Castlevania

2 minutters læsetid

CastlevaniaFørst og fremmest er denne første sæson af den animerede TV-serie kun på fire afsnit af cirka 24 minutters varighed. Med andre ord svarer det til at se en normal spillefilm (lidt kort efter nutidens standarder), men i fire ret skarpt opdelte episoder.

Serien er baseret på den vidt forgrenede Castlevania-spilserie, der udkom til Nintendo i 80’erne og 90’erne, men manus er skrevet af en tegneserieskaber – legendariske Warren Ellis, der har lavet et utal af Marvel-titler, men som jeg personligt værdsætter mest for Transmetropolitan-hæfterne, et af verdens bedste cyberpunk-værker.

Genremæssigt befinder vi os i horror-land, men så sandelig også i steampunk-territorium, med meget stærke fantasy-elementer, som elementar-magi og dæmonhorder.

Naturligvis er der også en kærlighedshistorie, der udvikles ret platonisk, men virker til godt at kunne blive meget kødelig (og dødelig) i sæson to.

Oven i det hele er der et historisk lag, hvor den virkelige verdens katolske kirke har en hovedrolle, og historien udspiller sig geografisk set på Jorden – nærmere bestemt Wallachia i Rumænien.

Dracula den Uovervindelige

På indholdssiden blandes en ublu religionskritik og udstilling af kirkeligt hykleri med rendyrket splat, sværdkampe og monstre, der er ethvert heavy metal-albums cover værdige.

Persongalleriet er en absurd kavalkade med selveste Dracula i spidsen. Hovedpersonen, Trevor Belmont er mere i familie med The Witcher-franchisens titelrolle Geralt of Rivia, end med klassiske vampyrdræbere, som Abraham van Helsing (Dracula, 1897).

Dertil kommer en troldkvinde, der minder om noget fra The Last Air Bender-serien og føromtalte enorme hær af monstrøse dæmoner.

Animationerne, der viser og fortæller alt dette, er ikke de bedste, jeg har set, men de består. Baggrundene er til tider virkelig smukke, sjovt nok som regel i forbindelse med, at Dracula er vred.

Den støvede gamle greve har fået et episk tvist. Som seriens antagonist skal han selvfølgelig være en trussel, men det er lige før, det kammer over i Castlevania.

Dracula teleporterer efter forgodtbefindende, kan hidkalde ildstorme og kontrollere dæmoner, ældes ikke og har superstyrke. Alle disse evner forklares meget vagt med, at Dracula anvender teknologi til at omgå naturlovene – et emne jeg håber bliver taget op i flere detaljer i sæson to.

Forglemmeligt plot gør ikke det store

Plottet er en af de eneste bestanddele af serien, der ikke er utraditionelt på en eller anden bastardagtig måde.

Det er til gengæld nærmest arketypisk for horror-genren. En magtfuld præst, blindet af sin tro, beslutter sig for at brænde en heks på bålet.

Det viser sig desværre, at heksen er Lisa Tepes, Draculas højtelskede hustru. Dracula er Wallachias egen mystiske Satan/Prometheus-skikkelse, som ellers har været fraværende i århundreder og levet et tilbagetrukket uliv i sit bizarre mekaniske slot.

Henrettelsen af hustruen får selvfølgelig Dracula til at gå bersærk i et apokalyptisk hævntogt – han sværger på, at alle mennesker i verden må lade livet.

En fordrukken, ekskommunikeret kriger (Belmont) er det eneste håb for verden, men han er vrangvillig – en sand ufrivillig helt. Gæt hvad der overtaler ham til at redde menneskeheden …
Det dybt forudsigelige plot glider dog i baggrunden for seriens mange andre overraskelser. Jeg kan varmt anbefale, at man spenderer et par timer af sit liv på den.

Den anden og sidste sæson skulle meget gerne udkomme i år, og være otte afsnit lang. Der er helt sikkert potentiale for et baby-myrdende, kirkenedbrændende, storbandende brag af en afslutning på historien.

5 stjerner

Titel: Castlevania
Instruktør: Sam Deats
Manuskript: Warren Ellis
Cast: Richard Armitage (Trevor Belmont), James Callis (Alucard), Alejandra Reynoso (Sypha Belnades), Matt Frewer (The Bishop), Graham McTavish (Dracula), Emily Swallow (Lisa Tepes)
Musik: Trevor Morris
Spilletid: Ca. 96 minutter
Aspect ratio: 16:9
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskab: Frederator Studios, Mua Film, Powerhouse Animation Studios, Project 51 Productions, Shankar Animation
hvid
Castlevania er en original Netflix-serie.

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018

Stikord: Dracula, TV, Vampyrer

Martin Schjönning er litterat, forfatter, rollespiller og generelt en inkarneret nørd – og stolt af det! Han debuterede som novelleforfatter i 2011 med Anonymt Bidrag i antologien Velkommen til Dybet, og har siden deltaget i flere antologier, blandt andet Vampyr, Pix og Varulv. Hans første kortroman, Deroute, udkom i maj 2015, efterfulgt af den første fulde roman, Afsind, i januar [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.