El buque maldito

El buque maldito (engelsk: The Ghost Galleon) har en helt anden standard, end de to første film i Ossorios Blind Dead-serie, hvoraf del to – El ataque de los muertos sin ojos (1973) – er det stærkeste indslag.

Filmen foregår ikke omkring en ruin, som dens to forgængere, men på et skib ude på havet. Det overrasker nok de fleste, der har fulgt med i serien, og El buque maldito er også seriens underligste film, som indeholder flere billige grin end gys.

Levende døde på et skib

Man kan tydeligt mærke, at Blind Dead-filmenes historier hurtigt begyndte at blive meget tynde og klichéfyldte, eftersom grunden til, at der kom hele tre efterfølgere til den første film var, at kostumerne var fede. Bevares, det er de da, men at bygge en hel serie over dem er måske at stramme den lidt. Men nok om det – selvom ikke alle filmene er lige gode, er kostumerne ganske rigtigt værd at vente på.

Handlingen i El Buque maldito foregår som sagt ude på havet, og her kan de levende døde vel ikke genopstå, eller kan de? Selvfølgelig kan de det; ellers ville der jo ikke være nogen film. En lille speedbåd ligger ude på havet, og i båden er der et par topmodeller, som venter på at blive reddet.

Det viser sig, at det er et stort PR-stunt, som skal reklamere for de dejlige badedragter, de har på. Det finder en anden model ud af og bliver forarget over, at bagmændene vil sende hendes veninde ud på en båd, hvor hun kan risikere sit liv. Manden bag hele stuntet holder kvinden fanget, så hun ikke sladrer til nogen, og kvinden bliver desuden voldtaget – et tema, Ossorio ofte vender tilbage til.

Det går hverken værre eller bedre, end at den lille speedbåd ramler ind i en tåge, og et stort gammelt skib sejler op på siden af dem. Den ene af modellerne går ombord for at finde noget hjælp, men kommer naturligvis aldrig tilbage.

Senere finder andre frem til båden, og da de kommer ombord, finder de skibet befolket med de blinde døde, som tørster efter de levendes blod. Hvor kan man løbe hen, når man er midt ude på havet på en båd med de døde?

Knap så uhyggelig som de to første

Det er sådan cirka filmens handling. Filmen mangler de mange kirkegårdsscener, som de to forrige havde, og den kan ikke hverken bryste sig af effekter eller blod. Som i La noche del terror ciego (1971) er blodet sparsomt, og effekterne betyder mindre end stemning og uhygge. Desværre er der ikke helt den samme uhyggelige stemning ombord på båden, som der var i de første to film i serien. Dog er slutscenen rigtig god og byder på ting, man normalt ikke ser indenfor genren.

El buque maldito er med i bokssættet fra Blue Underground, der indeholder alle filmene sammen med en ekstra skive om instruktøren Amando de Ossorio og en lille booklet, som bl.a. forklarer lidt om Tempelridderne. Af ekstramateriale på El buque maldito er der et par trailers til filmen, et TV-spot, radiospot og et poster/still-galleri. Det er igen en lidt tynd omgang, hvor man kunne ønske sig et par ekstra features. Boksen falder nok ikke i alles smag, og da den også er forholdsvis dyr, bør man overveje, om man ikke skal nøjes med at købe filmene hver for sig.

Stedvist god atmosfære

Jeg vil dog ikke skræmme nogen væk fra El buque maldito, som til tider har en god atmosfære. Fans af spøgelsesfilm kan godt opsøge filmen, og vil sikkert få noget ud af den. Især fans af John Carpenters The Fog (1980) vil sikkert finde sig underholdt i den halvanden times tid, filmen varer. Selv hvis man ikke er fan af The Fog eller spøgelser og udøde generelt, kan man altid sætte filmen på for at få et par billige grin – blandt andet af det “utrolige” spøgelsesskib, der mest af alt ligner et Playmobilskib i et vandbassin ved nattetid.

Igen vil jeg henlede opmærksomheden på filmens cover der, som de andre i serien, er utroligt frækt – sådanne covers laves bare ikke mere.

Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Havet, Spanien, Zombier