Barricades

3 minutters læsetid
Barricades
Barricades

Der findes ikke mange bands som Death Before Disco (DBD). De fem belgiere formår her på deres anden plade, Barricades, at parre et utal af musikalske inspirationskilder til et fortættet og meget komplekst musikalsk udtryk, der, når det er bedst, er ganske unikt. Og det er vitterligt mange forskellige musikalske udtryk, DBD bringer i spil på Barricades; endda ofte i samme nummer.

Derfor er det svært, for ikke at sige umuligt, at kategorisere dem i en fast genre. Selv om Barricades musikalsk stritter i mange retninger, er der dog også visse gennemgående træk. Det vigtigste er den kæmpemæssige lyd, der dominerer udspillet.

Det er en massiv lydmur, der møder lytteren. Stemningsmæssigt befinder hele pladen sig i det melankolske og alvorstunge hjørne, hvilket altid tiltaler mange lyttere. Endelig skiller DBD sig ud ved at besidde flere kompetente vokalister. Dette udnytter de til fulde, ved at alle numre har nogle ret flotte og udfordrende vokalarrangementer.

Episke kvaliteter

Death Before Disco bevæger sig i et metalunivers, hvor man ikke er bange for at hente inspiration i denne genres forgreninger. Med åbningsnummeret “Etireno” får man det umiddelbare indtryk, at der er tale om endnu et ligegyldigt NU-metalband, men man skal ikke mange takter ind i sangen, før man finder ud af, at der er meget mere på spil for DBD end bare at plagiere tidens hippe strømning.

Pludselig løfter nummeret sig storladent op på symfoniske højder med pauker, basuner og dybe strygere. Med de næste par sange befinder vi os pludselig i et bizart krydsfelt mellem 80’er puddelhårsrock og start-90’ernes tudegrunge. Det lyder meget mærkeligt, men fungerer, når man hører det.

Pladens ubestridte højdepunkt er den over otte minutter lange “Jagur”, der er en musikalsk tour de force. Det er et klassisk episk nummer, der musikalsk udfordrer sin lytter hele vejen igennem med de mange tempo- og rytmeskift. DBD har desuden flettet et dristigt vokalarrangement ind, der for alvor formår at løfte sangen ud over det sædvan-lige.

“Jaguar” er dog så langt fra den eneste indspilning på Barricades med episke kvaliteter. Selvom de fleste af pladens numre holder sig pænt mellem de tre til fem minutter, er de alle bygget op over komplekse sangstrukturer, der byder på store musikalske variationer. Pludselig bliver der skudt et småjazzet mellemspil ind eller også, som i “Matchstick Girl”, bliver en rolig og melodisk sang mikset med flænsende trashmetal. Dette skal forstås ganske bogstaveligt. Det lyder nærmest som to forskellige numre, der er mikset ind over hinanden, men alligevel blander i et naturligt leje.

Stritter i for mange retninger

DBD har med Barricades begået et anderledes og udfordrende udspil, der indeholder mange kvaliteter. Albummet rummer så meget, at man efter intens gennemlytning ikke blot har nået en musikalsk mæthed, men faktisk er decideret forædt. DBD’s altoverskyggende problem består i, at de ikke formår at tøjle deres skyhøje musikalske ambitioner i retning af et homogent udtryk. De vil ganske enkelt så meget, at de har svært ved at fastholde lytteren en hel plade igennem.

Der er ingen tvivl om, at hvis vi tager hvert enkelt nummer for sig, så fejler de ikke noget, men når alle pladens sange bevæger sig i hver sin musikalske retning og er totalt uforudsigeligt i deres struktur, bliver man noget træt i ørerne til sidst. Uforudsigelighed og mod til at skride ud over genrekonventioner er som regel kvaliteter i sig selv, men DBD forstår ikke begrænsningens kunst, og derfor fremstår Barricades desværre også som en rodet affære.

Ud over at numrene blander de fleste tænkelige metalgenrer, skal man også være forberedt på symfoniske passager, funkede og jazzede indslag, inspiration fra folkrock, storladne korarrangementer, skæve taktarter og jeg kunne blive ved. Ambitionerne fejler som sagt ikke noget, men det ender i et forvirret udtryk, der ikke er til at finde hoved eller hale i.

Kæmpe potentiale

Barricades er en plade, der viser et band, som er kommet et langt stykke vej, men stadig er ved at finde sig selv musikalsk. Det ville klæde DBD, hvis de forsøgte at inddæmme deres udtryk til en helhed. Det er fint at de gerne vil trække på mange kilder og ikke vil sættes i bås, men det kan kun lade sig gøre, hvis vil ændre deres musikalske strategi.

Man behøver blot at nævne et band som Tool, der er helt sit eget og stadig formår at spille kompliceret, prætentiøs og storladen musik, men uden at give lytterne musikalske kvælningsfornemmelser. DBD har helt klart et kæmpe potentiale, som jeg ikke tror, vi har hørt folde sig helt ud endnu, men det er ikke med Barricades, at bandet har lavet det rockhistoriske mesterværk, der åbenlyst er deres ambition.

Barricades er venligst stillet til rådighed af Target Distribution.

Nummerliste:
1. Etireno (5:32)
2. Barricades Of Rumble (3:17)
3. Full Metal Jacket (3:48)
4. Jaguar (8:25)
5. Goodbye (4:02)
6. Pyramids On Mars (3:59)
7. Matchstick Girl (3:39)
8. Kill The Dancer (3:33)
9. Modern Times (3:44)
10. Set The Minutes (6:55)

Total spilletid: 47:01

3 stjerner
Titel: Barricades
Kunstner: Death Before Disco
Producer: Ace Zec
Udgivet: 2006
Label: Lifeforce

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Skriv et svar

Your email address will not be published.