Filmmusikfredag: Italiensk horror

2 minutters læsetid

På datoen i dag ville det selvfølgelig være oplagt at fundere lidt over Harry Manfredinis musik til Friday the 13th-serien og måske indsætte en YouTube-video med Manfredinis hovedtema fra serien – med de hviskende ”ki-ki-ma-ma”-stemmer (angiveligt fra “kill” og “mommy”).

Meen, jeg tænkte, at der såmænd nok er andre, der i dag bringer gode gamle Manfredini på banen, så i stedet vil jeg henlede jeg opmærksomheden på den store mængde ekstremt gode italienske horrorscores, der faktisk findes.

At der er meget god italiensk filmmusik er ingen nyhed for nogen – Ennio Morricone, Nino Rota, Luis Bacalov og Riz Ortolani er bare nogle få navne, som alle filmmusikfans kender; og også mange, der ikke som sådan lytter til filmmusik. Morricone, Rota og Bacalov var f.eks. alle at finde på P2’s liste over de 50 bedste filmtemaer, da stationen kørte sin afstemning i efteråret.

Men søger man lidt ud i de skumlere afkroge af støvlelandets filmproduktion gemmer der sig et væld af fremragende scores, som kun fans kender – enten inkarnerede filmmusikfans eller fans af italienske horror- og giallofilm. Inden for disse genrer har også Morricone, Bacalov og Ortolani leget med, men dertil kommer mange andre komponister, som ikke er blevet nær så kendte af et bredere publikum.

Italiensk horrormusik er et emne, der kunne skrives tykke bøger om, så lige her vil jeg holde mig til én bestemt niche og med kun et par eksempler, nemlig den italienske forkærlighed for i 1970’erne og de tidlige 1980’ere at kombinere filmmusik og progrock.

Det vel nok væsentligste navn på den front er bandet Goblin, der leverede musik til en håndfuld af Dario Argentos (f. 1940) film i 1970’erne og 1980’erne – med Profondo Rosso (1975) som den første og Suspiria (1977) som et af hovedværkerne. Argento har i øvrigt fortsat sit samarbejde med et af de oprindelige Goblin-medlemmer, Claudio Simonetti (f. 1952), der har komponeret musik til endnu en halv snes Argento-film.

Suspiria står for mig som et klokkeklart eksempel på en film, hvor film og musik smelter sammen til en større helhed, og hvor musikken har så stærk en indflydelse på hele filmens æstetik og virkning, at jeg ikke kan forestille mig filmen uden lige præcis dét score. Tjek det ud:

Et andet markant samarbejde, hvor filmmusikkens og progrockens formsprog smeltede sammen, var Lucio Fulci (1927-1996) og Fabio Frizzi (f. 1951). I 1970’erne og 1980’erne komponerede Frizzi musikken til en halv snes af Fulcis film, herunder de to mesterværker Paura nella città dei morti viventi (Zombiernes by / City of the Living Dead) fra 1980 og E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (Rædslernes hotel / The Beyond) fra 1981.

Begge film har forrygende scores af Frizzi, og inden jeg overlader jer trygt til to omgange Frizzi, vil jeg gerne opfordre alle Pulpens filmmusikfans til at huske, at filmmusik er meget mere end Williams, Goldsmith, Horner og alle de andre.

Den type filmmusik, jeg pusher på jer i dag, er helt klart ikke noget, der falder i alles smag. Men giv det en chance; det kunne være, I blev hooked! Jeg er i hvert fald! God weekend!

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.