Det er efterhånden ved at et godt stykke tid siden der sidst er kommet en varulvefilm frem på DVD-hylderne. Det tætteste man kommer på genren er nok de to nygotiske eventyrfilm Underworld (2003) og dens efterfølger Underworld: Evolution (2006), samt Wes Cravens yderst forglemmelige Cursed (2005).
Ingen af disse film har dog formået at kickstarte en ny bølge af varulvefilm, så elskere af denne gyser-subgenre må stadig ty til de gamle firserklassikere The Howling (1981) eller An American Werewolf in London (1981), hvis man ønsker en god historie med ulvemændene. Og så måske alligevel ikke, for den unge britiske instruktør Neil Marshall har dedikeret sin debutfilm til varulvene.
På DVD’en proklamerer han stolt, hvordan hans inspiration til filmen hovedsageligt kommer fra The Howling og hvordan målet var at lave den bedste varulvefilm nogensinde. Det er ellers noget af en målsætning til en debutfilm, og efter at have set filmen kan undertegnede da også kun konstatere, at den gode hr. Marshall har sat sine mål alt, alt for høje.
Specialtropper vs varulve
Filmen starter et sted ude i det skotske højland. Et ungt kærestepar er på telttur, og om aftenen skal de da også lige til at nyde hinandens selskab, da et uhyre pludselig overfalder dem i deres telt. Vi får aldrig uhyret at se, men ulvehylet, som det afgiver, efterlader ikke megen tvivl om, hvad det var.
Samme tid et sted i Wales er soldaten Cooper (Kevin McKidd) lige blevet fanget af sin overordnede under en militærøvelse. Han har dog undveget fangenskab i 22 timer, hvilket er noget af en rekord, og han bliver straks indstillet til specialtropperne.
Men for at overbevise sin overordnede, Ryan (Liam Cunningham), om sine kvaliteter, får Cooper til ordre at dræbe sporhunden, der fandt ham. Dette nægter Cooper, og Ryan dumper ham derfor, hvorefter han selv resolut slår hunden ihjel.
Fire uger senere er Cooper på en ny øvelse, denne gang med en almindelig deling fra hæren. Denne øvelse finder sted (surprise, surprise!) i det skotske højland og går i alt sin enkelthed ud på, at delingen skal undgå tilfangetagelse af en anden deling, der kommer fra specialtropperne. Hvad Cooper ikke ved, men som seeren erfarer, så er det Ryan, som leder den anden deling, og samtidig er der “noget” der overvåger begge grupper. Det er naturligvis fuldmåne, og varulvene er på spil.
Action
Med et cast stort set kun bestående af mandlige soldater, lægger Dog Soldiers sig genremæssigt mest op af actiongyseren. Dette har imidlertid ikke været nok for Neil Marshall, der også har indskrevet en række vittigheder i manuskriptet for at gøre det til en gyserkomedie. Dette element falder dog helt til jorden, men det vender jeg tilbage til. Først og fremmest viser det sig dog at være at være en actionfilm.
Det tager ikke lang tid for Coopers gruppe, under ledelse af sergent Wells (Sean Pertwee), at finde Ryans deling, men da har varulvene allerede angrebet, og den eneste overlevende er en hårdt medtaget Ryan. Med Ryan på slæb beslutter gruppen sig for at komme så langt væk fra området som overhovedet muligt, men da er det allerede for sent – varulvene har fået færten af deres kød og jagten er begyndt.
Det lykkes soldaterne at kæmpe sig frem til en vej, hvor de nær bliver påkørt af en firhjulstrækker. En ung kvinde, Megan (Emma Cleasby), springer ud, og siger de skal skynde sig ind i bilen. Hun er zoolog og er derude for at se nærmere på rygterne om disse ulvemænd. Den brogede forsamling ankommer til en gård, som er fuldstændig afskåret fra omverdenen, og her prøver de så at overleve natten under konstant belejring af varulvene.
Actiondelen vejer tungt hele filmen igennem men til trods for en stor portion blod og splat, så bliver det aldrig interessant. Det hjælper heller ikke, at Neil Marshall laver adskillige absurde referencer til store krigsfilm, som da en af soldaterne sammenligner deres situation med den, de britiske soldater befandt sig i i filmen Zulu (1964).
Det værste er dog nok varulveeffekterne. Der er ikke blevet brugt mange CGI-effekter i filmen, men til gengæld er der lagt stor vægt på latexkostumer og animatronics. Der er blevet gjort en del ud af kostumerne, men uanset hvordan man vender og drejer det, så ligner det alligevel bare en skuespiller i et varulvekostume.
Humor falder til jorden
Hvor actiondelen bare er lunken, så falder de humoristiske elementer helt til jorden. Der er mange slags vittigheder i Dog Soldiers, der spænder fra kulsorte gags (som da hunden Sam begynder at bide i Harrys bandager, fordi den tror det er legetøj) over filmiske referencer (som da Cooper finder resterne af soldaten Spoon og laver en kæk refererence til The Matrix (1999) ved at sige “There is no Spoon”) og til de direkte lavpandede (som da Harry forsøger at aflede en varulvs opmærksomhed ved at kaste en pind og råbe “Fetch!”). Personligt tror jeg vittighederne har set sjove ud på papiret, men de holder bare ikke, når man ser dem på skærmen. Der virker de alle forcerede og upassende.
Alt i alt må Dog Soldiers betegnes som oplevelse, der ligger under middel. De fleste af fejltrinnene kan vel undskyldes med, at det er en debutfilm, og at budgettet mildt sagt ikke har været skyhøjt, men det ændrer desværre ikke ved, at helhedsindtrykket er skuffende.
Instruktør: Neil Marshall
Manuskript: Neil Marshall
Cast: Kevin Mckidd (Cooper), Sam Pertwell (Sergent Wells), Liam Cunningham (Ryan), Emma Cleasby (Megan)
Producere: David E. Allen, Vic Bateman (executive producer), Keith Bell (co-producer), Christopher Figg (producer), Harmon Kaslow (executive producer), Brian O’Toole (co-producer), Tom Reeve (producer), Romain Schroeder (executive producer), Caroline Waldron (associate producer)
Foto: Sam McCurdy
Klip: Neil Marshall
Musik: Mark Thomas
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital/Surround
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, 2002
Produktionsselskaber: Kismet Entertainment Group, Noel Gay Motion Picture Company, Victor Film Company, Carousel Picture Company
Distributør (DVD): Scanbox (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt af: Troels Bording | 13/08/2006