Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Blood Bath

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Denne antologifilm er bygget over idéer, hentet fra de klassiske amerikanske gysertegneserier. Desværre er den helt og aldeles ubehjælpeligt udført, dårligt spillet og ufrivilligt komisk.

Blood BathI slutningen af 60’erne fik gysertegneserien et revival i USA. Magasiner som Vampirella, Creepy og Eerie blev et salgsmæssigst hit blandt teenagelæserne, og herhjemme fik vi da også vores egen udgave i form af det nu legendariske blad Gru, der med Fætter Maddike som rammefigur og fortæller førte de danske teens ind i magasinets dystre verden.

Gru bestod i vid udstrækning af oversatte amerikanske historier, hentet fra førnævnte gyserblade. Strengt taget kan man nok ikke kalde historierne for uhyggelige, for ganske vist omhandlede de som regel makabre og chokerende emner, men tonen var trods alt letbenet. En solid dosis galgenhumor prægede stort set alle historierne, der hentede kraftig inspiration hos klassikere som Poes fortællinger og pulpæraens noveller.

Nu spørger du dig måske, hvad alt det her har med en filmanmeldelse at gøre, og til det må der svares: meget. Gysermagasinernes historier havde nemlig to styrker, der gjorde dem ganske uimodståelige. For det første formåede de ofte at overraske læseren såvel som indfri forventningen om en rigtig ulækker slutning, og for det andet var mange af dem forbistret flot tegnet.

Klassisk struktur

Det er da derfor også kun meget naturligt, at de amerikanske serier fik indflydelse på filmbranchen. Der er således blevet lavet en stribe novellefilmsantologier, der nogenlunde trofast læner sig op ad det mønster, vi kender fra vores hjemlige Gru.

Strukturen er altid den samme. En mere eller mindre ligegyldig rammefortælling holder sammen på de små historier, som udgør selve filmens kerne. Afslutningsvis får man naturligvis også en konklusion på selve rammen, og den skulle gerne være prikken over i’et.

Et klassisk eksempel er Tales from the Crypt fra 1972, der rent faktisk udkom, mens gyserserierne var på deres kreative højdepunkt. Et nyere eksempel kunne være Lovecraft-antologien Necronomicon fra 1993. Her skal vi dog se nærmere på den mere ukendte Blood Bath fra 1976.

Festen begynder.

Festen begynder.

I Blood Bath er rammen en middag, der markerer afslutningen på optagelserne til en gyserfilm. Aftenens vært er filmens instruktør, der er lidt af en skør kugle. Rygtet vil vide, at instruktøren er mere end bare almindeligt optaget af de makabre emner, hans film omhandler, hvilket han på det strengeste benægter, da skuespillerne under middagen går ham på klingen.

Det kommer så vidt, at han faktisk benægter det overnaturliges eksistens, men den køber de andre middagsgæster ikke. En efter en begynder de nu at fortælle en sælsom fortælling, der kun kan forklares ved det overnaturliges eksistens.

Fire forrykte fortællinger
En lystmorders offer.

En lystmorders offer.

I første fortælling er det historien om det perfekte mord, der udspiller sig. Eller rettere skulle man måske sige, at det er historien om, hvordan det perfekte mord alligevel kan gå galt. Hovedpersonen er en lejemorder, og tilmed lystmorder, der altid har udført sit arbejde til perfektion. Da han i denne historie skal aflevere en kuffert med en bombe, går det imidlertid ikke helt som forventet. Argumentet fra middagsgæsten er, at det er skæbnen, som var på spil, hvilket instruktøren benægter.

Den anden historie handler om sjælerejser og tidligere liv. En ellers ganske ordinær ægtemand drømmer sig bort fra sin frygtelige kone i romantiske historiske romaner. Da han en dag kommer i besiddelse af en ønskemønt, købt hos en sigøjnerske, er planen egentlig at han vil ønske sin kone bort, men sådan skal det ikke gå. For at citere en anden gyser: “Careful what you wish for!”.

Middagen fortsætter.

Middagen fortsætter.

Den tredje novellefilm er en spøgelseshistorie, der har en ufattelig nærig bolighaj som hovedperson. Handlingen foregår lige op til en ferie, hvor vores bolighaj bliver tilbage efter lukketid for at savle over sine mange penge i bankboksen. Mens han sidder der i de mørke timer, toner der et spøgelse frem, der er kommet for at drive den gerrige mand til vanvid. Først tegner dette til at gå helt galt for spøgelset, der er en klassisk sort ghetto-fyr med afrohår og brother-attitude, men i sidste ende vender handlingen 180 grader.

Sidste fortælling er den længste og mest bizarre, for her hører vi om en falleret hvid kampsportsekspert, der driver rovdrift på de østerlandske hemmeligheder, han lærte under sin læretid. Han er del af en hemmelig orden, og da det kommer ordensmesteren for øre, at der bliver slået plat på deres idealer, må der tages affære. Dræbere bliver sendt til USA for at gøre kål på den skurkagtige mand, men udfaldet bliver atter noget ganske andet, end det vi havde regnet med!

Naturligvis er der også selve afslutningen på rammefortællingen om instruktøren, men den skal slet ikke refereres her. Historien er så tynd og ligegyldig, at det kan være ganske ligemeget.

Kedelig, tåbelig og forrykt
Er det mon et spøgelse?

Er det mon et spøgelse?

Blood Bath blev instrueret og skrevet af Joel M. Reed, der har indskrevet sig i gyserfilmens historie med den populære og groteske The Incredible Torture Show (aka Bloodsucking Freaks) fra 1976. Mens man nok med rette kan kalde The Incredible Torture Show en film, der bør huskes, er Blood Bath noget ganske andet.

Ganske vist er filmen ikke Reeds første film, men det kan man ikke mærke. Den er grænseløst ubehjælpelig fra ende til anden, og det er svært at finde passende ord, der beskriver dårligdommen. Der er tale om corny dialog, elendige effekter, ringe skuespil og historier, som kun lige akkurat lever op til de forlæg, der indledningsvist blev omtalt.

Den ulykkelige ægtemand hos sigøjnersken.

Den ulykkelige ægtemand hos sigøjnersken.

Den første novellefilm er uden tvivl den værste, for ikke alene er den kedelig, men historien tangerer også det ligegyldige. Den har nærmest ingen chokværdi, og kan dårlig nok regnes som tro over for selv denne særlige genre film. Herefter bliver det dog bedre, for historien om den tåbelige ægtemand, der ønsker det helt forkerte, har en høj kitschværdi og en dejlig banal slutning, som man gætter lige med det samme. Historien er dog så tåbelig, at man faktisk trækker lidt på smilebåndene.

Careful what you wish for!

Careful what you wish for!

Det samme er også tilfældet med den tredje fortælling, der nok engang koger suppe på idéer lånt fra Dickens’ A Christmas Carol. Historien bliver nok trukket lidt i langdrag, og det sorte ghetto-spøgelse bliver mildest talt irriterende i længden, men slutningen er så usammenhængende og utroværdig, at man nødvendigvis klukker en smule anerkendende.

Den sidste film er imidlertid den, der tager prisen som den mest forrykte. Ikke alene er det den mest ambitiøse, det er også den mest usammenhængende og vanvittige. Karate-horror der møder sci-fi!

Ægte trash
Delikatesse!

Delikatesse!

Alle historierne, ud over den første, lever sådan set op til de kriterier, der blev standarden i de amerikanske gysermagasiner, og af den grund er Blood Bath genremæssigt interessant. Den er et vidnesbyrd om et stykke 70’er-massekultur, der blomstrede og forsvandt igen. Arven bemærker vi stadig, og hele genren har at godt tag i mange fans endnu. Blood Bath er nok ikke den bedste repræsentant for dette, men den er en del af det.

Der har medvirket en hel del navne i de små novellefilm, og et par kendte ansigter dukker op hist og her. Som sagt, er det ikke ligefrem skuespillet, man råber hurra for i Blood Bath, og man bør bestemt ikke foranlediges til at tro, at det er en kvalitetsfilm bare fordi man genkender navne på rollelisten.

En kung fu-ekspert uden arme og ben!

En kung fu-ekspert uden arme og ben!

Blood Bath er et stykke ægte trash, der ligger langt under eksempelvis William Girdlers tidlige film (Asylum of Satan (1972), Abby (1974)) hvilket ikke siger så lidt. At dømme ud fra denne film alene, burde instruktøren Joel M. Reed nok aldrig have indspillet flere film. Det gjorde han alligevel, og han har efterfølgende vist, at han har sine kvaliteter. Dem ser vi ikke i Blood Bath, og filmen er udelukkende underholdende på grund af dens til tider ganske ufrivilligt komiske elementer.

Der hvor Reed forsøger at være morsom, falder han igennem med begge ben. Det er en film af den type, som det er meget sjovt efterfølgende at have set, men med mindre man har en ganske besynderlig smag, ser man den nok aldrig mere end én gang. Det betyder også, at der absolut ikke er nogen grund til at investere i Blood Bath, med mindre man samler på alt, hvad der på en eller anden måde relaterer sig til de gamle horrorcomics.

Blood Bath er venligst stillet til rådighed af Xploited Cinema.

2 stjerner

Titel: Blood Bath
Instruktør: Joel M. Reed
Manuskript: Joel M. Reed
Cast: Harve Presnell (Peter Brown), Jack Somack (Ralph Lambert), Curt Dawson, Doris Roberts (Mrs. Lambert), Jerry Lacy (Don Savage), P.J. Soles, Stefan Schnabel, Norman Bush m.m. fl.
Producere: Philip Dearborn (executive producer), Anthony Fingleton (producer)
Foto: Robert M. Baldwin
Klip: Victor Kanefsky
Musik: Michael Sahl
Spilletid: 86 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby mono 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1976
Produktionsselskaber: Trans Orient Entertainment Corporation
Distributør (DVD): Subversive Cinema
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Antologifilm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *