Jacob Krogsøe
2 kommentarer

First Blood

First Blood
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Genredefinerende actiondrama, der introducerer en ny type af actionhelt og i sig selv er en fremragende og voldsomt underholdende film.

First BloodDer har naturligvis været tidligere eksempler. Men jeg vil påstå, at den amerikanske actionfilms guldalder begynder med First Blood fra 1982. Her destilleres elementer som blev faste byggesten for actionfilmens udformning op igennem 1980’erne og starten af 1990’erne.

Filmen er baseret på David Morrells roman af samme navn fra 1972.

First Blood starter som et klassisk dystert amerikansk drama, som var en paradedisciplin i 1970’erne, hvor såret efter Vietnamkrigen og andre nedture skabte en grobund for mesterlige amerikanske film – kunst kan have ”godt af” kriser i samfundet.

Rambo er ked af det

Vi møder John Rambo. Han er Vietnam-veteran. Han opsøger familien til en af sine gamle soldaterkammerater for blot at erfare, at vennen er død. Noget fra krigen (Agent Orange) slog ham ihjel; han døde af kræft.

Rambo fortsætter til fods gennem lillebyen Hope, ja, et ganske passende navn. Her bliver Rambo passet op af byens sherif, Will Teasle, spillet af Brian Dennehy i den rolle, han var født til at spille – uden tvivl højdepunktet i hans karriere, fantastisk skuespil.

Rambo, der netop ligner det han er, en nedbrudt veteran, passer ikke ind i Teasles billede af Hope. Så Teasle tager Rambo med på en køretur, sætter ham af udenfor for byen og kører væk. Det finder Rambo sig ikke i.

Han går tilbage mod byen, og det ser Teasle. Her møder vi filmens første skillevej og dramatiske højdepunkt, filmens første vigtige plotpunkt og ægte “point of no return” – på trods af at der følger flere af slagsen, altså steder, hvor handlingen kunne have taget en anden retning.

Men når man kender Rambo-karakteren, er det i det øjeblik, hvor Teasle håndfast tager ham med på stationen, hvor de begynder at ydmyge ham, at kimen til den efterfølgende tsunami af vold lægges.
For Rambo, der på mange områder er som et vildt dyr, kan ikke se sig selv i fangenskab. Så han flygter. Ud i naturen. Væk fra samfundet. Ud i det område, den setting, hvor han sætter dagsordenen. Det sted hvor actionhelten kan tage styringen tilbage.

Rambo vil bare være sig selv

Ja, det er ikke noget Rambo har bedt om; han vil faktisk bare gerne have ro og fred. Men da Teasle (som repræsenterer mange dele af det amerikanske samfunds holdning til veteraner) byder op til dans, vælger Rambo at sætte takten.

Så langt så godt. Her kunne der stadig være tale om et klassisk drama, en skildring af PTSD, men da karakteren Trautman gør sin entré, sker der noget andet.

Naturligvis er lignende scener og ideer set før i actionfilmens historie, men aldrig så tydeligt og med så stor efterklang, som her.

Trautman siger blandt andet:

“You don’t seem to want to accept the fact that you’re dealing with an expert in guerrilla warfare, with a man who’s the best! With guns, with knives, with his bare hands! A man who’s been trained to ignore pain! To ignore weather! To live off the land! To eat things that would make a billy goat puke! In Vietnam his job was to dispose of enemy personnel… to kill, period! Win by attrition… well Rambo was THE BEST!”

Rambo som actionhelt

Ja, det er naturligvis på en tragisk baggrund, men der jo også nærmest tale om en dyrkelse af Rambos meritter. Dyrkelsen af actionmanden.

Her er vi nemlig væk fra den triste veteran. Her er det den ægte Rambo, der skildres. Teasle puster sig op og siger følgende:

“Are you tellin’ me that 200 of our men against your boy is a no-win situation for us?”

Trautman er rolig, måske overspiller Richard Crenna en smule (men det passer kun sammen med, at realismen sættes i baggrunden og helten I forgrunden), og siger:

“You send that many, don’t forget one thing.”

Teasle siger “What?” og Trautman konstaterer helt nøgternt: “A good supply of body-bags.”

Ja, det er ikke fordi jeg vil overanalysere eller vil finde actionheltelementer for bare at finde dem, så de passer ind i min påstand, men jeg synes, at det fremgår ganske tydeligt, at filmen her tager et markant knæk.

Det dystre er stadig i fokus, men vi får som tilskuere et andet syn på Rambo. Vi får en nærmest uovervindelig helt at se op til, en legende, et ikon. Tak for den kaffe, Trautman!

Resten af filmen er fremragende action, og klimakset decideret mesterligt. Tilsæt et fremragende score af Jerry Goldsmith, hvor temaet “It’s a Long Road” hører til blandt mesterens helt fine sager, og en fornem brug af locations, miljøer, naturen og en Stallone i topform (også på manuskriptsiden, hvor han spillede en central rolle), så har du de dele, der tilbage i 1982 skabte et mesterværk.

I samtiden fik den masser af kritik, men den tilhører den type af film, som bare vokser og vokser med årene, en film, der måske var forud for sin tid, en film der varslede noget nyt, muskelhelten og actionmyten, og en film, der rent faktisk tog actiongenren seriøst. Et ægte actiondrama.

Det sjove, hvis man tager ”hvad-nu-hvis”-brillerne på, er, hvordan actiongenren havde udviklet sig, hvis man havde valgt den mere dystre slutning, hvor Rambo dør.

Ja, andre actionbøffer som Arnold var på vej, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at First Blood og dens efterfølgere var og er en vigtig del af den type af actionfilm, som står mit hjerte så nært.

Rambo som våben

Så det er svært at overvurdere First Blood. Både som enkeltstående værk og som en del af den amerikanske actionfilms guldalder – en anderledes actionhelt, en anderledes actionmyte.

Den ensomme ulv, udstødt af samfundet, der svarer igen. Filmen er så stærk i sig selv, og man forstår, hvorfor den fostrede mange kloner, altså udover de officielle efterfølgere. Efterfølgerne er også film, jeg på hver deres måde elsker, men de rammer ikke samme filmiske høje niveau som First Blood.

Rambo: First Blood Part 2 (1985) har ikke farligheden, det nyskabende, men den har til gengæld den ægte actionfilmsformel, som man på det tidspunkt, et par år senere, havde fået forfinet.

Det hele summeret ganske godt op i filmens indledning, hvor Rambo der (uden at afsløre for meget, I har nok alle set First Blood) er i fængsel. Han hentes af Trautman. Der er en mission til Rambo, der spørger sin tidligere gruppefører som en direkte kommentar til både Vietnamkrigen og First Blood: “Sir, do we get to win this time?” Hvortil Trautman svarer: “This time it’s up to you.”

Ja, i efterfølgeren har actionhelten nemlig fået et formål. Her er han et våben, hvor han i First Blood var et offer, en helt i støbeskeen.

John Rambo er på mange måder prototypen på actionhelten, både i de mere seriøse film i genren og i dem, der er direkte voldseskapader, sat i verden for ”bare” at underholde – og ja, jeg elsker begge typer af film.

Rambo, den ensomme ulv

Med Rambo får vi fysikken, ja, en bodybuilders fysik, men der er jo også samtidig en afsøgen af den ideelle mandlige krop, om man kan lide det eller ej.

Den er ikke splejset, men hård som granit, formet af tiden, formet af konflikter, formet af træning. Vi får også den ensomme ulv, men en ensom ulv med hjertet på det rette sted, med en voldsom retfærdighedssans. Kort sagt den perfekte type til at smadre nederdrægtige skurke.

Med First Blood fik vi et genredefinerende hovedværk, en mesterlig actionfilm, et dystert billede af skyggesider i det amerikanske samfund og ankomsten af en ny type actionhelt. Mere kan man næsten ikke forvente.

6 stjerner

Titel: First Blood
Instruktør: Ted Kotcheff
Manuskript: Michael Kozoll, William Sackheim & Sylvester Stallone efter romanen First Blood af David Morrell
Cast: Sylvester Stallone (Rambo), Richard Crenna (Trautman), Brian Dennehy (Teasle)
Foto: Andrew Laszlo
Klip: Joan E. Chapman
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1982

Anmeldt i nr. 162 | 13/04/2019

2 kommentarer til First Blood

  1. Kenneth Skriver 6. maj 2019 at

    hej Jacob.

    jeg hørte i mine yngre dage, at First Blood var inspireret af en fransk og/eller italiensk film med næsten samme handling.

    jeg har søgt lidt på nettet, men kan ikke finde noget.

    Ved du om der er noget om det ?

  2. Henning 5. juni 2019 at

    Hej Kenneth

    Jeg hedder godtnok ikke Jacob, men jeg svarer lige noget, alligevel.

    Udgangspunktet for “First Blood” er en roman af David Morell (læs iøvrigt hans udmærkede, men betydeligt ringere “Totem”). Så der altså tale om en filmatisering af en roman (iøvrigt finder jeg “First Blood” betydeligt bedre end “Rambo II”, eller hvad den nu hedder).

    Hvorvidt Morell skulle have været inspireret af en italiensk film – who bloody knows? Og man kan da også sagtens sige, at “First Blood” (filmen) er ligeså tro overfor forlægget som “The Running Man” (filmen) er overfor Stephen Kings roman af samme navn. Ideen er bibeholdt, fortællingen er ændret – betragteligt.

    Hvis man nu skal være realistisk, så er det mest sandsynlige forløb, at en eventuel italiensk film med samme tema, er “inspireret” af (det vil sige: hugget direkte fra) “First Blood”, ligesom der findes en italiensk “Terminator” og en japansk “Robocop”. Mht. lige netop “Terminator” blev Harlan Ellison tilstrækkelig sur (hvilket var ret nemt for ham) over at filmens fortælling i mistænkelig grad lignede hans egen “Future Soldier” (der blev tl afsnit i “Twilight Zone”), så han rejste et sagsanlæg.

    Alt i alt er inspirationstråde – og/eller -arkæologi en vanskelig disciplin. Som bekendt lader amatører sig “inspirere”, mens professionelle stjæler med arme og ben.
    Prøv f.eks at høre Neneh Cherrys og Yousur N’Dours “Seven Seconds” – og hør så bagefter Randi Laubeks “Madness”. Tempoet er forskelligt, teksterne er ikke ens, men det er samme melodi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *