Deep Blue Sea

I 1987 kom den hidtil sidste film i Jaws-sagaen, den kedelige Jaws: The Revenge. Deep Blue Sea er ikke nogen efterfølger, men mere et sammenkog af det bedste fra de oprindelige Jaws-film. Dertil har Harlin tilsat en del genrebevidsthed, og filmen er spækket med hentydninger til dens inspirationskilder. Altså en klassisk omgang 90’er-intertekstualitet, som dog aldrig ødelægger den konkrete fortælling, men mere er med til at gøre løjerne (og de fjollede optrin) friske og lækre.

Handlingen er langt ude!

Filmen indledes med en klassisk hajscene: nogle unge mennesker hygger sig på deres både, men da rødvinen spildes i vandet og den røde farve gør sin entré, ved vi, som har set mange hajfilm, at noget skal ske. Og rigtig nok dukker der også en haj op, som begynder at angribe bådene, så de unge mennesker falder i vandet. Men lige før dødens gab kan kaste sig over retterne, kommer filmens helt til undsætning og fanger hajen.

Og så er det ellers, at vi præsenteres for filmens helt over the top handling: nogle forskere vil kurere Alzheimers ved at genmanipulere hajer og bruge et stof fra deres hjerner. Det har så, overraskende nok, resulteret i kloge hajer, som også er blevet større og mere seje. Og da et uvejr rammer forsøgsstationen, som er placeret i Stillehavet, begynder vandet at blive farvet rødt af menneskeblod.

Der er meget coolness i castet, hvor både Samuel L. Jackson, LL Cool J, Michael Rapaport og Thomas Jane virker som om de har haft det ret sjovt med løjerne, og leverer de mange one-liners med stor sikkerhed. Men det er actiondelen, der er filmens stærkeste kort, og denne leveres med timing, og det flotte set design bruges optimalt. Det hele er velsmurt, glat og meget effektivt, og filmen er ikke for dem med frankofile tendenser. Det er stort og dumt, men samtidig meget underholdende og med et meget effektivt og moderne actionscore af Trevor Rabin.

Normalt kan jeg ikke udstå et overforbrug af CGI, men her virker det efter hensigten. Normalt opnår man uhygge ved ikke at vise særlig meget af monstret, men i Deep Blue Sea, som bestemt ikke er uhyggelig, viser man det hele. Så forvent ikke en gyser, men mere en over the top-actionfilm, hvor logikken viger pladsen for fede optrin og helt forrykte scener.

Man kan heller ikke komme uden om filmens humor, som jeg mener sidder lige i skabet, hvor man har lænet sig op af actiongenrens (over)forbrug af one-liners. Replikker som ”Now you see how that works? She screwed with the sharks, and now the sharks, they are screwing with us” og ”Take me back to the ghetto” er måden man snakker på i Deep Blue Sea. For nogen er den slags støj og for andre er det smuk musik. Jeg synes personligt, det er smukt!

Fine referencer

Uden at røbe for meget, så kan dem der kender de tre første Jaws-film lægge mærke til både måder at dø på og rækkefølgen det sker. Og den detalje er sgu’ godt tænkt. Ellers kunne man også nævne den nummerplade, som Carter fjerner fra hajens gebis, som er identisk med nummerpladen, man ser i Jaws.

Desuden er der mange ligheder mellem hele undervandslaboratoriet og forlystelsesparken i Jaws 3-D (1983). Og sådan kunne man fortsætte. Det er ikke kun Jaws-filmene, der nikkes anerkendende til, men også til Harlins egne film, hvor Cliffhanger-indstillingen efterhånden er blevet obligatorisk – når du ser den pågældende scene ved du hvad jeg mener.

Mainstream underholdning par excellence

Disse detaljer giver filmen det ekstra lag, som er guf for filmnørder, og jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor Deep Blue Sea blev svinet til af mange kritikere. Måske er det fordi, de forventede en gyser, eller måske er det bare fordi, at de har et ondt øje til Renny Harlin. For mig fås rendyrket popcornunderholdning ikke meget bedre end her. Jeg har da også set filmen et utal af gange, og mener, at den er mere underholdende end alle de tre Jaws-sequels tilsammen.

Der er bestemt ikke tale om stor filmkunst, men derimod rendyrket eskapistisk underholdning, og nogle gange er det sjovt at se, hvor mange penge der kan kastes efter et tåbeligt plot, hvor de logiske brister er på størrelse med Master Fatmans røv. Og hvordan en actiontroldmand som Harlin formår at gøre tåbelighederne meget, meget underholdende. Deep Blue Sea er sgu’ en film, der taler til drengerøven i alle voksne mænd, og vi snydes heller ikke for lidt bar kvindehud, masser af teaterblod, religiøse motiver, værkstedshumor og hip hop-musik! Velbekomme siger jeg bare herfra Planet Pulp, og mere af den slags tak!

Anmeldt i nr. 51 | 13/01/2010

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Genetik, Hajer, Havet