Dark Tower

Det spøger… Ikke den værste melding at få, når man sætter sig til rette i sofaen for at se en film. Altså hvis man er vild med gys og gru. Og når man så får set på coveret af den film, man har valgt, og ser navne som Freddie Francis, og Ken Wiederhorn, så stiger ens forventninger.

Det er nemlig to af de helt store inden for gys og gru – specielt hvis man er klassisk gys fra 60’erne og 70’erne.

Freddie Francis stod bag antologifilm som Dr. Terror’s House of Horror (1965), The Skull (1965), Torture Garden (1967) og Tales from the Crypt (1972).

Ken Wiederhorn holdt sig mest til regulære spillefilm som Shock Waves (1977) og Eyes of a Stranger (1981) og ikke at forglemme Return of the Living Dead: Part II (1988) foruden en række episoder af TV-serien Freddy’s Nightmare, der opstod i kølvandet på Nightmare on Elm Street-succesen.

Her sidst i begges karriere dukker så denne lille sag op – Dark Tower. Ikke at forveksle med rædslen The Dark Tower fra 2017, hvor vores egen Nikolaj Arcel forsøgte at omdanne Stephen Kings mesterværk til en enkelt spillefilm.

Lidt af en undtagelse

Denne Dark Tower er ikke en fantasy-film, men derimod en spøgelsesfilm, selv om det ikke er en helt almindelig en af slagsen.

I 80’erne var spøgelsesfilm ikke den store trend længere, sådan som de var tidligere med film som The Amityville Horror (1979), Legend of Hell House (1973), House of Haunted Hill (1959) og Carnival of Souls (1962).

I 1980’erne huserede slasherfilmen, men der var dog undtagelser – som f.eks. den eminente John Carpenter-film The Fog, The Changeling og The Shining (alle fra 1980), eller The Entity (1982) og Poltergeist (1982), for ikke at forglemme Lucio Fulcis mesterværk The Beyond fra 1981 og TV-filmen The Woman in Black fra 1989.

Derudover var det småt med spøgelsesgysene, selvom der dog også var lidt guf for grinebiderne i Ghostbusters (1984) og Beetlejuice (1988).

I de senere år er spøgelserne i den grad kommet igen med den nye bølge af hjemsøgte huse, personer og dukker i film som The Sixth Sense (1999), The Others (2001), Oculus (2013), The Conjuring (2013), Annabelle (2014), The Nun (2018) osv., foruden de mange gys fra Japan, f.eks. Ringu (1998), Ju-on (2002) og Honogurai Mizu no Soko Kara (2002).

Et mystisk dødsfald

I denne 80’er-film spilles de to altoverskyggende hovedroller af Jenny Agutter og Michael Moriarty. De spiller henholdsvis en succesfuld arkitekt og en detektiv.

Jenny Agutter startede sin karriere som barnestjerne kun 12 år gammel i filmen East of Sudan i 1964, men er siden blevet kendt for sine roller i film som Logan’s Run (1976), The Eagle has Landed (1976) og An American Werewolf in London (1981). I de senere år har det mest været TV-serier, hvor hun har haft sit fokus.

Michael Moriarty har aldrig rigtig slået igennem som stjerne, men hans ansigt er meget genkendeligt, og han har ydet et utal af meget solide præstationer gennem sin karriere, herunder i film som Q: The Winged Serpent (1982), The Stuff (1985), Courage Under Fire (1996) og Along came a Spider (2001).

Og så skal vi ikke glemme hans rolle som Harry Potter. Og nej det er ikke ham med lynet i panden, men derimod faderen i ”storfilmen” Troll fra 1986.

I denne film mødes de to efter et mystisk dødsfald i den bygning, som Jenny Agutters karakter Carolyn er ved at designe færdig. En vinduespudser er død efter et fald fra toppen af den næsten færdige bygning.

Carolyn så det hele – det så ud som om vinduespudseren blev skubbet, men der var ingen i nærheden. Politiet tror ikke på hende, og det gør detektiven Dennis (Moriarty) heller ikke – i begyndelsen.

B-gys uden søvnløshed

Først da der sker flere mystiske hændelser med dødelig udgang, begynder Dennis at spore sig ind på, at der er noget helt galt med den bygning. Og det hele peger på Carolyns afdøde mand. Måske er der spøgelser på færde?

Da Dennis’ kollega går amok og dræber en masse uskyldige mennesker i bygningen, opsøger Dennis en, der har forstand på det paranormale univers. Det viser sig, at Carolyn slet ikke er så uskyldig som først antaget, og hendes involvering i mysteriet beløber sig til mere end blot at være gift med den, der spøger.

Filmen som helhed er langtrukken, og der er meget lidt gys og gru over den. Dog er der nogle o.k. effekter, når spøgelset viser sig fra sin knap så hyggelige side, men desværre er hverken plot eller manuskript af en kaliber, der kan trække filmen op fra bunden af de mange B-gys, der blev spyttet ud i 80’erne.

Slutscenen i filmen har dog potentiale og vækker mindelser om Edgar Allan Poes novelle The Black Cat – hvilket jo aldrig er så ringe endda.

Dark Tower

har levet et stille liv efter sin premiere i 1987, men Vinegar Syndromes nye Blu-ray-version af filmen bringer den fint til live igen og så i en flot indpakning. En skam at indholdet ikke matcher det fine cover. Det her er en spøgelseshistorie, du ikke vil ligge søvnløs over om natten.

Anmeldt i nr. 196 | 13/02/2022