Batman v Superman: Dawn of Justice

I 2005 kom Batman Begins, Christopher Nolans mørke og moderne take på Batmanmyten. Og Nolans buddy på manuskriptsiden var David S. Goyer.

Nolan og Goyes sluttede deres Batman-trilogi med den fremragende The Dark Knight Rises i 2012; en trilogi, der udviklede sig i en mørk og voldsom retning med over- og undertoner af moderne tanker om terror. Det var fint.

Sjusket og uden hjerte

At Nolan og Goyer så også skulle udvikle manuskriptet til Man of Steel giver jo, rent kommercielt, god mening, da de tre Batman-film tjente mange penge hjem.

Men rent kunstnerisk var det en fadæse, da de to herrer jo netop havde leveret deres take på et moderne DC-univers. Det endelig manuskript stod Goyer bag, og det blev til et skidt et af slagsen, specielt fordi manuskriptet til Man of Steel føles forhastet og sjusket. Uden hjerte og sjæl.

Med Batman v Superman: Dawn of Justice har Goyer fået hjælp på manussiden af Chris Terrio, der skrev det færdigt efter et udkast af Goyer. Det er også et lortemanus, som dog er lidt bedre end det. som blev leveret i Man of Steel.

Men det er stadig rodet og sjusket, og det kan faktisk godt undre lidt, når man tænker på, at Terrio stod bag det fine manus til Oscarvinderen Argo fra 2012. Men det er nok Goyer, der skinner igennem – og sikkert et utal af producere som med deres spredte fægtning har været med til at mudre historien mere til end godt er.

Der er hentet meget inspiration i Frank Millers klassiker The Dark Knight Returns fra 1986, og den vil jeg ellers ikke nævne mere i denne sammenhæng, da den ikke fortjener at blive kædet alt for meget sammen med denne rodebunke. Det ville være synd.

Undskyld mig

Og så lad os da for en kort bemærkning kigge nærmere på handlingen i Batman v Superman: Dawn of Justice. Eller orker vi næsten det? Det er sgu’ så rodet, så jeg gør det kort.

Vi er 18 måneder efter handlingen i Man of Steel. Eller rettere sagt starter vi med (endnu engang) at se hvordan Batman “skabes”. Nej, jeg orker det sgu’ ikke. Det plot giver mig hovedpine. Men det er noget med, at Gotham City og Metropolis nærmest kun er adskilt af et havebassin, mens nogle skurke vil gøre et eller andet ondt og Batmans mor hedder Martha, og det gør Supermans også, og så skal der også være en kamp. Nej, jeg stopper her og hopper videre til kritikken.

Som det var tilfældet i Man of Steel er filmens helt store problem som sagt manuskriptet. Eller mere præcist den magiske lim, der giver en fortælling sammenhæng og følelsen af helhed. Det, der får mig til at blive engageret i en film.

Så er der nogle, der vil sige, at det jo bare er en superheltefilm, hvor man godt kan se igennem fingre med den slags. Men hvorfor skulle jeg det? Uanset genre og uanset målgruppe kan man godt forvente, at en film har et ordentligt manuskript. Hvad enten det er en actionfilm, en gyser eller et eksistentielt drama.

Ja, nogle film er så dårlige, at man griner igennem dem. Og andre film sigter mod at være dårlige på den dårlige måde. Andre film leger med fortælleformen. Og så kan man godt se igennem fingre med noget, hvis det var hensigten. Men det er bestemt ikke tilfældet med Batman v Superman: Dawn of Justice, som tager sig selv ganske alvorligt og som gerne vil fortælle en episk historie. Men så skal manus simpelthen være bedre.

Der gemmer sig en god film i rodet…

Uden at gå i dybden med diverse plothuller (som jeg rent faktisk godt kan se gennem fingre med, hvis en film overordnet hænger sammen) så er der simpelthen for meget rod, for mange veje filmen gerne vil fræse ud af.

Dybest set er det vel tre eller fire film i én film. Og det kan jo faktisk godt lade sig gøre, se blot på flere af de vellykkede Marvel-film. Men her virker det kluntet, og det er ret ærgerligt, da man fornemmer en god film gemme sig bag heltenes kostumer.

Ben Affleck er god som Batman, måden at bruge slutkampen i Man of Steel set fra et andet perspektiv er godt tænkt, det fede glimt fra fortiden lover godt og selve kampen mellem Batman og Superman er ret fed.

Men det kan desværre ikke skjule det sjuskede manuskript. Og det kan høj Zimmer-musik og alt for meget CGI heller ikke (og her tænker jeg specifikt på den frygtelige slutkamp med monstret, der ligner en huletrold fra Peter Jacksons Tolkien-film).

…men det er en møgfilm

Så vi står tilbage med en møgfilm, der slet ikke kan leve op til de episke ambitioner, som filmen præsenterer. Det gør også, at følelserne enten bliver svulstige eller hule. Der er ikke den bløde mellemvej, de fine mellemtoner. Det hele er så bombastisk og svulstigt, at alle de fine tiltag drukner i den lim, som man har forsøgt at hælde over filmen, da man godt kunne se, at den var noget værre rod.

Så op på hesten igen, kære Zack Snyder. Tag det lidt med ro og skriv en kontaktannonce, hvor du søger et ordentligt manuskript.

Anmeldt i nr. 126 | 13/04/2016

Stikord: Superhelte