Die Hard 2

I 1990 hungrede publikum efter en opfølger til den skønne actionfilm Die Hard. Karakteren John McClane, og ikke mindst skuespilleren Bruce Willis, havde tilføjet actiongenren ny energi.

Die Hard 2 er baseret på romanen 58 Minutes fra 1987 af Walter Wager – en roman der fik nyt liv efter filmen udkom.

Fra højhuset til lufthavnen

I Die Hard 2 er scenen sat i Dulles International Airport, en lufthavn der er placeret 42 km vest for centrum i Washington, D.C.

Det er koldt. Der er sne i luften, og i det hele taget har man mest lyst til at være indendørs og nyde sneen indefra. I kender sangen, hvor der synges “Oh, the weather outside is frightful, But the fire is so delightful. And since we’ve no place to go. Let it snow! Let it snow! Let it snow!”

Men den hygge kan John McClane godt skyde en snehvid pind efter. John ankommer til lufthavnen for at hente sin hustru Holly; hende han reddede i den første film.

John har i mellemtiden, de to år efter den første film, fået styr på privatlivet, og han er flyttet til LA for at være strømer dér, tæt på familien. Så der er lagt i ovnen til julehygge.

Men som sagt er det IKKE det, der kommer til at ske, for en gruppe terrorister har skumle planer. Og nu er det op til John at stoppe dem og redde Holly!

En gentagelse af en stor succes

At filmen på mange områder er en gentagelse af den første film, kommer nok ikke (når man kender lidt til mekanismerne i Hollywood) som den store overraskelse.

At filmen selv er bevidst om det, er så en sjov lille metadetalje, som actiongenren netop var præget af i de år. Hør blot, hvad McClane siger til sig selv:

“Oh man, I can’t fucking believe this. Another basement, another elevator. How can the same shit happen to the same guy twice?”

Die Hard 2 er en film, jeg har set et utal af gange. Og jeg elsker den som en solid actionfilm, hverken mere eller mindre. Den er fyldt med spektakulære actionsekvenser (blandt mine favoritter er scenen med istappen) og skønne one-liners, men uden den farlighed og vildskab, som var i den første film.

McClane, der var en fræk metabevidst nyskabelse i forhold til actionhelten, er nu mere en klassisk helt, og det er som sådan også skønt.

Filmen er dog en anelse for lang, og man kan diskutere, om der måske ikke kunne være skåret lidt ned på diverse plot twists, men det rykker ikke ved, at filmen er voldsom og voldsomt underholdende.

Og hvem tænker ikke med glæde på denne opsang, McClane giver lufthavnsbetjenten Carmine:

“Hey, Carmine, let me ask you something. What sets off the metal detectors first? The lead in your ass or the shit in your brains?”

Da film nummer tre skulle laves, den fine Die Hard with a Vengeance fra 1995, gik man heldigvis andre veje end “bare” en gentagelse, og det kan man læse meget mere om i Tommys anmeldelse af dén film.

Fra Finland til Hollywood

Og nu skifter vi lige scene til Finland og filmens instruktør. Forestil dig det her:

Du skal lave fortsættelsen til en af alle tiders bedste actionfilm.

Lad den synke ind. Forestil dig presset på dine skuldre, alle de mennesker, der kommer til at have en mening om din film, alle de mennesker, du kan skuffe.

Forestil dig så, at du er Renny Lauri Mauritz Harjola. Du er født i Riihimäki i Finland, og du er 29 år gammel, da du siger ja til opgaven. Du har fire film på dit CV, hvoraf den ene udkommer samtidig med Die Hard 2.

Før Renny Harlin, ja det er nemlig ham, blev et varmt navn i Hollywood, var han et lille navn i Finland med titler som Houstaanotto (en kortfilm på 6 minutter, 1980) og Kohtauspaikka 33 (ligeledes en kortfilm på 18 minutter, 1981).

Renny arbejdede også som fotograf og havde små skuespilroller i finske film. Det var koldt i Finland, og Renny kom ingen vegne. Men så var det, at en tur til USA ændrede på tingene.

Efter et møde med Markus Selin, der også kommer fra Finland, begyndte Renny at skrive manuskriptet til deres fælles film Born American, der kom på markedet i 1986.

Filmen er en finsk-amerikansk produktion, instrueret af Renny og med manus af Renny og Marcus og med selveste Mike Norris i hovedrollen – Mike er søn af den mere kendte Chuck, der bærer det samme efternavn.

Born American var den dyreste film i Finlands historie, men desværre blev den bandlyst i Finland, da den havde et noget kritisk syn på russerne. Det blev under alle omstændigheder starten på Rennys USA-tour. Og første stop var den effektive fængselsgyser Prison fra 1987.

Og i 1990 kom så både actionhittet Die Hard 2 og den senere kultfilm The Adventures of Ford Fairlane.

I 1993 var det så tid til, at Renny skulle instruere Sylvester Stallone i rollen som Sankt Bernhard-hund i den fremragende Cliffhanger, og i 1995 ventede der Renny en økonomisk maveplasker i form af Cutthroat Island, som i mine øjne er en meget undervurderet film.

Solid actionfilm

Men Renny fik hurtigt skibet på rette køl, og The Long Kiss Goodnight gav ham i 1996 en fortjent kæmpesucces.

I 1999 lavede Renny sin, indtil videre, sidste store succes i form af hajfilmen Deep Blue Sea, og det er som om, finnen har mistet noget af sit touch i det nye årtusinde. Men dengang, i 1990’erne, var Harlin en af mine personlige favoritter.

Med Die Hard 2 gav Renny dog verden en fin og effektiv actionfilm (har man brug for mere?), tak for det Renny og Yippee-ki-yay, motherfucker!

Anmeldt i nr. 234 | 13/05/2025

Stikord: 2’er, Fortsættelse