Your cruel device,
Your blood like ice.
One look could kill,
My pain, your thrill.
“To øl om morgenen, to øl til frokost, to øl med ud på arbejde efter frokost og snaps og øl efter fyraften.”
Ja, det lyder næsten som en tur på Copenhell, hvis man bare erstatter arbejde med pitten, snaps med Jägermeister og fyraften med den sidste koncert.
Citatet stammer fra den fine dokumentarfilm Mænd & Metal fra 2013. En dokumentar, der kobler det gamle skibsværft B&W med Copenhell, der jo nærmest har overtaget værftets “lokaler”.
I dokumentaren bliver det naturligvis påpeget, at ikke alle drak, og at hvis man drak meget den ene dag, så arbejdede man hårdere den næste. Sådan er det måske også på Copenhell? Nej, vel?
I dokumentaren siger Henry Thullin, der arbejdede på B&W fra 1954 til konkursen i 1999, følgende om, at Copenhell har overtaget hans gamle arbejdsplads:
“Det er en tung arbejdsplads for metaller i alle arter. Og nu har vi så fået metal på en anden måde”.
Så det er på en måde nærmest poetisk, at Copenhell udspiller sig netop, hvor den gør. Metal og industri.
I 2010 åbnede Copenhell for første gang portene til festivalen, så i år var det syvende gang. Og det var den største af slagsen.
Vincent Damon Furnier
Den fjerde februar 1948 blev Vincent Damon Furnier født i Detroit, Michigan. Men vi kender ikke Vincent som Vincent. Vi kender ham som Alice Cooper.
Torsdag aften den 23. juni 2016 stod jeg i pitten sammen med alle de andre fotografer. På scenen løb Alice Cooper rundt, veloplagt og herlig. Kl. 19.15 smed han jakken og trak sværdet. Og da jeg for et kort øjeblik fik øjenkontakt, blev jeg rørt. Det var stort.
Men først skal vi tilbage til onsdag. Copenhell havde været så venlige at lade Planet Pulp komme med på festivalen om torsdagen. Og da jeg allerede var i København om onsdagen (ja, jeg skulle til koncert med Bossen i Parken, jammerlig lyd så jeg glædede mig til en dosis metal) var det oplagt at tjekke ind i Pumpehuset Byhave.
Foruden armbåndet fik man en forsmag på Copenhell: Der var hygge, heavy og fadøl. Og så er vi tilbage ved torsdag, sådan tidlig eftermiddag.
Efter en svedig tur med bus 666 ankommer jeg til Refshaleøen. En kort gåtur fragter mig fra bussen til festivalpladsen, hvor der stort set ikke er nogen kø. Folkene bag Copenhell har lært noget af de foregående år. Herligt.
Da jeg så træder ind på pladsen er der en masse indtryk der angriber mig. For det første er der mange mænd (men faktisk også en del kvinder). For det andet er der mange mænd med langt hår (men også en del med kort). Og for det tredje er der mange mænd med sort og varmt tøj – og på det tidspunkt er der høj sol og omkring 23 grader.
Men der er også mange andre indtryk. Af øl, heavy, venskab og masser af plads, isoleret væk fra den almindelige hverdagsstemning. Kort sagt den helt perfekte festivalstemning; den stemning hvor man føler, at man er i en behagelig boble.
Som en hærdet arbejder på B&W går der ikke mange minutter, før jeg står med en fadøl i hånden. Indtrykkene skal skylles ned, og den gode stemning trækkes dybt ind i sjælen.
Musik er naturligvis et vigtigt element på en musikfestival. Og der var også flere koncerter, jeg glædede mig til denne torsdag. Men stemningen er mindst lige så vigtig for mig og det, at man mødes med gode venner. At man føler, at man ligger sammen foran vandhullet og drikker af kilden fyldt med ren hygge.
Min fastlåste musiksmag
Og her må jeg konstatere, at Copenhell hører til blandt de bedste musikfestivaler, jeg har været på. Folk er rare. Sådan er det. Og der er plads til at sidde på en træpalle og nyde en øl, mens tonerne fra en koncert danner et behageligt lydtæppe i baggrunden – og ja, det kan sagtens lade sig gøre, selvom det er heavy, og viser netop at arrangørerne har sørget for, at der er små åndehuller over det meste af festivalpladsen.
Folk griner. Folk smiler. Folk hører musik. Og æder og drikker. Folk kommer som de er, her er ingen hipster-smarthed eller krav om, at man skal være på en bestemt måde.
Det fortæller naturligvis også den klassiske historie om heavyfolket som værende glade mennesker; noget man måske synes er mystisk, når man lytter til både hårdheden i genrens tekster og de musikalske udtryk. Men det er sådan, det er. Glade bamsebjørne.
For mig personligt er der også en nostalgisk glæde forbundet ved en musikfestival som Copenhell. Jeg hører bestemt ikke til de mest progressive, når vi taler om udviklingen af min personlige musiksmag. På en eller anden måde er jeg stadig låst fast tilbage i 80’erne, 90’erne, og måske lidt i nullerne.
Det er naturligvis også ærgerligt, da jeg så glip af en masse nyt, og det gør, at jeg ikke har fingeren på den musikalske puls. Derfor er Copenhell en herlig størrelse for mig rent musikalsk, da jeg har min comfort zone i mange af de bands, jeg kender, og som var store, da min musikalske rygrad blev skab. Det giver plads til, at jeg i små doser også kan nyde bands, som jeg aldrig har hørt før. Det skal afprøves endnu mere næste år.
Rambo og Alice Cooper
Før Alice Cooper gik på, havde vi fornøjet os med det festlige band Dropkick Murphys. Det var sjovt og så heller ikke så meget andet. Men solen badede ned, og stemningen var høj. Efter at have spist en lækker flæskestegsburger stod den på gin og tonic og øl, før Alice Cooper skulle på.
Og i et svagt øjeblik (som jeg er meget glad for opstod – nok en kombination af solen og øllen) købte jeg mig en Rambo t-shirt. Ja, for den slags kan du nemlig også på Copenhell.
Og så er vi tilbage hos Alice Cooper. I pitten foran koncerten, hvor jeg ikke var mange centimeter væk fra legenden. Efter noget tid blev vi fotografer gennet ud, og jeg kunne nu nyde resten af koncerten på afstand.
Men så var det som om, at vejrguderne tænkte, at Copenhell skulle have en lille tur under bruseren. Og regnen kom. Og tordenen kom. I det hele taget et ganske spektakulært skue, og dem med de store læderfrakker og medbragt regntøj var sikkert glade.
Som en anden rotte søgte jeg tilflugt i presseområdet, hvor der både var bar og DJ. Et fedt lille afbræk, hvor jeg også kunne nedskrive mine første noter. Dem om stemningen og det gode humør. Den stemning var taget med ind presseområdet, og da regnen hamrede ned, formåede DJ’en at forvandle den halvvåde forsamling til et feststemt publikum.
Fra helvede til stegt flæsk med persillesovs og kartofler
Men regnen fortsatte, og der var pytter overalt – selv i de store telte. Så på et tidspunkt, da vi har passeret midnat og Scorpions, besluttede jeg og to gode venner at forlade Copenhell. Vi hoppede ind i bussen mod byen, og vi var ret våde på det tidspunkt, men stemningen var god og som altid, når alkoholen løber gennem årene, bliver man også sulten.
Så kl. 1.30 sad vi på Rio Bravo, vores tøj var ved at være tørt, og tæskede os igennem en herlig portion stegt flæsk med persillesovs. Se, det var en fantastisk måde at afslutte en fantastisk torsdag på Copenhell på. Copenhell, gift på den gode måde.
Runnin deep inside my veins
Burnin deep inside my veins
Poison
I don’t wanna break these chains
Vi ses næste år!
Udgivet i nr. 129 | 13/07/2016
