeros filmografi som instruktør:
Night of the Living Dead (1968)
There’s Always Vanilla (1971)
Season of the Witch (1972)
The Crazies (1973)
Martin (1978)
Dawn of the Dead (1978)
Knightriders (1981)
Creepshow (1982)
Day of the Dead (1985)
Monkey Shines (1988)
Two Evil Eyes (1990)
The Dark Half (1993)
Bruiser (2000)
Land of the Dead (2005)
Diary of the Dead (2007)
Survival of the Dead (2009)
Kilder:
A-Z of Cult Films and Film-Makers, Stephen Paul Davies 2001.
Book of the Dead, Jamie Russel 2005.
Days Gone Bye, Robert Kirkman, 2004.
