Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Blaze

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

BlazeDen seneste roman fra Stephen King blev oprindelig skrevet helt tilbage i 1970’erne under pseudonymet Richard Bachman. Nu har King støvet manuskriptet af og fået det udgivet, men det havde måske været bedre, om romanen var blevet i den papkasse, den har ligget i, siden den blev skrevet.

I årene mellem 1977 og 1984 udgav Stephen King en række romaner under pseudonymet Richard Bachman. Dette blev sat i værk, fordi Kings udgiver på daværende tidspunkt var bange for at mætte markedet med King-bøger. I 1985 lagde King pseudonymet i graven, da en nysgerrig salgsassistent i en boghandler fandt ud af, at Bachman og King var én og samme person.

Richard Bachman

Stephen King (f. 1947) - aka Richard Bachman

Mellem 1977 og 1984 udkom der fem bøger af Richard Bachman: Rage (1977), The Long Walk (1979), Road Work (1981), The Running Man (1982) og endelig Thinner (1984). Siden da har King genoplivet pseudonymet en enkelt gang, da han i 1996 udgav romanen The Regulators under Bachmans navn. Bachmans bøger er for det meste ikke det, man vil opfatte som “typiske” Stephen King-romaner, selv om de bærer forfatterens umiskendelige stilaftryk. Rage og Road Work er nærmest dramaer, og The Long Walk og The Running Man er begge dystopiske science fiction-fortællinger. Kun Thinner er en regulær gyser, og det var da også Thinner, der for alvor førte til, at Bachman blev afsløret.

Blaze er endnu en bog af Richard Bachman, men i modsætning til The Regulators, er der rent faktisk tale om en roman, der blev til i den periode, hvor de fleste af de andre Bachman-romaner oprindelig blev skrevet – perioden mellem 1966 og 1973; før King overhovedet fik udgivet sin første roman, Carrie (1974), og før pseudonymet kom i brug. Præcis hvordan, hvornår og hvorledes Richard Bachman blev til er imidlertid ret uklart, og ifølge Kings forord i Blaze, lader det til, at det var i funktion fra 1966 og frem til 1973. Under alle omstændigheder kom de romaner, King udgav under Bachmans navn, først i trykken fra 1977 og frem, og om pseudonymet er ældre eller yngre end dette år er vel i sidste ende også ret uinteressant. Faktum er, at det eksisterede og fungerede i en periode.

Sentimental, selvhøjtidelig og sukkersød

Ifølge forordet var Blaze den sidste af de romaner, King skrev under pseudonymet (dvs. i perioden mellem 1966 og 1973), men hvor de øvrige endte med at blive udgivet, havnede manuskriptet til Blaze i skrivebordsskuffen og senere en papkasse, fordi King var utilfreds med det.

Mange år senere fandt King romanen frem igen, og syntes nu, at den måske godt kunne omarbejdes til et brugbart manuskript. At dømme efter forordet lader det til, at forfatteren har lavet ganske voldsomme revisioner i sit oprindelige manuskript.

Som hovedparten af de andre Bachman-romaner, adskiller Blaze sig fra det meste af forfatterens øvrige output ved ikke at være en gyser. Blaze er en blanding af krimi og drama, samtidig med at den – som King påpeger i sit forord – indeholder rigelige mængder af de tre S’er: sentimental, selvhøjtidelig og sukkersød.

Heri må man give King ret, og det skal siges med det samme, at hvis man synes, at idioter med et hjerte af guld á la Raymond (fra Rain Man (1988)) og Forrest Gump (fra filmen af samme navn fra 1994) er til at knække sig over, så skal man ikke læse Blaze. Titelpersonen er nemlig lige præcis den samme type person, selv om han adskiller sig fra de ovennævnte eksempler på typen ved at være småkriminel.

Imaginær ven

Vi møder Blaze på en parkeringsplads foran en bar en vinteraften i Maine. Han er i færd med at bryde ind i en bil, mens han får instruktioner af sin makker, George. Der går dog ikke længe, inden vi finder ud af, at George kun eksisterer inden i Blazes hoved, for George er nemlig død, og den halvretarderede Blaze fører nu imaginære samtaler med sin gamle ven.

Blaze, hvis rigtige navn er Clay Blaisdell Junior, er et stort brød, hvis mentale retardering skyldes, at hans alkoholiserede far smed han ned af en trappe, da han var barn. Han blev fjernet fra hjemmet og sendt på børnehjem, hvilket vi følger i en række flashbacksekvenser, der er indskudt i romanens samtidshandling.

Præcis hvornår romanen foregår, er bevidst holdt en smule vagt fra Kings side, hvilket han forklarer i romanens forord, men ud fra referencer til bl.a. Ronald Reagan og lignende er det tydeligt, at vi befinder os et sted i 1980’erne.

Da George døde nogle måneder tidligere, havde han og Blaze været i færd med at forberede det helt store kup, som skulle gøre det muligt for dem at opgive deres liv som småsvindlere, nemlig kidnapningen af et rigmandsbarn. Selv om George er død, er Blaze fast besluttet på at gennemføre planen, og det er det, romanens samtidshandling redegør for.

Sort/hvide karakterer

Det bliver til en række både hjertevarme og dybt sentimentale scener, idet Blaze, da han får gennemført kidnapningen, naturligvis begynder at holde af den lille dreng, han har kidnappet. Samtidig bruger King flashbacksafsnittene til at give os et generelt indtryk af Blazes liv og person, hvor netop Blazes hjerte af guld bliver etableret som det væsentligste karakteristika. Samtidig tegnes et portræt af hovedpersonen som en ensom mand, hvis eneste rigtige venner, som der aldrig har været mange af, alle er døde.

Flashbackscenerne er langt bedre end den noget haltende samtidshandling, der aldrig for alvor formår at blive spændende eller vedkommende, men som til gengæld er rig på de tre S’er, King omtaler i sit forord. Det er ikke min kop te, og redegørelserne for Blazes fortid kommer derfor til at fremstå som de stærkeste dele i romanen, selv om heller ikke disse er uden sødsuppesentimentalitet. Samtidshandlingen er desuden karakteriseret ved en ekstremt skarptskåren sort/hvid-portrættering af karaktererne: Blaze er måske nok kriminel, men han er en god kriminel, mens FBI-agenten, der leder eftersøgningen, er en led satan, der bare vil aflive Blaze.

Uoriginal ligegyldighed

De meget tydelige referencer til Steinbecks Of Mice and Men (1937), der findes i portrætteringen af forholdet mellem Blaze og George (bemærk også navnesammenfaldet i sidstnævnte tilfælde) gør ikke det hele bedre, og alt i alt sidder man tilbage med en fornemmelse af, at det måske havde været bedre, om King havde ladet manuskriptet til Blaze blive liggende i papkassen. I hvert fald synes jeg ikke, King formår at skabe den hårdkogte krimi-stemning, som angiveligt skulle have været det oprindelige mål med Blaze.

Det er ikke fordi romanen er decideret dårlig, men den fremstår som en uoriginal ligegyldighed, hvilket måske ikke ligefrem er det, King har brug for på nuværende tidspunkt i sin karriere. Underholdningsværdien er moderat, men Blaze er på ingen måde en page-turner sådan som så mange andre King-romaner er det. Personligt har jeg meget svært ved at sluge de tre S’er, og hvis det ikke var for de ganske fine flashbacksekvenser, havde Blaze været noget nær ubærlig i sin sødme.

Hovedpersonen er ukarakteristisk flad og endimensionel for en karakter i en King-roman, hvilket måske havde været acceptabelt, hvis Blaze var en straight krimi med en mere traditionel hovedperson. Men når der er tale om så utraditionel protagonist, som tilfældet er her, kommer figuren hurtigt til at virke flad og klichéfuld.

Kamelslugning nødvendig

At King imidlertid har en forkærlighed for disse hjertelige idioter kan man forvisse sig om ved at læse The Stand (1978/1990) (dansk: Opgøret), der har den retarderede og uudholdeligt goody-good, Tom Cullen som en væsentlig biperson. Ham og Blaze kunne være blevet et kvalmt makkerpar, men af de to må jeg alligevel klart erklære, at Blaze er min favorit. I det mindste har Blaze også sine brutale sider, og som et formildende element ved romanen, må det nævnes, at King heller ikke er bange for at bruge Blazes mangler i øverste etage til at skabe en smule komik ind imellem – og det må lige indskydes her, at det gøres sobert og på ingen måde forhånende.

I sidste ende er det dog ikke nok til at gøre Blaze rigtig læseværdig. Trods den moderate underholdningsværdi skal man være en stor King-fan for at kunne sluge de kameler, forfatteren præsenterer læseren for her. Manglende karakterdybde kan opvejes af en intens, spændende handling (og vice versa), men her halter Blaze i begge afdelinger, og det betyder også, at da den pludselige og brutale afslutning kommer, rører det ikke læseren. Hvis det var meningen, at man skulle sidde med en tåre i øjenkrogen og tænke “Nååå, hvor er det trist”, så har King i hvert fald ramt forbi. Hos mig under alle omstændigheder.

Bonusnovelle mere interessant

Som en bonus får man en kort novelle med, der er placeret efter romanen. Det er Memory (dansk: Minder), som oprindelig udkom i 2006, og som King senere har udviklet til romanen Duma Key, der udkom tidligere i år. Novellen har intet at gøre med romanen, og er kun inkluderet som en bonus. Det siger måske ikke så lidt, at novellen er en hel del mere interessant, end romanen er.

Alt i alt har jeg svært ved at anbefale Blaze til andre end hardcore King-fans, der bare må læse alt, forfatteren har skrevet. Mit råd vil under alle omstændigheder være at skrue forventningerne godt og grundigt ned.

Blaze er venligst stillet til rådighed af Lindhardt & Ringhof.

2 stjerner

Titel: Blaze
Originaltitel: Blaze
Forfatter: Stephen King (som Richard Bachman)
Udgivet: 2008
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Format: Hardcover
Sideantal: 285
hvid
Blaze udkom oprindelig på forlaget Scribner i 2007.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/06/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *