Den Gyldne Stad

Den Gyldne Stad fra 1987 (dansk 1988) er andet bind i Ekstra Bladets “du er selv hovedpersonen”-serie, hvor Jagten på Krystalkuglen er det første. Se for øvrigt anmeldelsen af Jagten på Krystalkuglen for en nærmere gennemgang af dette.

Blegner

I modsætning til Jagten på Krystalkuglen benytter Den Gyldne Stad sig ikke af terninger og tal, så tilfældighedsfaktoren er væk, og det er mildest talt lidt ærgerligt. På albummets bagside ser man Adam Drake – med et meget fjoget udtryk – kigge sig selv i spejlet. Som læser bliver man sidestillet med Adam Drake, og hør blot her hvordan albummet bl.a. introduceres:

“Nu er det slut med den passive rolle som læser, for slutningen på dette eventyrspil i tegneserieform afhænger helt og aldeles af dig! Du skal færdes i et rige fyldt med blodtørstige uhyrer og grumme troldmænd! Vælger du forkert, kan det få katastrofale følger for dig og din makker! På hver side kan du risikere at dø på de frygteligste måder! Valget er dit! Slå op på første side – og bliv eventyrspillets helt!”

Bemærk blot alle de mange udråbstegn. Folkene der forsøgte at sælge albummet, gjorde alt for at slå fast hvor originalt og spændende, konceptet var. Det falder dog lidt til jorden efter en endt gennemspilning. Det er simpelthen for nemt, og Den Gyldne Stad blegner i forhold til eksempelvis Jagten på Krystalkuglen og samtlige Sværd & Trolddom-bøger.

Mangler farlighed

Som læser/spiller styrer man Adam Drake, en nobel og ædel kriger, der er på jagt efter sin ærkefjende Gorth – denne jagt falder dog i baggrunden, men fungerer som en rød tråd og en konstant reminder til Adam om, hvorfor han kaster sig ud i den ene farlige situation efter den anden.

Adam ankommer på albummets første side til den store by Evengaurd og hurtigt møder han den rapkæftede tyv og gøgler Belcanto, der bliver hans makker historien igennem. Belcanto er intet ringere end definitionen på et comic sidekick. Selv i de mest tilspidsede situationer har han en sjov replik, og det gør, at man godt nok trækker på smilebåndet et par gange, men det er også med til at fjerne spændingen og den farlighed, som historien kunne have haft.

Efter mødet med Belcanto går der ikke lang tid før vores helte kommer ned i byens undergrund, hvor de sammen må bekæmpe en kult af mordere og djævletilbedere. Herefter rejser de videre til Den gyldne stad, hvor handlingen tager fart. Hele den første halvdel er så lineær og reelt uden valgmuligheder, at det faktisk er synd at kalde det et spil, men heldigvis folder albummet sig en smule ud i anden halvdel.

Gammeldags og konservativ stil

Hvor Larnoys streg i Jagten på Krystalkuglen peger frem mod en mere moderne stil, gør Terpants illustrationer til Den Gyldne Stad det modsatte. Her er tale om en god, gammeldags og konservativ stil, der ikke kan forarge nogen. Stilen gør ikke opmærksom på sig selv og er “kun” med for at understøtte handlingen. Det har naturligvis også sin egen charme, men det gør også Den Gyldne Stad til en meget ordinær oplevelse, især i forhold til Jagten på Krystalkuglen.

Terpants streg minder om noget fra 60’erne eller 70’erne. Stilen er meget børnevenlig og mangler den frækhed, man ser i Jagten på Krystalkuglen. Dette understøttes også af historien i Den Gyldne Stad, der er mere præget af fald-på-røven-humor end den lumre og beskidte humor, man ser i Jagten på Krystalkuglen. Der er naturligvis en del dødsscener, men disse er ofte af humoristisk karakter, der understreges af den scene, hvor vores hovedperson og hans ven forvandles til aber af en ond troldmand.

Ordinær

I Den Gyldne Stad er der er tale om en helt ordinær high fantasy-verden, som minder meget om eksempelvis rollespilsselskabet TSR’s Greyhawk-setting. Alt ligner en poleret og lettere kikset middelalderverden, hvor der er tilsat overnaturlige elementer.

Det er noget, vi kender fra diverse Hallmark-produktioner, men hvis jeg skal komme med et helt nøjagtigt billede på Den Gyldne Stads visuelle udtryk, vil jeg henvise til, at man ser filmen Dungeons & Dragons (2000). Ud over det visuelle er filmen og albummet også ens hvad angår klichéer og dårlig humor.

Adam Drake er en ganske ordinær helt med hjertet på det rette sted og det korrekte 80’er-helte-look: Muskuløs krop og med blondt, langt nakkehår samt et fint lille overskæg. Hele Doug Headline og Salvettis historie oser langt væk af humor og en fjollethed, der mere hører hjemme i en Jumbobog. Eksempelvis redder vores helt en bankdirektør, der i en grinagtig sekvens giver Adam to poser fyldt med guld. Desuden er samtlige bipersoner platte og dybt uoriginale.

På den positive side skal det nævnes, at historien skifter retning halvvejs igennem. I den første halvdel føler man sig som “spiller” godt og grundig snydt, da der næsten ikke er nogen valgmuligheder. Men da Adam Drake og Belcanto langt om længe ankommer til Den gyldne stad, begynder vi som læsere også at få flere valg, og historien kan nu tage næsten uventede retninger.

Naiv charme

Når alt det negative er sagt, har Den Gyldne Stad dog stadig en naiv charme, som bestemt gør den et bekendtskab værd, og den er et levn fra en gylden periode i 80’erne for de såkaldte gamebooks – her har vi bare at gøre med en gamecomic. Dens problem er nok også, at den kom ud efter Jagten på Krystalkuglen, og at den ikke rammer mig som målgruppe. Måske et yngre publikum vil få et større bytte end jeg gjorde.

Anmeldt i nr. 12 | 13/10/2006

Stikord: Gamebook