Blade Runner

6 minutters læsetid
Blade Runner (The Final Cut)

At anmelde Blade Runner er som at løbe panden mod nørdmuren: Alt er sagt før, og for mange er den en film, som man ikke kan tillade sig at sige noget negativt om. Blade Runner, der er en filmatisering af Philip K. Dick-romanen med den fantastiske titel Drømmer androider om elektriske får? har fået en plads i både film- og kultfilmhistorien. Den er elsket af nørder, men også den intellektuelle og akademiske del af filmfolket har taget den til sig. Den er prototypen på neonoir og samtidig en bannerfører for cyberpunkgenren. Og ja, rent visuelt er den smuk. Meget smuk.

Hæng mig op!

Men, og ja nu kryber jeg til korset, så bare hæng mig op: Den er sgu’ også lidt kedelig og mildt overvurderet. Bevares, det er en ganske fin film, men ikke det mesterværk, som den er blevet gjort til. At den er overvurderet, syntes jeg, første gang jeg så den for små tyve år siden i den ”gamle” udgave, og det synes jeg også den dag i dag. Denne anmeldelse er ikke en slavisk gennemgang af et påstået sci-fi-hovedværk, men mere et nedslag i forskellige essentielle delelementer.

Hvis jeg skal gøre den umulige øvelse, det er at lade som om, at jeg aldrig har set filmen før og ser den med nye øjne, kommer jeg frem til følgende: Blade Runner er en ekstremt flot film med en storspillende Rutger Hauer, en fed setting og et simpelt, og dog alligevel, tungt plot, som aldrig udnytter sit potentiale til fulde.

Når vi snakker om Blade Runner er det på sin plads at omtale de forskellige udgaver. Det vil jeg dog springe let og elegant over: Den udgave, jeg anmelder, er den nyeste, “Final Cut”, og så ellers ikke et ord mere om de forskellige udgaver. Her vil jeg i stedet henvise til den artikel om Blade Runner som du også kan finde her på matriklen – en artikel, hvor man også fornemmer, hvor meget filmen betyder for mange.

Mesterlig setting, tungt plot og mangel på Dicks bidende samfundssatire

Et view ud over Ridley Scotts fantastiske udgave af Los Angeles anno 2019.
Et view ud over Ridley Scotts fantastiske udgave af Los Angeles anno 2019.

Vi befinder os i Los Angeles i 2017. Den afdankede dusørjæger eller “Blade Runner” Deckard får til opgave at fange nogle farlige replikanter – replikanter er menneskeskabte androider, som har fået tilsat menneskelige egenskaber, som gør dem svære at skelne fra ”ægte” mennesker. Men Deckard er god til at afsløre dem, og jagten går gennem et futuristiske noir-L.A., som klart er filmens største bedrift.

Om noget er stemningen i top, og den beskidte pseudo-postapokalyptiske storby er gjort af det stof, som får drømmer om. Det er bare ærgerligt, at filmen ikke bruger den mesterlige setting til noget mere. Og det ligger ellers lige til højrebenet i alle de fravalg, man har gjort i forhold til romanen.

Rick Deckard, Indiana Jones eller Han Solo?
Rick Deckard, Indiana Jones eller Han Solo?

Derfor mener jeg langt hen ad vejen heller ikke, at Blade Runner er den perfekte Dick-filmatisering, som den ellers bliver gjort til. Mange, deriblandt Bo Tao Michaëlis, omtaler den som værende ”tro i forhold til sjælen i Dicks roman”. Men deri er jeg faktisk ikke helt enig. Det skyldes blandt andet tonen i filmen, som stort set er blottet for den tørre humor og satire, som om noget er den røde tråd gennem Dicks forfatterskab.

Dick retter kritik mod det totalitære samfund og mod den menneskelige paranoia, men han gør det med et smil på læben. Og i sin pompøse selvfedhed er det ikke noget, Blade Runner besidder. Når man læser Drømmer androider om elektriske får? er det ofte med et smil på læben, da Dicks humor er ganske underspillet og uovertruffen. Og det kan man ikke sige om Blade Runner.

Ford er malplaceret, mens Rutger skinner

Drømmer nørder om Sean Young?
Drømmer nørder om Sean Young?

Nogle omtaler Blade Runner som Harrison Fords bedste rolle. Jeg kunne ikke være mere uenig. Jeg mener slet ikke, Ford passer ind. Hverken i forhold til Dicks Deckard eller i forhold til den færdige film. Ford har ikke den nødvendige noir-pondus, og hans karakteristiske drengede smil passer ikke ind.

Fra et kommercielt synspunkt forstår man godt valget af Ford: Han var om noget et ansigt, der kunne sælge tilbage i 1982, og jeg tør slet ikke tænke på hvilken økonomisk fadæse Blade Runner var blevet uden Ford. For selv med Ford i hovedrollen blev Blade Runner ikke nogen kommerciel succes. Langt fra.

I Philip K. Dicks Drømmer androider om elektriske får? er Deckard en typisk Dick-antihelt. I Dicks ord er Deckard ikke noget fysisk pragteksemplar, og samtidig er han også en lidt ynkelig fyr, som vil gøre alt for at få penge til et levende dyr. Kort sagt er han, som mænd er flest: Almindelig.

Rutger Hauer EJER 'Blade Runner'.
Rutger Hauer EJER ‘Blade Runner’.

I mine øjne var Blade Runner blevet en bedre og mere troværdig film, hvis Ford var skiftet ud med en mere almindelig fyr. Ford er for drenget og for Hollywood-pæn. Og man skal ikke tro, at jeg ikke kan lide Ford, som i mine øjne er en af Hollywoods fineste actiondrenge, men her kommer han til kort.

Et andet problem er, at Ford blegner i forhold til Rutger Hauer. På trods af at Hauers karakter først dukker op efter en rum tid, så er det Hauer, vi husker. Det er en smuk rolle og en smuk præstation, som, desværre vil nogen sige, ikke åbnede dørene for Hauer ind til A-liste-land. For Hauer selv er rollen som Roy juvelen i hans oeuvre, som du kan læse i månedens interview med Hauer her på Planet Pulp. Hauer siger selv følgende til Planet Pulp om hans tilgang til skuespillet, og det får en merbetydning, når man tænker på, at Rutger er en model for Roy, som er en model for et menneske:

”In many ways acting is ”posing as a character”. Models are posing for a shoot. And we are models for the characters. And the tricky part is that you need to create the illusion that you are not a model but that you are real. And that is hard work.”

Uforståelige valg

Neon-noir.
Neon-noir.

I forhold til Dick-filmatiseringerne generelt, og Drømmer om androider om elektriske får? mere specifikt, er der flere ting, jeg ikke forstår – eller flere valg jeg ikke er enig i. Langt de fleste Dick-filmatiseringer er baseret på meget korte noveller. Problemet, mest udtalt i den jammerlige Paycheck (2003), er så, at de fede grundideer ikke har nok materiale til en hel spillefilm. Så kastes der en masse jagt og action ind og pludselig drukner grundfortællingen.

Men i Blade Runner er tilfældet et helt andet. Her har man haft en hel roman som baggrundsmateriale, men alligevel vælger man kun at tage en lille del af romanen og tilsætter den så en masse jagt og action: Hvorfor ikke gå linen ud og tage flere elementer fra romanen med? Det kunne have resulteret i en langt mere tankevækkende film, hvor de visuelle lækkerier kunne have fået følgeskab af guf til de små grå.

'I have seen things you people wouldn't believe...'
‘I have seen things you people wouldn’t believe…’

For, lets face it, handlingen i Blade Runner er meget simpel. Jeg ved godt, at mange siger, at den er tung, dybsindig og filosofisk i både form og indhold. Men deri er jeg langt fra enig. Specielt når jeg sammenligner den med Drømmer androider om elektriske får?

I sin essens er Blade Runner i stil med de simpleste af de simple noirfortællinger tilsat lidt filosoferen om, hvad et menneske er. Og det er der som sådan ikke noget galt i. Simple fortællinger er i min bog ofte at foretrække. Det der får mig frem af busken er, at Blade Runner af størstedelen af både kritikere og akademikere tillægges langt mere dybde i fortællingen end tilfældet er.

But it ain’t that good

Blade Runner bliver aldrig en personlig favorit for mig. Den har åbenlyse kvaliteter, som med rette hyldes af store og små. Men den har også åbenlyse svagheder, som jeg mener ofte bliver overset til fordel for den nærmest religiøse kasten sig i støvet for filmen. Dermed ikke sagt, at Blade Runner ikke er en god film. Så god er den bare ikke.

4 stjerner
Titel: Blade Runner
Instruktør: Ridley Scott
Manuskript: Hampton Fancher og David Webb Peoples baseret på romanen Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip Kindred Dick
Cast: Harrison Ford (Rick Deckard), Rutger Hauer (Roy Batty), Sean Young (Rachael)
Producere: Michael Deeley (producer), Charles de Lauzirika (“Final Cut”), Hampton Fancher (executive producer), Brian Kelly (executive producer)
Foto: Jordan Cronenweth
Klip: Marsha Nakashima
Musik: Vangelis
Spilletid: 117 minutter (“Final Cut”) / 112 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/Hong Kong, 1982/2007
Produktionsselskaber: Warner Bros. Pictures
Distributør (DVD): Warner Bros. Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Stikord: Androider, Filmatisering

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

1 Comment

Skriv et svar

Your email address will not be published.