Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Deja Vu

Deja Vu
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Musikken til Deja Vu er alt andet end original, og man kan måske gå så vidt som til at sige, at den er generisk og sjælløs. Ikke desto mindre fungerer den udmærket både i filmen og som selvstændig lytteoplevelse.

Musikken til Tony Scotts underholdende tidsrejsethriller Deja Vu er komponeret af Harry Gregson-Williams, der har været Scotts foretrukne komponist siden Enemy of the State (1998), som Gregson-Williams komponerede musikken til sammen med en anden gammel Media Ventures/Remote Control-kending, nemlig Trevor Rabin.

Efter Enemy of the State leverede Gregson-Williams musikken til resten af Tony Scotts spillefilm – Spy Game (2001), Man on Fire (2004), Domino (2005), Deja Vu (2006), The Taking of Pelham One-Two-Three (2009) og Unstoppable (2010), der blev Scotts sidste spillefilm.

Deja Entendu

Gregson-Williams’ musik til Deja Vu passer perfekt til filmens titel – om end det naturligvis burde hedde ”Deja Entendu”, for der er vitterligt adskillige steder i løbet af scoret, hvor man sidder med en fornemmelse af, at have hørt det hele før. Og man tager heller ikke fejl. Man kan bare stikke scoret fra Spy Game i CD-afspilleren og høre, hvordan Gregson-Williams kopierer direkte fra sig selv indtil flere steder.

Årsagen til det er med allerstørste sandsynlighed, at Scott har brugt musikken fra Spy Game som temp track til Deja Vu og derefter enten har bedt Gregson-Williams om at holde sig til samme stil eller været ligeglad med, at Gregson-Williams har kopieret udstrakte dele af sit partitur.

Fint nok. Som én af de omkring 10 mennesker i det kendte univers, der rent faktisk synes, at musikken til Spy Game er ret god, har jeg ikke det store problem med, at Deja Vu lyder som en direkte fortsættelse til spionthrilleren. Men mange vil uden tvivl hive James Horner-geværet frem og gå alvorligt i rette med Gregson-Williams’ tendens til selvplagiering.

Det skal da også med det samme siges, at Gregson-Williams på ingen måde scorer point for originalitet med sin musik til Deja Vu, men når det så er sagt, er scoret altså ganske habilt og endnu vigtigere: Det gør sit job.

Orkester og synthesizer

De måder hvorpå Deja Vu minder om Spy Game, men også f.eks. Man on Fire, er primært betinget af orkestrering og stilistisk tilgang. Når Gregson-Williams komponerer musik til moderne thrillere eller actionfilm, er hans stil baseret på en blanding af symfonisk musik og masser af electronica – ofte i form af diverse former for drum loops, men også som mere udstrakte synthflader. Et glimrende eksempel på stilen høres i ”Algiers Ferry” (nr. 1), der også inkorporerer kvindevokal, som Gregson-Williams også brugte i udstrakt grad i musikken til Spy Game.

Det indledende cue introducerer også scorets hovedtema, der måske ikke er synderligt iørefaldende, men ikke desto mindre ganske godt. Det er alvorligt, højtideligt og en smule trist – men nu er emnet for filmen jo også hjemmegroet terrorisme, og det er jo en alvorlig sag. Samme stil fortsættes i øvrigt i ”The Aftermath” (nr. 2), men med det næste cue ”Dazzle Me” kommer der mere gang i den – i hvert fald hvis man dermed mener i Gregson-Williams’ arsenal af synthesizere og i kopimaskinen, for endnu engang er der tale om et cue, der minder utroligt meget om noget, vi kender fra Spy Game.

Men skidt med det – for det er ret godt, og nummeret går i anden halvdel over i en solofremførsel af et meget attraktivt tema, først på flygel og dernæst akustisk guitar. Et andet virkelig fint, stille tema høres i det umiddelbart følgende cue ”Claire’s Apartment” – vel nok filmens kærlighedstema, selv om det er lidt svært at klistre labels på temaerne. Faktisk er der en generel tristesse ved alt det tematiske materiale, Gregson-Williams præsenterer på Deja Vu, og det virker som en god modvægt til den langt mere direkte og lige-ud-ad-landevejen stil, han lægger for dagen i actionmusikken.

Action og pompøst opblæst

For selvfølgelig er det ikke stille og roligt det hele. Gregson-Williams disker også op med en portion suspense- og actionmusik i sin vanlige stil. Anden del af ”Claire’s Apartment” og første del af ”Better Have Some Ky” (nr. 5) er typisk suspense á la Gregson-Williams, og ”You Can Save Her”, der varer lige over 9 minutter, er for størstepartens vedkommende rendyrket actionmusik, komplet med masser af synthesizer.

Scoret slutter med ”Claire’s Rescue”, der starter pompøst opblæst i bedste Media Ventures-stil, men som udvikler sig til en mere afdæmpet præsentation af nogle af scorets temaer. Herefter følger et Macy Gray-nummer og endelig en rædsom remix-udgave af ”Humvee Chase”, som man står sig klogest ved at slukke for.

Sjælløs

Og hvor lander Deja Vu så som score? Jo, det kommer helt an på smag og behag. Hvis man tilhører den del af filmmusikpublikummet, der begræder det klassiske scores tilsyneladende bortgang, vil Deja Vu bare være endnu et søm i kisten. Hvis man derimod godt kan lide scores, der blander symfonisk musik med et stærkt rytmisk element, vil Deja Vu helt sikkert være vand på ens mølle.

Personligt er jeg noget ambivalent over for Deja Vu – og generelt over for den stil, Harry Gregson-Williams lægger for dagen. Det er umuligt at løbe fra det faktum, at musikken virker i filmen, og det er det absolut vigtigste. Det er også bare umuligt at løbe fra den konstatering, at Deja Vu repræsenterer en filmmusikstil, der ikke har en identitet.

Som sagt minder Deja Vu meget om Spy Game, hvilket der som nævnt er en forklaring på. Værre er det, at man kunne tage Gregson-Williams’ musik og stoppe det ind i snart sagt enhver thriller med et teknologisk plotelement og aldrig mærke forskel. Det er funktionel, men generisk og anonym filmmusik: Umiddelbart behageligt at lytte til, men også helt og aldeles sjælløst.

Som sådan er det interessant at sammenligne Harry Gregson-Williams med én af hans gamle Media Ventures-kolleger, nemlig John Powell. John Powell ligner Gregson-Williams i den forstand, at han også tog den stilistiske blanding af orkester og synthesizer med sig fra sine dage som Hans Zimmers protegé.

Men hvor Gregson-Williams har haft visse problemer med at få blandingen til at fungere på egne præmisser, har John Powell udviklet sin helt egen stil, der både har sjæl og identitet. Interessant nok har Gregson-Williams ydet sit bedste i de scores, hvor han har lagt synthesizerne til side, og koncentreret sig om symfoniorkestret.

Easy listening

Når alt dette er sagt, må jeg med det samme indrømme, at jeg faktisk ret godt kan lide musikken fra Deja Vu – akkurat ligesom jeg ret godt kan lide musikken fra Spy Game. Selv om det på ingen måde skinner af hverken originalitet eller har nogen stærk identitet på egne eller komponistens vegne, så fungerer musikken i filmen. Og for det andet udgør musikken faktisk en ganske udmærket lytteoplevelse i sig selv – i hvert fald hvis man som mig godt kan lide filmmusik med rytmisk islæt.

Nogle korser sig, når de hører et score som Deja Vu. Det gør jeg ikke; jeg bliver bare en lille smule bekymret på kunstartens vegne. Men det skal ikke forhindre mig i både at anerkende, at musik som den, Harry Gregson-Williams har komponeret til Deja Vu, fungerer i filmen, og at den er udmærket at lytte til. Det er filmmusikkens svar på easy listening, og som sådan skal man ikke forvente et mesterværk. Men det heller ikke så ringe, som nogle vil gøre det til.

Nummerliste:
1. Algiers Ferry (3:06)
2. The Aftermath (4:30)
3. Dazzle Me (2:25)
4. Claire’s Apartment (4:12)
5. Better Have Some Ky (5:37)
6. Humvee Chase (9:03)
7. You Can Save Her (6:03)
8. Tell Me The Truth (3:08)
9. The Hideout (4:21)
10. Claire’s Rescue (4:20)
11. Coming Back To You (Vocals by Macy Gray) (3:22)
12. Humvee Chase (The Sonic Terrorists Remix) (3:40)

Total spilletid: 53:47 (heraf score: 46:45)

4 stjerner

Titel: Deja Vu
Komponeret af: Harry Gregson-Williams
Orkestrering: Ladd McIntosh
Dirigeret af: Harry Gregson-Williams
Komponeret: 2006
Udgivet: 2007
Label: Hollywood Records
hvid
Bemærk at scoret kun er udgivet som mp3-filer til download fra iTunes. Bemærk endvidere at den officielle nummerliste er fejlbehæftet, så titlerne på nummer 6 og 7 er byttet om. Den nummerliste, der er gengivet ovenfor, er den korrekte.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *