Filmmusikfredag: Genindspilninger

4 minutters læsetid

Filmmusikfredag har holdt en pause på nogle uger – mest fordi tiden ganske enkelt ikke har været til at sætte sig ned og skrive.

Men nu er vi back in business, og i dag skal det handle om én af de mere finurlige aspekter ved filmmusikken og særligt ved det, man kunne kalde filmmusik-fandom (selvom jeg faktisk hader det ord, altså “fandom”, af et godt hjerte).

Emnet er genindspilninger. Eller nyindspilninger. Det, der på engelsk hedder “re-recordings”.

Det er et ikke helt sjældent fænomen indenfor filmmusikken, og de genindspilninger af filmmusik, der finder sted, finder alene sted, fordi der er et publikum for musikken. Uden nok filmmusikfans til at gøre en genindspilning rentabel, ville de ganske enkelt ikke finde sted.

Baggrunden for, at jeg tænkte, at jeg ville skrive lidt om genindspilninger er, at jeg for nogle uger siden modtog en pakke med CD’er, jeg havde bestilt fra min foretrukne online-forhandler af filmmusik. Én af de CD’er, jeg modtog var en boks med titlen The Dollars Trilogy: Complete Original Scores.

Jeg vidste allerede, da jeg bestilte boksen, at det var en satsning – af flere årsager. For det første er Morricones originale scores kendetegnet af en helt særlig lyd, som det ville kræve en ekstrem høj grad af attention to detail at genskabe.

For det andet var de tre originale scores kendetegnet af bestemte vokalister, særligt Morricones mangeårige samarbejdspartner Edda Dell’Orso, og andre solister (f.eks. fløjtestemmerne på hovedtemaerne til både Per un pugno di dollari (1964) og Per qualche dollari in più (1965)), hvis præcise kadencer og fraseringer kræver stor omhu at ramme korrekt.

Hovedtemaet fra Per qualche dollari in più (For a Few Dollars More) – i originalindspilningen. Desværre har jeg ikke kunnet finde lydklip af genindspilningen, jeg kunne vise til sammenligning.
 

For det tredje har musikken til de tre film i Dollars-trilogien været udgivet tidligere – om end i vidt forskelligt omfang. Sidstnævnte betyder, at man som fan kender musikken ind og ud, og det betyder, at selv små forskelle i genindspilningen nemt kommer til at lyde underlige og “forkerte” – også selvom de ikke nødvendigvis er det.

Det skal da også siges med det samme, at The Dollars Trilogy-boksen ikke er noget hit hos mig. Ser man bort fra, at jeg kender de tre scores rigtig godt – i det omfang, de har været udgivet tidligere – og at genindspilningen derfor på afgørende punkter lyder “forkert” i mine ører, så er der en stribe andre, mere grundlæggende, problemer.

Orkestret er ikke i stand til at løfte opgaven, der fløjtes falsk, vokalisten er meget under Edda Dell’Orsos niveau og nogle steder er dele af orkestret tydeligvis synthesizet!

Missionen var ellers prisværdig, for store dele af Morricones scores til særligt Per un pugno di dollari og Per qualche dollari in più har enten aldrig været udgivet eller er kun udgivet med filmens lydeffekter.

Men en genindspilning af så ikoniske scores kræver en særlig grad af omhu for at lykkes, og den slags koster penge. Mange penge. Og det tror jeg simpelthen ikke folkene bag dette projekt har haft.

Men genindspilninger er en svær størrelse at gennemføre godt. Selv en vellykket genindspilning som den, det belgiske label Prometheus Records i 2010 fik lavet af Basil Poledouris’ Conan the Barbarian (1982), lider under, at det originale score havde været tilgængeligt i så mange år, og at man havde vænnet sig til den særlige lyd, indspilningen havde.

Det er en velkendt historie, at Poledouris selv var ganske utilfreds med den oprindelige indspilning af Conan-scoret – orkestret lavede flere fejl undervejs – og albummet udkom i sin tid også med Makos voice-over henover indledningen af “Prologue / Anvil of Crom”-cuet.

På den måde burde Prometheus’ genindspilning være gået rent ind – teknisk er den helt i top, scoret blev indspillet med det ekstremt dygtige City of Prague Philharmonic Orchestra, og scoret blev genindspillet og udgivet i sin helhed fordelt på 2 skiver.

Alligevel fandt jeg ret hurtigt, at det var Milans oprindelige udgivelse, jeg vendte tilbage til, når jeg skulle høre Conan-scoret.

https://www.youtube.com/watch?v=sHDmXtW9Yx0

Den oprindelige indspilning af af “Prologue / Anvil of Crom” fra Conan-scoret med Makos voice-over.
 

Derudover har det selvfølgelig ikke gjort det lettere for Prometheus’ udgivelse, at Intrada blot to år efter udgav det komplette score i den oprindelige indspilning.

Jeg tror, Prometheus-udgaven her har måttet kæmpe med to problemer: For det første, at scoret havde været ude i den oprindelige indspilning i så mange år, at det var den, fansene kendte ind og ud, og at genindspilningen derfor fik den mærkelige “forkerte” lyd i forhold til det, man har været vant til at høre.

“Prologue / Anvil of Crom” i genindspilningen.
 

Og for det andet, at langt de fleste filmmusikfans altid vil foretrække den oprindelige indspilning, frem for en genindspilning.

Sidstnævnte er et postulat fra min side – ikke noget, jeg har foretaget empiriske undersøgelser af. Men min fornemmelse er, at hvis fans står overfor valget mellem at købe en original indspilning og så en genindspilning, så vil de i de fleste tilfælde gå efter den originale.

Andre faktorer kan selvfølgelig spille ind på beslutningen: Er genindspilningen mere komplet? Er lydkvaliteten markant forbedret? Og så videre. Men står valget mellem to albums, hvis indhold er mere eller mindre identisk, tror jeg, de fleste filmmusikfans vælger originalindspilningen, også selvom lydkvaliteten måske ikke er helt så god, som på genindspilningen.

Selvfølgelig er der situationer, hvor genindspilninger er både fremragende og succesfulde blandt fans. Det er især scores, som meget længe har været out of print eller som måske aldrig er udkommet i den oprindelige indspilning. Eller hvis genindspilningen er af en virkelig høj kvalitet, med meget få forskelle på den oprindelige indspilning og genindspilningen.

Eksempler på fremragende genindspilninger, der har udfyldt et hul på markedet, er f.eks. de fornemt genskabte Bernard Herrmann-scores, dirigeret af Joel McNeely og fremført af The Royal Scottish National Orchestra – bl.a. Citizen Kane (1941), Vertigo (1958) og Psycho (1960).

“Prelude” fra Joel McNeelys genindspilning af Bernard Herrmanns Psycho-score.
 

Min oplevelse med The Dollars Trilogy-boksen kommer ikke til at betyde, at jeg vil undgå genindspilninger for fremtiden. Som sagt var jeg, allerede da jeg foretog bestillingen, bevidst om, at det var en satsning.

Men når jeg investerer i en genindspilning vil det altid være med mine forventninger skruet lidt ned. Så kan man altid tillade sig at blive positivt overrasket.

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.