13. juni 2006

WE3

WE3På trods af at WE3 ikke er videre original og til tider er både patetisk og letkøbt, er det samlede resultat intet mindre end følelsesmæssig dynamit, der går rent ind. Grant Morrison har i samarbejde med tegneren Frank Quitely skabt et mesterværk, der er blandt det bedste der er blevet sendt på gaden på det danske tegneseriemarked i nyere tid.

Her har vi med en af de mest enkle og rørende fortællinger at gøre, som længe har set dagens lys på dansk grund. Albummet med titlen WE3 er blevet til i et samarbejde mellem to generationer af tegneserieskabere.

Historien er skrevet af Grant Morrison, én af industriens absolutte sværvægtere, der har leveret manuskripter til klassikere som Batman-fortællingen Arkham Asylum og serien The Invisibles. Her på Planet Pulp finder du ham også omtalt i forbindelse med bladet 2000AD og De Fantastiske Fire 1234.

Grant Morrison er i det hele taget en herre, det er svært at komme udenom, hvis man da blot interesserer sig en smule for tegneserier. Hans varemærke er den gode historie, fortalt med dybe litterære kvaliteter, splejset sammen med en sindrig psykologisk indlevelse. Morrison har typisk noget på hjerte, og han er ikke bange for at lade sine hovedpersoner udtrykke store budskaber, om det så er gennem superhelte eller dyr, som det er tilfældet i WE3.

Dyr som krigsvåben
De tre små krigsmaskiner
De tre små krigsmaskiner

Frank Quitely repræsenterer den unge generation. Han har efterhånden tegnet en del, men målt i forhold til branchens gamle hunde, har han endnu knap trådt sine barnesko. Quitely har tidligere illustreret Flex Metallo, noget Sandman og Superman, men det er i sammenhæng med illustrationerne til The Invisibles, at man første gang kan knytte forbindelsen mellem Quitely og Morrison. Det er dog først med WE3, at de for alvor danner makkerpar, og det er et intet mindre end imponerende produkt de har fået ud af det.

Den levende kampvogn
Den levende kampvogn

Lad os se på handlingen i WE3. Vi befinder os i en ikke alt for fjern fremtid, et sted i Nordamerika. Regeringen har som sædvanlig ikke noget godt for, og i al hemmelighed er militæret i fuld gang med bioteknologiske eksperimenter. Fremtidens krige skal nemlig ikke udkæmpes med atomvåben eller andre drastiske bombetyper – fremtidens krige skal rent faktisk slet ikke udkæmpes af mennesker.

I stedet har videnskabsmændene i smug fundet ud af, at dyr skal træde i soldaternes sted. Gennem uhyrlige eksperimenter har regeringen skabt de såkaldte Biorgs – pattedyr der gennem tekniske implantater og enormt udstyr er blevet omdannet til de perfekte dræbermaskiner. Indtil videre har den amerikanske regering kun skabt tre af slagsen. Disse er baseret på en hund, en kat og en lille kanin. Ja, det lyder grotesk, og det er det rent faktisk også.

Dræberdyr på fri fod
Hund og kanin i krigsdragt
Hund og kanin i krigsdragt

Biorgsne er blevet programmeret og trænet af Dr. Roseanne Berry. Det er hende, der har udviklet dyrene, og hende, der mere eller mindre egenhændigt har stået for projektet. Det er derfor også med en vis forundring, at hendes chefer opdager, at Dr. Berry har lært de tre dyr at tale. De kan således udtale deres egne navne, der ganske enkelt lyder 1, 2 og 3. Men dyrene er også i stand til at udtrykke enkle ønsker og følelser. Biorgsne har allerede været på flere testmissioner, og WE3 åbner da også med en lille prøve på “soldaternes” evner. Vi ser dem brutalt snigmyrde en eller anden ved navn Guerrera, og forstår med det samme, at de ikke er til at spøge med.

De har kun ét ønske: at finde hjem
De har kun ét ønske: at finde hjem

Desværre viser det sig, at regeringen har besluttet at de tre dræbere ikke er effektive nok. Der skal større og bedre biorgs til, og derfor får Berry besked på at aflive sine dyr. Her begynder handlingen så for alvor. Berry har naturligvis fået et nært forhold til sine tre venner, og hun nænner ikke at dræbe dem. I stedet lader hun dem slippe fri, og så bryder helvede ellers løs.

De tre dyr er trænet til at dræbe og overleve. De har bedre sanser end mennesker, og er udstyret med en vanvittig mængde smarte gadgets, der kan sprede død og ødelæggelse. Med historiens egne ord beskrives kaninen som trænet til at udlægge miner og giftgas, hunden som en omvandrende tank, og katten som en lydløs dræber. Tak for kaffe, og disse tre er nu på fri fod i det nordamerikanske vildnis med kurs mod den nærmeste storby.

Det betyder mulighed for anselige civile tab, samt store problemer for militæret. Vigtigst af alt er det dog, at politikerne står med et forklaringsproblem, hvis offentligheden skulle få kendskab til de stærkt uetiske eksperimenter der er blevet udført på dyrene. Alt bliver derfor sat ind for at uskadeliggøre biorgsne før det er for sent.

First Blood møder E.T.
Dynamik og energisk tegnearbejde
Dynamik og energisk tegnearbejde

Nu begynder en blodig kamp mellem regeringstropperne og de tre dyr, der kun har ét mål, og det er at komme hjem. Det skal måske indskydes her, at de tre dyr alle var helt almindelige kæledyr, før de havnede i regeringens klør. Dette har dyrene endnu en eller anden form for erindring om, og det er dette der driver dem videre. Tilmed husker de Dr. Berry som en art mor for dem. Det er hende der gav dem mad og plejede dem, så nu søger de også efter deres mor. Under al den megen maskineri og dødbringende teknologi, gemmer der sig altså nogle små, frygtsomme kæledyr, der ikke ønsker andet end at finde det sted de hører hjemme.

Så skal der vist heller ikke siges mere om handlingen her. Historien er ekstremt enkel, og fortalt i en ordknap stil, der repræsenterer dyrenes noget begrænsede ordforråd. Handlingen, hvis man skal tillade sig nogle filmiske paralleller, minder om en diabolsk krydsning mellem First Blood (1982) og E.T. (1982). Dette skaber en hjerteskærende historie, hvor de tre stakkels dyr gør hvad de er blevet trænet til, men samtidig konstant presses til at dræbe, på grund af menneskenes manglende forståelse. Måske kan sammenligningerne ovenfor virke svært forståelig, men har man først samlet WE3 op og læst lidt i den, er lighederne åbenlyse.

Det er med andre ord en ret ligefrem fortælling, Morrison har brygget sammen, og i sig selv er den ikke videre original. Flere steder er den faktisk patetisk og en smule letkøbt, men alt dette mere end overtrumfes af Quitelys fabelagtige illustrationer. Med en stil der står krystalklart på siderne, og en naturalisme der i lige linie peger tilbage mod klassisk europæisk tegneseriekunst, fylder han WE3 på en måde, som næppe mange andre kunne gøre det.

Naturalismen og den pinagtige nøjagtighed hvormed han gengiver alt man ser på siderne, giver alle karaktererne et liv og en troværdighed, der bærer selv de mest følelsesmæssigt overlæssede passager. Enkelte steder formår Frank Quitely endda at trække et par overraskelser ud af ærmet, der grafisk er særdeles imponerende. Dette understøttes så af den stilsikre, men dog ret traditionelle måde som siderne er opbygget på.

Emotionelt dynamit
Godnat lille kanin
Godnat lille kanin

WE3 er en ægte tåreperser. Det er en dybt rørende fortælling, som på grummest tænkelig vis formår at illustrere udnyttelsen af de, der er svagere end en selv – her illustreret gennem værgeløse kæledyr. Jeg blev selv påvirket af historien, og havde svært ved at glemme dyrenes ubehjælpsomme dialog, efter albummet var læst til ende.

Normalt er det ellers ikke de mere følsomme historier der tiltaler mig, men WE3 gik rent ind. Dette er intet mindre end emotionelt dynamit, og Grant Morrison har i samarbejde med Frank Quitely skabt et mesterværk. Jeg er sikker på at dette vil gå hen og blive en af de helt store klassikere, og albummet vil uden tvivl appellere særdeles bredt. WE3 er blandt det bedste der er blevet udgivet på dansk i nyere tid, så snyd dig ikke for den!

Albummet er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

6 stjerner

Titel: WE3
Originaltitel: WE3
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frank Quitely
Farvelægning: Frank Quitely
Albumlængde: 104 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup
hvid
Udkom i USA i 2004 på forlaget DC/Vertigo.
Udkom i Danmark i 2006 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/06/2006