Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Essential X-Men Vol. 2

Essential X-Men Vol. 2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis man kun skulle anbefale ét bind af Essential X-Men, skulle det uden tvivl være dette! Amerikansk superhelteunderholdning bliver bare ikke bedre end her!

I det foregående bind i Marvels Essential-udgivelser af X-Men-serien, Essential X-Men Vol. 1, så vi begyndelsen af samarbejdet mellem forfatter Chris Claremont og tegner John Byrne.

Næsten hele vejen igennem deres samarbejde, udarbejdede Claremont og Byrne hæfternes historie i samarbejde, mens Claremont derefter stod for manuskriptet og Byrne for tegningerne. Byrne begyndte at tegne serien fra #108 (december 1977), og han er første gang krediteret som ”co-plotter” i #114 (oktober 1978). Dette samarbejde fortsatte indtil Byrnes afgang fra serien med #143 (marts 1981).

Essential X-Men Vol. 2 opsamler X-Men #120-144 (april 1979-april 1981) foruden X-Men King-Size Annual #3 og #4 (august 1979, november 1980). Her er vi i øvrigt tilbage ved Marvels titelkaos, idet serien i den officielle Marvel-kanon til og med #141 hedder X-Men og fra og med #142 Uncanny X-Men til trods for, at serien længe inden da både på forside og titelblad har heddet The Uncanny X-Men. Oh well…

Ekstremt godt samarbejde

Under alle omstændigheder indeholder Essential X-Men Vol. 2 resten af samarbejdet mellem Chris Claremont og John Byrne, og det er her, vi støder på nogle af seriens absolut mest berømte og ikoniske storylines.

Derudover er det tydeligt, at vi er vidner til et ekstremt godt, kreativt samarbejde: Næsten alle de hæfter, der er genoptrykt i Essential X-Men Vol. 2, er virkelig gode – plottene er godt udtænkt og fungerer glimrende, historierne er spændende og løber ubesværet over i hinanden og persongalleriet både udvides og nuanceres.

Det er ligeledes tydeligt, at Chris Claremont her befinder sig på toppen af sine betydelige evner som tegneserieforfatter – de enkelte historier er fortalt dynamisk, ofte under anvendelse af diverse litterære og filmiske tricks, og samtidig bliver de enkelte personer både dybere, mere nuancerede og mindre skabelonprægede.

Den nok berømteste storyline
Jean Grey som Phoenix i #131 - her er hun endnu ikke blevet Dark Phoenix, men man fornemmer allerede nu, hvilken vej det går.

Jean Grey som Phoenix i #131 – her er hun endnu ikke blevet Dark Phoenix, men man fornemmer allerede nu, hvilken vej det går.

Et decideret resume af de historier, der udfolder sig i løbet af de 27 hæfter er nærmest umuligt uden at resumere alle hæfter, hvilket jeg naturligvis ikke har tænkt mig at gøre. I stedet vil jeg holde mig til de væsentligste udviklinger, der sker, de vigtigste storylines og de væsentligste nye karakterer, der introduceres.

Disse elementer hænger naturligvis sammen, ikke mindst i forhold til seriens nok mest berømte storyline overhovedet, The Dark Phoenix Saga. Historien om, hvordan Jean Grey døde og genopstod som den gudelignende Phoenix, fik vi i Essential X-Men Vol. 1 (#101-108). Fortsættelsen kommer i dette bind. Den løber over 10 hæfter (#129-138) og hænger nøje sammen med introduktionen af en nu klassisk skurkegruppe i X-Men-regi, nemlig The Hellfire Club. Eller rettere: den fiktive inderkreds i den virkelige Hellfire Club.

Det er nemlig som et resultat af Hellfire-klubbens planer, at Jean Grey undergår forandringen fra den essentielt gode Phoenix til den onde Dark Phoenix.

Hellfire-klubbens inderkreds. Det er Sebastian Shaw yderst til venstre og Jean Grey i lak-og-læder-outfit som Black Queen. Fra #132.

Hellfire-klubbens inderkreds. Det er Sebastian Shaw yderst til venstre og Jean Grey i lak-og-læder-outfit som Black Queen. Fra #132.

Hellfire-klubbens inderkreds består her af Sebastian Shaw, Harry Leland, Donald Pierce og Emma Frost, der alle er mutanter, og som senere er vendt tilbage mange gange som skurke i X-Men-universet (Emma Frost dog også som medlem af X-Men). I Dark Phoenix-sagaen finder vi også et prøvemedlem af inderkredsen, nemlig den mystiske Jason Wyngarde, der i virkeligheden er X-Mens gamle fjende Mastermind, som X-Men første gang konfronterede helt tilbage i #4 (marts 1964).

I denne omgang er Mastermind dog slemmere, end han var dengang, og hans mål er, gennem sine virkelighedsforvrængende evner som illusionist, at korrumpere Jean Grey, så hun slutter sig til Hellfire-klubben som inderkredsens Black Queen.

Masterminds plan giver imidlertid voldsomt bagslag, da resultatet bliver, at Jean Gray, alias Phoenix, bliver til Jean Grey, alias Dark Phoenix, med katastrofale konsekvenser.

Dark Phoenix-sagaen er mesterfuld tegneserieunderholdning – voldsomt spændende og, når den er bedst, decideret gribende. Det er ikke uden grund, at Dark Phoenix-sagaen regnes for én af den amerikanske tegneseries helt klassiske fortællinger!

Days of Future Past
Forsiden af #141 - det første af de to numre, der indeholder 'Days of Future Past'.

Forsiden af #141 – det første af de to numre, der indeholder ‘Days of Future Past’.

En anden glimrende historie, der er med i Essential X-Men Vol. 2, er Days of Future Past, der forløber over blot to hæfter, #141-142 (januar-februar 1981). Her møder vi en decimeret gruppe X-Men som overlevende i et postapokalyptisk New York anno 2013, hvor X-Mens gamle fjender, de mutantjægende Sentinel-robotter, har overtaget kontrollen med USA.

The Sentinels forbereder sig nu på at udvide deres mutantjagt til resten af kloden, hvilket har fået verdens øvrige nationer til at varsle et atomangreb. Vores helte iværksætter derfor en desperat plan for at ændre historiens gang, så The Sentinels aldrig overtager magten: de vil sende Kitty Pryde tilbage i tiden til seriens nutid (dvs. 1980) for at overbevise fortidens X-Men om at stoppe en gruppe onde mutanter i at snigmyrde præsidentkandidaten Robert Kelly – den udløsende faktor for, at Sentinel-robotterne i det hele taget bliver aktiveret.

Ligesom Dark Phoenix-sagaen lå til grund for en del af handlingen i den tredje X-Men-film, X-Men: The Last Stand (2006), ligger Days of Future Past naturligvis til grund for den seneste X-Men-film med samme titel. Ud over den grundlæggende plotidé har tegneserie og film dog meget lidt med hinanden at gøre, men lige så glimrende, filmen er, lige så god er tegneserien.

Karaktertegning og –udvikling
Den storøjede Katherine "Kitty" Pryde. Fra #130.

Den storøjede Katherine “Kitty” Pryde. Fra #130.

Det bringer mig imidlertid videre til nogle af de andre vigtige karakterer, der bliver introduceret i løbet af de 27 hæfter, der indgår i Essential X-Men Vol. 2. Én af dem er ovennævnte Katherine ”Kitty” Pryde – en 13-årig pige, der har evnen til at ”fase” igennem faste materialer, ligesom hendes mutantevne også gør hende i stand til bogstaveligt talt at gå på luft.

Kitty, som indledningsvist får kodenavnet Sprite (senere bliver hun til Shadowcat), introduceres allerede i #129 og spiller også en væsentlig rolle i løbet af Dark Phoenix-sagaen. Hun forelsker sig straks i Piotr Rasputin, alias Colossus, og deres venskab spiller en vigtig rolle videre i serien.

Kitty bliver også her og fremadrettet talerør for Claremont og Byrnes italesættelse af nogle af de interne forhold på X-Men-holdet – nemlig Kittys indledningsvise modvilje mod Kurt Wagner, alias Nightcrawler. Kitty er ganske enkelt lidt bange for Kurt på grund af hans udseende, og elementer som dette er med til at give fornemmelsen af, at de forskellige X-Men er personer og ikke bare skabeloner.

Det samme gælder forholdet mellem Wolverine og de øvrige, som fortsat er i udvikling. Selvom Wolverines dyriske natur og hans lyst til ind imellem at gå helt grassat fortsat giver anledning til gnidninger, så bliver Logan alligevel mere og mere integreret på holdet. Faktisk er det primært den gamle X-Man, The Angel, der ikke finder det muligt at samarbejde med Logan. The Angel er medlem af holdet i en kort periode fra #139 og frem. Samtidig forlader Cyclops holdet, da han efter Jean Greys død i #138 bliver overvældet af sorg.

Andre nye karakterer
Mystique som leder af det nye Brotherhood of Evil Mutants. Fra #142.

Mystique som leder af det nye Brotherhood of Evil Mutants. Fra #142.

Andre væsentlige karakterer, der introduceres i Essential X-Men Vol. 2, er Mystique, der første gang optræder i X-Men-sammenhæng i #141 som leder af en ny inkarnation af Magnetos gamle Brotherhood of Evil Mutants (Mystiques første optræden overhovedet var dog i Ms. Marvel #16 fra april 1978). Mystique skal naturligvis blive en tilbagevendende skurk i X-Men-universet, men ligesom Emma Frost optræder Mystique faktisk også senere som en del af X-Men-gruppen.

Derudover møder vi et væld af nye såvel som gamle skurke – Mystiques nye Broderskab består f.eks. af gamle kendinge som The Blob, og Unus the Untouchable foruden de nytilkomne Pyro (der kan kontrollere ild) og Avalanche (der kan pulverisere alle faste materialer og skabe ”jordskred” med dem).

X-Men kommer også op mod den uhyggelige mutant Proteus, der, foruden at have virkelighedsforvrængende evner, også kan ”besætte” mennesker og opsuge deres livskraft, inden han må skifte krop og efterlade den brugte krop som et mumificeret lig. Og de må også krydse klinger med den gale lejemorder Arkade, der har opbygget et avanceret tivoli ved navn Murderworld, hvor hans ofre tages af dage.

En mere moden serie
Dark Phoenix. #135.

Dark Phoenix. #135.

Der er meget få fejlskud blandt de hæfter, der indgår i Essential X-Men Vol. 2. Et af dem er King-Size Annual #4 (november 1980), hvor X-Men må redde Nightcrawler fra en magisk illusion, der transporterer dem alle, inklusive en gæsteoptrædende Dr. Strange, til en kopi af Dantes Inferno. Sammenlignet med de øvrige hæfter i bindet, er det et mærkeligt fortænkt scenario, der slet ikke er på niveau med resten.

Men derudover er stort set alle hæfter af høj kvalitet – fra det indledende hæfte, hvor X-Men kommer op mod Wolverines tidligere arbejdsgiver, den canadiske stat, i form af den canadiske superheltegruppe Alpha Flight – og til det afsluttende hæfte, der fokuserer på Scott Summers’ eventyr på egen hånd.

Med Claremont og Byrnes samarbejde bliver mange af historierne mere alvorlige i deres tone, og især Dark Phoenix-sagaen har tragiske aspekter, der ville have gjort en sådan storyline helt utænkelig i den ”oprindelige” serie. Også Days of Future Past er overordentlig dyster, og i fremtidsscenerne dør adskillige X-Men på brutal vis.

En Sentinel får ram på Wolverine i 'Days of Future Past'. Fra #142.

En Sentinel får ram på Wolverine i ‘Days of Future Past’. Fra #142.

Helt generelt er X-Men i Claremont og Byrnes hænder blevet en mere moden serie, der i høj grad (men selvfølgelig ikke 100 %) bytter barnligt sort/hvide røver-og-soldater-scenarier ud med gråzoner og svære moralsk-etiske spørgsmål, ligesom karaktererne og deres indbyrdes forhold som sagt bliver langt mere nuancerede end tidligere.

Dette sker dels som resultat af den retning, Claremont og Byrne som forfattere vælger at tage serien i, dels som et resultat af, at tiden er blevet en anden i forhold til seriens begyndelse i 1960’erne – og endda også i forhold til seriens genfødsel i 1975.

Glimrende streg
Emma Frost som Hellfire-klubbens White Queen - også hun i dominatrix-outfit, der ikke har overladt meget til teenagedrengenes fantasi. Fra #129.

Emma Frost som Hellfire-klubbens White Queen – også hun i dominatrix-outfit, der ikke har overladt meget til teenagedrengenes fantasi. Fra #129.

Den noget mere modne stil slår også igennem rent grafisk. Vi er nået langt fra de meget pæne og konservative karaktertegninger, Werner Roth stod for – og rent grafisk er det som altid i fremstillingen af seriens kvinder, at man fornemmer, at der er videre og videre grænser for, hvad man kan tillade sig i helt almindelige superheltehæfter, der er underlagt The Comics Code.

Storms kostume har naturligvis været rimelig sexet fra første færd, men tegningerne bliver alligevel mere og mere vovede – fra Jean Greys lak-og-læder-outfit som Hellfire-klubbens Black Queen til Emma Frosts tilsvarende skimpy dress som klubbens White Queen. For slet ikke at tale om Storms meget nedringede badekåbe i #123, hvor man tilmed – oh chok! – ser antydninger af brystvorter.

Lige så vel som Claremont her befinder sig på toppen af sine evner som historiefortæller, er Byrnes streg i øvrigt glimrende – klar, kontant og no-nonsense – og også Byrne udvikler sig kontinuerligt. Han tegner stadig mere konservativt end f.eks. Neal Adams eller Jim Steranko; til gengæld er Byrnes streg fuldstændig tidløs, og ikke mindst er den altid klar og tydelig: Det er meget, meget sjældent, man mister overblikket og bliver i tvivl om, hvad der sker i de enkelte paneler, og det er rart!

Bliver ikke bedre!
En nedringet Storm med antydningen af brystvorter - et sjældent set fænomen i 'X-Men'! Fra #123.

En nedringet Storm med antydningen af brystvorter – et sjældent set fænomen i ‘X-Men’! Fra #123.

Med #143 (marts 1981) stoppede John Byrne på X-Men, og samtidig sluttede et af de mest berømmede og celebrerede forfatter-tegner-samarbejder inden for den amerikanske superheltetradition. Claremont fortsatte som forfatter i endnu 10 år, hvor det blev til mange andre nu klassiske historier. Men ingen så klassiske eller kendte som Phoenix-sagaen og Dark Phoenix-sagaen.

Hvis man kun skulle anbefale ét bind af Essential X-Men, skulle det uden tvivl være dette! Amerikansk superhelteunderholdning bliver bare ikke bedre end her!

6 stjerner

Titel: Essential X-Men Vol. 2
Forfattere: Chris Claremont
Tegnere: John Byrne, John Romita Jr., Brent Anderson
Forside: John Byrne
Format: Paperback
Længde: 584 sider
hvid
Indeholder X-Men #120-141 (april 1979-januar 1980), X-Men King-Size Annual #3-4 (august 1979, november 1980) og Uncanny X-Men #142-144 (februar 1981-april 1981).
hvid
Udkom første gang på forlaget Marvel i 1997. Denne anmeldte udgave udkom på forlaget Marvel i 2011.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: Mutanter, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *