Friday the 13th Part 2

Da den første Friday the 13th-film blev en kæmpesucces besluttedes det nærmest omgående, at filmen skulle have en opfølger, der kom ud allerede året efter, i 1981.

Instruktørstolen blev denne gang indtaget af Steve Miner, der var associate producer på den første film, og som også gik videre og instruerede den rædsomme treer. Siden har Miner bl.a. instrueret adskillige afsnit af TV-serien The Practice (1997-2004), men også Halloween H20 (1998) og krokodillegyseren Lake Placid (1999). Lige nu arbejder han på en remake af George A. Romeros Day of the Dead (1985), der efter planen skal have premiere næste år.

Manuskriptet blev skruet sammen af Ron Kurz, der ikke kan siges at have haft nogen glorværdig Hollywood-karriere. Ikke desto mindre er manuskriptet til andet kapitel i Friday the 13th-sagaen ganske velfungerende, og Miners instruktion også habil.

Deform vildmand

Afslutningen på den første film gav Ron Kurz visse problemer. Den egentlige morder var død, og det blev aldrig helt fastslået om Jason-monstret, der kom op af søen, var noget, der skete i virkeligheden eller et produkt af Alices fantasi. Alice, spillet af Adrienne King, var den første films final girl, og hende møder vi igen i prologen til toeren.

Kurz omgik problemet ved at omskrive historien en smule, hvilket i retrospekt gør etterens chokafslutning endnu mere uforståelig, men hvem tænker på det, når først musikken spiller? I hvert fald bliver det i Kurz’ manus til, at man aldrig fandt liget af Jason, efter at han druknede i Crystal Lake tilbage i 1957. Grunden til det er naturligvis, at han slet ikke druknede, men i stedet har levet sit liv som en vildmand ude i skoven og derfor også så, hvad der skete med hans mor i den første film.

Det var han selvfølgelig ikke glad for, og i toeren er det derfor Jason, der er morderen – som han i øvrigt er i alle de efterfølgende film. Endnu har han ikke ishockeymasken – den får han først i treeren – i stedet render han rundt med en sæk over hovedet, når man ser ham på skærmen.

Grunden til dette er, at Jason er stærkt deform, og måske er han også retarderet. Det ændrer dog ikke på, at han er ekstremt psykopatisk og særdeles opfindsom når det kommer til måder at slå folk ihjel på, men mere om det senere, for nu foregriber jeg begivenhedernes gang. Et kort handlingsreferat er på sin plads.

Velkommen til Camp Blood

Friday the 13th Part 2 begynder med en lang og ret klodset flashbacksekvens. Alice (Adrienne King) har mareridt, og heri ser vi afslutningen på den første film. Der klippes til nyt materiale med Alice, der ligger og mumler i søvne, men ellers er der tale om en forholdsvis groft sammenklippet version af den første films afsluttende ti minutter.

Alice vågner, og nu fornemmer man, at noget er under opsejling. Hun taler i telefon med sin mor, og da hun tager et brusebad ved man, at hun næppe lever længe. Der spilles her naturligvis på de fineste af genrens klichéer, blot var de på dette tidspunkt ikke helt så store klichéer endnu, og da hun kommer uskadt ud af badet begynder man næsten at tro, at det hele blot har været en snydesekvens.

Det har det imidlertid ikke, og prologen ender med, at Alice tages af dage ved at Jason stikker en issyl i hendes tinding. Herefter springer handlingen fem år. Det fortælles ikke med det samme, men er noget, publikum senere får at vide igennem dialogen.

Camp Crystal Lake, der af de lokale nu kaldes “Camp Blood” er lukket, men i nærheden er en ny lejr åbnet. Det er godt nok ikke en regulær sommerlejr, men et sted for sommerlejr-instruktører, hvor de bliver optrænet i alle de færdigheder de skal have for at kunne arbejde med børn og unge. Det er der bare ikke mange af dem, der nogensinde får lejlighed til, for i løbet af filmen bliver de naturligvis slagtet af Jason Voorhees.

God sans for genren

På langt de fleste områder fortsætter Friday the 13th Part 2 blot stilen fra etteren, og filmen spiller på en række af de nu klassiske slasherfilms-klichéer. Til gengæld er det gjort med god sans for genren, og man fornemmer også, at filmen er indspillet på et højere budget end originalen. Rent visuelt spiller toeren på flere strenge end den originale film.

Dette kommer bl.a. til udtryk ved en mere modereret anvendelse af POV-shots, der blev brugt alt for meget i etteren. I stedet for konstant at bruge POV-shots lader filmen os se Jasons arme og fødder mens han bevæger sig rundt og stalker de liderlige unge i lejren, og senere i filmen ser vi af og til hele hans skikkelse. Det fungerer virkelig godt, og er mange steder effektivt angstfremkaldende.

Masser af mord

Mord er der nok af i Friday the 13th Part 2, og her har Ron Kurz været i det kreative hjørne, for der er ikke to mord, der udføres ens. I prologen myrdes Alice med en issyl, landsbytossen Ralph stranguleres med en klavertråd eller lignende, og en politimand får smadret kraniet med en hammer. Derudover er der bl.a. en halsoverskæring, hovedkløvning med machete og en klassisk dolkning.

Det mest spektakulære mord er dog nærmest en parafrase over det ligeledes mest spektakulære mord i den første film: i etteren blev Kevin Bacons rolle myrdet ved få gennemstukket halsen med en pil umiddelbart efter at han og kæresten har dyrket sex. I Part 2 myrdes to unge ved at blive spiddet med et spyd mens de er i færd med at dyrke sex.

Som i næsten alle slasherfilm gælder det her – som i etteren – at sex er en dødssynd, og både Kevin Bacons død i den første film og dobbeltmordet i toeren kan, med fare for at bevæge sig ud på det freudianske overdrev, siges at være en morderisk parallel til den seksuelle penetrering. Denne reaktionære seksualmoral har fulgt slasherfilmene helt fra begyndelsen og er en fast bestanddel af genren. Scenen med to elskende, der spiddes af morderen, er i øvrigt taget direkte fra Mario Bavas Reazione a catena (1971).

Psycho-inspiration

Men selv om Friday the 13th Part 2 på langt de fleste måder er en helt almindelig slasherfilm, så afviger den også lidt fra genren ved faktisk at give et mere nuanceret portræt af morderen end normalt. Filmens final girl, Ginny Field (Amy Steel), finder hen imod slutningen vej til et skur ude i skoven, hvor Jason bor.

Her opdager hun, at Jason opbevarer sin mors afhuggede hoved på et alterlignende arrangement, og fordi hun har læst psykologi på universitetet, indser Ginny, at Jason har en ekstrem moderbinding, som hun forsøger at bruge imod ham i én af filmens mest nervepirrende scener.

Om det lykkes skal ikke afsløres her, men denne karaktertegning, der faktisk forsøger at give en indsigt i morderens psykologi, er ganske atypisk for genren. Heri har Jon Kurz klart hentet inspiration fra bl.a. Hitchcocks Psycho (1961), hvor morderen Norman Bates var inspireret af den virkelige amerikanske seriemorder og kannibal Ed Gein (1906-84), hvis patologi involverede en abnorm moderbinding.

Geins mord var i øvrigt også inspirationskilden for Tobe Hoopers The Texas Chainsaw Massacre (1974), og Jasons skur giver stemningsmæssigt klare mindelser om Hoopers film. Selv om Friday the 13th Part 2 ikke når nogen af disse forbilleder til sokkeholderne, så klæder det alligevel filmen at den forsøger at gøre Jason-karakteren lidt mere tredimensionel, og scenen i Jasons eneboerskur er både stemningsfuld og intens.

Fermt iscenesat

Skuespillet er som i den første film varierende fra det jævne til det vildt overspillede, men det hele er så fermt iscenesat, at man lader sig rive med og underholde – og det endda nemmere end ved den første Friday the 13th. Her er det også ret væsentligt at filmens final girl er noget mere tålelig og rollen lidt mere udbygget end Alice var det i den første film – Amy Steel er ikke alene lækker, men hendes rolle som Ginny er heller ikke nær så irriterende som Adrienne Kings Alice.

På mange måder er Friday the 13th Part 2 mere seværdig end etteren, selv om den ikke på samme måde var med til at slå genrens virkemidler fast. Til gengæld har både manuskriptforfatter og instruktør haft et godt begreb om produktionen, hvilket de har omsat i en solidt underholdende og stedvist regulært uhyggelig film.

Slutningen lægger naturligvis op til en fortsættelse, men præcist hvad der egentlig sker i filmens slutning er et åbent spørgsmål, der ikke besvares i treeren. Den skal man i øvrigt holde sig langt væk fra, men det er en helt anden sag. Toeren kan endnu i dag sagtens anbefales, ikke kun til slasherfilmfans, men til gyserfans generelt.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Slasher