Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Disturbia

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

DisturbiaGeoff Zanelli leverede til Disturbia et effektivt suspense- og horrorscore, der fungerer glimrende i filmen, men er knap så velegnet som selvstændig lytteoplevelse.

Musikken til D.J. Carusos effektive voyeurthriller Disturbia er komponeret af Geoff Zanelli. Zanellis navn vil især være velkendt for filmmusikentusiaster med hang til musik fra Hans Zimmers Media Ventures-studie (nu Remote Control), for Zanelli er nemlig én af de mange unge komponister, Zimmer har taget under sine vinger.

Geoff Zanelli

Zanelli har ikke så mange solocredits som komponist under bæltet; han er i stedet kendt som én af de utallige komponister, der på mange Media Ventures-scores står krediteret for ”additional music”. I den kapacitet har han arbejdet på musikken til en lang række højt profilerede film inden for de seneste ti års tid – bl.a. alle tre Pirates of the Caribbean-film (2003, 2006 og 2007), Hannibal (2000) og The Last Samurai (2003).

Til dato har Zanelli komponeret musik til ni film, med en tiende undervejs, samt lidt TV; bl.a. leverede han noget af musikken til TV-miniserien Into the West (2005), som var executive produceret af bl.a. Steven Spielberg, der som en del af trekløveret bag DreamWorks også havde en aktie i Disturbia. Som solokomponist er Disturbia formentlig Zanellis højst profilerede projekt til dato (sammen med Hitman fra 2007), og Zanelli viser da også gode takter på Disturbia, der antyder, at han faktisk har talentet til at træde helt ud af Zimmers slagskygge. Han er trods alt kun 34 år gammel, så der er god tid endnu.

Disturbia er bestemt ikke uden stedvise mindelser om andre scores fra Media Ventures og Remote Control, men det er nu ikke derfor albummet ikke er helt vellykket. Det skyldes primært den type musik, Disturbia har krævet som film, og som bare ikke altid giver et album, der er helt godt som selvstændigt produkt. I filmen fungerer scoret virkelig godt, og musikken fejler som sådan ingenting.

Blandet oplevelse

Det, der gør albummet til en blandet oplevelse, er musikkens karakter. Der er næsten udelukkende tale om underscore, og det i øvrigt af den intense, nervepirrende slags, der gør, at man jævnligt får sig et chok, hvis man har albummet kørende, mens man sidder i sine egne tanker. Der er i hvert fald en del pludselige crescendoer og udbrud fra orkestret, som nok skal fange éns opmærksomhed.

Ud over, at albummet stort set kun består af underscore, er det overvejende utematisk. Det er ikke nødvendigvis umelodisk, og der er indtil flere attraktive melodilinjer i de få afdæmpede numre på albummet, men action samt suspense- og horrormusikken (for en del af musikken må faktisk karakteriseres som horror) er stort set utematisk. Der er dog et tilbagevende hovedtema, der høres i ”Disturbia” (nr. 1) med det samme, man sætter CD’en på, og som faktisk er et temmelig effektivt suspensetema. Det dukker op igen i bl.a. ”Stalking A Killer” (nr. 10), og Zanelli formår faktisk også at twiste det til et upbeat ungdommeligt tema i den guitarrockede og let humoristiske ”Poofoot” (nr. 3).

Sidstnævnte er et typisk eksempel på anvendelse af elguitar for at understrege filmens teenagehovedpersoner, og metoden går igen i ”I Like to Play”, men det fungerer faktisk fint i konteksten, og med hensyn til det første af numrene må Zanelli under alle omstændigheder have ros for faktisk at få sit hovedtema inkorporeret.

Et andet eksempel på anvendelsen af den rytmiske musiks instrumenter er i ”Voyeurism” (nr. 4), der er ét af albummets stille numre, hvor Kale belurer den smukke nabopige. Bunden i dette cue er lagt med symfoniorkester, og herover lægger Zanelli så elbas og trommer. Det skaber faktisk en passende halvlummer stemning, der på grund af strygerne imidlertid ikke er uden romantiske undertoner.

Et af albummets fineste numre er det stille ”Fishing”, hvor Zanelli også viser, at han bestemt ikke er en Media Ventures-robot, der kun kan arbejde inden for MV/RC-dogmet. Her er der både en virkelig smuk melodilinje, og nogle attraktive træblæserkompositioner.

Halter i suspense- og horrormusikken

Der hvor albummet halter, når det kommer til at fastholde lytterens interesse, er i de intense suspense- og horrorcues, hvor kernematerialet allerede høres i ”Disturbia”, og hvor cues som ”Stealth Ronnie”, ”The Club Girl”, ”Stalking A Killer” og ”The Basement Graveyard” på mange måder bare er variationer over det samme. Ikke fordi numrene er identiske, men stilistisk er der tale om den samme slags musik: intens suspense- og action-/horrorpræget underscore. Det er bestemt ikke dårligt håndværk, men det er heller ikke synderligt originalt. Det er ikke fordi Zanelli kopierer direkte fra nogen, men det er musik af en type, vi har hørt hundredvis af gange før, og som det kræver en virkelig dygtig komponist at gøre mere end bare middelmådig interessant. Det gør som sagt, at musikken fungerer fint i filmen, men måske har lidt svært ved at opretholde lytterens interesse på album.

Stilistisk har Zanelli naturligvis været under en vis indflydelse af sine MV-cronies: nogle af crescendoerne undervejs forekommer nærmest hundrede procent identiske i det første Pirates of the Caribbean-score, og her aner man måske ét af Zanellis bidrag til Pirates-musikken, men derudover er der i actionmusikken også en vis indflydelse at spore. Derudover spores der en vis stilistisk indflydelse fra James Newton Howards score til Signs (2002), og det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Det kommer til udtryk i form af noget af suspensemusikken, hvor en meget lav blæserostinato minder meget om noget af musikken fra Signs (hør f.eks. de sidste 30 sekunder af ”The Club Girl”). Alt i alt synes jeg dog, Zanelli med Disturbia har gjort en ihærdig indsats for at slippe ud af Media Ventures-skyggen, og uanset at en del af suspense- og horrormusikken ikke er vildt interessant, er det bestemt heller ikke decideret dårligt.

Musikken er langt overvejende symfonisk, men som sagt med enkelte numre, der helt er helliget rockmusikkens instrumenter og enkelte numre, der blander de to. Dertil kommer lidt synthesizer hist og her. Blandingen fungerer glimrende, og Zanelli viser hele vejen igennem, at han har talent for at komponere symfonisk filmmusik. Det, samt hans unge alder, betyder forhåbentligt, at Zanelli, ligesom andre før ham, med tiden for alvor vil bryde båndene til Media Ventures og etablere sig med sin egen selvstændige stemme som komponist.

Disturbia viser i hvert fald, han har evnerne. At filmen har krævet musik, der ikke udgør en ubetinget vellykket lytteoplevelse som selvstændigt album er ikke Zanellis skyld.

Nummerliste:
1. Disturbia (7:02)
2. Fishing (3:52)
3. Poofoot (1:15)
4. Voyeurism (2:35)
5. Every Killer Lives Next Door To Someone (3:35)
6. I Like To Play (1:47)
7. Stealth Ronnie (5:11)
8. Walking Ashley Home (2:01)
9. The Club Girl (2:47)
10. Stalking A Killer (7:15)
11. The Basement Graveyard (8:50)

Total spilletid: 46:15

3 stjerner

Titel: Disturbia
Komponeret af: Geoff Zanelli
Dirigeret af: Bruce Fowler
Orkestrering: Bruce Fowler, Walt Fowler, Rick Giovinazzo & Yvonne S. Moriarty
Udgivet: 2007
Produceret af: Geoff Zanelli
Label: Lakeshore Records – LKS-33935

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/04/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *