Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Battle Los Angeles

Battle Los Angeles
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Battle Los Angeles er dum som en dør, men for fanden, hvor er den underholdende.

Battle Los AngelesAstronomer opdager pludselig en række meteorer, der har kurs mod Jorden. Meteorerne viser sig dog ikke at være meteorer, men rumskibe, der slår ned i havet ud for en række af verdens kystnære storbyer. Herefter er der dømt alien invasion for alle pengene!

Inden dette står klart har vi stiftet bekendtskab med vores hovedperson, seniorsergenten Nantz (Aaron Eckhart), der netop har meddelt sin afsked til sin foresatte i marinekorpset. Hans plan er at færdiggøre træningen af de rekrutter, han har ansvaret for, og derefter forlade korpset.

Evakueringsmission
Fra in medias res-indledningen: Los Angeles er fucked.

Fra in medias res-indledningen: Los Angeles er fucked.

Disse planer kuldsejler imidlertid, da rumvæsnerne angriber og Nantz må træde til som sergent for en deling marinesoldater, der bliver sendt ud på en evakueringsmission i Los Angeles, mens byen er under angreb.

Da delingen sendes af sted menes det, at rumvæsnerne ikke har noget luftvåben og alene består af infanteri (hvilket dog er slemt nok i sig selv). Derfor planlægger luftvåbnet at tæppebombe dele af Los Angeles for at stoppe de invaderende aliens.

Delingens mission foregår derfor under tidspres: Evakuer de civile og kom ud inden et bestemt tidspunkt, for bomberne falder uanset hvad.

Men intet går efter planen. Det viser sig nemlig, at rumvæsnerne har en særdeles effektiv flåde af droner og pludselig er delingen – som på papiret ledes af den uerfarne løjtnant Martinez – fanget bag fjendens linjer…

Dum men underholdende
Aaron Eckhart som sergent Nantz.

Aaron Eckhart som sergent Nantz.

Battle Los Angeles er en dum men også særdeles underholdende omgang militær tjubang, der af nogen er blevet beskrevet som Black Hawk Down med rumvæsner. Det er ikke en helt ueffen beskrivelse, men jeg er nu mere tilbøjelig til – som min anmelderkollega på Uncut, Søren Hardy Rasmussen – at drage paralleller til klassiske Anden Verdenskrigsfilm, her blot med rumvæsner i stedet for nazister eller japanere.

Hele Battle Los Angeles foregår, ligesom en gammeldags krigsfilm, som én lang kamp mellem de modige marinesoldater og de aggressive rumvæsner, og der er langt mellem de få stille scener, der i øvrigt primært bruges til udveksling af soldaterklichéer.

Michelle Rodriguez spiller en hårdkogt pilot, der slutter sig til marineinfanteristerne.

Michelle Rodriguez spiller en hårdkogt pilot, der slutter sig til marineinfanteristerne.

Men rent dramaturgisk fungerer det glimrende. Byen bliver klaustrofobisk og skræmmende, fordi rumvæsnerne kan være overalt – bag den næste dør, om det næste hjørne – og man suges helt uforvarende ind i filmen, selvom man på intet tidspunkt er i tvivl om, at man er vidne til underholdning af den måske dummeste skuffe, Hollywood har.

For Battle Los Angeles er uhæmmet patriotisk og uhæmmet propagandistisk – lidt som at være vidne til en to timer lang rekrutteringsvideo for US Marine Corps. Og den er uhæmmet firkantet – rumvæsnerne er bare onde, punktum, og marinesoldaterne er bare modige og selvopofrende og gode, punktum.

På den måde minder Battle Los Angeles plotmæssigt og dramaturgisk meget om en krigsfilm fra Hollywoods guldalder lavet med nutidens teknologi.

Dårlige anmeldelser
Rumvæsner og én af deres droner.

Rumvæsner og én af deres droner.

Det gør også Battle Los Angeles til en meget “ren” film. Der er ikke noget at være i tvivl om her: Linjerne er trukket rent op, og man behøver ikke forholde sig til det rigtige eller forkerte i at marinesoldaterne pløkker så mange rumvæsner som muligt.

Det faldt en del for brystet, og Battle Los Angeles fik da også en kølig modtagelse af mange kritikere. Salig Roger Eberts anmeldelse er faktisk blevet lidt af en klassiker i sig selv, bl.a. på grund af denne svada, som Ebert afsluttede sin anmeldelse med:

Marineinfanteristerne er hårdt pressede.

Marineinfanteristerne er hårdt pressede.

“Young men: If you attend this crap with friends who admire it, tactfully inform them they are idiots. Young women: If your date likes this movie, tell him you’ve been thinking it over, and you think you should consider spending some time apart.”

Det er ret sjovt skrevet, men dækker over, at Ebert virkelig afskyede Battle Los Angeles, som han også kaldte “noisy, violent, ugly and stupid” og beskrev som “a reflection of appalling cynicism on the part of its makers”.

Andre var mere afmålte i deres ordvalg, men helt generelt fik filmen ret dårlige anmeldelser, da den kom.

Underholdning uden dikkedarer
Rumvæsnernes drone-kontrolskib, som skal slås ud, hvis Los Angeles skal reddes.

Rumvæsnernes drone-kontrolskib, som skal slås ud, hvis Los Angeles skal reddes.

Det er egentlig helt ufortjent, for kigger man på den rene underholdningsværdi, leverer Battle Los Angeles uden så mange dikkedarer. Ja faktisk uden nogen dikkedarer overhovedet.

Personskildringer er der ikke meget plads til; den eneste af rollerne, der kommer den mindste smule kød på er Aaron Eckharts seniorsergent, der stadig pines af en situation i Irak, hvor han endte som den eneste overlevende.

Her kunne Battle Los Angeles være blevet politisk og allegorisk, men det er manuskriptforfatter Christopher Bertolini slet ikke interesseret i, og sergentens forhistorie eksisterer kun for at give anledning til nogle gnidninger med de menige i løbet af filmen. Med andre ord kommer den gode sergent aldrig ud over det stereotypiske.

Mere ødelæggelse.

Mere ødelæggelse.

Resten af rollerne er også stereotyper, fra den unge, ubeslutsomme løjtnant til den hårdkogte, kvindelige pilot, der slår sig sammen med marinesoldaterne – hun spilles (man fristes til at sige selvfølgelig) af Michelle Rodriguez, der nærmest har gjort en karriere ud af roller som denne.

De meget tyndt beskrevne roller betyder, at man aldrig kommer til at føle noget for den enkelte soldat, sådan som man gør i mere seriøse krigsfilm, men til trods for dette er den grundlæggende spænding intakt.

Jeg elsker det lort

Læg dertil nogle generelt udmærkede effekter (på dette punkt var Roger Ebert helt galt afmarcheret), masser af militært isenkram og gung-ho-attitude, ja så har man altså en virkelig underholdende sag, der i ren amerikansk patos og patriotisme er oppe at ringe på niveau med film som Independence Day (1996) og Air Force One (1997).

Det er der nogen, der hader. Jeg elsker det lort, især når det er skruet så skamløst underholdende sammen som her. Battle Los Angeles er dum som en dør, men for fanden, hvor er den underholdende.

4 stjerner

Titel: Battle Los Angeles
Dansk titel: World Invasion: Battle Los Angeles
Instruktør: Jonathan Liebesman
Manuskript: Christopher Bertolini
Cast: Aaron Eckhart (Michael Nantz), Ramon Rodriguez (William Martinez), Adetokumboh M’Cormack (Jibril Adukwu), Michelle Rodriguez (Elena Santos)
Producere: Ori Marmur (producer), Neal H. Moritz (producer), Jeffrey Chernov (executive producer), David Greenblatt (executive producer)
Foto: Lukas Ettlin
Klip: Christian Wagner
Musik: Brian Tyler
Spilletid: 116 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, italiensk
Produktionsland, år: USA, 2011
Produktionsselskaber: Columbia Pictures, Relativity Media, Original Film, Wardour Street Pictures
Distributør (DVD): Sony Pictures Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: Alien Invasion, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *