Filmmusikfredag: Visioner og egoer

6 minutters læsetid

Når der er ballede på en film, er det som regel uenigheder mellem en eller flere skuespillere og instruktøren eller mellem to skuespillere, der bliver kendt af offentligheden. Sådanne dårlige forhold er der talrige eksempler på gennem filmhistorien, og de bliver ofte velkendte af offentligheden – ikke mindst nu om stunder, hvor nyheder bevæger sig med lynets hast.

Men der er også uenigheder bag kameraet, hvilket jo egentlig ikke bør komme som nogen større overraskelse al den stund, at en film er produktet af mange menneskers samarbejde – herunder også nogle, der ikke bare anser sig selv som håndværkere, men kunstnere.

På snart sagt enhver film er det – når man lige ser bort fra skuespillerne – instruktøren og manuskriptforfatteren, der løber med størst opmærksomhed. Det er dem, der tilskrives ansvaret for en films succes og det er dem, der får den kunstneriske anerkendelse uden hensyntagen til, at filmen ikke ville fungere uden mange andre, hvis bidrag også er uvurderligt – også for filmens kunstneriske udtryk.

Glemte helte

Det er filmmediets ofte glemte helte: fotograf, komponist, lyddesigner, art director, kostumier, sminkør, stuntmænd og –kvinder, effektfolk og et hav af andre funktioner, en film ikke kunne klare sig uden. Hvor mange ved f.eks., hvad en ”gaffer”, ”best boy” eller ”key grip” egentlig foretager sig eller hvor vigtige, disse funktioner faktisk er?

Mange af de forskellige funktioner på en film honoreres ved prisuddelinger – f.eks. den netop overståede Oscar-uddeling – men rigtig mange af disse funktioner får kun lidt opmærksomhed og mange får ingen overhovedet. Det er måske fordi, der er en tendens til at se en hel del af disse stillinger som håndværksprægede og ikke kunstneriske – og i nogle tilfælde er det også korrekt nok.

Men mange af dem er kunstneriske og har stor betydning for filmens endelige udtryk. Det betyder også, at der selvfølgelig er grobund for uenigheder mellem instruktøren og de personer, der bestrider nogle af disse stillinger.

Instruktør vs. komponist

Det er imidlertid relativt sjældent, man hører om disse stridigheder i offentligheden – f.eks. mellem instruktør og fotograf, instruktør og art director eller mellem instruktør og komponist. Men de finder faktisk sted, og enkelte uenigheder mellem instruktører og komponister er blevet velkendte.

I en klasse for sig er forholdet mellem Alfred Hitchcock og Bernard Herrmann, der brød helt sammen under produktionen af Torn Curtain (1966), hvorefter de aldrig arbejdede sammen igen.

 

 

Men mange andre instruktører og komponister har haft uenigheder – på Aliens (1986) skulle James Cameron og James Horner angiveligt næsten være kommet i fysisk klammeri, og ingen troede, de to nogensinde skulle arbejde sammen igen. Det gjorde de selvfølgelig, og samarbejdet resulterede i, at Horner vandt en Oscar for scoret til Titanic (1997).

Der er næppe nogen tvivl om, at komponisterne er blandt de kreative kræfter bag kameraet, der – sammen med instruktør og manuskriptforfatter – er i besiddelse af de største egoer, uden tvivl fordi komponisterne generelt betragter sig selv som kunstnere og ikke bare håndværkere.

Som kunstnere har både instruktør og komponist derfor klare visioner for deres produkt, og det er når disse visioner kolliderer, at der kommer ballade. Derudover skal det selvfølgelig siges, at der også er talrige eksempler på, at filmstudierne har kasseret filmmusik, fordi de er blevet nervøse for indtjeningspotentialet, men det er en helt anden sag.

Der er en stribe af instruktører, der er berygtede for at behandle filmmusik totalt efter forgodtbefindende (herunder bl.a. Stanley Kubrick og Ridley Scott) . Det er selvfølgelig instruktørens ret, fordi filmens kunstneriske udtryk i sidste ende er instruktørens ansvar. Men på den anden side er det måske ikke altid klogt at agere på den måde.

Fordi jeg er stor fan af filmmusik er jeg selvfølgelig dybt tendentiøs i mine holdninger til dette spørgsmål, og som stor fan af filmmusik vil jeg have en tendens til at stille mig på komponistens side. Alligevel bestrider jeg ikke instruktørens ret til at agere, som han eller hun vil, men i det mindste kan man da forvente, at instruktørens begrundelse så er gennemtænkt.

Michael Mann vs. Harry Gregson-Williams

Et af de seneste eksempler på en instruktør, der har behandlet et score fuldstændig efter forgodtbefindende, er Michael Mann, der i sin seneste film Blackhat (2015) bruger musik af Harry Gregson-Williams, Atticus Ross, Leopold Ross og flere andre – men hvor dog kun Gregson-Williams og Ross-brødrene er krediteret.

Harry Gregson-Williams har ”top-billing” som komponist, hvilket efter filmens premiere fik ham til at fare i tasterne på Facebook, hvor han erklærede sig utilfreds, fordi der var så lidt af hans musik i filmen, at det var misvisende, at han var krediteret som hovedkomponist.

”I therefore reluctantly join the long list of composers who have had their scores either sliced and diced mercilessly or ignored completely by Michael Mann. This is his film and these are his decisions, and I do respect that, but see no reason to have people mistake this score for one that I composed, or in any way approved of musically.” skrev Williams blandt andet.

Michael Manns umiddelbare svar var ikke mindre skarpt formuleret, da han bl.a. til Variety udtalte ”It would have been preferable to me, too, if the delivered music could have been used as it was.”

Gregson-Williams’ Facebook-opdatering blev siden fjernet, og Manns holdning til spørgsmålet blev først for alvor klargjort i et svar, han gav på websitet Slate, der har en sektion med titlen ”Quora”. Her kan folk stille spørgsmål og få dem besvaret af forskellige eksperter.

I dette tilfælde lød spørgsmålet ”How do directors pick composers to score their films?”, og svaret blev leveret af Mann. Her angiver Mann, at anser valget af komponist lidt ligesom casting: På nogle film bruger én komponist alene, fordi han gerne vil give filmen det, han kalder ”a unified sensibility”. Han forklarer videre:

”In other films, I’ll use more than one composer because I want to rotate among different emotional perspectives. That could be character-driven or something totally different about the circumstances, such as the ending of Ali when we’re in Africa for the Rumble in the Jungle and the music is almost wall-to-wall Salif Keita. One composer may be able to evoke certain emotions, and another composer is better for different passages. I did that in Collateral as well as in Blackhat.

[..]

In the end, it’s the film and my vision that dictate which music is used and how. If a composer wants to have his music stand alone, he should be a recording artist and let his work contest itself in that arena.”

Det lyder jo umiddelbart meget fornuftigt, men tænker man lidt nærmere over det, giver det jo ikke helt mening: Det er jo ikke kun musikken, der kan bruges til at give ”forskellige følelsesmæssige perspektiver”. Det er i lige så høj grad fotografen, skuespillerne, kulisser osv. osv. Og betyder det, at Mann ikke ønskede, at f.eks. Heat (1995) eller Public Enemies (2009) – som begge har musik udelukkende af Elliot Goldenthal – skulle have ”forskellige følelsesmæssige perspektiver”.

Som jeg ser det, får Mann malet sig ind i et hjørne, som det er svært at argumentere sig ud fra på fornuftig vis. Hvis han havde sagt: ”Jeg kunne ikke lide Harrys musik til bestemte scener”, ville det i det mindste have været ærligt. Men det svar, Mann kommer med – og på en sjov, indirekte facon via Slate – forekommer ugennemtænkt med komplet mangel på konsekvens.

Derudover kunne man godt argumentere for, at Slate ikke ligefrem har fundet den mest repræsentative instruktør til at besvare spørgsmålet i det hele taget: Manns måde at gribe valget af komponist an på er trods alt ikke den mest almindelige metode i Hollywood.

I just wouldn’t work for him again

Listen over instruktører, der – som Williams anklager Mann for – har ”sliced and diced” filmmusik eller ignoreret det totalt, er alenlang, og tæller som tidligere nævnt også James Cameron og Ridley Scott. Det står som sagt instruktører frit for at gøre, som de vil, men de skaber sig ikke noget godt ry indenfor kredsen af komponister.

En komponist, der foretrækker at være anonym, udtaler da også til Variety (om Michael Mann): ”I would have dinner with him any night of the week. I just wouldn’t work for him again.”

Sådan går det, når visioner og egoer støder sammen i Hollywood…

Kilder:
Variety #1
Variety #2
Slate

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.