Jacob Krogsøe
1 kommentar

Children of Men

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Children of Men formår på én gang at fungere som et karakterdrama, en spændingsfilm og en fremtidsfilm. Samtidig er historiens kerne ganske opløftende trods den gru og død, man ser igennem hele filmen.

Children of MenBemærk! Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Når man har at gøre med film, der foregår i en postapokalyptisk setting, er det ikke hovedreglen, at disse film bliver troværdige; tværtimod er det nærmere undtagelsen. Den postapokalyptiske setting er perfekt til at give genrefilm et nyt look, som kan skille dem ud fra mængden.

Tænk blot på Cyborg (1989), Waterworld (1995), The Postman (1997) og Mad Max (1979) som er helt ordinære genrefilm, og som får et andet look og en anden tiltrækningskraft ved netop at foregå i et postapokalyptisk samfund, hvor hele samfundsstrukturen er væk eller gendannet på en pervers måde.

Et mindre mesterværk
Baby Diego er død.

Baby Diego er død.

Med Children of Men har vi at gøre med en sjældent troværdig postapokalyptisk film. Nogle vil måske mene, at den ikke er postapokalyptisk, da der ikke bliver forklaret nogen stor apokalypse, som eksempelvis en atomkrig, en sygdomsepidemi eller noget helt andet.

I Children of Men er samfundet ligeså stille gået i hundene, og den egentlige apokalypse består i, at menneskeheden ikke længere er i stand til at få børn. Med andre ord vil menneskeheden uddø inden for en overskuelig fremtid, da der ikke vil være flere mennesker tilbage om eksempelvis 100 år.

En ligegyldig kop kaffe.

En ligegyldig kop kaffe.

Så på den måde er Children of Men en postapokalyptisk film, som samtidig har flere ting til fælles med mere rendyrkede postapokalyptiske film som de førnævnte eksempler. For ét af kendetegnene ved den postapokalyptiske setting er, at der eksisterer en tro på et utopisk samfund, som enten er et konkret sted eller en person, som vil vise vejen mod et bedre samfund.

I Children of Men er begge dele inkorporeret. Jasper snakker om at det nærmest mytiske Human Project har tilholdssted på en ø langt væk, og Theo forsøger at få Kee frem til båden Tomorrow, som vil føre Kee til Human Project, og samtidig bliver Kee den katalysator, som giver Theo og alle andre personer, der oplever den gravide Kee, troen tilbage på, at samfundet godt kan reddes.

I mine øjne er filmen et mindre mesterværk, og det er da også første gang, at jeg har set en film, der foregår i en postapokalyptisk setting blive udråbt til et mesterværk af en næsten enig dagspresse.

Antihelt
At Theo ikke bruger fløde i kaffen redder ham.

At Theo ikke bruger fløde i kaffen redder ham.

Filmen indledes med, at vores hovedperson Theo går ind på en kaffebar London. Her viser et fjernsyn nyheden om, at Baby Diego er død. Diego var den yngste levende person på jorden, 18 gammel, og han blev dræbt, da han nægtede at give en autograf. På kaffebaren står en stor skare af mennesker og følger nyheden, mens tårerne får frit løb. Diego var noget, der bandt befolkningen sammen, og nu er han død.

Theo går helt uanfægtet op og køber en kop kaffe, og går ud på gaden. Her ser vi ham fylde sprut i sin kaffe, og kort efter bliver kaffebutikken sprunget i luften. Theo overlever med nød og næppe, og senere joker hans ven Jasper med, at det var heldigt, at han ikke brugte mælk i kaffen, da dette ville have kostet ham livet. Efter denne sekvens dukker filmens titel op på skærmen.

Propaganda-video.

Propaganda-video.

Det bliver gjort meget klart for os, at verden er i forfald, og at det stort set kun er England, der stadig holder fanen højt – det skal naturligvis tages med et gran salt, da det er igennem propagandavideoer, vi ser dette. For vi ser kun det, som Theo ser, og det giver det hele en meget fortættet stemning, da vi rent faktisk ikke ved, hvad der sker rundt omkring i verden.

Theos liv gik i stå, da hans søn døde for over 10 år siden. Han har et ligegyldigt job, og det eneste han nyder, er sit venskab med den tidligere satiretegner Jasper, der er bosat i skoven et stykke væk fra London.

Gravid flygtning
John Lennon-lookaliken Jasper (Michael Caine).

John Lennon-lookaliken Jasper (Michael Caine).

Et par dage efter ulykken med Baby Diego kontaktes Theo af “The Fishes” – en oprørsbevægelse, der kæmper mod det totalitære styre i England, hvor flygtninge holdes i KZ-lignende fangelejre. Lederen af “The Fishes” er ingen ringere end Theos ekskone Julian, som Theo ikke har set siden sønnen døde. I sin tid mødtes de to i en politisk bevægelse. Nu har Julian brug for Theos hjælp til at skaffe papirer til en ung flygtning ved navn Kee, der skal fragtes til havet. Modvilligt siger Theo ja, men de penge han tilbydes, har han brug for.

Han skaffer papirerne, og da han sidder i bilen med Julian og Kee, angribes bilen, og Julian bliver skudt i hovedet og dør. Med i bilen er også Julians løjtnant Luke, og han kører dem resolut i sikkerhed, selv om han bliver nødt til dræbe et par politifolk på vejen. Theo og Kee bliver ført med til et landsted hvor “The Fishes” holder til, og ude i en lade ser han det, som ingen mennesker har set i snart 20 år: En gravid kvinde.

Det er Kee, der er gravid, og det var Julians ønske, at hun skulle sendes videre til Human Project, men nu har Luke andre planer. Theo overhører Luke snakke med en kompagnon om, at de vil slå Theo ihjel, og selv bruge den gravide kvinde i kampen mod regeringen. Gode råd er dyre, men noget er blevet vækket i Theo, og han stikker af sted med Kee for at gøre det, som hans nu afdøde ekskone ville gøre. Og ikke et ord mere her om den spændende handling, der følger.

Velskrevet og velspillet hovedperson
Julian dør.

Julian dør.

Rent fortællermæssigt har Children of Men allieret sig med et meget stærkt kort: At lade hovedpersonen være med i alle scener, således at vi som tilskuere drages ind i filmen gennem vores protagonist Theo og hans rejse gennem det triste engelske landskab anno 2027. Dette kneb kræver, at hovedpersonen er en godt skrevet karakter, som man kan relatere til eller i det mindste forstå, samtidig med at det er nødvendigt, at skuespilleren der spiller hovedrollen gør det rigtig godt.

Begge faktorer er heldigvis tilstede i Children of Men. Hovedpersonen Theo Faron er på en og samme tid en meget sammensat og enkel karakter. Han har efter sit barns død mistet troen på livet og går igennem dagligdagens trummerum som en søvngænger med en nihilistisk tilgang til livet. Kun i hans små stunder med sin gamle ven Jasper lever han lidt op, og vi får indblik i en person, som dybt inde både er humoristisk og idealistisk.

Men ellers drikker han tæt, er ligeglad med sine omgivelser, og det virker som om, at han bare venter på, at hans hjerte skal stoppe med at slå. Kort sagt det, man kan betegne som en vaskeægte antihelt med depressive tendenser.

Theos sammenbrud.

Theos sammenbrud.

Men som historien skrider frem, vågner Theo langsomt op af sin dvale og tvinges til at tage en aktiv part i de ting, der sker omkring ham. I takt med at handlingen udfolder sig, bløder Theo op, og til sidst brænder han med en indædt ild for det projekt, som er blevet ham pålagt. Men igen skal man forstå, at det kun er blevet ham pålagt på grund af den fortid, han bærer rundt på.

Han var engang en brændende idealist, som havde et ønske om at ændre verden – samtidig med at han som de fleste mandlige idealister også håbede på at få et slag fisse med i købet. Det fik han. Men da filmen tager sin begyndelse er han kun en skygge af sig selv, og det er meget spændende at følge Theos udvikling.

Grum fortælling
Theo (Clive Owen).

Theo (Clive Owen).

Clive Owen udfylder rollen som Theo til perfektion. Med sin tykke britiske accent og meget maskuline ydre er han perfekt castet som Theo. Clive Owen formår at virkeliggøre karakteren med sine veltimede leveringer af replikkerne, sit gode kropssprog og gestik. En fin rolle for Owen, som også var et af de få lyspunkter i den ellers tvivlsomme King Arthur (2004).

Michael Caine er som altid god som Jasper – en aldrende udgave af John Lennon med langt hår og briller. Julianne Moore spiller en af sine bedste roller, selvom hun dog hurtigt må forlade filmen, da hendes karakter Julian får et projektil i hovedet. Og ellers er der over hele linjen stor ros herfra til samtlige skuespillere, som dog alle er statister i Theos rejse.

Langt hen ad vejen er Children of Men en dystopisk og grum fortælling, som kun afbrydes af få lyspunkter og en tider befriende galgenhumor. De få lyspunkter finder man i selskab med Jasper og den lille oase, han har skabt midt inde i en skov. Og senere henne i filmen er det befriende at kunne grine, når Theo konfronteres med den underlige fangevogter Syd. Hvis disse elementer ikke havde været til stede, ville filmen have druknet i ubehag.

Grum
Håbet for fremtiden - den gravide Kee.

Håbet for fremtiden – den gravide Kee.

Og når jeg siger grum, så mener jeg grum. Kun slutningen og de små humoristiske/humanistiske passager i løbet af filmen skiller sig lidt ud, men jeg mener, at en anden form for slutning ville have været i en boldgade, som havde gjort filmen direkte frastødende og modbydelig.

Selvom nogle nok vil være uenige med mig, finder jeg ikke slutningen patetisk og klam, men meget tro mod filmens ånd. Hele vejen igennem balancerer filmen på grænsen mellem det totalt nedbrydende og det direkte opløftende, og det er en svær bedrift, som filmen dog løser perfekt.

Rent visuelt er filmen intet mindre end mesterlig. Instruktøren Alfonso Cuarón har allieret sig med en sværvægter indenfor fotografering. Fotografen Emmanuel Lubezki har ikke færre end fire Oscarnomineringer på sit CV, og han kan sit kram. Filmen er mestendels holdt i kolde og mørke farver, kun opbrudt af små lyspunkter, som supplerer fortællingen sublimt. Stilen er naturalistisk, og filmen forfalder aldrig til de nemme løsningerne.

Den psykopatiske Syd.

Den psykopatiske Syd.

Scenen hvor Theo følger efter Kee i den krigshærgede fangelejr er helt på højde med indledningssekvensen i Saving Private Ryan (1998), og det er også disse elementer i filmens visuelle udtryk, som er med til at skabe troværdighed. Scenen er lavet i et one-take, hvor der ikke klippes i over 6 minutter – eller sagt på en anden måde, så ser vi som tilskuere ikke de skjulte klip, som der er blevet lavet.

Effekten af sådan et one-take er, at vi som beskuere ikke tager øjnene væk fra skærmen, og at man nærmest føler scenen som et hårdt og pågående knytnæveslag direkte ind i mellemgulvet. Det er en sådan scene, som ville gøre one-take-mestre som Martin Scorsese og Brian de Palma misundelige.

Man tænker så at sige ikke over, at filmen foregår 20 år ude i fremtiden, men man sluger det hele råt og tror på den setting, som filmskaberne har skabt. Det hele er troværdigt og er et meget godt bud på, hvordan vores samfund ser ud om 20 år, om end et noget negativt bud. Og her er det ikke kun fotografen, man bør rose, men også effektfolkene og specielt production designerne Jim Clay og Geoffrey Kirkland.

Troværdig fremtidsfilm

Alt i alt formår Children of Men både at fungere som et karakterdrama, en spændingsfilm og en fremtidsfilm. Det er en ganske imponerende bedrift, når man tager i betragtning, at det er svært at lave troværdige fremtidsfilm. Samtidig er historiens kerne ganske opløftende på trods af den gru og død, man ser igennem hele filmens forløb. Jeg er meget glad for denne film og ønsker jer alle god fornøjelse med at se den i den nærmeste fremtid. Det fortjener den, og det fortjener I.

Children of Men er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

5 stjerner

Titel: Children of Men
Instruktør: Alfonso Cuarón
Manuskript: Alfonso Cuarón, Timothy J. Sexton, David Arata, Mark Fergus & Hawk Ostby efter roman af P.D. James
Cast: Clive Owen (Theo), Michael Caine (Jasper), Julianne Moore (Julian)
Producere: Marc Abraham (producer), Eric Newman (producer), Hilary Shor (producer), Iain Smith (producer), Tony Smith (producer), Armyan Bernstein (executive producer), Thomas A. Bliss (executive producer)
Foto: Emmanuel Lubezki
Klip: Alfonso Cuarón & Alex Rodriguez
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/England/Japan, 2006
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Strike Entertainment, Hit & Run Productions, Ingenious Film Partners, Toho-Towa
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: Postapokalyptika

Én kommentar til Children of Men

  1. Jesper Mührmann- Lund 4. august 2019 at

    Hej Jacob K.
    Jeg er 100% enig i din vurdering af filmen som værende et mesterværk.
    Det gør du også rigtigt godt rede for hvorfor.

    Det der til gengæld til stadighed bliver ved med at vende tilbage til mig, er følgende:
    I slutningen er Kee og Theo( og baby) på vej ud til mødestedet, hvor Tomorrow skal mødes med dem.
    Lige før det sker, dør hovedpersonen, gennem hvis øjne vi har oplevet handlingen. Kee ser skibet og man forestiller sig at hun samles op.
    Imidlertid antydes det allerede i bussen på vej gennem kz lejren ( ok, lad os bare for et syns skyld kalde det en “ flygtningelejr”), at kommunikationen mellem folkene bag The Human Project foregik “ gennem spejle”, hvilket Theo bander højlydt over, da hans usikkerhed omkring det realistiske i projektet øges.
    Så derfor ser jeg selv to slutninger:
    1. Kee samles op af Tomorrow
    2. Der kommer aldrig noget skib ( hvor realistisk er det iøvrigt med bombefly på vingerne?), men Kee, der nu kun har troen tilbage, tror desperat at der rent faktisk er et skib. Den grumme realitet går op for tilskueren. Det hele har været en illusion lige fra begyndelsen.

    Jasper (Michael Caine) causerer tidligere i filmen om “ tilfældet og troen”. Jeg tænker at de to elementer bindes fint sammen i slutningen.

    Blot en tolkning.

    Mvh. Jesper Mührmann- Lund

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *