Ridley Scotts’ gysermesterværk Alien fra 1979 har, som så mange andre storfilm, måttet se sig selv blive kopieret af et hav af andre film, der forsøger at gøre mesterværket kunsten efter. Nogle gange ser man faktisk, at disse kopier formår at finde sine egne ben at stå på og ender som ganske hæderlige filmproduktioner. Andre gange oplever man, at der blot er tale om billige rip-offs, bygget på mikroskopiske budgetter, med et latterligt dårligt manuskript og svage skuespillere.
Contamination hører så absolut til i den sidstnævnte kategori. Den er skrevet og instrueret af Luigi Cozzi og udover at hente inspiration fra Alien, er der også et stænk af Invasion of the Body Snatchers (1956) og en knivspids Invaders from Mars (1953). Der er, med andre ord, lagt op til en omgang italiensk trash-sci-fi.
Eksploderer indefra
Filmen starter da vi ser et forladt fragtskib drive ind i New Yorks havn. Det bliver hurtigt sejlet til kajs og sat under karantæne af havnekaptajnen. Kort efter ankommer politikommissæren Tony Aris og en gruppe videnskabsfolk til scenen for at finde ud af, hvad der er sket med skibets besætning. Iført beskyttelsesdragter begynder de at undersøge skibet, og der går ikke lang tid, før Tony finder liget af kaptajnen, som tilsyneladende døde, fordi hans brystkasse eksploderede indefra.
Det går dog først helt galt da de kommer ned til lastrummet. Her er nemlig proppet med kaffekasser af mærket UniverX, men en af kasserne er gået op, og den viser sig at indeholde nogle grønne æg på størrelse med meloner. Et af æggene er trillet over til et varmerør, og varmen får det tilsyneladende til at pulsere, samtidig med at det afgiver en underlig lyd, der minder om en astmapatients stønnen.
Naturligvis vælger videnskabsfolkene at samle ægget op, og mens de alle, bortset fra Tony, står samlet om det, eksploderer det og sprøjter slim ud over dem. Efter et øjeblik begynder de at kaste blod op, og i slowmotion eksploderer de, til Tonys store gru, simpelthen indefra.
Bakterier fra rummet
Nu træder regeringen, i form af den kvindelige oberst Stella Holmes, ind på scenen, og hun får hurtigt sat Tony i karantæne. Det fører til et par eder og forbandelser fra Tonys side, og han bliver da også lukket ud igen kort efter. Sammen begynder de to at analysere ægget og efter at have testet dets effekt på en laboratorierotte – den sprænger også i luften – konkluderer de, at der er tale om en dødsensfarlig bakteriekultur, som vist nok, oven i købet, stammer fra rummet.
De beslutter sig for at besøge det lager, der skulle modtage sendingen, men folkene i lageret er åbenbart ikke opsat på at få gæster. Efter en kort ildkamp lykkes det dog dem at trænge ind, og her finder de endnu et parti æg. Eftersom æggene tilsyneladende er fra verdensrummet, vælger Stella at opsøge den pensionerede astronaut Hubbard, som sammen med kollegaen Hamilton, havde foretaget en ekspedition til Mars for nogle år siden.
Hubbard havde nemlig fortalt, at han og Hamilton havde fundet en mystisk ishule på Mars, som indeholdt flere tusinde grønne æg. Hamilton havde dog benægtet fundet, og en komité som Stella sad med i stemplede Hubbard som sindssyg og Hamilton omkom desuden i et flystyrt ud for Floridas kyst.
Hubbard – spillet af Ian McCulloch, der er en gammel kending her på Planet Pulp – er ikke umiddelbart samarbejdsvillig, og han og Stella lægger da også ud med et kort skænderi, hvor Hubbard rasende spørger: “What else do you want to know about me? How many times a week I screw?”. Hvortil hun kløgtigt svarer: “If you’re always in that condition, it’s obvious you couldn’t get it up, even if you used a crane”. Hubbard vælger dog alligevel at hjælpe med efterforskningen, og sammen rejser han, Stella og Tony til Colombia for at undersøge UniverX’s produktionsfaciliteter.
Begynder godt
Den indledende halve time af Contamination er faktisk ret god. Man bemærker allerede det billige budget ved den første tarmeksplosion. Filmen blev i sin tid bandlyst i mange lande på grund af de blodige eksplosioner, men de er faktisk ikke særlig blodige, fordi alle de skuespillere som bliver udsat for det, har noget forholdsvist tykt tøj på for at skjule de anordninger, der skulle efterligne eksplosionen.
Dialogen afslører manuskriptets kvaliteter, men på trods af det bliver der faktisk opbygget en fængende stemning. Specielt scenen hvor Hubbard tænker tilbage på Mars-ekspeditionen er meget stemningsfuld. Desværre bliver filmen ikke på dette niveau, og da trekløveret rejser til Colombia, begynder filmen at køre stejlt ned ad bakke.
Men slutter skidt
Det skyldes først og fremmest, at de to fyre mest af alt virker opsat på at komme i Stellas trusser frem for at opklare sagen, og det fører til nogle særdeles akavede samtaler, men samtidig beviser Cozzi også, at han ikke har sans for suspense. I filmens absolut kedeligste scene prøver bagmændene at myrde Stella ved at lægge et æg ind i hendes badeværelse, mens hun er i bad, og det kunne der måske være kommet en lettere panisk og klaustrofobisk scene ud af, men i Cozzis hænder bliver den blot søvndyssende.
Der er ingen panik, ingen klaustrofobi, ja ikke engang så meget som nøgenhed med i denne scene, der er INTET. Filmen havde faktisk også et nogenlunde hurtigt tempo i begyndelsen, men det sænkes væsentligt efter den første halve time, og det er først hen mod slutningen, at den kommer op i omdrejninger igen. Det ville være synd at afsløre her, hvad det hele slutter af med, men vær forvisset om at de tre efterforskere kommer på sporet et kyklopuhyre fra Mars og dets plan om at overtage Jorden!
Contamination har faktisk mange seværdige ting, lige fra de eksploderende brystkasser over et fremragende score til nogle nogenlunde skuespilspræstationer. Men det manglende tempo i den anden halvdel gør desværre filmen alt for kedelig til, at den kan få varme anbefalinger med på vejen. Hvis du absolut skal se den, så se den for de berømte eksploderende brystkasser.
Contamination er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

Dansk titel: Dødssmitten fra Mars
Andre titler: Alien Contamination, Astaron – Brut des Schreckens, Contamination: Alien on Earth, Toxic Spawn, Contamination – Alien arriva sulla terra
Instruktør: Luigi Cozzi
Manuskript: Luigi Cozzi & Erich Tomek
Cast: Ian McCulloch (Ian Hubbard), Louise Marleau (Stella Holmes), Siegfried Rauch (Hamilton), Marino Masé (Tony Aris), Gisela Hahn (Perla de la Cruz), Carlo De Mejo (Agent Young), Carlo Monni (Dr. Turner)
Producere: Claudio Mancini & Ugo Valenti
Foto: Giuseppe Pinori
Klip: Nino Baragli
Musik: Goblin
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: Alex Cinematografica, Barthonia Film, Lisa-film GmbH
Distributør (DVD): Blue Underground
Udgave/region: 0
Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007
Stikord: Alien Invasion, Italian Cinema, Mars, Rip-off, Splat, Sygdom, Video Nasty