Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Carrie

Carrie
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

På nær et par rigtig fine cues, er Marco Beltramis score til 2013-versionen af Carrie en meget konventionel omgang horrormusik, der hverken er specielt dårligt eller specielt godt.

CarrieMarco Beltrami er i dag én af Hollywoods go-to-guys, hvis man står med en gyserfilm, man skal bruge et score til. Det er som sådan ingen dårlig ting at være, for hvis komponisten er i det kreative hjørne og ikke er bundet af forventninger om en strengt konventionel tilgang, giver horrorgenren ofte komponisten meget frie tøjler.

Det vidner en lang række scores om, og nogle af filmhistoriens bedste scores er komponeret til horrorfilm – tænk bare på Jerry Goldsmiths scores til The Omen (1976) og Alien (1979), Christopher Youngs score til Hellraiser (1987) eller Bernard Herrmanns score til Psycho (1960).

Omvendt kan horrorgenren også føre komponisten ud i brug af hævdvundne klichéer, hvor musikken primært baserer sig på dissonans og lydstyrke, og det er desværre lidt den retning, Marco Beltrami er gået i med sit score til 2013-nyfilmatiseringen af Stephen Kings roman Carrie (1974).

En klart genkendelig stil

Beltramis Carrie-score har Beltramis fingeraftryk ganske eftertrykkeligt på sig. Beltrami er én af de Hollywood-komponister, der har en klart genkendelig stil, især karakteriseret af bestemte harmonier og rytmer, og det bærer scoret til Carrie præg af. Kender man lidt til Beltrami, vil man aldrig være i tvivl om, hvem komponisten er.

Det er for så vidt rigtig positivt, for alt for mange scores i dag er stilmæssigt anonyme i en grad, der gør det svært, om ikke umuligt, at genkende komponistens egen “stemme” i arbejdet. Sådan er det heldigvis ikke her.

Som sådan hører man i Carrie-scoret ekkoer af mange andre Beltrami-scores – fra den harmoniske opbygning i scores som Hellboy (2004) og I, Robot (2004), de faldende skalaer i hans udmærkede score til The Omen-remaket fra 2006 og den fremdrivende rytmik i actionmusikken i Underworld: Evolution også fra 2006.

Alligevel virker det ikke som om, Beltrami har været synderligt inspireret, da han satte sig ned for at komponere Carrie-scoret.

Rent teknisk fejler musikken selvfølgelig ikke noget, og i filmen fungerer musikken da også efter hensigten – også selvom den heller ikke her gør noget større væsen ud af sig. Med undtagelse af filmens centrale scene, hvor Carrie går amok, husker man meget lidt af musikken bagefter, og det er præcis det samme indtryk, scoret giver på CD.

Scoret er, som vanlig for Beltrami, komponeret for symfoniorkester med inddragelse af en smule electronica.

Sørgmodigt og ildevarslende

Albummet lægger ud med “Carrie Main Title”, der introducerer det udmærkede, men ikke specielt mindeværdige hovedtema, der stemningsmæssigt går efter en blanding af det sørgmodige og det ildevarslende.

Hovedtemaet dukker løbende op i scoret i forskellige varianter, bl.a. i “Carrie On” (nr. 4) og “Sue Gets an Idea” (nr. 9). Af disse er “Carrie On” nok scorets bedste præsentation af temaet, ligesom cuet er et fint eksempel på Beltramis særlige kendetegn i den harmoniske opbygning.

Scorets tre ben

Den sørgmodige og let skumle stemning, som hovedtemaet slår an, udgør én af scorets tre “ben”. Samme stemning høres i f.eks. “When Periods Attack” (nr. 3), “Headbanger” (nr. 5) og “Love You Too, Mom” (nr. 7) – med og uden brug af selve hovedtemaet.

Scorets andet og tredje ben består af dyster underscore, der ofte trækker meget på orkestrets lave registre, og horrormusik af den meget konventionelle type, hvor der både skrues op for de dissonante effekter og for lydstyrken.

Disse to veksler ofte med hinanden indenfor samme cue, f.eks. i “The Birth of Carrie” (nr. 2), “Go To Your Closet” (nr. 6), “Heading Home” (nr. 18) og “Mommie Dearest” (nr. 19).

Ingen af disse cues er decideret dårlige, og første halvdel af “Mommie Dearest” er faktisk et ganske fint eksempel på Beltramis særlige kendetegn.

Omvendt er der heller ingen af disse cues, der på nogen måder forsøger noget nyt; tværtimod er de udtryk for en særdeles konventionel musikalsk tilgang til horrorgenren, som vi har hørt hundredvis af gange før.

Enkelte cues stikker ud

Enkelte cues stikker ud fra mængden, f.eks. den “træningsmontage”-agtige “Mind Over Matter” (nr. 8), der har en effektiv rytmisk fremdrift, til dels under anvendelse af nogle elektroniske rytmer og guitar, men som desuden har en velkommen og ganske smuk passage for fløjter.

Derefter skal vi otte cues længere frem, inden der for alvor sker noget igen. Her når vi frem til “Kill ‘Em All” (nr. 15), der med sin rytmiske opbygning og faldende strygerskalaer er klassisk Beltrami og faktisk et ganske, ganske fremragende stykke horrormusik. Det er dette cue, man husker, efter at have set filmen, og det er dette cue man husker, efter at have hørt scoret.

Det umiddelbart følgende cue, “Driving Her Crazy”, er med sin distortede elektriske guitar og synthesizede baspuls også noget, der stikker af i en helt anden retning end resten af scoret og et virkelig glimrende suspense-cue.

Ikke specielt dårligt, ikke specielt godt

Intet af Carrie-scoret kan karakteriseres som specielt dårligt, men der er også meget lidt, der kan karakteriseres som specielt godt. På den måde matcher Beltramis score filmen meget godt: På ingen måde så ringe, at man bliver fornærmet, men som helhed bestemt heller ikke så godt, at man bliver imponeret.

Nummerliste:
1. Carrie Main Title (1:28)
2. The Birth of Carrie (2:48)
3. When Periods Attack (2:07)
4. Carrie On (1:49)
5. Headbanger (1:17)
6. Go To Your Closet (3:29)
7. Love You Too, Mom (0:46)
8. Mind Over Matter (3:10)
9. Sue Gets An Idea (4:14)
10. Shopping (1:44)
11. Levitated Mass (2:44)
12. Preparing for Prom (2:03)
13. Trapped in the Closet (1:37)
14. Blood Bath (1:11)
15. Kill ‘Em All (2:48)
16. Driving Her Crazy (4:26)
17. Heading Home (2:25)
18. Mommie Dearest (4:23)
19. House Crumbles (3:28)
20. Burn In Hell (1:05)

Total spilletid: 49:02

3 stjerner

Titel: Carrie
Komponeret af: Marco Beltrami
Dirigeret af: Marco Beltrami
Label: Sony Classical

Anmeldt i nr. 114 | 13/04/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *