Bless the Child

Fra tid til anden ville man ønske, man kunne tage sin telefon og ringe til den samlede bestand af producere og instruktører i Hollywood og råbe “Så tag jer dog sammen, mennesker!” Ikke kun fordi Hollywood producerer makværk som Bless the Child, men også fordi filmbyen råder over talenter, der ignoreres igen og igen.

En af Hollywoods mest underkendte

Et af disse talenter er Christopher Young, der må være én af de mest underkendte filmkomponister, der arbejder i dag. Bevares, Young får da arbejde, men bestemt ikke nok af det, og bestemt ikke projekter, der er gode nok til de evner, som han er i besiddelse af.

Desværre er han også i høj grad typecast som komponist af thriller- og gysermusik; genrer han imidlertid også mestrer til fingerspidserne – især sidstnævnte. Young er i dag nok den bedste komponist af musik til gyserfilm, men hans evner rækker langt ud over denne genre, hvilket han bl.a. har bevist med sit smukke score til Lasse Hallströms The Shipping News (2001).

Bless the Child er anmeldt andetsteds på Planet Pulp, og får saksen – med rette, må det tilføjes. Den eneste formildende faktor ved filmen er Youngs score, der til gengæld også er et mere end almindeligt godt gyserscore og langt, langt bedre end filmen fortjener. Det er imidlertid typisk for Young, der sætter en ære i at gøre sit bedste, selv når han arbejder på rigtig dårlige film.

Ikke et let tilgængeligt album

Albumudgivelsen med musik fra Bless the Child er imidlertid på ingen måde let tilgængeligt, og vil således nok ikke appellere til de mere overfladisk interesserede filmmusiklyttere. Det kræver en indsats at få det fulde udbytte, hvilket primært skyldes at musikken på albummet præsenteres i form af kun fem numre, der til gengæld alle er meget lange.

Det korteste varer over 6 minutter, og det længste over 13. Det gør imidlertid albummet til en særdeles organisk lytteoplevelse, der fremtræder mere som en symfoni i fem satser end som en traditionel filmmusikudgivelse, der typisk består af 15 til 20 tracks. I de enkelte numre på albummet er der nemlig ingen ophold mellem de forskellige cues, som de enkelte satser består af; hvert cue glider i stedet direkte over i det næste. Man skal lytte meget opmærksomt for at gætte sig til præcist, hvor ét stopper og et nyt begynder.

Om denne effekt er opnået ved hjælp af dygtigt arbejde bag mixerpulten eller om Young har indspillet musikken således at det lod sig gøre, ved jeg ikke, men det fungerer, og det er i denne sammenhæng det vigtigste. Ulempen ved de lange numre er imidlertid, at det ikke er helt ligetil i en fart at finde frem til en bestemt del af scoret. Bemærk i øvrigt at de første fire satser alle bærer latinske titler, der relaterer sig til elementer af den katolske messe.

Overvejende utematisk

Musikken er komponeret for symfoniorkester suppleret af kor, inklusive diverse solister, og fra det symfoniske ensemble høres ved flere lejligheder cello-soli. Endvidere anvender Young stedvist flygelet til korte soli, og et par gange høres et træblæseinstrument, der lyder lidt hen i retning af en duduk, og som er med til at tilføje en let mellemøstlig stemning. Endelig må også nævnes orgel og klokke, der begge anvendes sparsomt men med stor effekt.

Bless the Child er næsten helt utematisk, men der er et enkelt motiv, der går igen nogle få gange, og er det nærmeste scoret kommer et decideret tema. Desuden opererer Young også med en række mindre motiver, der vender tilbage adskillige gange. Enkelte af disse motiver er så minimale, at man næsten ikke kan tale om motiver, men snarere om kompositoriske stiltræk. Her bevæger vi os dog ud i petitesser, og det skal der ikke siges mere om her.

Mindelser om Hellraiser

De der kender Youngs score til Hellraiser (1987) vil næsten øjeblikkeligt kunne nikke genkendende til musikken, for Bless the Child indledes af et af disse minimale motiver, der minder kraftigt om noget lignende fra hans Hellraiser-score. Som nævnt er Bless the Child imidlertid næsten helt utematisk, og dermed naturligvis slet ikke så melodisk som Hellraiser, der i sine bedste øjeblikke er noget af det bedste, gotiske horrormusik, der nogensinde er komponeret.

Der er en pæn mængde atonale kompositioner på Bless the Child, og selv om scoret umiskendeligt er Christopher Young, så er der steder, hvor kombinationen af kor og/eller solist og atonal symfonisk musik giver kraftige mindelser om Elliot Goldenthals musik fra Alien 3 (1992).

På grund af den måde albummet er organiseret på er det umuligt at fremhæve bestemte cues, men groft sagt kan det siges, at den første sats, “Introitus”, overvejende består af suspense-underscore mens de tre næste, “Kyrie Eleison”, “Dies Irae” og “Agnus Day”, indeholder størstedelen af scorets deciderede gyser- og actionmusik. De tre sidstnævnte rummer dog også alle en stor del stemningsfuld underscore, der varierer fra suspense til stille og let tragisk musik.

Den sidste sats, “Lux Aeterna” er albummets forløsning, og består overvejende af blidt og højtidelig musik, hvor koret spiller en væsentlig rolle. Harmoniske og stille øjeblikke er dog spredt igennem alle scoret, og det er derfor svært at putte de enkelte satser i kasser. Også koret og solisterne er faktisk væsentlige på alle indspilninger, om end klart dominerende på det sidste nummer. Et af de mest karakteristiske elementer på scoret står koret i øvrigt for. Det er et motiv, der bruges nogle få gange og fremføres af mandskor – en særdeles dyb, næsten guttural messen, der høres første gang omkring 0:40 i “Introitus” (nr. 1).

Motiver

Af andre nævneværdige motiver er en lille melodistump, der fremføres på det tidligere omtalte træblæseinstrument. Det optræder første gang ca. 1:16 i “Introitus” og giver som sagt scoret en vis grad af mellemøstlig stemning, men tilføjer med sin særegne lyd også en meget mystisk og lidt uhyggelig atmosfære.

Det hyppigst tilbagevendende motiv er den ostinato, der høres i baggrunden mens træblæseren spiller i “Introitus” – Young anvender dette ostinatomotiv adskillige gange, fremført af forskellige dele af orkestret, og ved ca. 5:10 i “Kyrie Eleison” udvikler han det til et fuldt tema, der er et af de smukkeste steder på scoret. Smukke steder skorter det faktisk ikke på, men de fleste er samtidig ganske dystre, hvilket imidlertid ikke gælder her. Det samme kan siges om passagen fra ca. 10:30 i samme nummer, hvor orkester og kor fremmaner en virkelig højtidelig, nærmest engleagtig stemning.

Den atonale musik, der dominerer især “Dies Irae” udnytter hele orkestret – inklusive masser af slagtøj i forskellige varianter, der er med til stedvist at gøre musikken virkelig intens, og koret anvendes i udstrakt grad for at tilføje også horrormusikken en religiøs pondus. Det fungerer upåklageligt, og selv om både den atmosfæriske underscore og de smukke passager er glimrende, så er det især horrormusikken, der for alvor rykker.

Anbefales varmt til folk med tålmodighed

Hvis man har mod på en lidt mere krævende lytteoplevelse, så kan Bless the Child anbefales på det varmeste. Det er et filmscore af den type, som man er nødt til at sætte sig ned og lytte til for at få udbytte af. Fordi det er et ganske komplekst stykke musik med en stor mængde atonale kompositioner, der veksler med mere stille passager, er det ikke egnet til bare at have kørende i baggrunden mens man laver noget.

Hvis man tager sig tid til det, er albummet til gengæld er en glimrende lytteoplevelse fordi det er organiseret som det er: Når sidste sats er slut, har man virkelig fornemmelsen af at have hørt et værk med en begyndelse, en midte og en slutning. Det er en sjælden oplevelse når det kommer til filmmusik, og alene derfor er Bless the Child alle pengene værd. At musikken så også er drøngod gør jo bare det hele endnu bedre.

Nummerliste:
1. Introitus (Introduction) (8:30)
2. Kyrie Eleison (Lord Have Mercy Upon Us) (11:55)
3. Dies Irae (Day of Wrath) (12:50)
4. Agnus Dei (Lamb of God) (13:25)
5. Lux Aeterna (Eternal Light) (6:44)

Total spilletid: 53:27

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006