Contagion

De første fem minutter af Contagion er sindssygt fede! Vi kommer ind i handlingen på ”Day 2”, hvorefter der følger en række scener fra forskellige storbyer verden over (med angivelse af indbyggertal). Her ser vi nogle mennesker, der ikke ser helt raske ud, bevæge sig rundt på offentlige steder, i offentlig transport osv., alt imens kameraet subtilt fanger hvilke ting, personerne rører ved og lader os vide, hvor mange andre mennesker, de kommer i kontakt med.

Herefter går filmens egentlige handling i gang. Vi følger en række forskellige roller, og det er igennem denne for Steven Soderbergh ret karakteristisk kalejdoskopiske fortælleform, at historien om en dødbringende global virus udfolder sig.

Blandt karaktererne er bl.a. Beth Emhoff (Gwyneth Paltrow), der har været på forretningsrejse i Fjernøsten og der pådraget sig den virus, det hele drejer sig om. Dertil kommer hendes mand (Matt Damon) og steddatter, en læge fra WHO, der sendes til Kina for at opspore smittekilden (Marion Cotillard) samt nogle af de ansvarlige ved det amerikanske CDC (Centers for Disease Control and Prevention), der bekæmper viruset (bl.a. Laurence Fishburne og Kate Winslet).

I andre roller finder vi også folk som Jude Law og Elliot Gould, så Contagion er en stjernespækket film, og på nær Jude Law, der overspiller fælt, er alle medvirkende velspillende og velcastede.

Mellem to stole

Contagion udspiller sig over en periode på adskillige måneder, og filmen vil gerne både have det globale perspektiv og en mere lokal følelsesmæssig forankring. Der sætter filmen sig mellem to stole, og det er én af dens svagheder.

Efter de første fabelagtige fem minutter går det globale perspektiv i høj grad i glemmebogen, og da Marion Cotillards karakter endvidere køres ud på et sidespor og stort set glemmes helt til slutningen af filmen, ender handlingen med stort set kun at have et amerikansk perspektiv.

Men selv det amerikanske perspektiv er ikke uproblematisk. Steven Soderbergh har i flere tidligere film gjort brug af den samme kalejdoskopiske fortælleform, som i Contagion (f.eks. Traffic, 2000), og det er noget, nogen elsker, mens andre har det noget sværere med det. Jeg falder nok hovedsageligt i den sidste gruppe – i hvert fald skal den slags film have ekstremt solide manuser for at hænge ordentligt sammen og ikke komme til at føles unødigt fragmenterede. Det gør Contagion desværre lidt.

Vi følger de forskellige karakterer i deres gøremål: CDC-folkenes forsøg på at inddæmme og stoppe viruset og Matt Damons rolle i forsøget på at holde datteren i sikkerhed, indtil der foreligger en vaccine. Fokus skifter mellem fugleperspektivet og det meget nære og personlige, og jeg kan fint se idéen med det: At forankre den store fortælling i nogle personer, man kan forstå og holde af (Spielberg gjorde det med stort held i sin udgave af War of the Worlds fra 2005).

Det lykkes dog aldrig helt for Soderbergh, for Damons rolle (og hans datter) for får lidt screentime til, at man egentlig lærer dem at kende. Det betyder også, at man ikke rigtig har hjertet med i filmen.

Ikke helt vellykket manuskript

Men selv den spænding, som kunne være skabt af det mere overordnede perspektiv udebliver, fordi vi selv i fugleperspektivet kun får et meget begrænset kig på pandemiens konsekvenser. Her skulle Soderbergh og hans manuskriptforfatter Scott Z. Burns have zoomet helt ud på makroplan og for alvor vist de forskellige globale konsekvenser af en så katastrofal pandemi, som der er tale om.

Uden overhovedet at ville spille Karl Smart, er jeg nødt til at sige, at jeg har set Discovery Channel-dokumentarer, der fik det til at løbe mig koldere ned ad ryggen end Contagion gjorde.

Desuden må det siges, at Scott Z. Burns også har begået lidt af en brøler ved at inkludere den karakter, Jude Law spiller: En sammensværgelsesteoretiker og blogger, der spreder mere eller mindre falske nyheder på sit website og har masser af læsere og derfor potentielt er farlig for samfundsordenen. Rollen har ikke nogen betydning for filmen som sådan, og bruger sådan set bare screentime, der kunne have været anvendt bedre andetsteds.

Og så er det ærgerligt, at Marion Cotillards karakter helt køres ud på et sidespor ret tidligt i filmen for først at vende tilbage helt hen imod slutningen. Det virker som om, en større historie er blevet sakset ud af manuskriptet dér.

Historien med Cotillards karakter, der sendes til Kina for at opspore smitten, er i øvrigt også én af de få steder, hvor der sniger sig en politisk kommentar ind – mest i forhold til nogle af WHO-folkene, der opfører sig som totale røvhuller. Det er heller ikke helt velfungerende, fordi Contagion derudover stort set er apolitisk og forsøger at undgå at bringe alt for meget politik ind i fortællingen.

Filmen fungerer – bare ikke så godt, som den kunne have

Selvom der altså er en række ting ved manuskriptet, der ikke fungerer optimalt, er det ikke ensbetydende med, at de slet ikke fungerer. Contagion er basalt spændende, uhyggelig og tankevækkende; blot ikke så meget, som den kunne have været, og især ikke når man tænker på, at den naturligvis er et produkt af svineinfluenzapandemien i 2009.

Den fragmenterede fortællestil og den i bund og grund meget realistiske historie gør nok også sit til, at det grundlæggende spændingsniveau aldrig når op på højde med f.eks. en thriller-/actionbasker som Outbreak (1995), der er helt plotfokuseret.

Contagion er derfor en blandet fornøjelse: Nogen decideret ringe film er den ikke, men der er et stort uforløst potentiale i den, som gør, at man sidder lidt frustreret tilbage, når man har set den til ende. Til gengæld er emnet så højaktuelt (i skrivende stund huserer en mystisk SARS-lignende virus), at Contagion næppe er den sidste film om emnet, så vi kan håbe på, at den næste film, der kommer, er endnu bedre. I mellemtiden er Contagion ikke noget ringe bud; den kunne bare have været endnu bedre. Og så kan vi jo altid få vores spændingsbehov stillet ved at se Outbreak igen-igen.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Stikord: Epidemi, Sygdom