Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Body Heat

Body Heat
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Body Heat er et mesterværk – ikke det første mesterværk, John Barry komponerede i 1980'erne og heller ikke det sidste. Men det er måske det mest unikke af dem alle.

Body HeatHvor det første af de to scores, John Barry komponerede i 1981, var en lidt undervældende affære – The Legend of the Lone Ranger – var det andet bestemt ikke.

Body Heat er et fremragende score og et bevis på, at selvom Barry på dette tidspunkt havde fundet sig til rette i sin modne, langsommelige og strygerdominerede stil, kunne han stadig overraske.

Musikken stammer fra Lawrence Kasdans debutfilm, der samtidig gav spillefilmsdebut til Kathleen Turner, der indtil da kun havde gjort det indenfor tv.

For den anden hovedrolleindehavers vedkommende – det er William Hurt, vi snakker om – var det hans kun tredje spillefilm efter Altered States (1980) og Eyewitness (1981), og Body Heat regnes generelt for filmen, der skød både Turner og Hurt ind på Hollywoods stjernehimmel.

Den lancerede også Kasdans instruktørkarriere. Inden da havde Kasdan skrevet blot to manuskripter, men til gengæld var det ikke et par tilfældige film, han havde stået bag. Det var Star Wars: Episode V – The Empire Strikes Back (1980) og Raiders of the Lost Ark, der kom ud samme år, som Body Heat, i 1981.

George Lucas havde da også en lille finger med i spillet under Body Heat, da han agerede kautionist for Lawrence Kasdan overfor produktionsselskabet.

Kasdan var måske nok en ung, hot manusforfatter, men han havde aldrig instrueret før. Så for at sikre Kasdan instruktørtjansen, lovede Lucas Alan Ladd fra The Ladd Company, at han nok skulle betale, hvis Kasdan gik over budget på filmen.

Neo-noir

Body Heat er en neo-noir, der på en måde forholder sig ganske tro overfor genrens rødder samtidig med, at han opdaterer den til et moderne publikum – ikke mindst i form af vovede sexscener, man ikke kunne have lavet i genrens oprindelige guldalder fra 1941-1958.

Filmen foregår i Florida og handler om advokaten Ned Racine (Hurt), der ikke er specielt dygtig til sit fag, men til gengæld navnkundig blandt kollegerne for sine evner med det modsatte køn.

Ned indleder en affære med Matty Walker (Turner), der er gift med forretningsmanden Edmund (Richard Crenna). Ned lader sig manipulere til at myrde Edmund, så Matty kan få hans penge, og hvis man kender bare en smule til film noir, siger det vist sig selv, at det her ender galt.

Ifølge CD-udgivelsens glimrende liner notes af Jon Burlingame, talte Kasdan mere fire mulige komponister om musikken til Body Heat, og ifølge Kasdan var det Barry, der bedst forstod, hvor han ville hen med filmen.

De andre tre komponister kender vi i øvrigt ikke navnene på, selvom det ville være fascinerende at høre, hvem Kasdan ellers havde i tankerne.

Svedigt jazztema

Barry gav filmen et fremragende score, der er det perfekte musikalske akkompagnement. Barry rammer ikke alene filmens erotiske aspekter, men den svedige jazzmelodi, der udgør hovedtemaet, synes også at kommentere på den hedebølge, som filmens handling finder sted under.

Når man lytter til Body Heat i dag og hører det sexede hovedtema, tænker man med det samme “film noir”.

Det skyldes imidlertid ikke, at Barry griber tilbage og lader sig inspirere af musikken fra genrens guldalder, for dengang havde film noirs generelt symfoniske scores, selvom jazz ikke sjældent optrådte som diegetisk musik. Men den ikke-diegetiske musik til de fleste klassiske film noirs var mere traditionelt symfonisk.

Barry er nærmere inspireret af den jazzede lyd, der begyndte at definere noir-genren, da den for alvor blev genoplivet i 1970’erne, med Chinatown (1974, musik af Jerry Goldsmith) og Farewell, My Lovely (1975, musik af David Shire).

Herfra og frem har lyden af jazz i forskellige former generelt været uløseligt forbundet med noir-genren, men det er altså en “opfindelse” fra 1970’erne.

Jazz som en del af den ikke-diegetiske filmmusik er naturligvis ældre: Det første jazz-influerede score regnes generelt for at være Alex Norths musik til A Streetcar Named Desire (1951), og op gennem 1950’erne kom flere jazz-scores til. Men sjovt nok ikke rigtig til film noirs.

Jazz-elementerne skiller sig ud

Body Heat er komponeret som en blanding af jazz og symfoniske elementer, hvor de symfoniske elementer generelt ligger indenfor Barrys nu velkendte, modne stil med gentagne fraser, ofte lejret over én eller flere ostinati.

Der er således ikke lang vej fra de symfoniske dele af Body Heat og til andre af Barrys scores fra perioden. Det er derfor inkorporationen af jazz-elementerne, der får Body Heat til at skille sig ud, rent stilmæssigt.

Foruden jazzinstrumenteringen, Barry går brug af, anvender han også stedvist en smule synth i form af et gentaget motiv på otte toner, der næsten altid tjener som en introduktion til selve hovedtemaet, og måske skal opfattes som en integreret del af temaet.

Sexet, udspekuleret og elegant

Selve hovedtemaet dukker første gang op ved 0:15 i “Main Title”, orkestreret for alt-saxofon, elbas, flygel og trommer, suppleret af Barrys strygere. Og sikke et tema, det er! Sexet, udspekuleret og elegant – et perfekt tema for en femme fatale som Matty, hvis tema det også er.

Ronny Langs alt-sax er silkeblød og katteagtigt smidig, men også de øvrige medlemmer af jazz-ensemblet, pianist Mike Lang (ingen relation til Ronny), bassist Chuck Domanico og trommeslager John Guerin, er glimrende.

Temaet er i øvrigt ikke kun ét, for mellemstykket, der høres fra ca. 1:26 til 1:54, udgør sit eget tema, der dog aldrig høres løsrevet fra A-temaet. Her træder strygerne længere frem i lydbilledet, og B-temaet er mere konventionelt romantisk end A-temaet, hvis primære udtryk er det sensuelle og det direkte sexede.

Et tema med holdbarhed

Hovedtemaet udgør scorets tematiske rygrad, selvom Barry dog opererer med yderligere fem motiver. Selve hovedtemaet høres i forskellige udgaver i 12 af scorets i alt 24 cues.

I mange cues varierer Barry primært hovedtemaet ved at ændre orkestreringen og/eller tempoet. I “I’m Weak” (nr. 4) hører vi fra ca. 1:19 først hovedtemaet, fremført af alt-saxofon (men nu over mere insisterende flygelanslag og strygere), og ved ca. 1:52 lægges melodilinjen over til strygerne, fortsat bakket op af flygel-anslagene.

Og i “What I Want” (nr. 8) lægger Barry temaets primære melodilinje over i fløjte, mens det synthesizede otte-tone-motiv hele tiden ligger underneden sammen med strygerne. Samtidig er tempoet sat en anelse mere ned.

I andre cues antyder Barry kun temaet ved at lege med akkorderne, f.eks. i “Problem” (nr. 17), hvor Barry kun bruger temaets første tre toner, som han derudover flytter mellem dur og mol.

Variationerne på temaet og det, at Barry nogle gange nøjes med at antyde det, er med til at give temaet holdbarhed, selvom det optræder så hyppigt, som det gør. Men netop det, at temaet optræder hyppigt, er også med til at give scoret en stærk rød tråd og en fornemmelse af helhed.

Adskillige mindre motiver

Som sagt er hovedtemaet dog ikke det eneste tematiske materiale, Barry bruger i scoret. Der er yderligere tre tilbagevendende mindre motiver foruden i hvert fald to motiver mere. Sidstnævnte dukker dog kun op i et enkelt cue hver, og skal således ikke opfattes som ledemotiviske, hvilket de tre første må.

Det første af de tre ledemotiver dukker indledningsvist op ved 0:16 “I’m Weak” og tager form af tre stigende toner, fremført af alt-saxofonen, i hurtig gentagelse. Dette motiv navngiver Jon Burlingame “begær”-motivet i sine liner notes.

I sin lyd er motivet naturligvis klart beslægtet med hovedtemaet, men stemningen er anderledes – uforrettet og utålmodigt og måske en anelse trist.

“Begær”-motivet høres kun i ét andet cue, “Busted” (nr. 10), hvor det er orkestreret for strygere og flygel , hvilket undertreger motivets indbyggede tristesse.

Det næste tilbagevendende motiv kalder Burlingame “vente”-motivet, da det scorer Neds længsel efter Matty, i de perioder, hvor Edmund er i byen, og Ned derfor ikke kan være sammen med hende.

“Vente”-motivet ligger et sted i grænselandet mellem et veludviklet motiv og et underudviklet tema. Det er et virkelig smukt stykke musik, der i alle tilfælde er orkestreret for strygere i Barrys vante metodik, hvor temaet faktisk kan beskrives som to overlejrende ostinati.

Motivet dukker første gang op i “Hey Lady” (nr. 7), men får sin smukkeste fremførsel i “Busted” (nr. 10) fra ca. 0:55. Motivet dukker også op i “Chapeau Gratis” (nr. 9), og i alle tilfælde er det et stykke typisk Barry-romantik fra hans modne periode.

Det tredje af de tilbagevendende motiver navngiver Jon Burlingame som “eskalerende problemer” (eller “eskalerende fare” – begge dele står i hans liner notes). Om det er det ene eller det andet er også ligegyldigt; musikken taler sit eget tydelige sprog.

Hvis vi med “Vente”-motivet havde at gøre med et stykke typisk romantik fra Barrys modne periode, så har vi med “problem”-motivet tydeligt at gøre med et stykke typisk suspense fra samme periode i Barrys karriere. Det er ikke noget, der ville have føltes forkert i ét af hans Bond-scores fra 1980’erne.

“Problem”-motivet dukker første gang op i “I’m Frightened” (nr. 13). Det indledes med strygere og flygel, der unisont fremfører en bastant ostinato i de lave registre. Herover lægger Barry så endnu en ostinato, denne for strygere i de høje registre, suppleret af slagtøj.

Motivet bruger Barry igen i “He’s Dead” (første del af nr. 13) og “Oscar” (anden del af nr. 19), uden nævneværdige ændringer i hverken tempo eller orkestrering.

Spillet er ude

Foruden de tre motiver, der høres mere end én gang, er der også to, der kun optræder i ét cue hver. Det første af disse kalder Burlingame for “planlægningsmotivet” (“plotting murder”). Det høres i “The Breakers” (anden del af nr. 11), og er et dystert, rytmisk motiv konstrueret af to overlejrende ostinati, begge i strygerne.

Man kan dog godt overveje, om ikke det lave, rumlende suspensecue “Surprise” (nr. 14) i virkeligheden skal opfattes som en variation på planlægningsmotivet. I hvert fald er det et virkelig godt stykke suspense, hvor de lave strygere suppleres af et stigende flygelmotiv, der yderligere skruer op for spændingen.

Det sidste motiv er “resignationsmotivet” og bruges, da Ned indser, at spillet er ude. Det optræder i scorets længste cue, “Better Get Him” (nr. 23), hvor også hovedtemaet optræder prominent i forskellige former. Der er en fin strygerbaseret variation på temaet mellem ca. 0:57 og 1:20, der understreger det nedslående ved Neds sitiuation, og senere – fra ca. 2:25 – kommer en vidunderlig dramatisk udgave for orkester, suppleret af synthesizermotivet.

Selve “resignationsmotivet”, der dukker op ved ca. 1:27, er ganske rigtigt en nedtrykt sag, opbygget med en grundlæggende stryger- og flygelostinato med en overlejrende repeterende frase i højere strygere.

Der er en ubønhørlig fremdrift i motivet, og i sin konstruktion – men ikke i det konkret melodiske indhold – minder motivet ikke så lidt om både “Capsule in Space” og “007 and Counting” fra henholdsvis You Only Live Twice (1967) og Diamonds are Forever (1971).

Få cues uden tema eller motiver

Det er ganske få cues på scoret, der ikke i et eller andet omfang er baseret på hovedtemaet og/eller et af de ovennævnte motiver.

“Agreement” (nr. 3) er ét af dem, og selv her er der ingen tvivl om, at jazz-ensemblet, der er centrum – suppleret af strygerne – riffer på hovedtemaets grundlæggende akkorder, også selvom det ikke kan siges at være en decideret variation på selve hovedtemaet.

Efter en indledning for strygere og fløjte, går også “She Tries” (nr. 5) over i jazz, her dog i et noget lavere tempo og også mere løsrevet fra hovedtemaets akkorder end noget andet sted.

“Explosion” (nr. 16) er endnu et fint suspensecue, og det er “Glasses” (nr. 22) også, men mere intenst, mens “See Ya” og det ubrugte cue “11M1” (hhv. første og anden del af nr. 20) begge er rendyrket dramatiske cues for strygere og træblæsere.

Potente stemningsbilleder

Body Heat er en utrolig tilfredsstillende lytteoplevelse fra start til slut og et virkelig godt eksempel på, at når han var bedst, så var Barry uforlignelig til at skabe stemninger og og til at gøre sine scores til potente stemningsbilleder.

John Williams er det moderne Hollywood-scores ledemotiviske mester, og Jerry Goldsmith var mesteren af action- og horrormusik. Men når det handlede om atmosfæredryppende scores, var der sjældent nogen oppe på siden af John Barry; i hvert fald når Barry var i topform. Og det var han i den grad, da han komponerede Body Heat.

Body Heat er et mesterværk – ikke det første mesterværk, han komponerede i 1980’erne og heller ikke det sidste. Men det er måske det mest unikke af dem alle.

Barry var utilfreds

Til sidst skal jeg lige knytte nogle få ord til udgivelsen af scoret. Anmeldelsen er baseret på den udgave, Film Score Monthly udgav i 2012. Det er en 2-disc-udgave, hvor det komplette, originale film score er præsenteret som de første 24 skæringer på CD #1. Dertil kommer to alternative cues, fulgt af 11 source-cues.

Som de første 13 skæringer på CD #2 ligger Barrys originale albumversion af scoret, og her er det værd at bemærke, at der IKKE er tale om en genudgivelse af det album, der udkom i 1983.

Efter scoret var indspillet, lavede Barry i samarbejde med lydteknikeren Dan Wallin et soundtrack-mix, der var tiltænkt udgivelse, men af én eller anden grund kom albummet aldrig ud.

Det album, der kom ud i 1983, var mixet af produceren John Lasher uden Barrys medvirken, og Barry var ikke tilfreds med mixet, og ville derfor intet have at gøre med udgivelsen.

Til alt held havde Dan Wallin beholdt en kopi af sit og Barrys oprindelige mix, og det er det, der nu ligger som de første 13 numre på CD #2. Resten af CD’en består af 10 demooptagelser, Barry lavede af hovedtemaet, for at vise temaets fleksibilitet og spændvidde.

Skal stå i samlingen

Body Heat er et fremragende score – et mesterværk som sagt – og det siger sig selv, at det er et score, alle Barry-fans skal have stående i samlingen.

6 stjerner

Nummerliste:

CD #1:
1. Main Title (3:20)
2. Searching for Matty (1:11)
3. Agreement (1:17)
4. I’m Weak (3:25)
5. She Tries (1:00)
6. 3M3/3M4 (1:42)
7. Hey Lady (1:17)
8. What I Want (1:09)
9. Chapeau Gratis (1:17)
10. Busted (2:04)
11. Head / The Breakers (1:25)
12. Kill for Pussy (2:52)
13. I’m Frightened (2:39)
14. Surprise (1:43)
15. He’s Dead/Basement (2:12)
16. Explosion (0:57)
17. Problem (1:09)
18. Nothing We Can Do / Heather and Roz (2:12)
19. Us and Oscar / Oscar (2:03)
20. Se Ya / 11M1 (1:00)
21. Watch Your Step (0:53)
22. Glasses (0:52)
23. Better Get Him (6:10)
24. Matty Was Mary Ann (4:25)

Bonus tracks:
25. Searching for Matty (film edit) (1:17)
26. She Tries (alternate) (1:02)

Source music:
27. That Old Feeling (Lew Brown and Sammy Fain) (3:07)
28. A La Harry James (3:27)
29. 1M2 (1:41)
30. 4M3 (3:11)
31. 5M3 (1:02)
32. 5M4 (1:46)
33. 9M1 (0:55)
34. 9M1a (1:05)
35. Cocktail Hour (3:08)
36. Pantyhose / Maidenform (Michael Lang) (3:52)
37. Tonight’s Romance / Tomorrow’s Romance (Michael Lang) (4:32)

Total spilletid: 78:19

CD #2:

Soundtrack album:
1. Main Title (3:19)
2. I’m Weak (3:25)
3. Chapeau Gratis (1:17)
4. Hey Lady (1:17)
5. Busted (2:04)
6. Kill for Pussy (2:20)
7. I’m Frightened (2:41)
8. Surprise (1:44)
9. Us and Oscar (0:56)
10. Oscar (2:04)
11. Problem (3:49)
12. Better Get Him (6:10)
13. Matty Was Mary Ann (4:24)

Demo recordings:
14-23 (25:29)

Total spilletid: 60:59

Samlet total spilletid: 139:18

Titel: Body Heat
Komponeret af: John Barry
Orkestreret af: Al Woodbury
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1981
Udgivet: 2012
Label: Film Score Monthly

Anmeldt i nr. 171 | 13/01/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *