Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Caligula et Messaline

Caligula et Messaline
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Caligula et MessalineDe var skøre, de romere. Og liderlige. Det må være konklusionen, man kan drage, når man har set Bruno Matteis superlumre rip-off af Tinto Brass’ omtalte og udskældte Caligola. Desværre er Caligula et Messaline ret uinteressant, med mindre man tænder på tanken om 90 minutters usammenhængende softporn med temmelig bizarre indslag undervejs.

Vi har på Planet Pulp tidligere set eksempler på det, som Caligula et Messaline er: en skamløs rip-off af et kendt forbillede, lavet for at tjene hurtige penge, mens forbilledet endnu var i publikums bevidsthed.

Dette er ikke det samme, som at de italienske kopier er dårlige, for faktisk er de ind imellem særdeles underholdende, men Caligula et Messaline hører desværre til i den rigtig svage ende af skalaen. Grunden til det skal primært findes i det næsten helt manglende plot, men det vender jeg tilbage til.

Rip-off, naturligvis

Caligula

Caligula et Messaline er naturligvis et rip-off af Tinto Brass’ særdeles omdiskuterede og udskældte Caligola (1979) med bl.a. Malcolm McDowell, Peter O’Toole og Helen Mirren. Sammenblandingen af kendte skuespillere, og mere eller mindre eksplicit pornografisk materiale, gjorde Caligola berygtet, og netop den slags var naturligvis vand på den italienske filmindustris mølle.

Under ét af sine utallige pseudonymer, Vincent Dawn, blev Caligula et Messaline instrueret af Bruno Mattei efter manuskript af Antonio Passalia, der ellers primært var skuespiller. Passalias eneste anden forfattercredit er for Nerone e Poppea (1982), også instrueret af Mattei, der tager stafetten op fra Caligula et Messaline, men handler om Nero i stedet.

Tynd handling

Lidt søskendekærlighed på romersk manér

Handlingen i Caligula et Messaline er tynd for at sige det mildt. Den starter under Caligulas styre i Rom, og følger den kejserlige familie indtil et godt stykke efter at Caligula myrdes, og Claudius indsættes som kejser. Filmen sammenblander ublu forskellige historiske figurer, og lader således Messalina være gift med Caligula, inden hun senere bliver gift med Claudius, der til sidst lader hende myrde. I virkeligheden var Messalina aldrig gift med Caligula, og hun var ikke Claudius’ første kone, men hans tredje. Men når musikken spiller og æslerne boller er der ingen, der tænker over den slags detaljer.

Messalina som gladiator

”Hov hov”, tænker du måske nu. ”Når æslerne boller?” Ja. Foruden de mange mennesker, der konstant kopulerer i Caligula et Messaline er der også en scene, hvor et par æsler går til den, og senere sågar også en scene med et par heste, der hygger sig. Det er ganske bizart, men det er også så langt ude, at det faktisk er temmelig sjovt. De to sekvenser er uden tvivl indsat med det formål ene og alene at chokere og forarge, men om de nogensinde har virket sådan, er spørgsmålet. I dag er de i hvert fald bare helt igennem grinagtige.

Æslerne i gang

Desværre er der ikke ellers så meget at grine af. Den tynde handling fylder utrolig lidt i filmen. Der er antydninger af, at det kejserlige hof var smækfyldt med intriger, og at Caligulas søstre var de værste konspiratorer imod ham, ligesom Messalina senere er den værste konspirator mod Claudius. Det er alt sammen fint nok, men det bruges bare aldrig rigtig til noget – et egentlig plot udvikler det sig aldrig til. Manuskriptforfatteren Passalia har haft for travlt med at forestille sig de mange seksuelt ladede tableauer, som filmen primært består af, og som intet gør for at imødegå forestillingen af Caligulas styre som korrupt og seksuelt ekstremt dekadent. Filmen er ét langt orgie, og der er bare patter så langt øjet kan række.

Hist og her er der så også indsat nogle gladiatorscener, og bl.a. bliver Messalina til kvindelig gladiator, så hun på den måde kan skaffe Caligulas opmærksomhed! Det er helt til grin, og det er dragterne, og især sværdene, også. ”Hul i det,” har Mattei og Passalia tydeligvis tænkt, og beder altså også publikum om at tænke sådan. Den går bare ikke rigtig.

For at publikum kan lokkes til at være ligeglade med den slags, må filmen nødvendigvis have noget andet at byde på, og det har Caligula et Messaline desværre ikke. Der er tale om det ene seksuelle optrin efter det andet, og de få gladiatorscener eller tilsvarende få dialogprægede scener, der forsøger at introducere noget, der bare minder om et plot, er for få og for langt imellem.

Hvad tænder du på?

Én af filmens utallige orgiescener

Dermed beror ens dom over filmen helt på, hvorvidt man tænder på de mange softpornscener, der dels tager form af orgiescener, dels one-on-one-scener med diverse af filmens karakterer. Det er nok, de færreste, der vil tænde på Caligula et Messaline i dag. Erotikken er vildt uerotisk, hvilket ikke bare skyldes pinagtigt overspil fra alle parter, men også, at kameraet dvæler ved de medvirkende. Det betyder, at man aldrig et øjeblik er i tvivl om, at alle sexscenerne er 100% fakede. Det er tydeligt, at nogen her ikke har fattet betydningen af ”antydningens kunst”. I hvert fald ligner de fleste medvirkende i filmens sexscener nogen, der vælter på en cykel.

Messalina i en sandwich - bagerst en dværg

Caligula et Messaline stjæler naturligvis direkte fra forbilledet, som da Caligula voldtager et nygift par (ikke kun kvinden), og så vidt jeg husker (jeg har ikke set Caligola i mange år), kommer dværgene også fra Tinto Brass’ film. Der er nemlig i hvert fald én meget liderlig dværge med i Caligula et Messaline. Og Messalina og hendes mor går også til den på et tidspunkt i en omgang lesbisk incestsex. Så vi har det hele – fra incest til sodomi.

Med andre ord gør Bruno Mattei bravt alt, hvad han kan, for at forarge med store mængder hud og både dristige og bizarre indslag. Desværre lykkes det ikke for ham overhovedet, og Caligula et Messaline ender med at være en rigtig lavpandet film. Man stiller sig selv dette spørgsmål: hvorfor i alverden begive sig ud i at lave en softpornversion af en film, der sig selv er dristig nok, ja faktisk dristigere endnu? Det er italiensk kassetænkning når den er dummest, og desværre også, når den kvalitativt er på lavpunktet.

Caligula et Messaline er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: Caligula et Messaline
Dansk titel: Caligula & Messalina
Instruktør: Bruno Mattei (som Vincent Dawn)
Manuskript: Antonio Passalia (som Anthony Pass)
Cast: Vladimir Brajovic (Claudius), Betty Roland (Messalina), Françoise Blanchard (Agrippina), Gino Turini (Caligula)
Producere: Pierre Hanin (producer)
Foto: Luigi Ciccarese, Jean-Jacques Renon
Klip: Michel Patient
Musik: Giacomo Dell’Orso & Gianni Dell’Orso
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Italien/Frankrig, 1981
Produktionsselskaber: Italfrance Films
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/04/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *