Funny Games U.S.

Man kan dybest set stille sig selv, og andre, to spørgsmål, efter at have set den internationale co-produktion (se blot på listen over producenter i faktaboksen) Funny Games U.S.: Hvorfor overhovedet lave en så modbydelig film, og hvorfor lave et remake, som stort set er identisk med originalen?

Hvis man hører til dem, der finder det forkasteligt at udtænke idéen, som lægger til baggrund for Hanekes original, bør man bare gå i en stor bue udenom Funny Games U.S., og derved også det andet spørgsmål. Hvis man derimod tilbage i 1997 blev dybt fascineret af Funny Games, og hører til dem, der faktisk ser den som en spændende, om end modbydelig, kommentar til det moderne voldsfikserede samfund, kan man med god samvittighed se Funny Games U.S., da den stort set, scene for scene, er en amerikansk gentagelse af Funny Games. Så er vi fremme ved andet spørgsmål igen. Hvorfor dog lave denne remake, og har den noget, der retfærdiggører dens eksistens som kopi?

Eksistensgrundlag og scene for scene remake

En ting skal i denne sammenhæng slås fast: Funny Games U.S. tilføjer ikke den originale idé noget nyt, og den er ikke for mig helt så skræmmende, som originalen, hvilket skyldes, at jeg har set originalen. Når det er sagt, så er filmen stadig et kig værd. Den viser, at Hanekes originale idé også holder, når vi skifter Europa ud med USA. Samtidig har den en friskhed, og man mærker tydeligt at alle medvirkende har haft et oprigtigt ønske om at vise modbydelighederne i en U.S-version for at ramme et større publikum, som ikke magter at se film, hvor der tales andre sprog end amerikansk. Så i modsætning til eksempelvis Gus Van Sants helt ligegyldige Psycho (1998, remake af Psycho fra 1960), har Funny Games U.S. et eksistensgrundlag, der rækker ud over ”bare” at være en stiløvelse.

Handlingen, og selv navnene på filmens karakterer, er stort set identisk, scene for scene, med den originale Funny Games. En lille familie bestående af farmand George (Tim Roth), mor Ann (Naomi Watts), deres søn Georgie (Devon Gearhart) og deres hund, skal på en lille ferie til deres sommerhus, der ligger i idylliske omgivelser ved en stor sø. Så langt så godt. Det er hyggeligt, og som tilskuer ved man ikke, hvad der nu vil ske (med mindre man har set filmen før). Men så er det, at Paul og Peter dukker op. Et par (på overfladen) helt almindelige unge mænd, som ”bare” vil låne nogle æg.

Hurtigt udvikler den hyggelige familietur sig til et sandt mareridt, hvor filmen bliver til et perverst lille kammerspil, der både leger med familien og tilskuernes forventninger om, hvad der nu skal ske. Og ellers ikke mere om handlingen her.

På mange fronter følger Funny Games U.S. handlingen i klassiske chok-gyserfilm som The Last House on the Left (1972) og Fight for Your Life (1977), hvor nogle helt tilfældige og uskyldige mennesker får deres liv smadret til ukendelighed af psykopater – Paul er da også, gennem filmens in your face metalag, bevidst om, at filmen netop er en gyserfilm, og han vil gøre sit for at leve op til forskellige genrekonventioner. Men hvor forbillederne benytter sig af meget grafisk vold og nøgenhed, så er Haneke mere sober og beregnende. Uhyrlighederne foregår langt hen ad vejen off-screen, og det tvinger tilskueren til selv at danne sig billeder af, hvad der sker. Det er langt mere ubehageligt, og langsomt bliver vores hovedpersoner helt og aldeles nedbrudt, mens det ”simple” kamera med de mange lange indstillinger holder vores øjne fast, selvom man egentlig har lyst til at kigge væk.

Hele holdet af skuespillere gør det, som i originalen, fortræffeligt. Det er her en klar styrke, at det er Haneke selv, der laver remaken, frem for en anden. Han ved præcis, hvad skuespillerne skal finde frem, og han ved, hvordan han skal gøre det. At filmen stort set er en scene for scene remake kommer også til udtryk i tilgangen til filmens look, hvor eksempelvis de originale blueprints til huset blev genbrugt. At filmen alligevel ser lidt anderledes ud skyldes nok, at kameramanden med det meget mundrette og tyske navn, Jürgen Jürges er skiftet ud til fordel for den mere profilerede Darius Khondji, som vi kender fra hans arbejder på visuelt stærke film som Delicatessen (1991), La Cité des enfants perdus (1995), Se7en (1995) og The Ninth Gate (1999). Funny Games U.S. er lidt mere lækker at se på end originalen, uden at dette dog bryder med det mørke koncept, og det er tydeligt, at Khondji har tilnærmet sig Jürges billeder.

Hanekes kontroversielle film

Østrigske Michael Haneke, født i 1942, er en meget kontroversiel instruktør. På den store scene brød han igennem med Benny’s Video (1992), der sjovt nok følger en ung mand, der ser voldelige film og selv filmer vold. Den kan ligeledes, som begge udgaver af Funny Games, ses som en kommentar til vold og medier. Hanekes spillefilmsdebut var Der Siebente Kontinent, og her møder vi også det kontroversielle, da filmen er baseret på virkelige hændelser om en østrigsk familie, der begik selvmord – og som en lille detalje, knyttet til Funny Games, bør det nævnes, at moderen og faderen i Der Siebente Kontinent hedder Georg og Anna. De to navne går også igen i Hanekes Code inconnu: Récit incomplet de divers voyages (2000), Le Temps de Loup (2003) og Caché (2005).

I 2001 høstede Haneke anerkendelse med blandt andet Grand Prize of the Jury på Cannes festivalen for den ligeledes kontroversielle La Pianiste, der berører emner som S/M og andre voldelige fantasier. Overordnet set forholder Haneke sig kritisk til filmmediet, og berører emner som indestængt seksualitet, vold, død og andre meget dystre ting. Og hvad enten man bryder sig om ham eller ej, så er Haneke en af de helt store nulevende europæiske instruktører.

Et element der virkede bedre, eller nok nærmere anderledes, i 1997-versionen er hele metakonstruktionen med fremmedgørelsen, hvor Paul (som han hedder i begge versioner) henvender sig direkte til publikum. At det virkede bedre for 10 år siden skyldes nok to ting: at effekten var større, da jeg så det første gang, og at der er sket meget med det selvbevidste medielandskab de sidste 10 år. Det gør, skræmmende nok, at det ikke virker helt så specielt mere. Vi er vant til at skurke og helte kommenterer direkte på, at det vi ser er en film, hvilket vi kan takke det postmoderne og intertekstuelle overdrive for, som netop for alvor brød igennem i slutningen af 90’erne og starten på det nye årtusinde. At det ikke virker på samme måde som i 1997, gør det dog ikke det mindre spændende at følge, hvorledes Paul forsøger at inddrage publikum i fortællingen.

Vi vil have vold… eller vil vi?

Haneke har en dagsorden, hvor han griber fast i det voldshungende publikums kraver, og ryster til, mens han råber: ”vil I se mere?”. Og sammen med den effektfulde kommentar skildrer Haneke gyset, som en sand genremester. Derfor virker kommentaren så stærkt: Haneke hæver ikke på noget tidspunkt sig selv over ”os andre”, men viser, at han har den samme fascination, som vi har, og at han selv ikke har svaret på, hvorfor vi vil se vold, men at han reflekterer over emnet. Filmen er kold og modbydelig, men bestemt ikke uden formål og indhold. Man tvinges til at tænke over tingene, mens man nyder et stykke genrefiktion, som man måske ikke helt forstår, hvorfor man nyder.

Tilbage i 1997 fik Funny Games da også den gammelkendte diskussion om vold på film til at rulle, hvor mange kritikere mente at filmen var skadelig og moralsk forkastelig. Disse mennesker kan give mig en voldsom hovedpine. De finder enhver lejlighed til at sidestille vold på film med vold i virkeligheden, frem for at indse, at film ofte er en måde for folk at afreagere (ofte gennem exploitationfilm, hvad enten det er en italienske splatgyser eller en knæk-og-bræk-film med Steven Seagal), frem for selv at dyrke vold på levende væsner. Til denne kategori af film hører Funny Games dog ikke, og det er meget forkert at putte den i samme kasse som exploitationfilm, hvor volden kun er med for voldens og tilskuernes skyld – og her skal det ikke forstås, som om jeg ser ned på film af den type, hvilket jeg bestemt ikke gør.

Funny Games U.S. er en intelligent kommentar, som mere bør sidestilles med den satiriske A Clockwork Orange (1971), hvor filmskaberne forholder sig til det, de laver. Det er netop som en kommentar til vold på film og den meningsløse vold i samfundet, at Funny Games U.S. skal ses. At den så samtidig underholder på en modbydelig og nihilistisk facon, viser jo blot, hvor dygtig en instruktør Michale Haneke er.

Funny Games U.S. er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: Intertekstualitet, Psykopater, Remake