Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Essential X-Men Vol. 1

Essential X-Men Vol. 1
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Der er smæk for skillingen i den genoplivede X-Men-serie, der begynder i 1975. De helt store klassikere er endnu i vente, men et kvalitativt spring opad er der alligevel tale om i forhold til de første tre bind i Essential-serien.

1975. Året hvor Vietnamkrigen slutter, Gasolin udsender deres femte plade og hvor Anker Jørgensen bliver statsminister for anden gang.

Det er også anden gang for X-Men. Efter fem år og to måneders pause, genoptog Marvel X-Men-serien, da Giant-Size X-Men #1 udkom i maj 1975. Der var sket meget, siden serien lukkede ned med #66 i 1970, og den gruppe X-Men, vi møder i det første nummer af den genstartede serie, er meget anderledes end den oprindelige gruppe. Men vi får også lejlighed til at sige farvel til den oprindelige gruppe i den historie, der fortælles i Giant-Size X-Men #1 og X-Men #94.

Titelrod og udgivelseshistorik

Anmeldelsen her er baseret på Marvels serie af Essential-udgivelser – opsamlinger af deres tegneserier i prismæssigt overkommelige paperbacks og i sort/hvid-tryk. Lige præcis denne anmeldelse er i øvrigt baseret på førsteudgaven af Essential X-Men Vol. 1, hvilket er grunden til, at forsidedesignet afviger fra de øvrige bind, vi hidtil har anmeldt i Essential-serien. Bindet indeholder, foruden Giant-Size X-Men #1, også X-Men #94-119.

Og hvad foregår der med titlerne? Hvorfor hedder det bind 1, når vi nu allerede har anmeldt tre bind med forudgående historier?

Jo, svaret skal findes i udgivelseshistorikken; de tre bind med genudgivelser af de ældste X-Men-hæfter (1963-1970) udkom først i 1999, 2006 og 2009 – på et tidspunkt, hvor udgivelserne af den genoplivede serie (1975-) allerede var gået i gang. Læg dertil en grad af vægelsind i valget af titler, og så har vi en situation, hvor de tre bind, vi allerede har anmeldt her på Planet Pulp hedder Essential Uncanny X-Men Vol. 1, Essential Classic X-Men Vol. 2 og Essential Classic X-Men Vol. 3.

I senere udgaver har Marvel ændret titlen på det allerførste bind, så det stemmer overens med de øvrige Classic-titler, således at Essential Uncanny X-Men Vol. 1 nu hedder Essential Classic X-Men Vol. 1. Sikke noget rod!

Uncanny eller ej?

Men det bringer mig videre til en anden ting: For hvad er det for noget rod med, at nogen refererer til serien som X-Men, andre som The X-Men, endnu andre som The Uncanny X-Men og endnu andre igen som Uncanny X-Men?

Svaret skal findes i den titel, som serien har på sin forside, hhv. titelblad. Der er nogen uenighed om, hvilken titel, der skal anses som den gældende, men normalt vil den officielle titel være den, der fremgår af titelbladet. Den stemmer ikke altid overens med det, der ses på forsiden, og måden, titlen angives på, har varieret gennem tiden – for både forsidens og titelbladets vedkommende. Ja, titelkaos er åbenbart bare en ”essentiel” Marvel-favorit!

Uanset hvad, så er der tale om den samme serie, og meget pernitne fans må bære over med mig, når jeg generelt i mine anmeldelser af Essential-bindene bare omtaler serien som X-Men. Men for nu lige at sætte tingene på plads: De 26 numre af serien, der findes i Essential X-Men Vol. 1 (fraregnet Giant-Size X-Men #1), hedder alle på forsiden X-Men. Det samme gør #94 på titelbladet, men fra og med #95 hedder serien på titelbladet The Uncanny X-Men. Sådan! Så skulle det være på plads.

Det nye hold
Det nye hold: I forgrunden Colossus, Storm, Thunderbird og Nightcrawler. I baggrunden Banshee, Sunfire og Wolverine. Fra 'Giant-Size X-Men' #1 i Dave Cockrums streg.

Det nye hold: I forgrunden Colossus, Storm, Thunderbird og Nightcrawler. I baggrunden Banshee, Sunfire og Wolverine. Fra ‘Giant-Size X-Men’ #1 i Dave Cockrums streg.

Og hvad har vi så at gøre med i Essential X-Men Vol. 1? Jo først og fremmest genstartes serien jo med Giant-Size X-Men #1 fra maj 1975, skrevet af Marvels daværende redaktør Len Wein (f. 1948) og tegnet af Dave Cockrum (1943-2006). Giant-Size X-Men #1 er 50 sider lang og indeholder en hovedhistorie i fire kapitler, fortalt over de første 36 sider, hvorefter de sidste 14 sider bruges på genoptryk af præsentationerne af Cyclops, Iceman og Marvel Girl fra X-Men #43, #47 og #57.

Det er i Giant-Size X-Men #1, vi præsenteres for det nye hold af X-Men, som Professor Xavier samler med henblik på at redde de ”gamle” X-Men, der er forsvundet under en mission. Det nye hold kommer indledningsvist til at bestå følgende medlemmer:

Vesttyskeren Kurt Wagner, alias Nightcrawler, der har evnen til at teleportere. Han er også blå og har en hale, og har en baggrundshistorie som cirkusartist.

Den næste nye karakter er fan-favoritten Logan, alias Wolverine, der rekrutteres af Professor X på et tidspunkt, hvor Wolverine arbejder som agent for den canadiske regering. Giant-Size X-Men #1 er ikke Wolverines første optræden. Han blev opfundet af Len Wein og optrådte første gang i det sidste panel i The Incredible Hulk #180 (oktober 1974). Derefter dukkede han op i The Incredible Hulk #181 og #182 (november-december 1974), inden han avancerede til fast mand i X-Men fra og med Giant-Size X-Men #1.

Første gang vi ser Logan/Wolverine uden maske på - fra #98, tegnet af Dave Cockrum.

Første gang vi ser Logan/Wolverine uden maske på – fra #98, tegnet af Dave Cockrum.

Wolverines mutant-kræfter er på dette tidspunkt primært forankret i hans adamantium-kløer, som kommer ud af hans hænder med den karakteriske lyd, der altid skrives ”Snikt!”.

Det næste nye medlem af holdet er Ororo Munro, alias Storm, en ung amerikansk-kenyansk kvinde, hvis evner giver hende kontrol over vejret og tillader hende at flyve.

Derefter Piotr Rasputin, alias Colossus, en ung sovjetrusser, hvis evne tillader ham at lave sin krop om til metal og som tilmed er ekstremt stærk.

Dernæst John Proudstar, alias Thunderbird, en apache-indianer, hvis evner sætter ham i besiddelse af superatletiske evner.

Endelig har Professor X allerede rekrutteret Shiro Yoshida, alias Sunfire, og Sean Cassidy, alias Banshee. Sunfire mødte X-Men første gang i #64, hvor han var skurken. Han er i stand til at flyve og til at generere super-opvarmet plasma (deraf navnet). Også Banshees første møde med X-Men var som skurk (helt tilbage i X-Men #28), men han blev hurtig god. Hans evner lader ham generere et sonisk skrig, der i øvrigt sætter ham i stand til at flyve.

Som leder af dette nye hold møder vi gode gamle Scott Summers, aka Cyclops, der har været X-Mens feltleder siden #1, og som er den eneste af det oprindelige hold, der undslap den trussel, som det nye hold er blevet samlet for imødegå.

Ret hurtigt reduceres denne ret store gruppe dog til seks kernemedlemmer, Cyclops, Banshee, Colossus, Storm, Nightcrawler og Wolverine og temmelig ofte med Jean Grey som et syvende medlem.

Blandet og langt mere dynamisk hold
Wolverine i aktion. Fra #114, tegnet af John Byrne.

Wolverine i aktion. Fra #114, tegnet af John Byrne.

Det er med andre ord et langt mere blandet hold, vi møder i Giant-Size X-Men #1, end den oprindelige gruppe af all-American teenagers. Dels har vi en blanding af nationaliteter; vi har også en god blanding af personer fra forskellige etniske grupper og endelig har vi en meget stærk kvindelig karakter i Storm. Her skal man huske, at Jean Grey hele vejen igennem seriens oprindelige run (#1-66) var gruppens klart svageste medlem – Jean Greys forandring til den mest magtfulde X-Man i skikkelse af Phoenix kommer først i #101.

Storm gør, hvad hun gør bedst. Fra #111, tegnet af John Byrne.

Storm gør, hvad hun gør bedst. Fra #111, tegnet af John Byrne.

Derudover er der en betydelig mere interessant gruppedynamik i spil mellem de meget forskellige hovedpersoner end der var mellem de ”gamle” X-Men, hvor det mest ophidsende var det lange trekantdrama mellem Warren Worthington (The Angel), Scott Summers (Cyclops) og Jean Grey (Marvel Girl).

De nye X-Men har betydeligt større egoer, er meget forskellige – og meget selvstændige. Flere af dem er konstant på nakken af hinanden, men der udvikler sig også hurtigt følelser imellem dem som serien skrider frem. Ikke alene venskabet, der vokser og konsolideres, men også kærlige følelser – f.eks. forelsker Logan sig i Jean Grey, mens Piotr Rasputin udvikler følelser for Ororo.

De langt mere dynamiske interne relationer mellem hovedpersonerne og deres forskelligartede baggrunde er uden tvivl to af grundene til, at den genopstandne serie blev så populær, ligesom de noget mere spektakulære superkræfter nok også har deres at sige.

Claremont og Byrne

Ret beset er det langt hen ad vejen dog Chris Claremonts fortjeneste, at gruppedynamikken fungerer så godt, som den gør, for Len Wein stod kun for historien Giant-Size X-Men #1; herefter overtog Chris Claremont (f. 1950) forfattertjansen, hvilket blev begyndelsen på Claremonts 16-årige run som hovedforfatter på X-Men!

Indledningsvist lå tegningerne i hænderne på Dave Cockrum, men fra og med #108 overtog John Byrne (f. 1950) jobbet som tegner – med få undtagelser ind imellem, som f.eks. #110, der er tegnet af Tony Dezuniga (1932-2012). Byrne nøjedes dog ikke med at tegne; fra og med #114 er Byrne og Claremont co-krediteret som ”plotters”, og mange af de mest berømte X-Men-historier er altså udtænkt som et samarbejde mellem Claremont og Byrne.

Både Cockrum og Byrne står for en moderne no-nonsense tegnestil med en klar, overvejende naturalistisk streg, som på nogle punkter dog faktisk er mindre progressiv end den, Neal Adams lagde for dagen i sit run på de afsluttende numre af seriens oprindelige run (#56-65). I hvert fald er siderne mere konservativt layoutet, og panelerne er langt overvejende pænt rektangulære. Derudover er Adams’ effektive brug af lys-/skygge-effekter helt fraværende hos både Cockrum og Byrne.

Dette opvejes dog i høj grad af Claremonts skrivestil, der i langt højere grad gør brug af litterære og filmiske kneb. Hvor de gamle X-Men-hæfter som regel blev hos hovedpersonerne hele vejen igennem hæftet, er Claremont ikke bange for at ”klippe væk” fra hovedhandlingen og således skabe spænding undervejs i de enkelte hæfter.

Derudover har man også i langt højere grad fornemmelsen af at læse et langt narrativ, hvor elementer introduceres i ét hæfte, selvom betydningen måske først for alvor afsløres mange hæfter senere. Det er yderligere med til at få de enkelte hæfters historie til at glide uproblematisk over i hinanden; noget de gamle hæfter i høj grad kæmpede med og som gav serien et ekstremt episodisk præg.

Flere klassiske historier
Jean Grey genopstår som Phoenix. I Dave Cockrums streg fra #101.

Jean Grey genopstår som Phoenix. I Dave Cockrums streg fra #101.

Essential X-Men Vol. 1 indeholder flere nu klassiske X-Men-historier. I X-Men #94 siger vi farvel til det oprindelige hold, der beslutter sig for at tage deres afsked (med undtagelse af Scott Summers, der bliver på sin post og Hank ”Beast” McCoy, der allerede tidligere havde forladt gruppen), men Jean Grey kan alligevel ikke holde sig væk, og ender med at komme med på en del af gruppens eventyr. Det er her, hun dør for at genopstå som den magtfulde Phoenix – hvilket senere (i #129-138) fører frem til den berømte Dark Phoenix Saga.

Derudover introducerer Claremont og Byrne os for Lilandra, prinsesse af det galaktiske Shi’ar-imperium og Professor Xaviers store kærlighed (hun optræder første gang i #97), professorens gamle flamme, mutant-forskeren Moira McTaggart (#96), som Sean Cassidy (Banshee) forelsker sig i, og Logans store kærlighed Mariko Yoshida (#118), der senere kommer til at spille en stor rolle som drivkraft i Chris Claremont og Frank Millers berømte miniserie med titlen Wolverine fra 1982.

Det er også i begyndelsen af Claremonts tid som forfatter, at vi første gang møder de galaktiske pirater The Starjammers, der hjælper dem i kampen om den univers-truende M’Kraan-krystal og hvis leder viser sig at være Scott Summers’ far! Og vi støder også på Logans gamle kollega fra den canadiske hær, James McDonald Hudson, alias Weapon Alpha (senere Vindicator og Guardian) – et medlem af den canadiske superheltegruppe Alpha Flight, som senere skal gøre livet surt for vores hovedpersoner.

Ellers business as usual
En særdeles letpåklædt Storm i John Byrnes streg fra #114. Et godt eksempel på, at man i 1978 kunne tillade sig ting, der få år inden havde været utænkelige.

En særdeles letpåklædt Storm i John Byrnes streg fra #114. Et godt eksempel på, at man i 1978 kunne tillade sig ting, der få år inden havde været utænkelige.

På trods af Claremonts evner til at kaste ploteelementer ud, som først får rigtig betydning senere, og hans evner til at få de enkelte hæfter til at hænge bedre sammen, så er tingene ellers indledningsvist ”business as usual”. Blandt skurkene møder vi mange gamle kendinge i løbet af Claremonts første mange hæfter som forfatter, og her er der ikke meget nyt under solen i forhold til, hvordan de portrætteres. Det gælder f.eks. Magneto, som er den samme rablende megaloman, som The X-Men tidligere har været oppe imod. Det samme gælder for Cain Marko, aka Juggernaut, og også Mesmero, som X-Men mødte første gang i #49.

Der er til gengæld også tid til at introducere nye skurke; da The X-Men endnu engang besøger The Savage Land kommer de op imod den reinkarnerede solgud Garokk og må endda lige tage endnu en omgang med Karl Lykos, aka Sauron, inden Lykos faktisk viser sig at være én af the good guys i lige præcis den konflikt. Erik the Red – én af de mere latterlige skurke, som vi første gang mødte i #51 – bruges dog ret opfindsomt af Claremont, og væves på intelligent vis ind i hele sagaen om prinsesse Lilandra og M’Kraan-krystallen.

Endelig må jeg ikke glemme at nævne, at X-Mens næststørste arvefjende (efter Magneto), nemlig The Sentinels, også dukker op i løbet af Claremonts tidlige tid som forfatter.

Et kvalitativt spring opad

På en måde er meget derfor det samme i forhold til seriens første 66 numre – det er stadig i høj grad en skurk per hæfte, selvom nogle historier forløber over flere hæfter. Og selvom Claremont bedre formår at lade én historie glide sømløst over i den næste. Det ekstremt episodiske præg, som serien tidligere havde, er derfor camoufleret ganske godt, men kradser man lidt i overfladen er det selvfølgelig stadig sådan, serien fungerer.

Til gengæld er hovedpersonerne langt mere interessante, efter at serien blev genstartet, og karakterudviklingen sker også langsomt og subtilt – det er f.eks. interessant at følge Logans udvikling fra kværulerende ener, som de andre egentlig ikke kan lide, til et værdsat medlem af teamet.

Man kommer ikke udenom, at der er smæk for skillingen i den genoplivede X-Men-serie, og man fornemmer også, at Claremonts evner som forfatter skærpes over de 26 numre af serien, dette første bind indeholder. De helt store klassikere er endnu i vente, men et kvalitativt spring opad er der alligevel tale om i forhold til de første tre bind.

5 stjerner

Titel: Essential X-Men Vol. 1
Forfattere: Len Wein, Chris Claremont
Tegnere: Dave Cockrum, Bob Brown, Tony DeZuniga, John Byrne
Forside: Nghia Lam & Jason Rodriguez
Format: Paperback
Længde: 528 sider
hvid
Indeholder Giant Size X-Men #1 (maj 1975) og X-Men #94-119, udkommet mellem august 1975 og marts 1979 (serien udkom hver anden måned).
hvid
Samlingen udkom på forlaget Marvel i 1996.

Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014

Stikord: Mutanter, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *