Four in the Morning

5 minutters læsetid

The Ember Years - Volume OneFour in the Morning er en britisk socialrealistisk film fra 1965, der handler om to kriseramte par, og så er der vist også noget med en druknet kvinde.

Filmen er skrevet og instrueret af Anthony Simmons, der er stot set helt ukendt i Danmark. Det samme kan siges om filmen, der dog kan bryste sig af at have en ung Judi Dench på rollelisten.

Jeg har ikke set filmen, og genren taget i betragtning kommer det næppe heller til at ske. Ikke fordi jeg aktivt hader eller på nogen måde vil så tvivl om den socialrealistiske genres eksistensberettigelse.

Det er en på mange måder vigtig genre, og en af dens fremmeste eksponenter, Ken Loach, er da også fuldt fortjent blevet hædret et utal af gange, ligesom hans film nyder stor respekt og har vundet mange priser.

Jeg vedkender mig gerne den både politiske og sociale indignation, som de bedste socialrealistiske film har som deres drivkraft, men som filmgenre er socialrealismen bare ikke min kop the.

Barry arbejdede gratis

Men hvad så med John Barrys score til Four in the Morning? Jo, det er en lidt anden sag, for selvom musikken både er lavstemt og melankolsk, grænsende til det depressive, så er Four in the Morning ikke desto mindre et både fint og smukt score.

Four in the Morning er også et ekstremt intimt score, hvilket blot tjener til at understrege musikkens melankoli.

Scorets intimitet skyldes dog ikke alene genren og handlingen. Scoret blev helt bogstaveligt til på et næsten ikke-eksisterende budget, hvilket betød, at Barry måtte arbejde med meget få musikere.

Barry selv arbejdede gratis, fordi han kunne lide filmen og syntes godt om instruktøren, og musikken blev indspillet med et minimalt ensemble på ni instrumenter.

I CD’ens liner notes siger Barry da også, at der var scener i filmen, han gerne ville have kunnet score med en lidt større palette, men det rakte midlerne altså ikke til.

Resultatet blev altså et særdeles intimt lille score, der – som flere andre Barry-scores fra 1960’erne – er stort set monotematisk.

Begrænsede variationer

John Barry komponerede adskillige andre stort set monotematisk scores i 1960’erne. I disse andre scores skabte Barry variation ved at lege med instrumentering, tempo og stemning fra cue til cue, men her er Four in the Morning anderledes.

Hvad stemning angår er det nok ret begrænset, hvor stort et spillerum Barry havde at operere indenfor – en pludselig jazzet og munter variation på hovedtemaet ville nok ikke have været på sin plads – og Four in the Morning er derfor, rent stemningsmæssigt, en ret ensartet affære.

Det samme gælder i høj grad for instrumenteringen, men her var det altså økonomien, der var styrende, og det er immervæk begrænset hvor store variationer, man kan skabe i et score, der er indspillet med blot ni instrumenter.

Ikke desto mindre lykkedes det faktisk Barry at skabe en vis variation mellem de enkelte cues ved at ændre vægtningen af de instrumenter, han havde at gøre med, samt ved at justere en smule på tempoet. Four in the Morning er aldrig noget uptempo score, men alligevel er der forskelle i tempoet undervejs.

Prominente træblæsere

På mange måder er Four in the Morning i besiddelse af en lyd, der nærmere giver mindelser om klassisk musik – altså koncertsalsmusik – end om filmmusik.

Det skyldes dels skyldes instrumenterne, dels det lille ensemble. Scoret er orkestreret med hovedvægt på et par træblæsere, obo og klarinet, suppleret af harpe, nogle få celloer og lidt slagtøj.

Det er sjældent at høre et filmscore, hvor træblæserne spiller en så prominent rolle, og alene det er med til at give associationer til klassisk musik. Dertil kommer, at det lille antal instrumenter betyder, at hvert enkelt instrument eller hver instrumentgruppe faktisk træder ganske tydeligt frem i det samlede lydbillede.

Det er blandt andet dette, der er med til at gøre scoret meget intimt, og samtidig fremhæver det de instrumenter, man sjældent hører så tydeligt i de fleste filmscores.

Lyden af efterår

Scorets hovedtema – som er det eneste tema – introduceres naturligt nok allerede i det første cue, “Four in the Morning”, hvor det indledningsvist fremføres på obo, inden harpen og endeligt strygerne slutter sig til.

Resten af scoret udspiller sig derpå som lette variationer på temaet med enkelte justeringer i tempo og instrumentering, men som regel konstant med oboen og klarinetten som de klart bærende instrumenter.

Temaet er dybt melankolsk. Det er lyden af regnvådt, tåget England – eller måske nærmere lyden af efterår. Som sådan er temaet – og scoret som helhed – ekstremt stemningsfuldt. Samtidig er det i besiddelse af en ikke ubetydelig skønhed, der på en måde blot styrkes gennem den sparsomme orkestrering.

Eksperimenter og fornyelse

Selvom temaet dominerer næsten totalt, er der to cues, der skiller sig ud. Det ene er “River Ride” (nr. 5), der er et regulært suspensecue og rent stilistisk lyder som noget, der kunne komme fra ét af Barrys samtidige Bond-scores.

“Lover’s Tension” (nr. 7) er også et regulært suspensecue, der dog mere lyder som noget, der kunne komme fra The Ipcress File end en Bond-film.

De to suspensecues er nærmest som fremmedlegemer i det ellers totalt helstøbte score. Ikke at de på nogen måde er ringe, men det er en markant anden stil, der pludselig dukker op.

Det siger dog mere om resten af scoret, end det siger om de to suspensecues, for egentlig er det resten af Four in the Morning, der skiller sig ud. De to suspensecues viser en velkendt side af John Barry, mens resten af scoret er noget helt anderledes på dette tidspunkt i Barrys karriere.

Og det er i virkeligheden nok det, der er mest slående ved Four in the Morning. Scoret står som endnu et vidnesbyrd om Barrys utrolige bredde og alsidighed – og et vidnesbyrd om hans konstante vilje til at eksperimentere og forny sig på dette tidspunkt i karrieren.

Det er noget, jeg kommer til at gentage i de kommende anmeldelser af Barrys scores fra 1960’erne: Alsidigheden, bredden, den konstante lyst til at eksperimentere og forny.

Ret imponerende

Den anmeldte udgave af Four in the Morning er udgivet på albummet The Ember Years – Volume One sammen med scoret fra tv-udsendelsen Elizabeth Taylor in London (1963). Lydkvaliteten er en lille anelse bedre på Four in the Morning end den var på de 9 tracks fra Elizabeth Taylor in London, men også her hører man tydeligt, at der tale om gamle masters.

Det er labelet Play it Again, der har udgivet The Ember Years – Volume One, men scoret til Four in the Morning er faktisk udgivet flere gange siden, bl.a. i boks-settet John Barry Revisited, der udkom i 2009. Hvorvidt lydkvaliteten på de andre udgivelser af scoret er bedre end den anmeldte udgave, ved jeg ikke.

Til gengæld er det interessant, at et score, der faktisk er udgivet i sin helhed indtil flere gange siden 1992 fortsat er stort set ukendt hos alle andre end hardcore John Barry-fans.

Det er noget ufortjent, for Four in the Morning er på mange måder et ret imponerende score. Ikke på grund af størrelse, variation eller sprælskhed, men på grund af det præcist modsatte. Det understreger en modenhed og seriøsitet i en ung komponist (Barry var 32, da han komponerede det), der ellers hidtil mest havde håndteret spion-ramasjang og komedier.

Man vil næppe nogensinde finde Four in the Morning nær toppen af en liste over John Barrys bedste scores, men det er langt bedre end den næsten totale glemsel, der er blevet det til del.

Man skal bare være forberedt på, at Four in the Morning både hvad angår stemning og orkestrering er noget helt specielt i Barrys produktion og at man skal måske være i et noget specielt humør før at værdsætte det ordentligt.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Four in the Morning (2:00)
2. River Walk (2:43)
3. Lover’s Clasp (1:16)
4. Norman’s Return (3:13)
5. River Ride (2:40)
6. Four in the Morning (1:57)
7. Lover’s Tension (1:00)
8. First Reconciliation (3:18)
9. Norman Leaves (2:35)
10. Moment of Decision (1:39)
11. Judi Comes Back (2:57)

Total spilletid: 25:18

Titel: Four in the Morning
Komponeret af: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1965
hvid
Scoret findes på albummet John Barry: The Ember Years – Volume One, udgivet på pladeselskabet Play it Again i 1992.

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.