Doomsday

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Neil Marshall har sluppet alle tøjler, da han lavede Doomsday. Og der er ingen tvivl om, at det er en film, der kommer direkte fra Marshalls genrehjerte, hvor han hylder sine yndlingsfilm.

Der er heller ingen tvivl om, at Doomsday er alt for meget af det gode, og at handlingen kammer over, da vi nærmer os middelalderland, men når det er fortalt med en sådan entusiasme og energi, er det sgu’ lige meget. Doomsday er pervers og perverst underholdende.

Something is rotten in Glasgow

Filmens handling tager sin begyndelse i 2008. Dødningevirussen, the Reaper virus, bryder ud i Skotland. Og for at holde sygen til højlandet beslutter man sig fra højeste instans i London, og det er ikke Prins Charles, at man simpelthen bygger en mur om Skotland. Eller rettere sagt en mur dér, hvor man fra land kan komme ned til England.

I vandet placeres der så miner og alt muligt andet godt. I filmens prolog ser vi, hvorledes en fortvivlet mor ”afleverer” sin datter til en af den sidste helikoptere, der forlader Skotland. Og så glemmes Skotland ellers, skrives nærmest ud af historiebøgerne, da man tror, eller håber, at alle de sygdomsramte er døde.

Handlingen springer så frem til 2035. Og ja, dødningevirussen er vendt tilbage. Og denne gang til London. Badass-strømeren Eden (Rhona Mitra, og læg mærke til karakterens navn i postapokalyptisk optik), der viser sig at være pigen fra prologen, sendes sammen med en eliteenhed til haggish og andet godt i Skotland, da man har fundet ud af, der stadig lever mennesker i Glasgows gader. Og hvis der er overlevende, må der også være en kur. Så nu går det over stok og sten til Glasgow, hvor vi først møder Mad Max-style kannibaler og sidenhen et middelaldersamfund! Og så ellers ikke mere om plottet her.

Den postapokalyptiske gryde

Man kan nok godt fornemme, at filmen ikke er troværdig eller realistisk. Og man kan nok også godt fornemme, at Marshall, der også står bag manuskriptet, er faldet i den postapokalyptiske gryde, da han var dreng. At filmen så også rent visuelt er både overrumplende og dum er også et plus, og vi går gennem scener, der sender tankerne tilbage mod så forskellige film som Escape from New York (1981), Aliens (1986), Mad Max 2 (1981) og Bad Boys (1995) – ja, i filmens slutning går der på den visuelle side rent Michael Bay i colorgrading og kamerature.

Doomsday er så voldelige og blodig, at det er lang tid siden, man har set sådan en type film få premiere i de danske biografer. Der hugges hoveder af, der splattes hoveder, der spises hoveder, og man ser en menneskestegning over grill!

Desuden ser vi svulster, pile der skydes i kroppe, en morgenstjerne der knuser et hoved og et shotgunskud, der splatter et hovede. Og der er meget mere. Så på visse punkter kunne Doomsday godt kvalificere sig selv som en splatterfilm. Man kan nok godt fornemme, hvordan det fine borgerskab, hvis de da overhovedet kommer i nærheden af filmen, vil få deres aftencognac galt i halsen. Det er den dårlige smag, der hyldes, men sjældent har det rent visuelt været så smukt at se på.

Lækkermås

Den altdominerende hovedrolle som Eden udfylder Rhona Mitra med bravour: Hun ser tæskegodt ud og er fysisk i topform til de mange actionscener. Og det er så det. For skuespil er der ikke meget af i den rolle. Det er så op til veteraner som Bob Hoskins og Malcolm McDowell at levere manieret overspil, og det er begge herrer ganske leveringsdygtige i – som henholdsvis Edens chef og ledereren af middelalderland. Men det er ikke en skuespillerfilm, hvilket heller aldrig har været intentionen, så på den front udfylder alle medvirkende deres papirstynde klichéroller til perfektion.

Bag kameraet står Marshalls husfotograf Sam McCurdy. McCurdy har været med på samtlige af Marshalls film samt det afsnit af Game of Thrones, som Marshall har instrueret. Der er noget tiltalende ved, at de samme mennesker arbejder sammen, da det giver Marshalls film et bestemt look. McCurdy har til fulde grebet genrebolden og leverer en lækker visuel side på et overdrive ud over det sædvanlige.

Samfundet i samfundet

Er spændende aspekt ved Doomsday er tilgangen til det postapokalyptiske. Vi har det indre og det ydre samfund – samfundet inden for og uden for muren. Inde bag muren er vi i en postapokalyptisk setting, men så simpelt er det ikke bare. For den postapokalyptiske setting er på forholdvis kort plads, altså Skotland, inddelt i to klassiske postapokalyptiske arketyper: Mad Max-typen og “tilbage til middelalderen”-typen.

Vi har altså både kannibalerne med deres vilde køretøjer og de bindegale ”tilbage til en tid, hvor alt var godt”-typer. Det spændende er så, at som filmen skrider frem, begynder apokalypsen uden for murene og derved opnår vi en tredje udgave af samfundet, hvor livet bag muren måske ligefrem bliver at foretrække? Det er naturligvis ikke videre originalt, men det viser blot, at Marshall formår at lege med den postapokalyptiske genre og setting.

Ujævn og meget underholdende

Doomsday er voldsomt ujævn, og flere gange truer det langt ude koncept med at falde sammen. Og jeg forstår godt dem, der vender tommelfingeren nedad. Men for mig virker det ganske fortrinligt, hvis bare man, for at bruge en kliche, kan slå hjernen fra under filmens spilletid og nyde Marshalls leg med genre og medie. Jeg har nu set filmen tre gange, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg putter Doomsday i afspilleren: Det er en helvedes underholdende film.

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Stikord: Epidemi, Kannibaler, Postapokalyptika, Skotland, Splat