Rasmus Rosenørn
Ingen kommentarer

Carefreedays

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det første og eneste album fra tyske Pressureflip er en middelmådig sag. Bandet spiller skatepunk, men med manglende energi, opfindsomhed og et fesent lydbillede.

CarefreedaysCarefreedays (1996) er de tyske skatepunkere Pressureflips debut og eneste album. Tyskland har fostret masser glimrende bands inden for diverse hardcoregenrer, men ud af et miljø, hvor nogle bands viser sig som talentfulde musikere og sangskrivere, bliver der dog en masse tilbage, som ikke har det, der skal til for at nå toppen. Til denne sidste kategori hører Pressureflip.

Hørt før

Pressureflip spiller skatepunk i stil med NOFX og lignende amerikanske westcoast punkbands, og det gør de i princippet godt. Der er dog det problem, at deres musik ikke rigtigt fænger. Det er svært at sætte en finger på, hvad der egentlig er galt med Pressureflip, for de gør alt det rigtige.

Her er vi fremme ved sagens kerne. Efter at have hørt Carefreedays, synes man egentlig at have hørt det hele før – bare bedre! Og hvorfor så ikke høre den originale musik hos NOFX, Lag Wagon, Propagandhi eller Wizo, hvis det skal være tysk.

Pressureflip udfolder på Carefreedays en lang række sobert udførte stiløvelser inden for skatepunken, som den var moderne i midten af halvfemserne. Det lyder fint, men også en smule kedeligt fordi Pressureflip ikke leverer noget selvstændigt. Det lyder som om Pressureflip har komponeret deres sange ved at tage noget, de har hørt hist og her, og så sat det sammen, som var det legoklodser. Det bliver i længden uinteressant.

Fesent lydbillede

De fire medlemmer er hver især glimrende instrumentalister, men de spiller temmelig stift og mekanisk. Det får den kedelige konsekvens, at musikken lyder energiforladt, hvilket altid er skidt, men katastrofalt i punksammenhæng, da energi om noget er denne genres brændstof.

Vokalarbejdet varetages af guitaristen Sebastian og trommeslageren Alex. Ingen af dem besidder imponerende sangstemmer, men hvis de havde trykket den lidt mere af, kunne meget være reddet. Retfærdigvis skal det siges, at pladeselskabet Epistrophy kun har ofret en ganske nødtørftig produktion, hvilket således kun bidrager til det fesne lydbillede. En ordentlig produktion kunne sikkert have gjort meget for Carefreedays og Pressureflip.

Sangene på Carefreedays kredser omkring tilværelsens tilsyneladende meningsløshed og flygtighed. Pressureflip er et tysk band, men de vælger uheldigvis at skrive deres tekster på engelsk. Det er ikke til at vide, om teksterne havde været bedre på tysk, men det er ikke den store lyrik, der udfoldes i sangene. Et godt eksempel på teksterne er nummeret “Breach”, hvor Pressureflip har haft fat i “Håndbog for skolepsykologer”:

“Violence! / Violence…an outlet for hate / Hatred based on disappointment / and pain.”
Det er nok ikke et helt forkert udsagn, men hvorfor skal vi stakkels lyttere belemres med Pressureflips lommepsykologi?

To fede bonusnumre

Selvom Carefreedays på mange måder er et uselvstændigt album, kan man dog ikke bare kaste vrag på alle pladens tolv numre. På titelnummeret “Carefree Days”, og på pladens længste skæring “Rescue Me” lyder det faktisk som om, Pressureflip har noget på hjerte. Sammen med det ska-inspirerede “T. T. the Cop”, hvor der råbes et enkelt oi, og de to tysksprogede bonusnumre, udgør de nogle af pladens højdepunkter.

Efter pladens tolv officielle numre er der nogle minutters stilhed, hvorefter der kommer to hemmelige numre, som er et kapitel for sig. Her lyder Pressureflip som de burde. Her er den energi, humor og flabethed, der mangler på pladens officielle numre. “Staatsfeind” er en hårdtslående punkfræser, hvor bandet giver den hele armen, i en opsang til det tyske samfund.

Og så er der det uforlignelige afslutningsnummer “Ich Trink Hansa”, der fremkalder nostalgiske følelser hos denne sønderjyske anmelder. Det er et vaskeægte festnummer. Det fængende omkvæd er lige til at skrige med på, og der er masser af oi-råb i denne hyldest til verdens bedste billigøl. Hvis hele pladen var lige som disse to bonusnumre havde den fået topkarakterer.

Middelmådighed

Carefreedays er ikke en decideret dårlig plade, og det skal da heller ikke frarådes at anskaffe den. Man skal bare tænke på, at hvis man vil høre skatepunk, er der masser af andre bands, der leverer varen meget bedre end Pressureflip. Næsten enhver plade fra selskabet Fat.Wrecks bagkatalog vil være et bedre alternativ.

Carefreedays har dog sine momenter, hvor den løfter sig op over ligegyldighederne. Og så er der de to bonus-numre, der næsten er hele pladen værd. Her skal selv Wizo stå tidligt op for at være med, når det gælder tysksproget punk.

Pressureflip eksisterer desværre ikke mere, så vi kan ikke vente os mere fra dem. Det er synd, for der kunne sikkert komme noget godt fra dem. Man må håbe, at musikerne er blevet opslugt i andre og mere inspirerede projekter.

Carefreedays er venligst stillet til rådighed af Epistrophy Recordings.

Nummerliste:
1. 24 (2:35)
2. Phone Punks (2:41)
3. Carefree Days (2:49)
4. What This Song… (2:49)
5. Idiot (3:00)
6. Breach (2:24)
7. Slogan (3:07)
8. Odd Man Out (3:18)
9. Rescue Me (4:24)
10. Good Bye (3:41)
11. Fat Frank (3:02)
12. T. T. the Cop (2:25)

Bonusnumre:
13. [stilhed] (2:56)
14. Staatsfeind (2:13)
15. Ich Trink Hansa (1:57)

Total spilletid: 43:27

3 stjerner

Titel: Carefreedays
Kunstner: Pressureflip
Udgivet: 1996
Label: Epistrophy – EPI015

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *