Commando

Det kan være en svær øvelse at anmelde en film, man elsker. Er man nu for positiv eller for negativ? Og hvad nu hvis filmen rent faktisk slet ikke er nogen god film?

Når man elsker en dårlig film

Det har jeg oplevet flere gange i forbindelse med den fagbog, jeg arbejder på om den amerikanske actionfilm fra 1982-1993. Der er heldigvis mange film fra netop den periode, som er glimrende film, også uden at man har de nostalgiske briller på. Men der er også et hav af mindre god film. Commando er en af de mindre gode – så er det sagt på en pæn måde.

Men det er også en film, der er på forsiden af flere af de fagbøger, jeg har læst om actiongenren. Så der er noget med ikonografien, man ikke kommer udenom.

Det er samtidig er en film, der har betydet meget for mig og for min kærlighed til actionfilmen som genre. En overgang hang plakaten fra Commando på mit teenageværelse, hvor den havde glanspladsen lige over hovedpuden. Og det er en film der har betydet meget for mange andre og for actiongenrens popularitet.

Hvad definerer en klassiker?

Men kan en dårlig film godt være en klassiker? Lad os se på definitionen fra en ordbog:

“Klassiker: kunstnerisk eller håndværksmæssig frembringelse der regnes for at være af høj og varig kvalitet eller for at være en typisk repræsentant for en bestemt genre eller stilart.”

Klassiker-begrebet er en herlig størrelse: Klart og uklart på samme tid. Og det er også et spørgsmål om markedsføring; mange ældre udgivelser præsenterer sig som værende “klassikere”.

Men gammel er ikke det samme som klassiker. Og en mindre vellykket film kan også sagtens være en klassiker, hvis den har haft en stor indflydelse. Klassiker-begrebet hænger uløseligt sammen med en forståelse for filmhistorien; hvilke film og tendenser forholder filmene sig til?

Der er i den sammenhæng både plads til artfilm og mainstream, til det skæve og det gode hovedværk. For at vi kan have et fælles sprog, må begrebet være løsrevet fra den subjektive vurdering. En klassiker må indeholde træk, som går på tværs af smag og personlige holdninger. Ellers er begrebet ligegyldigt.

Derfor kan man også med ovenstående i baghovedet argumentere for, at Commando er en klassiker, uagtet at dens filmiske kvaliteter er i bund.

Arnold som supersoldat

Min kritik i denne anmeldelse skal I læse som en filmfaglig kritik. For det rykker ikke ved, at det er en film, der står mig meget nært, og det rykker ikke ved, at Commando var, og er, en vigtig film, når man skal forstå actionfilmen som genre og mere specifikt den amerikanske actionfilms guldalder.

Vi er kommet frem til 1985. Stallone har banet vejen med First Blood (1982), og Arnold har slået sit navn fast med først rollen som barbar i Conan the Barbarian (1982) og sidenhen som cyborg i The Terminator (1984) – de to roller man nærmest kan sige, at Arnold var født til at spille.

Og nu var det blevet Arnolds tur til at lege Rambo. Eller noget der minder om Rambo. For hverken historien eller karakteren John Matrix har den samme pondus som i Stallones første to film om den traumatiserede vietnamveteran.

Filmen tager sin begyndelse i et villakvarter. Skraldemanden kommer tidligt, og på et andet tidspunkt end han plejer, så en mand skal løbe efter bilen med skraldet. Men det er ikke klassiske skraldemænd; det er skurkeskraldemænd, der skyder manden ned. I næste scene myrdes der også en mand – han bliver kørt ned – og til sidst i filmens anslag er der en mand, der sejler ud på en båd, som sprænges i luften.

Mere corny bliver det ikke!

Og så er vi fremme ved den legendariske titelsekvens. Vi ser muskler, en motorsav, en træstamme. Det er naturligvis Arnold, der er på vej tilbage til bjælkehytten, hvor datteren overrasker ham, mens han hugger brænde.

Så spiser de is, datteren smækker isen i hovedet på Arnold, som griner. De træner lidt og kæler med et lille hjortekid. Mere corny bliver det ikke! Jo, det gør det faktisk, når man også tilsætter James Horners musik. Hvis I ikke kan huske sekvensen, så se denne lille video, og så behøver vi ellers snakke mere om det: https://www.youtube.com/watch?v=HGrSEDPn0-g

Arnold er naturligvis ikke Arnold. Arnold er den tidligere supersoldat John Matrix, der nu har trukket sig tilbage.

Men onde mennesker fra Matrix’ fortid har skumle planer, og de skal bruge Matrix som deres værktøj. Så de kidnapper Matrix’ datter, så Matrix bliver nødt til at gøre, hvad de siger. Matrix skal nemlig hjælpe skurkene med at myrde en politiker i det (fiktive) sydamerikanske land Val Verde.

Lester og de Souza

Bemærk i den sammenhæng, at det er et land, som manuskriptforfatteren Steven E. de Souza efterfølgende har brugt flere gange som fiktivt skurkeland, og netop de Souza er en af de tunge drenge, når man ser på den amerikanske actionfilm.

Han var medforfatter på manuskriptet til 48 Hrs. (1982), og efter Commando (som bestemt ikke er de Souza bedste manuskript) har han skrevet manuskripter til klassikere som The Running Man (1987), Die Hard (1988) og Die Hard 2 (1990).

Før vi vender tilbage til Matrix, vil jeg lige skrive et par ord om filmens instruktør, Mark L. Lester. Året før, i 1984, havde Lester instrueret King-filmatiseringen Firestarter, men i modsætning til de Souza og Arnold fik Lester aldrig den helt store karriere.

Et højdepunkt kom dog i 1991 med den herlige Showdown in Little Tokyo, men ellers er det primært andenrangs B-film, Lester har leveret, med afstikkere til jammerlige C-film som Pterodactyl (2005) og Poseidon Rex (2013).

Min pointe er, at selvom B-film kan være herlige, så er Lester ikke nogen stor filminstruktør, og det bemærker man tydeligt i Commando, hvor specielt personinstruktionen er horribel.

Men tilbage til vores kære Arnold.

Matrix sendes nemlig med et fly med en forventet flyvetid på 11 timer. Lige da flyet er ved at lette, hopper Matrix af flyet og begynder jagten på skurkene og datteren; en jagt der leder ham ud til en lille ø, hvor han går i krig mod en mindre hær.

Det er supersoldaten i en nøddeskal; her leveret i en form, der får en banal tegneserie til at lige noget, Shakespeare kunne have skrevet.

Banal og kluntet

At den er banal er dog ikke noget problem, når man ser på filmens kvalitet. Det er derimod udførelsen, som ligner noget amatørarbejde. Klodset og forhastet, men dog fortalt med hjertet på rette sted.

Uden Arnold ville det ikke være en film, man kunne huske. Commando fremstår lidt som en hybrid mellem noget videosnask og en klassisk Hollywood-mainstreamfilm.

Plottet er simpelt og dog alligevel lettere kluntet udført. Filmen er ikke noget visuelt vidunder, og skuespillerne gør det ganske frygteligt. Actionscenerne, og dem er der bange af, fremstår også lettere mekaniske.

Bemærk f.eks. de store eksplosioner på øen, som vises fra flere forskellige vinkler, hvor man helt tydeligt ser, at det er dukker, der ødelægges sammen med husene. Igen: Jeg elsker den slags amatørarbejde, men nogen god film skaber det ikke.

Herlige one-liners og taglines

De Souza viser sig sidenhen som en mester i forhold til one-liners, og Commando er da også spækket med dem. De leveres dog, ligesom actionscenerne, meget mekanisk, og der er ikke ét gram indlevelse i filmen.

Men man husker dem stadigvæk.

Bare se her: “I eat Green Berets for breakfast. And right now, I’m very hungry!”, “Don’t disturb my friend, he’s dead tired.”, “You’re a funny guy Sully, I like you. That’s why I’m going to kill you last.” og “Let off some steam, Bennett.” Og man kunne fortsætte – bemærk for øvrigt, at Bennett har noget, der minder om en chain mail på!

Commando havde også fornemme og tidstypiske taglines som “Let’s Party!”, “Somewhere… somehow… someone’s going to pay” og Rambo-kopien “If there’s a mission that no man could survive…then he’s the man for the job.”

At filmen fik den succes, som den gjorde, og at den for mange stadig fremstår som en af Arnolds stærkeste film, skyldes dog Arnold selv.
På trods af at filmen ikke er god, formår Arnold med syvtommersøm at slå sit navn fast og udstikke en retning, han sidenhen samler op i meget bedre film om supersoldater. Tænk blot på Predator (1987). Bemærk i den sammenhæng for øvrigt hvor utroligt mange dårlige (men ofte herlige) supersoldaterfilm, der blev produceret i de glade actiondage, efter at Stallone og Arnold havde banet vejen.

Vigtig på grund af ikonografien

Så når vi ser på Commando i et historisk perspektiv, er den som actionfilm ikke videre god, altså rent filmisk. Hvis man ser den som et led i Arnolds ”rise to fame” og i forhold til dyrkelsen af Arnolds krop, så er den dog ikke til at komme udenom. Men nogen god film er det ikke.

Hvis jeg skal skære ind til benet, så handler Commandos postion som klassiker mere om ikonografi end om filmens substans. Vi husker Arnolds krop, montagesekvenserne, scenen i redskabsskuret og slutkampen med Bennett.

Det er effektivt, det italesætter actionhelten og actionkroppen, det peger videre ind i Arnolds karriere og det åbner op for et utal af (endnu) billige B-filmskopier. Og så husker vi, med et smil på læben, det fjollede plot og de mange one-liners.

Det er dermed en vigtig film for genren, for fremstillingen af Arnold og med de nostalgiske briller på, er det en herlig film. Husk at skaffe dig den ucensurerede version, der spækket med udpenslet vold. Jeg husker en version, TV3 sendte, hvor man ser Matrix gå ind i redskabsskuret og at der efterfølgende klippes til, at han bare går væk fra scenen! Det er en uskik.

Anmeldt i nr. 175 | 13/05/2020