Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Fascination

Fascination
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

FascinationFascination var en positiv overraskelse, hvor Jean Rollin viser at han faktisk er i stand til at skrue et sammenhængende manuskript sammen. Der er en anelse for meget stilstand i midterdelen til at filmen er virkelig god, men derudover fungerer det meste faktisk ret godt i denne lille historie om blodsugende overklassekvinder og en uheldig røver, der falder i kløerne på dem.

Det var med bange anelser, jeg stak Fascination i DVD-afspilleren. Efter at have set Rollins spillefilmsdebut Le viol du vampire (1968, også anmeldt i dette nummer af Planet Pulp) var jeg forberedt på det værste. Men faktisk blev jeg positivt overrasket over Fascination, der på nær en lidt stillestående midterdel faktisk er en ret fornøjelig film.

Året er 1905. Filmen begynder i et slagtehus, hvortil ankommer en kvinde sammen med en læge. Lægen sætter kvinden til at drikke okseblod – af rent medicinske årsager. Som publikum kan man ikke undgå at lægge mærke til to andre tilstedeværende kvinder og tænker, at de nok kommer til at spille en større rolle senere.

Tilflugt på slottet

Der drikkes okseblod

Scenen skifter, og vi møder en lille flok røvere og Marc, den fyr, der har hyret dem til at få fingre i nogle guldmønter. Marc vil nu rejse til England for at få guldet omsat i rede penge, og så vil han komme tilbage. ”Yeah, right” tænker banden, og det er nok ikke helt forkert. Under alle omstændigheder tager han flugten, skarpt forfulgt af banden. Han søger tilflugt på et slot, der tilsyneladende er forladt, men snart finder han to unge kvinder, der påstår af være tyende.

Marc er imidlertid ikke helt dum, og snart får han lokket ud af dem, at de i virkeligheden bestyrer biksen, og har sendt resten af beboerne og tyendet væk – fordi de får besøg om aftenen.

Det hele er meget mystisk, og Marc lader sig indfange af stemningen. Egentlig var hans plan kun at blive til mørkets frembrud, og derefter tage flugten igen – problemet er dog, at røverbanden på det nærmeste har belejret slottet. Men de to skønjomfruer er lidt for fristende for den gode Marc, og han beslutter sig for at vente for at se, hvem det er, der skal komme om aftenen. ”Døden” fortæller de to labre duller ham hemmelighedsfuldt.

Blodsugere

Røverbanden og vor hovedperson - den lapsede fyr med bowlerhatten og den røde jakke

Efter at den ene af de to unge kvinder på effektiv vis har taget livet af røverbanden (det er bl.a. herfra coverbilledet med leen kommer fra), dukker en flok kvinder op om aftenen. De leger lidt mere med Marc, alt imens man nok fornemmer at det vil ende galt for den pigeglade guldrøver. Ganske rigtigt viser det sig da også, at de ikke har gode planer for ham.

Spørgsmålet er nu, om den ene af de to kvinder kan vise sig at være Marcs redningskvinde, for det lader til, at hun har forelsket sig i ham..

De to kvindelige hovedpersoner

Ret beset er der ingen vampyrer med i Fascination, men blodsugere er der dog. Det hænger sådan sammen, at kvinderne alle på et tidspunkt har fået lægeligt ordineret okseblod, hvilket imidlertid skærpede deres appetit. Nu har de dekadente overklassekvinder en lille klub, hvor de skiftes til at finde et mandligt offer, som de så kan tømme.

Hvordan det hele ender for pigerne og Marc fortæller jeg naturligvis ikke her, for faktisk er der med Facination tale om én af de få Jean Rollin-film, jeg har set, som jeg ikke har nogen kvaler ved at anbefale.

Plusser og minusser

Lidt lesbisk lir

Noget mesterværk er Fascination ikke, men jeg må indrømme, at jeg det meste af tiden faktisk var ganske godt underholdt. Filmens production value er udmærket, og kulisserne er ganske imponerende – der er ikke noget cheap ass over Fascination. Skuespillerne gør det generelt godt, og nøgenheden samt de for Rollin obligatoriske lesbiske undertoner (og overtoner) fungerer faktisk efter hensigten. Billedmæssigt fungerer Fascination også temmelig godt, og stedvist har Rollin virkelig fat i den lange ende – scenen hvor den blonde af de to kvinder render halvnøgen rundt med en enorm le er virkelig guf.

Der hvor Fascination halter lidt er i mellemdelen, hvor Marc og de to skønjomfruer opholder sig på slottet. Vi har ganske vist det udmærkede intermezzo, hvor den ene af damerne tager sig af røverbanden, men derudover er handlingen ret stillestående. Rollin kunne med fordel have skåret denne del ned, og ladet de øvrige bloodcsucking bitches ankomme noget før – og så i øvrigt gjort deres leg med Marc lidt mere morbid end den er. Faktisk er den ret artig det meste af tiden, og den ret skumle stemning, Rollin sagtens kunne have skabt, glimrer ved sit fravær.

Kvinden med leen

Til gengæld har Fascination nogle fordele som mange af Rollins andre film ikke har. Først og fremmest har den et plot, der faktisk giver mening, når man får det forklaret. Dernæst kan man med fornøjelse konstatere, at der stort set ikke er én eneste scene, hvor man klør sig i nakken og tænker ”Hvad fanden skete der lige dér”. Filmen er betydeligt strammere fortalt end mange af Rollins andre film.

Endelig er det også en stor fornøjelse at konstatere, at de ugudeligt kedsommelige scener, hvor hovedpersonerne i lange passager vandrer rundt på må og få (uanset om det er i slotte, i landskabet eller andre steder) også er fraværende. Scener af denne type er ellers en Rollin-classic, og er blandt de medvirkende årsager til, at mange af mandens film virker som om, de er møntet på et publikum bestående af skildpadder.

Miraklernes tid er ikke forbi

Alle disse ting er med til at gøre Fascination en ganske udmærket lille film, men heller ikke mere. Det er rart at fornemme et klart budskab i en Rollin-film – her naturligvis en slet skjult kritik af den blodsugende overklasse – og det er også rart at se en Rollin-film, hvor der tydeligvis har været styr på manuskriptet.

Havde der blot været lidt mere kød på (og blod i) den mellemste del af filmen, havde Fascination såmænd reddet sig en ekstra stjerne fra Pulpkartoteket – men desværre er der lidt for meget stilstand undervejs. Og så havde det da pyntet lidt, hvis der havde været en anelse mere blod undervejs. Ikke at filmen behøvede være et splatterorgie, men i en vampyrfilm må blodet gerne løbe i stedet for at pible.

Og således positivt overrasket afslutter denne anmelder med faktisk at være en anelse mere positivt stemt over for Jean Rollin – miraklernes tid er ikke forbi.

Fascination er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Fascination
Instruktør: Jean Rollin
Manuskript: Jean Rollin
Cast: Franca Mai (Elisabeth) (som Franka Mai), Brigitte Lehaie (Eva), Jean-Marie Lemaire (Marc), Fanny Magier (Hélène), Muriel Montossé (Anita), Sophie Nöel (Sylvie), Evelyne Thomas (Dominique)
Foto: Georgie Fromentin
Klip: Dominique Saint-Cyr
Musik: Philippe d’Aram
Spilletid: 80 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1979
Produktionsselskaber: Comex, Films A.B.C.
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *