Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Cannibal Holocaust

Cannibal Holocaust
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Du har med garanti aldrig set noget lignende, og det filmiske reservoir kunne ikke være foruden dette mesterværk, som går langt, og jeg mener rigtig langt, over grænsen.

Cannibal HolocaustCannibal Holocaust bliver lanceret som “THE MOST CONTROVER-SIAL MOVIE EVER MADE”. Men den er meget mere end bare det.

Vi har her at gøre med et ægte mesterværk, som sjovt nok kommer fra den italienske gyserindustri, som normalt ikke er leverandør af filmiske mesterværker, men mere garant for uforpligtende underholdning, vold, blod og liderlighed. Cannibal Holocaust har selvfølgelig disse elementer, men formår at rejse sig over genren og skabe noget nyt.

Todelt handling
Titelsekvensen

Titelsekvensen.

Filmen er delt op i to dele. Den ene følger antropologiprofessoren Monroes søgen efter fire dokumentarfolk i Amazonas jungle, mens filmens anden halvdel viser de optagelser, som Monroe finder.

Fire unge dokumentarfolk – Alan Yates, Faye Daniels, Jack Anders og Mark Tomasso – rejser til Amazonas jungle for at lave en dokumentarfilm om kannibalstammer. Efter nogle måneder, hvor ingen har hørt fra dem, beslutter en TV-station sig for at sponsorere en redningsaktion, ledet af antropologen Monroe. Han ankommer til junglen og får følgeskab af en guide og en assistent. Her følger han de fires spor, som leder frem til en frygtelig afsløring: De er blevet spist.

Dokumentargruppen

Dokumentargruppen.

Undervejs ser han frygtelige ting, som alle viser sig at være resultater af de fire dokumentarfolks lemfældige omgang med de indfødte. Heldigvis finder han deres efterladte filmruller, og tager tilbage til New York for at lave en film om dem, i sammenarbejde med TV-stationen. Den første del af filmen fungerer som en klassisk spændingshistorie, der har sit dramaturgiske klimaks da de finder resterne af de fire.

Resterne af dokumentargruppen

Resterne af dokumentargruppen.

Herefter ændrer filmen karakter, og bliver til en skildring af arbejdet med at skabe dokumentarfilmen. Monroe holder møder med TV-stationen, interviewer de pårørendes familier og bekendte, samtidig med at han langsomt ser optagelser, mens de redigeres sammen.

Som tilskuere følger vi på tæt hold udviklingen, og som filmen nærmer sig sin slutning, ser vi hvad der skete med de fire, og hvor forfærdelige mennesker de var.

Monroe vil ikke fortsætte med filmen, da den går mod hans moralske standpunkter, men TV-stationen vil have den lavet. Så Monroe tvinger ledelsen på stationen til at se de sidste optagelser sammen med ham. De væmmes og beslutter sig for at destruere filmen. Den hovedansvarlige ringer til klipperen og siger ” John, I want this material burned, all of it”. Hvorefter Monroe forlader TV-stationen og filmen slutter af med hans tanker: “I wonder who the real cannibals are?”

Man gik et godt stykke over grænsen tilbage i 1980
Filmruller

Filmruller.

Men hvad er det, der er så slemt ved de optagelser de finder? Et af de geniale træk ved filmen er de klip, vi ser fra de fires optagelser. Langsomt, men sikkert, ser vi de fire gå over grænsen, og vi ser dem gå i forfald. Det hele starter som en leg for dem, og de har alle drømme om at deres film skal vinde priser og gøre dem til millionærer.

Lederen af gruppen, instruktøren Alan Yates, viser sig at være en kold og kynisk person, der hverken besidder etik eller moral. Dette understreges specielt af to scener. Den første er da de tre mænd voldtager en indfødt kvinde, og Yates tvinger sin kæreste, Faye Daniels, til at filme det. Da hun spørger hvad det skal bruges til, svarer han kynisk, at det er godt materiale til en pornofilm. Den næste scene er, hvor Yates sætter ild til en hytte, der er fyldt med indfødte.

Monroe interviewes

Monroe interviewes.

Dette leder frem til et andet spændende aspekt ved Cannibal Holocaust, og som egentlig er filmens moralske budskab og historiens kerne: Journalistisk etik og hvorledes man påvirker virkeligheden så den passer ind i ens kram. Med dette menes, at Yates iscenesætter virkeligheden, for at få reaktioner ud af de indfødte, som ellers har været ganske fredelige indtil da. Det bliver da også i sidste ende de fires død.

Hele denne problematik er også aktuel den dag i dag, 26 år efter filmen kom ud. For hvad kan journalister og medierne tillade sig, og hvor går grænsen mellem at iscenesætte virkeligheden og blot skildre, hvad der sker som en flue på væggen?

Manipulation af virkeligheden
Dokumentargruppen påvirker virkeligheden

Dokumentargruppen påvirker virkeligheden.

En film som Wag the Dog (1997) indeholder også en tilrettelæggelse og manipulation af virkeligheden. For at få fokus væk fra præsidentens sexskandale, fabrikerer præsidentens spindoktor og en Hollywood-producer en fiktiv krig, som ender med at få store konsekvenser for verdensfreden.

Realityshows som Robinson Ekspeditionen og Big Brother bryster sig af, at de viser hvordan almindelige mennesker reagerer på henholdsvis en øde ø og i et lukket hus. Men disse programmer påvirker udefra, hvordan de medvirkende skal reagere for at skabe underholdende TV. Der er jo nok ikke nogen der gad se på 20 mennesker på en øde ø, hvis der ikke, fra TV-stationens side, var indlagt forudbestemte konflikter og konkurrencer.

En af dokumentargruppens kameramænd

En af dokumentargruppens kameramænd.

Den samme tanke har Yates i Cannibal Holocaust. Han troede, at stammerne ville være voldshungrende kannibaler, men de viser sig blot at være forholdsvis fredelige stammefolk, som har været uberørte af den vestlige verdens udvikling. Så Yates beslutter sig for at få det værste frem i dem gennem død, voldtægt og en general undertrykkelse af de vilde. Så stammen reagerer som et dyr der er trængt op i et hjørne, og som efterfølgende bider fra sig.

Netop også derfor ønsker Monroe, som den antropolog han er, ikke at ligge navn til filmen. Filmen viser nemlig ikke, hvordan de indfødte er, men derimod hvad Yates har manipuleret dem til at blive. Og mens vi følger Monroes indsamling af materiale om de fire, går det op for ham, at de i bund og grund er nogle dumme svin, der ikke har den svageste intention om at skildre virkeligheden som den er, men blot er nogle pengeliderlige unge mennesker der ønsker hurtig berømmelse.

En skildpaddes slås ihjel i virkeligheden

En skildpaddes slås ihjel i virkeligheden.

Det der også, sammen med essensen i handlingen, gør filmen så kontroversiel er dens stil. Den første halvdel har et konventionelt filmsprog, og dette fortsætter i anden halvdel, dog afbrudt af de sekvenser, vi ser fra de fires optagelser. Disse er lavet med håndholdt kamera og uden lyssætning. Dette giver en uhyre realistisk effekt, der flere steder understøttes af at lyden er ude af sync. Man oplever det, som om man sad og så noget materiale, der er optaget som dokumentarmateriale.

Endvidere ser man kameraer i mange af billederne, da holdet havde to kameraer med i junglen. Desuden henvender skuespillerne sig direkte til kameraerne, hvilket gør at afstanden til dem bliver minimal og vi tror på, at det, vi ser, er rigtigt. En effekt som The Blair Witch Project (1999) ligeledes bruger. Disse to film er også tæt beslægtede, da de begge blev lanceret som værende materiale fra virkeligheden.

Snuff som virkemiddel
Kastration

Kastration.

Af samme grund er Cannibal Holocaust blevet set som en snuff-film, der bare går efter at forarge, men den bruger derimod snuff-elementerne til at få sit budskab frem, og til at ramme en realisme, som sjældent er set i en spillefilm. Specielt de nu legendariske scener, hvor dyr slås ihjel i virkeligheden.

Mest ekstremt er det i scenen med skildpadden. Vi ser, selvfølgelig med rystet kamera, en skildpadde, der slås brutalt ihjel, hvorefter dens indvolde tages ud og den spises. Faye kaster op, og vender sig væk fra kameraet, hvilket blot forøger realismen.

Vi tror i dette øjeblik på, at de fire er virkelige mennesker, og at det, vi ser, er sket i virkeligheden. Altså: vi har set et dyr blive slået ihjel, hvilket påvirker vores læsning af resten af filmen som værende realistisk og snuff-agtig Derfor virker det også ekstremt stærkt, når vi ser de fire blive slået ihjel én efter en.

På afstand ser man Yates filme, da Jack Anders kastreres, hvorefter han slås ihjel. Alt dette har vi set i utal af gyserfilm, men aldrig har det virket så realistisk, at man skal tvinge sig selv til at kigge på. En realisme-effekt som er opnået ved hjælp af stilen, de gode special effekter, det troværdige skuespil hos de fire, og i den nådesløse skildring af dyr, der slås ihjel foran kameraet.

Antropologen Monroe (Robert Kerman)

Antropologen Monroe (Robert Kerman).

Robert Kerman, der er en amerikansk pornoskuespiller, spiller Monroe med stor troværdighed og indlevelse. Og alle de fire skuespillere, der spiller dokumentarfolkene, har virkelig formået at gribe ånden i filmen, og de er alle uhyre tæt på virkeligheden. Når man ser hvad instruktøren Ruggero Deodato og manuskriptforfatteren Gianfranco Clerici ellers har lavet, kan man godt undres over, at de har kunnet skabe dette mesterværk.

Man fristes til at tro, at stjernerne har stået rigtigt over Rom, og at den italienske gyserindustri har ramt helt plet. Filmen er ikke en gyser, men en blanding af en dokumentarfilm og et drama. Der er masser af blod, sex, vold og død, men disse elementer bruges ikke her til at underholde, men til at få et budskab frem. Et budskab om, hvad medierne kan tillade sig, og en klar holdning til hvem de virkelige kannibaler er.

En vigtig film
Dokumentargruppen finder en spiddet kvinde

Dokumentargruppen finder en spiddet kvinde.

Cannibal Holocaust er én af den slags film, der sætter dybe spor hos tilskueren og er samtidig en ekstremt vigtig film, når man tager filmhistorien i betragtning. Den leger med mediet og vores forventninger. Den vender en genre på hovedet, og tvinger os til at se noget, som vi normalt kan se som ren underholdning fordi det ikke er virkeligt.

Den er elegant instrueret, velskrevet og velspillet af samtlige skuespillere. Et stjerneklart mesterværk som man bør se, hvis man har nerverne til det, for nogen behagelig oplevelse er det ikke. Så hvis man forventer en klassisk italiensk gyserfilm bør man holde sig væk.

Cannibal Holocaust er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

6 stjerner

Titel: Cannibal Holocaust
Dansk titel: Kannibalmassakren
Instruktør: Ruggero Deodato
Manuskript: Gianfranco Clerici
Cast: Robert Kerman (Harold Monroe), Gabriel Yorke (Alan Yates), Francesca Ciardi (Faye Daniels). Perry Pirkanen (Jack Anders), Luca Barbareschi (Mark Tomasso)
Producere: Franco Di Nunzio (producer), Franco Palaggi (producer)
Foto: Sergio D’Offizi
Klip: Vincenzo Tomassi
Musik: Riz Ortolani
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: F.D. Cinematografica
Distributør (DVD): Grindhouse Releasing
Udgave/region: 0
hvid
Cannibal Holocaust er også udkommet på dansk region 2, hvor filmen er udgivet af Another World Entertainment (AWE) under sin danske originaltitel Kannibalmassakren. Selv om AWE-udgaven ikke har Grindhouses store mængde ekstramateriale, så kan den til gengæld prale af en betydeligt bedre billedkvalitet. Hvis man derfor både vil have filmen i den flottest mulige udgave og samtidig have ekstramaterialet med, må man investere i begge udgaver. Det er heller ingen stor udgift, for AWE-udgaven fås til kun en hund!

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Italian Cinema, Junglen, Kannibaler, Video Nasty

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *