Battlefield Earth: A Saga of the Year 3000

De fleste har nok hørt om denne science fiction-film, der i anmeldelsen blot kaldes Battlefield Earth i stedet for sin fulde, prætentiøse titel. Da den kom ud i 2000, blev den sablet ned af et samlet anmelderkorps, og nogle kaldte den direkte “verdens dårligste film”. Den vandt syv Razzie-priser tilbage i 2001, i 2005 vandt den en Razzie for det værste drama i de sidste 25 år, og på IMDb er den rangeret som en af 100 dårligste film. Men hvor mange har egentlig set filmen, og af dem, der har sat den på, hvor mange har så set den færdig? Og er den virkelig så frygtelig? Lad os se lidt på handlingen, før vi vender tilbage med nyslebne knive.

Jammerlig omgang lort

Jorden år 3000 er ikke noget rart sted. Vi er blevet invaderet af aliens og dårlig stil. Jonnie Goodboy (lækkert navn) tager væk fra sit stenaldersamfund for at finde “guderne” – som naturligvis er de fremmed Psychloer. Han tages hurtigt til fange, flygter lidt, tages til fange igen, gøres klog i en maskine, fordi han skal finde guld, og vupti! – så er en oprørsk helt født. Og ikke mere om den meget, meget spændende handling, som du selv skal have lov til at nyde uden spoilers.

Ja, Battlefield Earth er en jammerlig omgang lort, men der er lavet mange film, som er langt dårligere. Grunden til, at den blev sablet ned er naturligvis, at den er så uendeligt prætentiøs, og samtidig har den været meget dyr. Læg dertil at filmen er baseret på en roman af L. Ron Hubbard, manden bag Scientology, og så forstår man måske godt, hvorfor filmen fik en så hård medfart. Men heldigvis hører Battlefield Earth også til den gruppe af film, som er så dårlige at de er gode, og jeg har en vis svaghed for den – jeg så den både i biografen og har (ja jeg er den type) købt den på DVD.

Hvis Battlefield Earth var blevet lavet i Italien i 80’erne eller som en lowbudget østeuropæisk co-produktion med Rutger Hauer i hovedrollen, var der nok ikke nogen, som havde taget videre notits af den. For godt nok har den nogle fine effekter hist og her, men historien, manuskriptet og skuespillet lugter langt væk af direct-to-video.

Det nye årtusindes Star Wars?

Navnet på filmens instruktør, Roger Christian, vil nok ikke vække genklang hos mange, og det er helt forståeligt. Han er nok mest kendt for at være set decorator på Star Wars (1977) og som art director på Alien (1979) – hvilket også må siges at være ganske imponerende.

Man kan godt forestille sig at folkene bag Battlefield Earth troede, de havde gjort et scoop ved at tilknytte Christian, for måske han kunne skabe det nye årtusindes Star Wars? Men det kunne han desværre ikke. Som sådan tror jeg ikke, det er Christians skyld, men mere det tåbelige manuskript.

Man ved godt, der er noget galt, når en film lanceres på følgende måde, men hvor er det herlig læsning, når man lige har set filmen:

“Fyldt med ud-på-kanten-af-sædet action og ekstremt seje special effects, Battlefield Earth skaber en helt ny science fiction stil. Jorden: Året er 3000. Mennesket er en truet race. Denne originale og nyskabende saga af erobrende aliens og menneskelig oprør er spækket med humor, eventyr og fare, mixet med special effects, der er totalt virkelige – sat sammen til en eksplosiv og yderst underholdende film, der vil efterlade dig udmattet”.

Ny science fiction-stil?

Hold på hat og briller for nu kommer jeg med en “overraskelse”: den lille lækre tekst, du netop har læst, passer IKKE på filmen. Men lad os se lidt nærmere på det. “Ud-på-kanten-af-sædet-action” – min bare røv! Actionscenerne er kluntede, kedelige, og er bestemt ikke en af filmens få forcer. Og så påstås det, at de seje special effects skaber en ny sci-fi stil. Vorherre til hest. Effekterne er som sådan OK, men ikke noget videre fantastisk. Men noget der trods alt forsøger at give filmen et særegent visuelt udtryk, er at kameraet konstant hælder horisontalt. Det gør at de fleste kompositioner er skæve, og man bliver faktisk en smule søsyg af at se på det. Så det burde fotografen Giles Nuttgens nok ikke at have brugt så konsekvent, som han gør det. Det skæve kamera kan være godt, når eksempelvis en karakter er ude på et skråplan, man at give hele filmen dette look er altså en fejltagelse af de helt store. Men måske det skaber “en ny science fiction stil”?

Lidt mærkværdigt er det, at den ellers ganske dygtige production designer og effektmand Patrick Tatopoulos, som man kender fra eksempelvis Dark City (1998) og Independence Day (1996), ikke får mere ud af det. Som med resten af filmen er det visuelle design mest imponerende i filmens indledning, hvor Tatopoulus skaber en udmærket postapokalyptisk setting, men snart falder også filmens production design sammen med resten af filmen. Et af de få plusser ved filmen er faktisk musikken, som man også kan læse en anmeldelse af her på Planet Pulp. Den forsøger med genrekonventioner og actionmusik at holde gryden i kog, hvilket til dels lykkes, men musikken lades i stikken, da resten af filmen kollapser.

Fornærmende ringe dialog

At historien skulle være “original og nyskabende” er en jo en direkte løgn. Måske de burde have skrevet “det er nyskabende og originalt at en historie kan være så klichéfyldt, tåbelig og utroværdig på én og samme tid”. For det er lige præcis det, man kan sige om Corey Mandell og J. D Shapiros manuskript – og man fornemmer godt, at de to herrer ikke er verdens mest erfarne skribenter. Som sådan starter Battlefield Earth meget godt ud – ikke noget originalt, men mindre kan også sagtens gøre det. Vi har den postapokalyptiske setting, den oprørske Jonnie, de nederdrægtige aliens, de tilfangetagne mennesker og et klassisk episk oprør. Men hvor går det så galt henne? Jo, Jonnie og hans kobbel af neandertalere begynder at blive lidt for lærenemme, og når de kloge aliens bliver lidt for dumme, ja så ryger troværdigheden. Man skal blot se de scener, hvor menneskerne lærer at betjene et fly på under en uge ved at bruge en flysimulator, der har stået og samlet støv i 1000 år!

Det er ærgerligt at filmen på dette tidspunkt fuldstændig mister sin egen troværdighed, og derfor er man også bedøvende ligeglad med, hvad der sker siden hen. Desuden er filmens dialog fornærmende ringe, og den spænding, der er, er overstået efter den første halve time – hvilket er lidt et problem, når filmen varer små to timer. Men heldigvis gør alle disse tåbeligheder filmen ret sjov at se, og man kan ikke lade være med at tænke, om manuskriptet i virkeligheden af skrevet af et par chimpanser, som John Travolta mødte til en Scientology-komsammen en varm sommeraften. Så dumt er det faktisk.

Hjernekapacitet á la Scientology

Som i andre alien invasion-film og sci-fi generelt, kan man ofte se visse allegorier over ting, der sker i samtiden. I 50’er-filmene var det kommunisterne, i 90’erne terroristerne og efter 9/11 er det blevet til den globale frygt. At putte tolkninger ned over Battlefield Earth er måske er lidt omsonst, men Psychloerene kan da ses som en kritik af det moderne forbrugersamfund, og heltens udformning peger på, at vi skal finde tilbage til nogle gamle værdier. Og så må man ikke glemme scenerne, hvor Jonnie “bliver klog”. Her lærer han, i bedste Scientology-ånd, at bruge sin fulde hjernekapacitet. Udover dette er det ellers forkert at klandre filmen for at være propaganda, da den til det formål simpelthen er for dum. Battlefield Earth er “bare” en jammerlig sci-fi-actionfilm.

At filmen vil “efterlade dig udmattet” er faktisk rigtig nok. For til sidst er man faktisk blevet søsyg over kameravinklerne, og man har fået lidt for meget dumhed blæst ind i hjernen. Filmen skildrer kun første halvdel af Hubbards roman Battlefield Earth (1982), som er på hele 1050 sider, og man havde tænkt sig at lave en fortsættelse i 2002 som, sjovt nok, aldrig er blevet til noget.

Når alt kommer til alt, er Battlefield Earth en film, der bliver erklæret hjernedød efter en halv times tid. Så er troværdigheden og spændingen væk, men til gengæld kan man fornøjes af tåbelighederne. Og hvis du, som jeg, godt kan bruge en times tid på at kigge på abegrotten i zoo, så er det bare med at anskaffe dig filmen. Det er ikke verdens dårligste film, langt fra, men den er stadig meget, meget dårlig, og heldigvis på den prætentiøse måde, der gør det meget, meget sjovt at se på. Og så har jeg endda slet ikke brugt plads på skuespillet, som er et kapitel for sig selv. Her kan jeg bare sige: glæd jer – Travolta og drengene spiller virkelig op til dans!

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, Filmatisering, Fremtiden, Rumvæsner