Tommy Prang Vonsyld
Ingen kommentarer

Don’t Look Now

Don’t Look Now
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Nicolas Roegs film er et mesterværk, der svært lader sig genredefinere, og som i sig selv har tjent som inspirationskilde for utallige film.

Don't Look Now (Rødt chok)Den ekstremt visionære engelske instruktør Nicolas Roegs femte spillefilm betragtes i dag som et nøgleværk indenfor horrorgenren. Men set i retro-perspektiv er det stærkt simplificeret alene at betegne Don’t Look Now som en overnaturlig gyser.

Filmen besidder en uovertruffen isnende stemning, men stort set uden chok (til trods for den fornedrende danske titel Rødt chok) og kun minimal brug af blod. Filmen er et mesterværk, der gennem tiden er blevet studeret og har været en kilde til inspiration – og hele scener er blevet tyvstjålet og brugt i film indenfor alle genrer.

Don’t Look Now er baseret på en novelle fra 1971 af den engelske forfatter Daphne du Maurier (1907-1989). Du Maurier har også skrevet andre fortællinger, der blev filmatiseret af en anden stor engelsk instruktør, nemlig Alfred Hitchcock, bl.a. Rebecca (1940) og The Birds (1963).

En forælders største mareridt

Don’t Look Now åbner med idylliske billeder af en familie i deres hus (i England) og parrets søn og datter, der leger i den tilstødende have/park. Snart udspiller der sig et grusomt scenarie, da datteren falder i søen, og en far der magtesløs skriger af smerte med den livløse pige i favnen.

Herefter møder vi ægteparret John og Laura Baxter (Donald Sutherland og Julie Christie) i Venedig. Rejsen er for Johns vedkommende arbejde, da han hjælper med at restaurere en historisk kirke. Laura er med på dette ophold for at parret kan komme væk fra det hele, for at bearbejde dødsfaldet af datteren, Christine, men formodentlig også i et desperat forsøg på at finde hinanden.

Parrets andet barn, sønnen Johnny, er derfor blevet hjemme i England. Man ved ikke hvor længe, det er efter datterens død, men parret er i en tilstand af dyb sorg og hjerteskærende fremmedgørelse fra hinanden.

Helt fra vi møder parret i Venedig og gennem hele filmen er der en foruroligende, utryg stemning. Stemningen stiger til uhygge og nærmest skræk, som handlingen skrider frem, men mest gennemgående er det ægteparrets kamp for at klare sig igennem, og deres følelse af håbløshed, der trænger under huden.

Tryk på stemningen

Venedig selv er en katalysator for stemningen i Don’t Look Now. Her vises ikke den romantiske by, som alle kender, eller tror de kender.

Det er Venedig uden for sæsonen og langt fra byens kendte seværdigheder, indhyllet i grå forårsfarver, fuld af forfald og mørkt vand. En by udstillet som det, den er: Et sted der er ved at tabe slaget til havet. Som et symbol på John og Lauras ulidelige sorg og en metafor for deres integrerende sindstilstand.

Og der er en seriemorder løs. Maltrakterede, halvt opløste kvindelig trækkes fra tid til anden op af kanalernes mudrede vand…

Filmens karakteristiske monolyd kaster ekkoer af stemmer og skridt rundt i de dystre alléer og gyder, og giver nærmest en gotisk uhygge.

Og Pino Donaggios helt fantastiske score, som faktisk var kunstnerens debut indenfor filmmusik, er både hårrejsende uhyggelig, med cello og strygere, men har også drømmende smukke cues med brug af bl.a. fløjte – spillet af Donaggio selv.

Donaggio skulle efter Don’t Look Now (selvklart) fortsætte med at komponere filmmusik, herunder flere for landsmand Dario Argento og i USA til horror-klassikere som Brian De Palmas Carrie (1976) og Joe Dantes The Howling (1981).

En advarsel fra graven

Kløften mellem ægteparret Baxter bliver i den grad udtalt, da de på deres hotel møder et ældre søskendepar, Heather og Wendy (Hillary Mason og Clelia Matania). Heather er blind, men er åbenbart clairvoyant.

Søskendeparret henvender sig til vores ægtepar, hvor Heather fortæller, hun kan “se” Christine, og forsikrer John og Laura om, at hun er lykkelig. John er øjeblikkeligt skeptisk, men Laura omfavner denne nyhed med stor lettelse og glæde. John lader det være, da han ser den umiddelbare positive påvirkning, det har på hans kone.

Imidlertid finder John snart ud af, at Laura har fortsat sin kontakt med søstrene. Heather har efter en seance været i kontakt med Christine, der havde en advarsel til John fra efterlivet: At han er i overhængende fare. Her bliver parret øjeblikkeligt splittet. John vil ikke høre om det. Han affærdiger det som nonsens og raser over de to søstres udnyttelse af hans kones sårbare tilstand.

I denne konflikttilstand bliver Laura nødt til midlertidigt at afbryde opholdet i Venedig, da deres søn har haft en mindre ulykke hjemme i England. Alene i Venedig fortsætter John sit arbejde med restaureringen af den gamle kirke, og skæbnen vil, at han faktisk er nær ved at miste livet i en ulykke.

Straks sås der en snert af tvivl om, hvorvidt hans datter virkelig sendte en advarsel fra den anden side af graven. Og da John ser sin kone deltage i en venetiansk begravelse sammen med de to søstre, starter der en rejse for John af nærmest kafkask karakter.

Han går til politiet for at få Laura eftersøgt, men bliver behandlet som om, han er sindssyg. Og tilsyneladende er Laura hjemme i England, helt OK. Så John begynder i den grad at have svært ved at skelne mellem, hvad der er virkelighed og hvad der ikke er.

Fantastiske suggestive billeder

Filmen besidder som sagt en uovertruffen stemning, der er skabt af banebrydende kameraarbejde og Graeme Cliffords klipning.

Det er Anthony B. Richmond, der er krediteret som fotograf, men der er ingen tvivl om, at det er Nicholas Roeg selv, der overvejende har opereret kameraet. Roeg startede karrieren som fotograf, og gennem 1950’erne og 1960’erne arbejdede han med flere af historiens største instruktører.

Alt i Don’t Look Now er flertydiget, og Roegs billeder og Cliffords klipning skifter i et væk mellem nutid og fortid (og måske fremtid).

Gennemgående er det vand og genspejlninger (ofte i vand). Sollyset kommer igennem et vindue i Venedig, efterfulgt af regnen, der plasker ned i den sø, hvor Christine druknede. Det føles drømmeagtigt, men som det skrider frem, føler man, det er vigtigt.

Mest fantastisk er elskovsscenen mellem John og Laura, der konstant krydser mellem optakt, selve akten og parret, der klæder sig på bagefter og gør klar til at gå. En kortvarig omfavnelse mellem et par, der gennem længere tid har været splittet.

Det er ganske enkelt ubegribeligt smukt, og denne scene er tyvstjålet af andre film, mest tydeligt (og indrømmet) af Steven Soderbergh til hans kriminalfilm Out of Sight (1998) med George Clooney og Jennifer Lopez.

Men hele tiden er der en antydning af, at tingene ikke er, som de ser ud. Det føles som budskaber. Som tegn. Udover at den clairvoyante Heather viderebringer en advarsel fra Christine til John om, at han bør forlade Venedig, fortæller hun også, at John selv besidder evnen til at “se”. Og helt fra starten får vi hints om, at dette kan være rigtigt.

På et lysbillede ser John en skikkelse siddende med ryggen til hvad der formodentlig er den venetianske kirke, han skal restaurere, og da et spildt materiale visker skikkelsen ud i rødt, er der en mystisk tilskyndelse for John til at styrte ud i den bagvedliggende have, som har han fået et syn. Men han kommer for sent. Christine er druknet. Og hun bærer en iøjnefaldende rød regnfrakke.

Farven rød

Farven rød (også en henvisning i den fjollede danske titel) er symbolsk gennemgående. Rød er bevidst holdt ude af filmen af Roeg, men dukker op fra tid til anden. F.eks. Laura der går i røde støvler eller bærer en rød håndtaske. Farven er en reference til den jakke, Christine havde på ved sin død, og symboliserer, at datteren er hos Laura. At hun ikke har givet slip.

Alle disse tegn og signaler præsenteres for John, men også for publikum, og det er op til begge at tyde dem. Efter Johns nærdødsoplevelse, begynder han at betvivle alt. Og så begynder han at se en lille skikkelse i en rød jakke i Venedigs gyder; en skikkelse han begynder at følge efter og forsøger at få kontakt med.

Er det Christines spøgelse? Og som vi ser denne skikkelse spejle det røde ned i Venedigs mørke kanalvand og krydsklipper til Christine, der i sin regnfrakke afspejles ned i søen inden tragedien, ja så er det jo nemt at nå frem til denne konklusion.

Men eftersom vi, publikum, bliver udsat for den clairvoyante Heather, der med sine uhyggelige, hvide øjne skriger til Laura, at hun må finde John og stoppe ham, ja så tvivler vi på, om John læser tegnene rigtig, og vi ønsker indtrængende, at han stopper. Mod klimaks er Don’t Look Now indiskutabelt horror, der isner.

Det er øjnene der ser…

For dem, der ikke har set Don’t Look Now, og skal opleve dette mesterværk for første gang, vil det være en forbrydelse at afsløre slutningen; en slutning man aldrig nogensinde vil glemme.

På dette tidspunkt i filmen har man glemt alt om en mulig seriemorder, og indenfor sekunder får John og vi, opremset alle de tegn, vi har forsøgt at tyde gennem det meste af filmen i en uforglemmelig psykedelisk klip-eksplosion.

Helt fra den skikkelse i rødt, John ser i et lysbillede i filmens start, til den venetianske begravelse. Her får man i sandhed et chok, og filmen efterlader dybe spor et langt stykke tid længere, end man måske har lyst til. Men om man i sidste ende tolker slutningen på Don’t Look Now som en tragisk eller lykkelig slutning – det afhænger af øjnene, der ser…

En film der hele tiden udvikler sig

Første gang, jeg så Don’t Look Now, var jeg ikke så gammel, og filmen havde ingen, eller minimal indflydelse på mig. Senere, som en ung voksen, genså jeg den, faktisk med min mor, og her ramte den med fuld kraft os begge, da filmens stemning og den uundgåelige vej mod tragedie og terror for alvor trængte igennem.

Jeg har siden set filmen adskillige gange, og det er som om, den har bidraget med noget nyt, hver gang jeg har set den, alt efter hvor jeg har befundet mig i mit liv. Her som en midaldrende voksen, selv far til to døtre, kan jeg næsten ikke bære at se Donald Sutherland stå med den druknede pige i den røde regnfrakke i favnen og skrige sin smerte og magtesløshed ud mod højere magter.

Håndtering af sorg

I dag kan jeg se, at det, Don’t Look Now på smukkeste vis beskæftiger sig med tematisk, er håndtering af ubærlig smerte og sorg – og dermed vores syn på liv og død, og livet efter døden. Og kvinders og mænds forskellige syn på begge dele.

Laura Baxter er øjeblikkelig åben overfor det spirituelle, hvorimod John insisterer på rationalitet. Faktisk er alle mandlige karakterer i Don’t Look Now (biskop Barbarrigo, som John arbejder for, og betjenten Longhi, som efterforsker Lauras korte “forsvinden”) udpræget skeptiske og analytiske. Og i filmen er det deres overbevisninger, der er afgørende for Lauras og Johns skæbner (og sågar Christines). Eller er det? Det er jo som sagt øjnene, der ser…

To mennesker sørger ikke på samme måde, selvom de måske er gift med hinanden og deler det samme tab. Det kan være den allerstørste udfordring for et parforhold og kræve en kæmpe parathed til at forstå, at man i mange år f.eks. kan svinge helt asynkront mellem de to spor. Eller at acceptere, at den vej, ens partner finder gennem sorgen, slet ikke ligner ens egen. Få gange i filmhistorien er dette spillet så smertefuldt smukt som af Donald Sutherland og Julie Christie.

Et mesterværk der definerer sig selv

Don’t Look Now er som sagt svær at genre-bestemme, da den kører på flere lag. Gennem tiden har den ofte fået prædikatet “art-house giallo – krydret med Hitchcock”.

Ingen tvivl om, at historiens ophav (Daphne du Maurier) samt omdrejningspunktet (mysterium i mono-Italien) giver disse associationer. Men efter min mening er Nicholas Roegs mesterværk helt og aldeles sin egen, både genremæssigt og visuelt.

Omvendt har filmen faktisk været kæmpe inspiration for netop giallo-genren, måske især Dario Argentos Profondo Rosso (1975). Men uanset hvilken genre og hvilken liste, Don’t Look Now ender på – om det er horror, fantasy, drama eller serial killer – så skal den tildeles alle de stjerner, der er til ens rådighed.

6 stjerner

Titel: Don’t Look Now
Dansk titel: Rødt chok
Instruktør: Nicolas Roeg
Manuskript: Allan Scott & Chris Bryant
Cast: Julie Christie (Laura Baxter), Donald Sutherland (John Baxter), Hilary Mason (Heather), Clelia Matania (Wendy), Massimo Serato (biskop Barbarrigo)
Foto: Anthony B. Richmond
Klip: Graeme Clifford
Musik: Pino Donnagio
Spilletid: 110 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: UK/Italien, 1973

Anmeldt i nr. 177 | 13/07/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *