Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Conan the Destroyer

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Basil Poledouris’ score til den anden film om Conan er på mange måder et aldeles glimrende score. Det er ikke så overvældende som det første, og mange af temaerne er gengangere, men komponisten har alligevel formået at omarbejde materialet til noget friskt.

Conan the DestroyerForuden Arnold Schwarzenegger og enkelte andre skuespillere, var det kun komponisten Basil Poledouris, der fulgte med, da Richard Fleischers fortsættelse til Conan the Barbarian udkom i 1984. Producenterne havde utvivlsomt indset, hvor effektivt Poledouris’ score til den første film var, og sikrede sig fornuftigt nok komponistens tjenester på fortsættelsen.

Uheldig præsentation af musikken

Basil Poledouris (1945-2006).

Basil Poledouris (1945-2006).

Desværre er der to væsentlige problemer med Poledouris’ musik til Conan the Destroyer. Ingen af problemerne har noget at gøre med musikken som sådan, for selv om scoret måske ikke er helt så fantastisk som det første, er der stadig tale om nogle virkelig gode kompositioner. Problemerne består i præsentationen af musikken, sådan som den foreligger i dag.

Musikken er kun tilgængelig i den udgave, der oprindeligt blev udsendt på LP af MCA i 1984, og som senere er blevet genoptrykt på CD af Varèse Sarabande i 1992 – en europæisk udgave udkom på CD på selskabet Milan. Alle udgaver indeholder den samme mængde musik og i den samme indspilning, og det er i virkeligheden her, det reelle problem ligger. Fremførslen af Poledouris’ score lader nemlig meget tilbage at ønske. Også fremførslen af musikken til Conan the Barbarian var hist og her præget af usikkerhed i de italienske orkestre – ja, Conan the Barbarian blev fremført af hele to orkestre! – men på ingen måde så alvorligt som tilfældet er her.

Fremførslen af det unavngivne Rom-baserede orkester med musikere fra Unione Musicisti di Roma er smækfyldt med fejl, hvilket mange steder gør oplevelsen af musikken til en langt mindre fornøjelse, end det burde være. Endvidere er lydkvaliteten dårlig, hvilket giver musikken en overordnet ulden kvalitet, som den bestemt ikke fortjener. Endelig er der kun en halv times musik repræsenteret på albummet, hvilket er langt mindre end den samlede mængde musik i filmen.

Alt i alt er der altså tale om en uheldig præsentation af musikken, men det er desværre det, vi må tage til takke med i dag, og nu hvor disse problemer er blevet nævnt, vil musikken derfor blive bedømt ud fra dens egne kvaliteter uden at tage fremførsel og lydkvalitet i betragtning. Og faktisk er der tale om et rigtig godt score. Som nævnt er det knap så overvældende som Conan the Barbarian, og lyden er også noget mindre, fordi Poledouris denne gang “kun” anvendte ét orkester og ikke brugte kor.

Tematiske gengangere

Conan the Destroyer er lige så tematisk anlagt som forgængeren, og Poledouris bringer de fleste af de væsentlige temaer fra Conan the Barbarian i spil igen. Således hører vi både Riddle of Steel-temaet, Conan-temaet, Riders of Doom-temaet og kærlighedstemaet fra den første film.

Albummet åbner med “Main Titles/Riders of Taramis”, der ganske som åbningen på albummet til Conan the Barbarian giver os Riddle of Steel-temaet og Conan-temaet – altså hovedtemaet – i “Main Titles”-delen, og i “Riders of Taramis” hører vi Riders of Doom-temaet. Conan-temaet får her en noget meget heroisk fanfare-agtig behandling, der høres flere gange på scoret, og som i sin struktur af én eller anden grund minder mig om noget, Jerry Goldsmith kunne have komponeret.

Denne nye variant af Conan-temaet høres adskillige steder på albummet, bl.a. også i det overvejende suspenseprægede “Duelling Wizards” (nr. 11). Også Riders of Doom-temaet får en anden behandling, der dog ikke rykker ved temaets styrke – som på det første score er både Steel-temaet og Riders of Doom-temaet fyldt med masser af percussion.

“Valeria Remembered” (nr. 2) giver os en rekapitulering af kærlighedstemaet fra den første film, foruden Conan-temaet, der jo også der indgik som en vigtig del af kærlighedstemaet. Her træder træblæserne igen frem som én af de væsentlige instrumentgrupper, hvilket også gjorde sig gældende på det første score.

Nyt materiale

“The Horn of Dagoth” (nr. 3) præsenterer det første nye tematiske materiale; et ret dystert og mystisk tema, hvis bund består af en ostinato, der fremføres af spinet og hvorover Poledouris lægger strygere og blæsere. Dette motiv afløses af et smukt mellemstykke, hvor træblæserne igen træder frem, før motivet vender tilbage på ny. Horn of Dagoth-temaet optræder flere steder på albummet og høres bl.a. i en anden version og orkestrering i slutningen af “Night Bird” (nr. 8).

“The Elite Guards Attack” (nr. 4) er scorets første store actioncue, der langt hen ad vejen byder på flere rekapituleringer af kendte temaer fra den første film, men som dog også har noget glimrende nyt atonalt materiale, der især trækker på blæsersektionen.

Mere nyt materiale kommer i “Crystal Palace” (nr. 5), der er albummets længste nummer. Det begynder med en transponeret variant af Horn of Dagoth-temaet, og præsenterer derefter et nyt, langsomt og tungt actionmotiv, vekslende med forskelligt dramatisk underscore, bl.a. en fantastisk heroisk passage med en variant af Conan-temaet – noget af det bedste nye musik på scoret.

“The Scrolls of Skelos” (nr. 10) er måske scorets smukkeste nummer – et helt stille nummer, domineret af strygere, træblæsere og fløjte. Faktisk er der indtil flere af albummets numre, der er domineret af stille materiale, hvilket også gjorde sig gældende ved det første Conan-score. På dette album består også “Illusion’s Lake” (nr. 12) af et stille og smukt underscore, og lige som på det første album findes noget af den bedste musik faktisk i de mere stille numre. Også “The Katta” (nr. 6) med en fin variant af hovedtemaet kan nævnes i denne forbindelse.

Stilistisk en direkte fortsættelse

Ser man bort fra de problemer, jeg skitserede i indledningen, skal der ikke herske nogen tvivl om, at Poledouris’ score til Conan the Destroyer er godt; rigtig godt faktisk. Stilistisk er der på mange måder tale om en direkte fortsættelse af hans musik fra den første film, om end der også er enkelte forskelle. Man bemærker naturligvis fraværet af koret, der spillede en væsentlig rolle i musikken til Conan the Barbarian, og derudover føler man heller ikke den indflydelse fra Miklós Rózsa, der gjorde sig gældende mange steder på det første score.

Igen spiller træblæserne en meget prominent rolle i musikken, og igen er musikken ladet med masser af percussion for at give den rette pondus til barbaruniverset. Begge dele virker godt, men den ringe fremførsel gør, at især træblæserdelene kommer til at fremstå markant svagere end på Conan the Barbarian – og dette til trods for at det første score heller ikke var fremført specielt godt.

De nye varianter af de kendte temaer fra den første film gør deres job, om end man hist og her savner en “ren” rekapitulering af især hovedtemaet. Ikke desto mindre må man sige, at Poledouris effektivt har omarbejdet sine temaer, så de skaber musikalsk kontinuitet mellem de to film, uden at musikken til Conan the Destroyer af den grund virker planket fra den første film.

Det er i sig selv lidt af en bedrift når man tager i betragtning, hvor mange af temaerne, der faktisk er gengangere. De nye temaer og motiver kan til gengæld ikke sige sig fri for at virke en anelse svagere end de, der er genbrugt fra Conan the Barbarian, og det er nok musikalsk set den eneste anke ved scoret, og det er i realiteten et meget lille kritikpunkt.

Anbefales

Vi kan håbe på, at der en dag kommer en genindspilning af musikken fra Conan the Destroyer med et orkester, der er i stand til at løfte opgaven og med en lydkvalitet, der yder musikken den ære, den fortjener. Og mere af musikken naturligvis.

Der er i sidste ende tale om et rigtigt godt score, og jeg vil ikke tøve med at anbefale nogen at anskaffe sig det eksisterende album, hvis de kan få fat på det, til trods for kritikpunkterne omkring fremførsel og lydkvalitet. Poledouris var en glimrende komponist, hvilket hans to Conan-scores viser med al ønskelig tydelighed.

Nummerliste:
1. Main Title/Riders of Taramis (3:38)
2. Valeria Remembered (3:07)
3. The Horn of Dagoth (2:20)
4. Elite Guards Attack (2:25)
5. Crystal Palace (6:13)
6. The Katta (1:05)
7. Dream Quest (1:31)
8. Night Bird (2:22)
9. Approach to Shadizaar (2:43)
10. The Scrolls of Skelos (2:25)
11. Dueling Wizards (1:27)
12. Illusion’s Lake (1:18)
13. Conan & Bombaata Battle (2:30)

Total spilletid: 33:10

4 stjerner

Titel: Conan the Destroyer
Komponeret af: Basil Poledouris
Dirigeret af: Basil Poledouris
Orkestrering: Jack Smalley, Greig McRitchie & Scott Smalley
Fremført af: Musikere fra Unione Musicista Di Roma
Produceret af: Basil Poledouris
Komponeret: 1984
Udgivet: 1984 (den anmeldte udgave i genoptryk fra 1992)
Label: Varèse Sarabande – VSD-5392

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *