Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Diamonds Are Forever

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Diamonds Are Forever var måske nok den hidtil svageste Bond-roman, da den udkom, men romanen er stadigvæk læseværdig, om ikke andet så for Flemings miljøbeskrivelser, der efter den fjerde roman i serien mere og mere fremstår som forfatterens egentlige styrke.

I den fjerde Bond-roman sender Ian Fleming endnu engang James Bond til USA. Denne gang bliver Bond sat til at indsamle efterretninger om en diamantsmuglerring, der smugler diamanter ud Afrika, via England og til USA. Når MI6 bliver involveret i sagen, skyldes det, at diamanterne kommer fra områder i Afrika, der – da romanen blev skrevet – var under britisk kontrol.

Diamantsmuglingen bekymrer den britiske regering, fordi diamantminerne er big business, så regeringen vil gerne have lukket den pipeline (som den omtales i romanen), der løber mellem Afrika og USA. Efterretningstjenesten har også et par mistænkte i kikkerten, så James Bond kaldes ind.

Bond i pipelinen

Ian Fleming (1908-1964)

Bond bliver sat ind i pipelinen i stedet for en smugler, som myndighederne har anholdt, og første stop på vejen er hos amerikaneren Tiffany Case, der i flere omgange har stået for transporten af diamanter fra London til USA. Tiffany Case er selvfølgelig en smuk kvinde, og Bond falder da også øjeblikkeligt pladask for hendes afvisende stil.

Bond rejser til USA, hvor han møder repræsentanter for The Spangled Mob, en mafiafamilie under ledelse af brødrene Spang. Herefter fører begivenhederne Bond videre til kur- og hestevæddeløbsbyen Saratoga Springs i upstate New York, hvor Bond får hjælp af sin gamle kammerat Felix Leiter, der efter begivenhederne i Live and Let Die (1954), har forladt CIA og nu arbejder for detektivselskabet Pinkertons.

Efter at have oplevet mafiaens svindel omkring hestevæddeløb og efter første gang at være stødt på de to ubehagelige mafia-enforcers Kidd og Wint, sætter Bond endelig kursen mod Las Vegas, hjemstedet for The Spangled Mob og scenen for optakten til romanens klimaks.

Narrativt den mindst interessante hidtil

Førsteudgaven af 'Diamonds Are Forever', Jonathan Cape, 1956

Diamonds Are Forever er den mindst tilfredsstillende af Ian Flemings Bond-romaner op til dette punkt. Ikke fordi romanen ikke er underholdende, for det er den, men der er et grundlæggende problem ved den måde, Fleming har konstrueret romanen på. Bonds mission er nemlig ret svag: Han bliver sådan set bare sendt af sted for at skaffe beviser for, at det virkelig er Spang-brødrene, der står bag diamantsmuglingen, og det er det.

Det har den effekt i romanen, at Bond stort kun er reaktiv, men sjældent proaktiv, sådan som ellers har været tilfældet i de foregående tre romaner. Det er tydeligt, at Ian Fleming har været bevidst om det, for han lader endda Bond udtrykke sin irritation over at mangle initiativet. Men det ændrer ikke ved, at romanen savner den fremdrift, der har været kendetegnende for de første romaner i serien.

Godt nok skete der ting i både Casino Royale (1953), Live and Let Die og Moonraker (1955), der var helt uden for Bonds kontrol, men Bond var altid klar med en reaktion. I Diamonds Are Forever, sker der ikke det helt store fra hverken Bonds eller skurkenes side, og optakten til klimakset er endda lidt tilfældigt og primært afledt af Bonds irritation og ikke så meget en overlagt plan for at få skurkene ned med nakken. Derudover må man også erkende, at skurkene ganske enkelt ikke er synderligt interessante, og mange andre forfattere har skrevet langt bedre om den amerikanske mafia.

Derfor er Diamonds Are Forever på et rent narrativt niveau helt klart den mindst interessante indtil videre, men heldigvis formår Fleming at trække skuden i land på anden vis: Dels ved at skrive Bond-seriens hidtil mest interessante kvindelige hovedperson; dels ved hans miljøbeskrivelser, der som altid er virkeligt læseværdige.

Damaged goods

Tiffany Case er den kvindelige hovedperson i Diamonds Are Forever, og hun er den mest facetterede og “ægte” af Bond-romanernes kvindelige figurer op til dette punkt. Selv om hendes baggrundshistorie også er flamboyant og overdrevet, er der elementer af realisme i den, der gør Case til en ganske sandsynlig figur. Fleming bruger mere tid og mere plads på hende end på kvinderne i de tidligere Bond-romaner, og Case er også spændende ved, at hun helt åbenlyst spiller på skurkenes side ved romanens indledning.

Man ved som læser selvfølgelig godt, at Bond nok skal få hende omvendt før eller siden, men til gengæld holder Fleming spændingen i lang tid, når det handler om Bond og Case som elskere. Case beskrives som det, man med et godt amerikansk udtryk kalder damaged goods, og for en gangs skyld er man som læser ikke hundrede procent sikker på, om det mon skal lykkes Bond at score hende. Jeg skal nok lade være med at afsløre udgangen her..

Miljøbeskrivelserne redder romanen

Romanens miljøbeskrivelser er dog det, der for alvor redder den fra at være en halvflad læseoplevelse. Selv om Fleming fortsat skriver sin korte og præcise prosa, klart inspireret af den hårdkogte kriminallitteratur, så formår han alligevel at beskrive miljøer og situationer på en stemningsfuld og meget suggestiv facon.

I Diamonds Are Forever er det New York, Saratoga Springs og Las Vegas, der udgør romanens bagtæppe, samt i epilogen også Queen Elizabeth II. Alle lokaliteterne beskrives atmosfærisk og gøres interessante, især Saratoga Springs, som Fleming tydeligvis har været fascineret af. Epilogen ombord på Queen Elizabeth II byder på noget af romanens bedste og mest konkrete spænding og får én til fundere over, hvordan det mon ville have været, hvis Fleming havde skrevet en hel Bond-roman, der foregik på et skib i rum sø.

At miljøbeskrivelserne er så vellykkede skyldes måske også, at hele romanen er produktet af en rejse, Fleming foretog efter at have fået idéen til romanen, da han læste om diamantsmugling fra Sierra Leone. Før han satte sig til skrivemaskinen, tog Fleming på en længere researchrejse til USA sammen med to venner, og nogle af Flemings egne oplevelser fandt direkte vej til romanen. Det gælder f.eks. Bonds besøg i det nedslidte mudderbad i Saratoga Springs, Felix Leiters Studillac og flere andre elementer.

Fleming besøgte både Saratoga Springs og Las Vegas på sin tur i 1954, inden han skrev romanen i begyndelsen af 1955 i Goldeneye på Jamaica. Som altid skrev Fleming hurtigt, og første udkast af romanen var færdig, da Fleming rejste tilbage til London i marts 1955.

At Fleming i øvrigt har været dybt fascineret af hele diamantsmuglingshistorien afspejler sig også i det faktum, at han 1957 udgav non fiction-bogen The Diamond Smugglers, der er baseret på en række artikler Fleming skrev for The London Sunday Times i løbet af 1957.

Death and diamonds

Selv om det lykkes Fleming at redde Diamonds Are Forever på grund af hans evner til på imponerende lidt plads at etablere en stemning og beskrive miljøer, undgår man ikke at ærgres lidt over, at selve handlingen er så spinkel, som den er. Diamanter er jo den perfekte metafor for James Bond, agenten med licens til at uddele død, hvilket Fleming udmærket har været klar over.

Flere steder kobler Fleming selv døden og diamanter sammen, ja han lader endda Bond selv gøre det, selv om Bond i sidste ende er for jordnær til at holde tanken:

Death is forever. But so are diamonds. […] All this business about death and diamonds was too solemn. For Bond it was just the end of another adventure.

Samlet set er Diamonds Are Forever måske nok den svageste af de første fire Bond-romaner, men man skal ikke tage fejl: Romanen er stadigvæk læseværdig, om ikke andet så for Flemings miljøbeskrivelser, der efter den fjerde roman i serien mere og mere fremstår som forfatterens egentlige styrke.

4 stjerner

Titel: Diamonds Are Forever
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår:1956Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 229

Diamonds Are Forever er udkommet på dansk i fem udgaver, heraf de fire på forlaget Grafisk. Første gang romanen udkom var i 1957 på forlaget Grafisk under titlen Diamanter varer evigt! Grafisk udgav en ny udgave af romanen under samme titel i 1963 og igen i 1965, her under titlen Agent 007 spiller højt. Fjerde udgave kom på Grafisk i 1967, vistnok igen med titlen Diamanter varer evigt! Derefter skulle der gå næsten fyrre år inden den seneste udgave af romanen, der kom på Aschehoug i 2006 under titlen Diamanter varer evigt.

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *