Blacula

Exploitationfilm er en genre, der er kendt for at love en masse ting, som den alt for sjældent indfrier. En undergenre af exploitationfilmen er blaxploitation, der i 70’erne var indspillet til et sort publikum, hvor størstedelen af skuespillerne generelt var sorte. De fleste af disse film omhandlede hård kriminalitet, salg af stoffer og kvinder. Her opstod film som senere er blevet regnet for klassiske værker, som f.eks. Shaft (1971), Coffy (1973) og Foxy Brown (1974).

Fusion

Men ikke alle blaxploitationfilm omhandlede kriminalitet i et storbymiljø. Genren er kendt for sine billige salgstricks, og ofte har disse lokket flere publikummer i biografen, men har skuffet endnu flere end de har formået at underholde. Derfor kunne man ikke vide sig helt sikker, da Blacula så dagens lys (eller nattens mørke?) i 1972.

Det var den første fusion af blaxploitation- og horrorgenren, der formentligt opstod for at lukrere på Hammers succes med Dracula-serien. Men på trods af at Blacula blev præsenteret som ”Dracula’s Soul Brother”, er filmen ganske glimrende. Ganske vist ikke på højde med de store gotiske klassikere som Horror of Dracula (1958), Dracula: Prince of Darkness (1966) eller Dance of the Vampires (1967), men stadig en (u)hyggelig lille film, der oser af camp.

Grev Dracula er en gammel racist

Blacula åbner i 1780, hvor Prins Mamuwalde (William Marshall) og hans kone Luva (Vonetta McGe) er på besøg hos selve Grev Dracula (Charles Macaulay) for at søge hjælp til at stoppe slavehandlen i Afrika. Men da det går op for Mamuwalde, at Greven bare er endnu en racistisk aristokrat, er det for sent. Greven forhekser Mamuwalde og låser ham inde i en kiste, hvor han skal tørste efter menneskeblod i al evighed.

Vi springer derefter til 1972, hvor to homoseksuelle indretningsarkitekter har købt Grev Draculas gamle slot samt alt, hvad det indeholder – inklusiv kryptens mange kister! Alle tingene bliver sendt til Los Angeles, hvor de to mænd kommer til at slippe Mamuwalde løs. Men den gode prins er ikke længere helt almindelig. Da Greven forheksede ham, bed han ham i halsen, og gjorde ham til vampyren Blacula, der nu er sluppet løs, så han kan slukke sin evige tørst efter blod.

Det skal nævnes, at der er en betydelig forskel på Mamuwalde, når han er sig selv og når han er i Blacula-form. Her er forskellen ikke blot billige hugtænder og et par blodrøde øjne. Nej – når Blacula ”dukker frem” er hans ansigt næsten mørkt og hans hårvækst er helt ekstrem. Det kan måske lyde fjollet, at hans bakkenbarter vokser et godt stykke op mod øjnene, og når man tænker over det, lyder det heller ikke ret skræmmende. Men imens filmen kørte, virkede det faktisk ganske udmærket – og det er William Marshall, der virkelig får det til at fungere med sit ganske glimrende skuespil.

Uopklarede mord.. hmmm…

En aften er Mamuwalde ude at gå, da han støder ind i en kvinde, der ligner hans kone Luva på en prik. Da Mamuwalde ikke ved, hvor lang tid han har ligget i kisten, er han overbevist om, at det er hans kone. I sin begejstring forfølger han ”Luva” i en jagt, der ender med at han mister hende af syne, men finder hendes taske med kreditkort og ID. Han opsøger kvinden, der hedder Tina (igen spillet af Vonetta McGee) på en cafe, for at aflevere hendes taske og komme med en undskyldning. Men Mamuwalde er ikke kun kommet for at give en undskyldning. Han vil gøre Tina til sin vampyrbrud, så de kan leve sammen for evigt!

Det går dog ikke helt så let som han turde håbe på. For Tinas søster Michelle (Denise Nicholas) kommer sammen med Dr. Gordon Thomas (Thalmus Rasulala), der netop er i gang med at hjælpe politiet med nogle uopklarede mord, hvor ofrene er blevet bidt i halsen af hvad der ligner et vildt dyr, hvorefter de forsvinder sporløst, efter de er erklæret døde. Hvordan kan dette dog hænge sammen? Finder Dr. Gordon Thomas ud af, hvem morderen er? Får Blacula sin brud? Og hvem bliver det næste offer?

Uoriginal, men umådelig underholdende

Plottet i Blacula er jo, kort sagt, ikke noget helt nyt. Mange vampyrfans vil kunne nikke genkendende til den meget standardprægede historie, der går igen i mangen en vampyrfilm. Selvom ens kendskab til vampyrfilmene måtte være små, har man sikkert stødt på historien før i film som Nosferatu (1922), Dracula (1931) eller Horror of Dracula (1958).

Men er Blacula så bare en film, der forsøger at tjene en hurtig skilling på blaxploitationgenren med en gyserhistorie, som producerne var sikker på allerede virkede, da den var gennemtestet flere gange? Svaret er vel egentlig ja, men på trods af at historien er genbrugt til (u)døde, er den blevet noget af et kulthit i mange kredse, hvilket heller ikke kommer som den store overraskelse, da filmen er umådelig underholdende.

Den fede 70’er-stemning, diskomusikken, afrohåret, det farverige tøj, en lidt anderledes vampyr samt nogle ganske gode skuespillerpræstationer er med til at trække Blacula op, så det er en film, man vil huske positivt. Ganske vist er det ikke alle de medvirkende, som spiller lige overbevisende. F.eks. er de to homoseksuelle indretningsarkitekter ikke hamrende overbevisende, og Charles Macaulays præstation som Grev Dracula virker ikke nær så nobel eller frygtindgydende som f.eks. Christopher Lee. Men har man set Hammers film til bevidstløshed og, som undertegnede, ikke var helt oppe og ringe med Dracula A.D. 1972 (1972), vil man sikkert være ganske godt underholdt over den kølige, men samtidig noble, præstation, William Marshall leverer i rollen som Blacula.

Godt alternativ til Twilight-galskaben

Da filmen udkom tilbage i 1972, var det ikke med en større distribution, så derfor var publikummet endnu mindre, end hvad man egentlig havde regnet med. Samtidig blev filmen sablet ned af de anmeldere, der var inviteret til premieren. Alligevel skabte den et ry, og året efter kom fortsættelsen med titlen Scream Blacula Scream (1973), der fortsætter et stykke tid efter begivenhederne i Blacula.

I kølvandet på den succes, Blacula fik, kom der endnu flere blaxploitationgyserfilm. De fleste af disse var klassiske gyserhistorier, men med et sort monster, som f.eks. Blackenstein fra 1973 (der, som titlen indikerer, var en Frankenstein-film i blaxploitationforklædning), Sugar Hill fra 1974 eller Dr. Black, Mr Hyde fra 1976. Ingen af disse efterkommere skulle efter sigende have haft lige så stor succes som den originale Blacula.

Sidder man en aften i blandt gode vampyrvenner og fortvivles over al denne Twilight-galskab, der raserer verden i vore dage, og bare ønsker sig tilbage til dengang, hvor vampyrfilm stadig var gotiske fortællinger, hvor vampyren ikke kunne tåle sollys og gik i slængkappe, kan Blacula kun anbefales. Som sagt er det ikke helt det samme som en rigtig god Hammer-film, men hvis man ikke lige er til Terence Fishers Dracula-film eller hvis man bare trænger til noget nyt, vil Blacula og dens efterfølger være et glimrende alternativ. Eventuelt til en Hammer-70’er-aften i selskab med den før omtalte Dracula A.D. 1972.

Den første af de to Blacula-film er at fortrække, da Scream Blacula Scream mere er en gentagelse af de samme elementer, blot med et par voodooritualer smidt ind i blandingen for at forny det lidt (læs mere om dette i anmeldelsen af Scream Blacula Scream). Begge er dog ganske udmærkede, og man bør ikke snyde sig selv for den glimrende underholdningsværdi, begge besidder.

Flere udgaver

Begge film er udgivet i en meget skrabet boks af Optimum Home Entertainment i en region 2-udgave. Her får vi begge film på hver deres skive med en trailer til hver film som eneste ekstramateriale. Billedsiden er ganske fornuftigt, med nogle flotte farver og ikke meget slid. Desværre kan man ikke sige helt det samme om lyden, der nogle steder virker noget mudret. Da ingen af filmene, er udstyret med undertekster, går man desværre glip af en replik eller to – generende, men ikke noget der er katastrofalt for det overordnede indtryk.

Blacula er også udgivet på amerikansk DVD fra MGM med engelske, franske og spanske undertekster. Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de to versioner, men efter kvaliteten af Optimum Home Entertainments udgave at dømme, vil jeg tro, at den eneste forskel er underteksterne og prisen. Optimums boks, der indeholder begge film, koster under halvdelen af, hvad MGM’s Blacula koster, så der er penge at spare, hvis man kan leve med et par replikker, der lige smutter i ny og næ.

Her på falderebet vil jeg bare opmuntre alle vampyrentusiaster til at få fingrene i Blacula, også selvom du måske ikke tror, at blaxploitation er din kop the. Filmen overraskede undertegnede gevaldigt, også selvom filmen ikke var nær så sleazet som forventet.

Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010

Stikord: Blaxploitation, Dracula, Vampyrer