Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Choosing Death – The Improbable History of Death Metal and Grindcore

Choosing Death – The Improbable History of Death Metal and Grindcore
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I Choosing Death, med undertitlen The Improbable History of Death Metal and Grindcore, forsøger Albert Mudrian at opridse, hvordan de to genrer blev undfanget og udviklede sig, fra start-80'erne til start-00'erne. Det lykkes, men det er virkelig ikke særlig spændende læsning.

Choosing DeathBøger om moderne musik, og måske i særlig grad rock og metal, skrives som regel af entusiastiske fans. Men ingen mængde af entusiasme kan rigtigt gøre det ud for skriftligt talent.

Mudrian, der fik en syvendeplads på MetalSucks’ liste over de mest betydningsfulde personer i metalmiljøet, er en garvet musikjournalist. Der er ikke den koncert, han ikke har dækket, og ikke det store band, han ikke har skyllet bajere ned med backstage.

Han har skrevet og anmeldt i årtier, i en karakteristisk underholdende tone, som det desværre langt fra er lykkedes ham at overføre til sin bog.

Der er meget stor forskel på at skrive en 400-ords anmeldelse og en næsten 300 sider lang historiebog, og diskrepansen mellem Mudrians journalistiske evner og hans evner som fagbogsforfatter er hovedårsagen til, at Choosing Death simpelthen dårligt er værd at læse.

Gaaab

Albert Mudrian (f. 1975).

Albert Mudrian (f. 1975).

Fra start til slut er Choosing Death en ensformig og uinspireret læseoplevelse. Den er langt hen ad vejen baseret på interviews med dusinvis af dødsmetallens stamfædre (og dens meget få stammødre), klistret sammen med Mudrians tilsigtet objektive kommentarer, samt litaniske opremsninger af hvem der har været medlem af hvilke bands hvornår, og hvorfor de skred, samt hvilke nye bands de blev medlemmer af bagefter.

Særligt de endeløse opremsninger af line-up-udskiftninger er hårde at komme igennem. Jeg betragter mig, i al beskedenhed, som en mere end almindeligt fanatisk headbanger, men jeg må blankt erkende at det rager mig meget langsomt, hvilken nu helt ukendt person, der spillede trommer på Napalm Death’s Hatred Surge-demo i 1985.

Pletvise nedslag i metalhistorien

Mudrian kender i allerhøjeste grad sit sit stof, og kommer ret langt omkring. Han fokuserer dog enormt meget på de tidligste bands som overnævnte Napalm Death, der alene nok optager mindst en tredjedel af hele bogen – visse kapitler læses som en ren Napalm Death-biografi.

Der bliver dog også plads til andre britiske bands som Carcass, Bolt Thrower og Benediction.

Mest opmærksomhed går til den amerikanske dødsmetal, igen med fokus på pionerbands, særligt fra de to vigtigste døds-hotspots, Florida og Californien.

Legendariske Death er det yankee-band der, med rette, bruges mest plads på, men også Morbid Angel, Deicide, Autopsy, Massacre, Possesed, Obituary, Immolation og – naturligvis – Cannibal Corpse får lov at bidrage med små afsnit til den store metalhistorie.

Resten af verdens dødsmetalbands bliver der ikke levnet meget plads til, udover et kapitel om scenen i Stockholm, der bizart nok stort set undlader at nævne, at statussen som svensk dødsmetalhovedstad overgik til Göteborg i midten af 90’erne.

Dette skønt det var her, den melodiske dødsmetal blev opfundet af bands som Dark Tranquillity, At the Gates og In Flames. I stedet er det igen urbands som Entombed og Grave, der får al rampelyset.

De få gode historier

Mellem alle afliringerne om eks-bandmedlemmer er der dog også plads til nogle få gode historier. Den mest interessante er historien om pladeselskabet Earache, der startede utroligt beskedent, og mest blev grundlagt, fordi stifteren, Digby Pearson, var arbejdsløs.

Dengang kunne man stifte en virksomhed og beholde sin bistand, for det så pænere ud i statistikken, at man i teorien var beskæftiget – Thatcher gjorde øjensynligt én god ting i sin uendelige embedsperiode.

Earache eksisterer stadig, og historien om, hvordan grindcore og dødsmetal blev udbredt, hænger uløseligt sammen med de beslutninger, som Pearson tog.

Beskrivelserne af hvordan hele miljøet virkede dengang er også sjov læsning – måske endda sjovest for dem, der er for unge til at huske det selv.

Her tænker jeg selvfølgelig på den, set her fra den digitale tidsalders perspektiv, aldeles primitive, postvæsenafhængige udveksling af demoer og bootlegs på kassettebånd.

Der var en aktiv transatlantisk handel med disse bånd, skabt af målbevidste fans, der fandt hinanden i pennevennespalterne i musikmagasiner. Mudrians præsentation af dette fænomen er en af de få ting, der gør Choosing Death til en historiebog.

Der er bare ikke nok gode historier klemt ind mellem alle de kedelige! Musikbranchen og især heavy metal-miljøet er ellers leveringsdygtige i et utal af legender og anekdoter, som bestemt heller ikke er en mangelvare i udgivelser, der ligner Choosing Death.

Jeg nægter simpelthen at tro på, at de ikke har haft det sjovere. Ergo må det være et bevidst og tåbeligt valg fra Mudrians side at springe alle eventyrene, alle drukhistorierne, alle skandalerne over, og i stedet se sig blind på detaljer, der bare ikke er spændende.

Bare noget bras

Choosing Death kunne stadig have været en okay bog, hvis det ikke havde været for alle de ting rundt om den røde, faktuelle tråd, der heller ikke virker.

Et godt eksempel er præsentationen af Morbid Angels guitarist (og nu eneste oprindelige medlem), Trey Azagthoth, hvor Mudrian øjensynligt tror, at Lovecraft-figuren Azathoth, som Trey har taget sit kunstnernavn fra, er en “ægte” mytologisk skikkelse, og at Necronomicon virkelig eksisterer.

Ligeledes er det ganske besynderligt, at Mudrian (og daværende frontmand, Chris Barnes) er overraskede over, at Cannibal Corpse slet ikke censureres.

Da Choosing Death udkom i 2004, led Cannibal Corpse stadig under udgivelsesforbud i både Tyskland og Australien på grund af deres lyrik og deres makabre pladecovere – disse forbud blev fjernet i henholdsvis 2006 og 2007.

Apropos pladecovere er den rent visuelle dimension af Choosing Death bestemt heller ikke noget at råbe hurra for. Bogen er gennemillustreret med collager af live-fotos, koncertbilletter, cover-fotos og pladeomslag, lavet med samme teknik som da dødsmetallen var i sin vorden.

Vi 80’er-børn kan måske godt have et nostalgisk forhold til klip-og-klistrede ting og håndtegnede bandlogoer, lavet på prustende kopimaskiner, men de mister hurtigt sin charme. De bidrager simpelthen ikke med noget brugbart eller informativt.

Når man dertil lægger, at bogen hverken har et indeks eller et anvendeligt navneregister – kun en overfladisk Dramatis Personae-sektion uden sidehenvisninger, og at nogle interviews er transskriberet betingelsesløst og uredigeret, så de tager form af Trump-taler uden teleprompter, ender Choosing Death med både at være kedelig og rodet.

Der har manglet gedigen redaktion fra forlagets side, måske fordi Mudrian er et koryfæ indenfor miljøet, og man ikke har vovet at kritisere ham.

Jeg kan kun anbefale denne bog til de allermest hardcore fans af dødsmetal, og kun hvis deres kedsomhedstolerance er høj.

2 stjerner

Titel: Choosing Death – The Improbable History of Death Metal and Grindcore
Forfatter: Albert Mudrian
Forlag: Feral House
Udgivelsesår: 2004
Sideantal: 284

Anmeldt i nr. 154 | 13/08/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>