Filmmusikfredag | Uge 5 | Jerry Goldsmith top 10

4 minutters læsetid

Sidste fredag faldt jeg i snak med et par af vores læsere på Pulpens Facebook-side – Morten Steen og Kim Nederschier – i forbindelse med sidste uges indlæg om Star Trek-musikken.

I den forbindelse kom snakken selvfølgelig ind på Jerry Goldsmith, og Kim foreslog os at lave Planet Pulps top 10 over Goldsmith-scores.

Nu er Planet Pulp jo mere end én mand, så den følgende top 10 står for min egen regning. Og jeg skal med det samme også sige, at det var en svær liste at lave – med rigtig mange kandidater, inden jeg fik dem snævret ind.

Derudover så skal jeg lige præcisere, at jeg ikke prøver at sige, at de 10 scores, jeg er nået frem til, er Goldsmiths bedste og dermed basta. Det ville være en absurd ting at sige. De 10 på listen er mine personlige favoritter.

Men for fanden, hvor er der mange gode, der ikke kom med… Total Recall, Poltergeist, Capricorn One, Gremlins, The Blue Max, The Boys from Brazil, The Cassandra Crossing, The Edge – og så videre, og så videre…

De nåede ikke på listen i denne omgang, men bed mig om at lave listen over seks måneder – så kan det være, den ser anderledes ud…

Og nu, uden yderligere snik-snak, min Jerry Goldsmith top 10.


10. The Russia House (1990)

Det er måske ikke alle, der vil have The Russia House med på deres liste over ti yndlingsscores af Jerry Goldsmith, men jeg har virkelig en svaghed for Goldsmiths afdæmpede, jazzede suspense- og kærligheds-score (med Branford Marsalis på saxofon). Musikken passer ikke alene perfekt til filmen; den fungerer også aldeles vidunderligt, når man hører den på albummet.


9. Basic Instinct (1992)

Basic Instinct fik det meste af sin omtale på grund af den berygtede trusseløse scene med Sharon Stone, men det bør ikke overskygge, at Basic Instinct faktisk er en habil erotisk thriller, der har et ekstra es oppe i ærmet: Jerry Goldsmiths isnende kolde og svært effektive score, der byder på komponistens så ofte vellykkede blanding af symfoniorkester og synthesizer.


8. Tora! Tora! Tora! (1970)

Den amerikansk-japanske co-produktion om optakten til og angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor har ry for at være tør og kedelig. Det mener jeg er helt uretfærdigt, men i denne sammenhæng er det lige meget. Goldsmiths score er fantastisk. Med sit orientalske fokus er scoret meget langt fra det, man forventer af et ”krigs-score” og det virker så meget bedre af præcis den grund. Musikken er ofte brutal og atonal, men er stedvist også i besiddelse af stor skønhed – og det er aldrig andet end decideret fremragende.

https://www.youtube.com/watch?v=iyyLlC-XvBI


7. Patton (1970)

På overfladen kunne man fristes til at tro, at Patton er et mere traditionelt krigs-score end f.eks. Tora! Tora! Tora! Men selvom hovedtemaet er en meget traditionel militærmarch, er der intet traditionelt ved scoret som sådan, der med meget få undtagelser afholder sig fra krigsfilmsmusikkens troper. I stedet spiller musikken op til Pattons personlighed og bliver som sådan ofte ganske mørk. Og faktisk er det ikke så meget den muntre hovedtema-march, man hører igennem scoret – musikkens samlende identitet er de berømte echoplex-trompeter, der indleder ”Main Title”.

https://www.youtube.com/watch?v=mu11QRO9BrQ


6. Papillon (1973)

Papillon er et ekspansivt score, hvor Goldsmith maler med hele den musikalske palette. Fra det intime til det storladne; fra det smukke og afdæmpede til det voldsomme og brutale. Historien om flugten fra den franske fangekoloni på Djævleøen er det stof, filmdrømme er lavet af, og Goldsmiths score favner alle de store følelser. Hele scoret er fremragende, men hovedtemaet hører til i en gåsehudsfremkaldende klasse helt for sig.


5. First Blood (1982)

Musikken til den første Rambo-film er et perfekt eksempel på Goldsmiths effektive sammenblanding af synth og symfoniorkester. Derudover er det også et fremragende eksempel på Goldsmiths evne til at komponere hård, effektiv action- og suspensemusik uden nogensinde at glemme den tematiske forankring. First Blood er et af Goldsmiths helt store actionscores.


4. Chinatown (1974)

Længselsfulde trompeter på et bagtæppe af et meget old school stryger- og flygelakkompagnement: Med Chinatown skrev Goldsmith sig ind i rækken af store film noir-komponister. Og det er bare hovedtemaet! Resten af scoret er lige så godt!


3. The Omen (1976)

Jeg er temmelig pjattet med Richard Donners film The Omen, men uden Goldsmiths mesterværk af et hororscore ville filmen have mistet meget af sin effekt. Goldsmith vandt sin eneste Oscar for The Omen, og Oscaren var velfortjent (også selvom det er en tragedie, at det blev Goldsmiths eneste). Det teatralsk sataniske hovedtema er naturligvis berømt, men scoret indeholder så meget mere end bare ”Ave Satani”, og er ét af de få scores, man virkelig kan få gåsehud af at lytte til hjemme i stuen. The Omen er ét af alle tiders bedste horrorscores. Læs hele Planet Pulps anmeldelse af The Omen-scoret.


2. Alien (1979)

Ridley Scott skamklippede Goldsmiths score i filmen, men heldigvis kan man høre Alien-scoret, sådan som Goldsmith havde tænkt det, på ét af de albums, der er udkommet (Intradas 2 CD-udgave fra 2007 er ét af de bedste). Goldsmiths Alien-score starter vanvittig smukt – men isnende koldt – og bliver derefter både brutal, atonal og decideret væmmelig. Alien er i min bog det bedste horrorscore, der nogensinde er komponeret, og jeg bliver aldrig træt af at lytte til det! Læs hele Planet Pulps anmelelse af Alien-scoret.


1. Planet of the Apes (1968)

Planet of the Apes er ikke alene Goldsmiths mest avantgardistiske score; det er formentlig det mest avantgardistiske filmscore, der er komponeret til en stor film i Hollywood nogensinde. Det er også et af de mest imponerende.

Goldsmiths mål var, at musikken til fulde skulle understøtte den fremmedgørelse, Charlton Hestons rolle føler på Abernes Planet, og det lykkes til fulde. Scoret er helt umelodisk og stort set utematisk. I stedet er det fyldt med en brutal lydverden, som Goldsmith gjorde mange greb for at skabe: Han anvendte instrumenter, der sjældent anvendes i filmmusikken, bl.a. gedehorn og den brasilianske cuíca. Derudover brugte han diverse køkkenremedier (metalskåle m.v.) som instrumenter og han fik musikerne til at fjerne mundstykkerne på blæseinstrumenterne.

Det lyder vanvittigt, men resultatet er helt og aldeles fabelagtigt. Nå ja, og så glemte jeg helt at nævne, at Goldsmith under indspilningen af scoret dirigerede iført abemaske!

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.