Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Flesh for Frankenstein

Flesh for Frankenstein
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Flesh for FrankensteinVed premieren var Flesh for Frankenstein sikkert meget kontroversiel og provokerende, men ikke i dag.

Flesh for Frankenstein har sammen med film som Cannibal Holocaust (1980) og Cannibal ferox (Jaget af kannibaler, 1981), nok været én af de mest forhadte film under censurgalskaben i 80’ernes England.

Filmen har været klippet helt i stykker flere gange, og mange scener har manglet i de fleste versioner, da censurmyndighederne i det daværende England fandt de mange nøgenscener og blodsudgydelser for voldsomme. I dag er filmen heldigvis udkommet i en ucensureret udgave, så vi får alt blodet og alle nøgenscenerne – og hurra for det, eller hvad?

Det er selvfølgelig herligt at kunne se en film, sådan som instruktøren oprindeligt ønskede, den skulle ses, og især når vi snakker blodudgydelser eller nøgenscener. Men i dette tilfælde burde nogle af klippene måske bare være udeladt eller i hvert fald kortet heftigt ned. Filmen varer kun de overkommelige halvanden time, men det føles mere hen ad to timer, og det er ikke fordi, tempoet slæber sig af sted, men fordi instruktøren Paul Morrissey har valgt at bruge meget af tiden på at vise mere eller mindre kedelige erotiske scener, som kunne være undladt.

Det perfekte menneske

Baronen (Udo Kier)

Baron Frankenstein (Udo Kier) arbejder med hjælp fra sin assistent Otto (Arno Juerging) på at skabe det perfekte menneske, som en dag vil regere hele Jorden. For at opnå dette forsker han i at sammensætte de perfekte kroppe af både mand og kvinde for derefter at parre dem og få dem til at avle perfekte børn i hans eget billede. Han mangler blot én ting for at opnå sin drøm: Det perfekte mandlige hoved!

Baronessen og hendes børn på en lille køretur

Baronen finder det derfor meget naturligt at tage ned på det lokale bordel for at finde en viril og stærk mand, som kvinderne vil have, så han kan snuppe hans hoved og bruge det til skabningen. Men desværre opstår der noget forvirring, og baronen ”forelsker” sig hovedkuls i en seksuelt undertrykt mand, der antydes at have homoseksuelle tendenser. Uden at vide dette, kapper Frankenstein samme aften hovedet af den uheldige mand.

Men her begynder filmen lige så stille at gå i stå. Frankenstein muntrer sig med sine eksperimenter (han har blandt andet sex med sin kvindelige skabning), imens hans kone begynder et forhold til det mandlige offers efterladte ven, som hun ansætter som tjener på slottet. Dette bruges der så lidt over en halv times tid på at vise uden nogen egentlig plotfremdrift udover Kiers fremragende overspil. Det hele kulminerer dog i en ret fantastisk og blodig afslutning, som vejer lidt op for de lange nøgenscener mellem baronessen (Monique van Vooren) og hendes elsker.

Andy Warhol’s Frankenstein

Der arbejdes flittigt på at færdiggøre Baronens skabning

Flesh for Frankenstein blev filmet side om side med Blood for Dracula (1974), og begge film deler skuespillere, locations samt crew, men det var Flesh for Frankenstein, der led hårdest under censuren på grund af de mange nøgenscener og “perverse” indhold, og dette resulterede selvfølgelig i, at Flesh for Frankenstein blev mere omtalt end Blood for Dracula.

Begge film er kendt under et hav af alternative titler, hvor de mest kendte må siges at være Andy Warhol’s Frankenstein og Andy Warhol’s Dracula. At klistre kunstnerens navn på titlerne er jo god reklame og har garanteret også gjort sit til at udbrede filmene, men nu var Warhol kun krediteret som producer på Blood for Dracula, og ifølge rygterne hang han kun ud på settet under optagelserne til Flesh for Frankenstein og havde ellers ikke meget andet at gøre med filmene.

Baronessen og hendes elsker/tjener

Man skal altså ikke lade sig lokke (eller skræmme sig væk) af, at Warhols navn indgår i titlerne, da vi hverken har med kunstfilm at gøre eller nogen anden form for dybere udforskning af filmmediet.

Det er dog helt tydeligt med Flesh for Frankenstein, at instruktøren har forsøgt at provokere, bl.a. ved at vise bare bryster, der sensuelt bliver smurt ind i blod. Og scenen hvor baronen knepper sin skabning i maveregionen og derefter siger: ”To know death, Otto, you have to fuck life… in the gall bladder!” må virkelig have taget kegler tilbage i 1973.

De erotiske scener fylder for meget

De færdiggjorte, nærmest ariske, skabninger

Flesh for Frankenstein byder på en masse sjove og groteske optrin, og her kan jeg ikke understrege kraftigt nok, hvor fantastisk vanvittigt Udo Kier spiller, men hvor meget man end holder af disse scener, er det svært at sætte sig ned i halvanden time og lide under de lange erotiske scener, der fylder alt, alt for meget.

Nu er det bestemt ikke fordi, jeg føler mig provokeret af et bart bryst og lidt hud, tværtimod, men det virker som om, instruktøren ikke helt har fattet idéen ved erotik og derfor bare lader to nøgne mennesker ligge og kysse lidt på hinanden til noget jammerligt musik. Personligt ville jeg ønske, at disse scener var klippet heftigt ned eller måske helt fjernet, så der var mere tid til Udo Kier og hans assistent.

Ret gode indslag

Splat i 3D

Flesh for Frankenstein blev oprindeligt indspillet i 3D, og det er tydeligt at se i flere scener, hvor ting stikker ind i kameraet, som f.eks. flagermus, hænder og indvolde. Midt i den 3D-hysteri, vi befinder os i for tiden, kunne man jo krydse fingre for, at et eller andet produktionsselskab samlede filmen op og smækkede 3D-effekten på.

Både Flesh for Frankenstein og Blood for Dracula er udgivet uklippet fra Tartan DVD i regionsfri udgaver, og hvis man kigger lidt rundt på nettet, kan man få dem til forholdsvis små penge. Kvaliteten er udmærket, om end lyden til tider er lidt mudret og manglen på undertekster gør, at man mister en enkelt replik i ny og næ. Det er dog ikke noget, der betyder det store for forståelsen.

Flesh for Frankenstein er ikke en film for alle og vil nok kede de fleste yngre fans enormt, men er man gyserfan bør give filmen en chance, da den som sagt har nogle ret gode indslag – og netop derfor er det ekstra ærgerligt, at det endelige resultat er så lang i spyttet.

2 stjerner

Titel: Flesh for Frankenstein
Dansk titel: Frankenstein
Andre titler: Andy Warhol’s Frankenstein
Instruktør: Paul Morrissey & Antonio Margheriti
Manuskript: Tonino Guerra, Pat Hackett, Paul Morrissey
Cast: Joe Dallesandro (Nicholas, the stableboy), Monique van Vooren (Baroness Katrin Frankenstein), Udo Kier (Baron Frankenstein), Arno Juerging (Otto, the Baron’s assistant), Dalila Di Lazzaro (Female Monster), Srdjan Zelenovic (Sacha / Male Monster), Nicoletta Elmi (Monica, the Baron’s daughter), Marco Liofredi (Erik, the Baron’s son), Liù Bosisio (Olga, the maid), Fiorella Masselli (Large prostitute), Cristina Gaioni (Farmer, Nicholas’ girlfriend), Rosita Torosh (Sonia, the prostitute), Carla Mancini (Farmer), Imelde Marani (Blonde prostitute)
Producere: Andrew Braunsberg (producer)
Foto: Luigi Kuveiller
Klip: Jed Johnson, Franca Silvi
Musik: Claudio Gizzi
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Mono
Sprog: Fransk/engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA/Italien/Frankrig, 1973
Produktionsselskaber: Compagnia Cinematografica Champion, Braunsberg Productions, Carlo Ponti Cinematografica, Rassam Productions, Yanne et Rassam
Distributør (DVD): Tartan DVD
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *