Bunker Paradise

At skildre de højere sociale lag i en film, er gjort mange gange og i mange forskellige genrer. Et eksempel fra gysergenren er Brian Yuznas glimrende og vanvittige Society (1989), der fortæller en ikke helt almindelig historie om det fine borgerskab i Beverly Hills.

Den danske mainstrean TV-serie 2900 Happiness (2007) foregår også i de højere sociale lag, og det danske publikum slugte serien råt, netop fordi mange drømmer om et liv i sus og dus, hvor penge ikke er noget problem. Men dette er ofte kun den ene side af medaljen, for som i så mange andre familier, er der problemer, offentligheden ikke altid får at se.

En drøm om et bedre liv

Bunker Paradise (2005) handler om Mimmo (François Vincentelli), der drømmer om at blive skuespiller, og kører taxa som et bijob, indtil han bryder igennem. Historien begynder, da han bliver kaldt ud til en fest, hvor en syg kvinde skal med. Da Mimmo ankommer, ligger hun halvnøgen og næsten død ude foran huset. På vej tilbage kaster kvinden sig ud af taxaens bagsæde, og Mimmo er i vildrede over, hvad han skal gøre. Da han prøver at kontakte ejeren af huset og festens vært, bliver han mødt med arrogance, og de benægter et hvert kendskab til kvinden, og at der har været en taxa for at hente hende. Før Mimmo ved af det, bliver han inviteret med ind til festen, hvor han møder den flotte Laëtitia (Audrey Marnay) og hendes usympatiske mand John Devaux (Jean-Paul Rouve), der er gruppens leder og midtpunkt.

De mere velhavende gæster til festen forsøger at få så meget sjov ud af Mimmo som muligt. Det vil sige, at de drikker ham fuld, og giver ham nogle ”dårlige stoffer”, hvorefter de udspørger ham om hans barndom, og gør grin med både hans sociale stand og hans baggrund som udlænding. Det hele kammer over, da de spiller et spil med ham, hvor Laëtitia forfører Mimmo, og trækker ham med i seng, hvorefter John og hans kumpaner har en god undskyldning for at banke ham. Mimmo når dog at stikke af, før det bliver rigtig farligt, men ikke uden at have efterladt Laëtitia med en dårlig fornemmelse og dybt ulykkelig. David (Bouli Lanners), en af Johns venner, har dog fået dårlig samvittighed, og får John ned på jorden igen. Han forsøger senere at forene Mimmo og Laëtitia, da det er ved at gå op for ham, at John er ved at gå i opløsning.

Et par dage efter opsøger Laëtitia Mimmo, og de indleder et forhold, der dog går i kage, da de er på bådtur med hele slænget, hvor Laëtitia tilsyneladende er mere interesseret i John, end i Mimmo. Det resulterer i, at Mimmo godt kan se, at han bliver nødt til at have penge for at kunne få en kvinde som Laëtitia og beholde hende. Han bliver derfor mere og mere involveret i gruppens foretagende, der ikke er helt lovligt. Det hele kulminerer, da gruppen tager på jagt hos Johns far.

Parallelfortælling

Hvad der sker under jagten skal selvfølgelig ikke afsløres her, da det vil ødelægge en del af spændingen, der bliver opbygget i løbet af filmens sidste times tid. Derudover skal man have fornøjelsen af at lade sig rive med af historien, de ofte smukke billeder og den gode musik.

Sideløbende med Mimmos historie, følger vi en lille dreng, som Mimmo kørte rundt med i starten af filmen. Vi følger drengen og hans tur til Japan, hvor han møder en anden kultur, og en helt anden verden. Historien kommer som små klip ind imellem Mimmos historie, og flere steder kunne det godt tolkes som en drøm, der kører inde i Mimmos hoved igennem hele filmen.

Et par links imellem historierne er lagt ind, da den lille dreng tager til Japan alene, og oplever noget helt nyt, samtidig med at Mimmo kommer ind i et miljø, der er helt fremmed for ham. Senere fortæller Laëtitia om sin drøm om at komme til Japan og se landet. De to slutninger virker også forbundet, men det skal jeg ikke fortælle om her.

Egentlig kunne den lille sidehistorie godt have været undladt, for så meget ekstra tilfører den ikke det samlede billede af filmen, men et par flotte billeder og landskaber bliver det da til. Ved første gennemsyn virker Bunker Paradise en smule langsom og kedelig, især de første 20-30 minutter. Men når man først er nået over den første halve time, og kommet ind under huden på karaktererne, begynder den at tage fat, og bliver rigtig spændende. Forholdet imellem de forskellige parter, som f.eks. Mimmo og Laëtitia og hendes mand John, bliver mere og mere indviklet, og man ved ikke, hvor man har dem henne.

Down to earth drama

Det der nok gjorde størst indtryk på mig, var scenen hvor Johns far Henri (Jean-Pierre Cassel) slår hånden af John, og fortæller ham at han er det dårligste, der nogensinde er sket for ham. Scenen udspiller sig på en offentlig restaurant, og samtalen og replikkerne er i et normalt toneleje og forfalder aldrig til råb og skrig og store armbevægelser, selvom man kan mærke, hvordan blodet koger i både faderen og sønnen. Denne ene scene vender helt op og ned på måden, man ser John på. I starten virker han som en af de typer, der aldrig arbejder eller laver noget som helst andet, end at leve af sine forældres penge. Det er da netop også det, han gør, men da vi senere ser hans far, og hvordan han behandler John på, giver det mere mening at John opfører sig så underligt, når han er til fester og sammen med sine ”venner”.

Hvad jeg egentlig skulle forvente af en film som Bunker Paradise, var jeg ikke helt sikker på, da den kun er betegnet som drama, hvilket jo kan være så mange ting. Hvis man hører til den gruppe af folk, der tror at Another World Entertainment kun udgiver gys eller action, er Bunker Paradise nok ikke lige den film, man skal sætte sin grådige klør i næste gang, man er ude og købe film. Har man derimod en bredere smag, bør man ikke snyde sig selv for Bunker Paradise, der helt sikkert er et kig eller to værd. En god ting ved filmen er også, at den aldrig bliver for vævende, men er down to earth uden at dette betyder, at den bliver klichéfyldt og flad.

Flotte billeder og godt skuespil

Musik og billeder er noget af det, som også spiller en vigtig rolle i Bunker Paradise, og flere steder er det også rigtig flot at kigge på. Der var et par scener, hvor jeg blev nødt til at spole tilbage for både at se landskaberne en ekstra gang, og for lige at få fat i hvad der blev sagt, fordi jeg fokuserede mere på billedet end dialogen. Skuespillet er generelt godt, og især John er herlig usympatisk flere steder, hvor man selv sidder og ønsker, man kunne få lov til at give ham én på låget.

Det er som sagt Another World Entertainment, der står bag den danske udgivelse af Bunker Paradise, som jeg kun kan give de varmeste anbefalinger med på vejen. Vi må håbe, AWE må udgive ligeså gode film fremover.

Bunker Paradise er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009