Dr. Strange

For et par måneder siden anmeldte vi her på Planet Pulp en lille håndfuld af film fra selskabet Antimatter Multiverse. Der var tale om nogle obskure film om superhelte og en enkelt tyrkisk udgave af Star Wars (1977) ved navn Dünyayi kurtaran adam (The Man Who Saves The World). Så da jeg satte mig til at se Dr. Strange var det med forventninger om en meget dårlig, men underholdende film. Jeg blev dog mildest talt positivt overrasket.

Atypisk Marvel-helt

Dr. Strange er en underlig lille film, der oser langt væk af atmosfære og stemning. Kendere vil da også vide, at Dr. Strange er en af de mere specielle superhelte, som har gjort sin entré i Marvel-universet.

Dr. Strange, som har det borgerlige navn Stephen Vincent Strange, så første gang dagens lys tilbage i 1963. Han blev skabt af Stan Lee og Steve Ditko og gjorde sin debut i, sjovt nok, Strange Tales # 110. I 1968 blev Strange Tales med nr. 168 omdøbt til Dr. Strange.

Dr. Strange fik i 60’erne stor popularitet, hvilket specielt skyldes hans specielle personlighed, og den verden, som blev åbnet op for læserne gennem Dr. Stranges brug af magi. For Dr. Strange er en magiker, som skal holde onde eksistenser væk fra Jorden. Derfor er han også en meget atypisk helt, da det ikke er med musklerne, han ordner fjenderne, men med magien.

Dr. Strange startede som lærling hos den store troldmand, en gammel mand som kaldes The Ancient One, men blev siden hen bæreren af den imponerende titel Sorcerer Supreme. I tegneserieuniverset har Dr. Strange ofte optrådt som hjælper for mere etablerede helte, men har også bl.a. dannet grupperne Defenders – med Hulk, Namor og Silver Surfer – og Nightstalkers, en vampyrjægergruppe, som bl.a. har Blade som medlem. På nuværende tidspunkt i Marvels univers er han en del af gruppen New Avengers.

TV-pilot

I filmen Dr. Strange er det historien om, hvordan Stephen Strange bliver magiker, vi er vidne til. Filmen er en pilot til en TV-serie, som desværre aldrig så dagens lys, da filmen ikke blev godt modtaget af de amerikanske TV-seere. Der er flere elementer fra tegneserien, som går igen, men hvis man forventer en film, som er 100 % tro mod Marvels karakter Dr. Strange, vil man blive skuffet.

Filmen indledes af stemningsfuld intro. Et sted i verdensrummet, eller en anden dimension, møder vi troldkvinden Morgan LeFay, og ja, hun er den samme, som vi kender fra historien om Merlin, Arthur og alle de andre. Morgan har været en dæmons fange de sidste mange år, men nu får hun endnu en chance for at slippe fri på Jorden. Dæmonen beordrer hende til at fange eller dræbe den magtfulde magiker Lindmer, som er bosat i New York.

Lindmer er en mange hundrede år gammel magiker, og han er ved at finde en arvtager. Dæmonen fortæller også, at Morgan skal holde øje med den mulige arvtager, da dæmonen vil kunne invadere Jorden, hvis ikke de gode magikere er til stede for at stoppe ham. Og så skifter scenen til New York. Her møder vi den gamle magiker Lindmer og hans lærling Wong. Lindmer bor i et stort, gammelt hus som har en kuppel hvorpå der er et meget specielt tegn.

The chosen one

Efterfølgende møder vi Stephen Stange, som er ansat på et hospital. På sin finger har han en ring, som har det samme symbol, som vi så på Lindmers kuppel. Men noget er ikke, som det skal være. Morgan ankommer til New York og besætter en pige, Clea Lake, som skubber den gamle Lindmer ud over en bro. Heldigvis overlever Lindmer, han har også nogle formularer i baglommen, som gør, at han kan helbrede sig selv efter faldet, men værre går det for Clea.

Hun bliver efter besættelsen hensat til en komalignende tilstand, og meget passende indlægges hun på det hospital, hvor Stephen arbejder. Lægerne ved ikke, hvad de skal stille op, men Lindmer kommer til undsætning. Han fortæller Stephen, at han kendte hans far, og at de sammen havde set Stephens potentiale. Stephen er først meget skeptisk, men så introduceres han til magien, og gennem en dimensionsrejse får han reddet Cleas sjæl, som holdes fanget af Morgan.

Da Stephen efterfølgende skal optages som Lindmers lærling, siger han først nej. Han forlader Lindmers hjem og bliver ufrivilligt skyld i, at Morgan kan komme ind, da hun har skabt sig om en til en kat, som Stephen lader gå igennem Lindmers dør, som ellers er spækket med runer, der kan holde ondskaben ude.

Men Stephen er jo the chosen one, og han påtager sig opgaven. Om han når at redde Lindmer, og hvad der sker med Morgan og dæmonen, vil jeg ikke røbe her. Men man kan nok godt regne ud, når vi har at gøre med en pilotfilm, at der er elementer, der peger mod en ikke helt afsluttet handling.

Overraskende teknisk veludført

Man mærker tydeligt, at filmen er tænkt som en forløber for en mulig TV-serie. Der er meget dialog, mange bipersoner introduceres, og der bliver brugt meget tid på at introducere Stephen Strange og den magiske verden, han selv introduceres til. Man kan så bare sige, at det er skønne, spildte kræfter, da filmens kvaliteter og en mulig series potentiale ikke var godt nok for det amerikanske publikum tilbage i 1978.

Måske var den for syret, og det er meget ærgerligt. Dr. Strange præsenterer os for et spændende univers, hvor det er befriende at se okkulte elementer indlejret i en superheltehistorie. Så hvis Hollywood fortsætter deres gennemridning af Marvels helte, håber jeg, at vi kommer til at se en ny filmatisering af Dr. Strange. Det skal dog for en god ordens skyld nævnes, at der her i 2007 rent faktisk udkom en film om Dr. Strange – det var bare en tegnefilm, så det tæller ikke helt i min bog.

Rent teknisk er filmen overraskende veludført – man skal i dette tilfælde ikke lade sig snyde af, at DVD’ens kvalitet ikke er i top og tydeligvis hentet fra en gammel og udbrændt VHS-kopi. Det er specielt effekterne, som er overraskende gode, og eksempelvis er de milevidt bedre end det, man så i den 16 år yngre Fantastic Four (1994).

Den simple magi er godt udtænkt og formidles glimrende gennem lyssætningen og de enkle “tegnefilm-effekter” – vi er jo i en tid før computergrafikken. Men der hvor filmen rent visuelt er mest spændende er i mødet med “den anden verden”. Da Stephen rejser i tid og rum bliver det skildret gennem psykedeliske farver og et underligt mørkt og uhyggeligt univers. Man fornemmer, at mørke skabninger lurer i kulissen – rent faktisk kan man godt flere steder se de tydelige kulisser – og “den anden verden” står i stærk kontrast til de mere mondæne stemningsbilleder, vi får fra New York.

Det er godt tænkt og meget veludført, og det giver filmen en helt speciel stemning, som man rent faktisk tror på. Og i denne sammenhæng skal Paul Chiharas score også fremhæves. Det er en omgang elektronisk 70’er-musik, men Chihara har formået at variere musikken, så den understøtter de forskellige “verdener”, som man ser i filmen. Ganske godt gjort.

En lille perle

Et andet af filmens stærke kort er Peter Hootens præstation som Dr. Strange. Han er faktisk rigtig god og får på fin vis formidlet det store dilemma, som den ellers ganske normale læge Stephen Strange sættes overfor, da det går op for ham, at han er the chosen one. Hooten suppleres godt af John Mills som Lindmer og Anne-Marie Martin som Clea.

Men igen er det en skurk, der stjæler meget af opmærksomheden, og her er Jessica Walter ganske forrygende og forførende som den nederdrægtige Morgan LeFay. Det er nok på sin plads at påpege, at ingen af skuespillerne nogensinde vil vinde en Oscar, men inden for filmens univers fungerer de upåklageligt.

Dr. Strange er en lille perle, som man bør gøre sig selv den tjeneste at se i en tid, hvor de fleste superheltefilm er blevet til pæne og ordinære blockbusters.

Dr. Strange er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Dæmoner, Film baseret på tegneserie, Magi, Okkultisme, Superhelte